Boganmeldelse:
Udfordringer fra en outsider

Af Carsten Thomsen - KP 03-2010

Den uimodståelige Revolution
Shane Claiborne, Boedal, 2008

Den Uimodståelige Revolution er udfordrende og underholdende - men også til tider frustrerende læsning, hvor jeg har svært ved at følge forfatteren. Der er mange smilies og nb’er i min udgave, men også en del spørgsmålstegn.
Shane Claiborne er blevet kendt i evangelikale kredse i USA. Han er grundlæggeren af et boheme-agtigt kristent kollektiv, der kalder sig Simple Way. Det er sidenhen blevet til en mindre bevægelse af forskellige grupper/fællesskaber, der går under betegnelsen “New Monasticism” (altså en munkeorden i nye lapsede klæder).

Claiborne og hans venner flyttede for nogle år siden ind i et fattigt og socialt belastet byområde i Philadelphia, og her hjælper de med at møde folks behov - alt, ligefra lektiehjælp, til at bygge små grønne områder i asfaltjunglen og hjælpe narkomaner. Han syr selv sit tøj - jo, det kan ses (det er ikke kønt) - han render rundt med dreadlocks og opfordrer flere kristne til et større socialt engagement og en større bevidsthed om at vise evangeliet i handling ved at blive en del af socialt udstødtes hverdag og gøre fælles sag med dem ved at leve en enkelt livsstil, omfavne pacifisme (modstand mod krigen i Irak) og sige nej til materialisme, miljøsvineri og store kirkebygninger.

I forordet skriver Magnus Malm, at bogen ikke stiller os over for Shane Claiborne og hans fantastiske liv, men over for Jesus Kristus. Det er netop det modsatte indtryk jeg får. Her er virkelig meget Claiborne (tilsat lidt Jesus) - og det er helt ok - det er jo en selvbiografisk bog, ikke en teologisk afhandling.

Det er en fortælling om hans egne oplevelser, både som ny kristen i en Willow Creek-kirke (og hans afstandtagen fra mega-churches), hans ophold i Calcutta blandt spedalske til hans rejse til Irak for at sympatisere med ofrene for den amerikanske bomberegn. Det er en bog fyldt med social/kristen/politisk indignation over den megen sociale ulighed og økonomisk uretfærdighed, der er i verden.

Han skriver blandt andet i et afsnit om den rige mand, der af Jesus blev bedt om at sælge alt:

- I vores kultur, hvor vi skal være så inkluderende og forstående over for søgere, er den store fristelse at nedskrive discipelskabets omkostninger for at tiltrække en større flok. I vores bedste mening ønsker vi ikke at se nogen forlade Jesus, fordi hans kors er så ubekvemt. Så vi klipper kløerne på løven en smule, og vi pynter lidt på den blodige lidelse, vi også er kaldet til at gå ind i....Jesus lukker ikke rige mennesker ude; han fortæller dem bare, at deres genfødelse vil komme til at koste dem alt, hvad de har.

Jesu ord om næstekærlighed, om den barmhjertige samaritaner, får kød og blod i Den Uimodståelige Revolution. Claiborne har mange tankevækkende og advarende ting at sige om kirken, der er blevet for verdslig, materialistisk og selvisk.

Claibornes fortælling om, hvordan de hjælper naboer og familier i Philadelphia-ghettoen er meget inspirerende. Han mener det alvorligt og han går helhjertet ind i at forandre sit nærområde. Jeg blev udfordret til at stille spørgsmålstegn ved min egen livsstil. Hvad bruger jeg egentlig penge på? Hvad bruger jeg egentlig min tid på? Bekymrer jeg mig egentlig om de fattige og de socialt udstødte i Danmark eller i u-lande? Hvor meget barmhjertig samaritaner er der over mit liv?

Politisk agitation?
Så langt, så godt. Jeg har dog nogle problemer med bogen.
Det er som om Claiborne har for mange kasketter på. Hans forståelse af evangeliet bliver tit til politisk aktivisme og politisk protest. Hans “happenings” er mangeartede og han er blevet arresteret flere gange for at forstyrre god ro og orden - som f.eks. at smide en masse en-dollar-sedler ud over Wall Street, hvor USA’s børs ligger - ligesom for at forklare folk, at der må en økonomisk omfordeling af værdierne til. Claiborne forklarer, at dette er en del af Guds Riges aktiviteter. Og han forklarer hvordan han på republikanernes kongres i 2004 under Bush’s tale sad på første række og stod op og tog trøjen af, så han åbenbarede en T-shirt med teksten “Ve de rige og velsignede er de fattige” og så begyndte han at udråbe bibelvers om fattigdom og rigdom. Han blev selvfølgelig hurtigt fjernet - bagefter sagde han, at han ikke var en demonstrant, men en profet.

Men er det en del af Guds Riges aktiviteter? Og ville Claiborne lave det samme stunt på demokraternes kongres? (Claiborne stemmer helt klart ikke republikansk!!)

Det er som om, at Claiborne hele tiden underspiller behovet for traditionel mission og evangelisation. Behovet for personlig omvendelse fra synd og fra dom. I stedet sker omvendelsen nærmest automatisk, når mennesker ser Guds Rigets ”aktiviteter”, social nødhjælp eller en protest mod Irak-krigen.

- Jeg kender kun en måde at invitere mennesker til den kristne tro på: Ved at de kan komme og se. Jeg forsøger jo ikke bare at få nogen til at skrive under på nogle læresætninger, men ønsker, at de skal lære kærligheden, nåden og freden at kende i Jesu inkarnation, og nu i kroppens inkarnation, Kristi Kirke. Så hvis nogen bad mig om at introducere dem til Kristus, ville jeg sige: “Kom og se. Lad mig vise dig Jesus i kød og blod.” Ind imellem møder vi evangelikale, som spørger os, hvordan vi evangeliserer mennesker. Jeg plejer så at svare, at vi bringer mennesker som dem selv herhen, så de fattige kan lære dem om Guds rige, og så sender vi dem ud for at fortælle de rige og mægtige, at der er ved at blive skabt en ny måde at leve på i udkanten af samfundet.

Dette citat lyder smukt - og det er det også - men det synes som om, at han bevidst nedtoner behovet for evangelisation - sådan klassisk at fortælle folk de gode nyheder - og de dårlige.

Peter forkyndte jo straks efter Pinsedagen “Omvend jer”. Det var hovedbudskabet. (Ligesom Jesus også sagde “Omvend jer, for Himmerriget er nær”. Folk var syndere, som havde behov for at vende om og kaste sig ind på Jesus for nåde og tilgivelse).

Det er rigtigt, at kristnes livsstil kan blive en forhindring for evangeliet - men lige meget, hvor meget du viser Jesu kærlighed i verden ved at uddele brød til den fattige, og taler imod krige og lever i fattigdom, så har syndere behov for at høre evangeliet. Romerne 10:14,17: “Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord”.

Når det er sagt, så har vi også brug for at få understreget Guds Rige som noget ”her og nu”, noget, som er ved at blive etableret i denne verden, når kristne viser Guds nåde og kærlighed i verden. Det er en dimension af evangeliet, som Claiborne får leveret med humor og alvor.

Alt i alt er det en udfordrende bog om det at være kristen og kirke i et samfund, hvor vi opsluges af underholdning og materialisme.