Harry Potter og hans kritikere

Af Jerram Barrs - KP 04-05

Bog nr. seks i Potter-serien er udgivet i efteråret, og nu er filmatiseringen af fjerde bog i biografen. Verden over sluger børn og voksne bøgerne om magi, trolddom og kampen mod den onde I-ved-nok-hvem.
Flere kristne har kritiseret bøgerne. Er der grund til at undgå Potter? Vi bringer her en artikel af den kristne teolog Jerram Barrs...

Varry Potter bøgerne er en solstrålehistorie i bogbranchen. Gennem de seneste år har de skabt megen interesse og begejstring ikke alene i England og USA, men over hele verden, alt eftersom de er blevet trykt på alverdens sprog. Oversættelsen til kinesisk var en af de største bogudgivelser i Kinas historie.

Harry Potter bøgerne rammer en tone hos både børn og voksne, og filmatiseringen af bøgerne har fyldt biograferne.

Udover populariteten har bøgerne også opmuntret millioner af børn til at læse litteratur for første gang. Mange forældre er begejstrede over at se deres børn læse disse historier og dernæst at opfordre dem til også at læse andre bøger.
Der har dog været meget følelsesladede angreb på Harry Potter-serien især fra kristne.

Kritikken er hovedsagelig kommet fra USA, men også fra Storbritannien og andre lande. I USA har kristne i radioen, i artikler og på tv angrebet serien stærkt. Der er kristne skoler, hvor bøgerne er blevet forbudt. Jeg har selv fået mange telefonopkald fra forvirrede forældre, som siger: “Mine børn elsker disse bøger, jeg elsker disse bøger - hvad foregår der?”.

I den første af bøgerne optræder en lille dreng, som opdager, at han er blevet født med magiske kræfter. Han kommer derefter på en skole for troldmænd kaldet Hogwarts, hvor han lærer at udvikle sine gaver. Blot fordi bøgerne bringer læserne ind i en fantasiverden med magi og trolddom, så siger mange kristne, at de opfordrer til det okkulte.

Det andet kritikpunkt er, at bøgerne opfordrer til at gøre oprør mod autoriteterne. Kritikerne pointerer, hvordan Harry nogle gange taler til sin onkel og tante, der opdrager ham - selvom det må siges, at de behandler ham temmelig dårligt (mildest talt, da de er ualmindelig onde). For det tredje er der mange kristne som helt enkelt siger, at fantasi er farligt, og at den slags fantasiverdener er farlige for dem.

Hellere end bare acceptere den slags kritik, er vi kaldet som kristne til at være salt og lys i vort samfund, og vi har et ansvar til at vurdere bøgerne nøje. Hvis vi har børn, som er ivrige efter at læse bøgerne, må vi vurdere denne kritik og være parate til at tænke over J. K. Rowlings historier og bruge den visdom, Gud har givet os - og forsøge at undgå mistænksomhed bare fordi bøgerne er populære.

Bøgernes værdi
Før jeg omtaler kritikken vil jeg fortælle, hvorfor jeg så godt kan lide bøgerne. For det første er de underholdende (tænk blot på et spil som Quidditch). For det andet har J. K. Rowling skabt en vidunderlig imaginær verden. Hun har konstrueret et alternativt univers, en anden dimension (nogenlunde som C. S. Lewis’ Narnia eller Tolkiens Midgård), som eksisterer ved siden af vor verden.

I Harry Potter bøgerne er denne verden nærmest inde i vor verden, men almindelige mennesker er ikke vidende om den. For dem, som har et problem med fantasiverdener, så må vi være klar over, at næsten alle børn fantaserer og leger fantasifulde lege, og de har ikke noget problem med at skille fantasi fra virkelighed. J. K. Rowling har blot opdigtet en fantasifuld og velkonstrueret verden, som hun dygtigt har formidlet.

Bøgerne er desuden godt skrevet. En af de enkleste prøver på kvaliteten af bøgerne er, at du kan nemt kan læse dem højt for børnene, og at de taler klart til dem. Hvis du har læst dem højt for dine børn, så ved du, at det er en fornøjelse.

For det tredje kan jeg lide bøgerne på grund af hele persongalleriet, og vi kan følge børnene vokse op og blive mere modne. Der er en vidunderlig karakter-udvikling, og det gør personerne levende. Desuden er der et budskab i bøgerne om en stærk moralsk orden. der er smukke og fornøjelige menneskelige relationer mellem hovedpersonerne og en dyb hengivenhed.

De egenskaber, som bliver fremhævet er venskab, loyalitet, integritet, venlighed og selvopofrelse. Harry Potter er parat til at tilsidesætte sin egen succes, så han kan tjene sine venner. Det er kvaliteter, som vi alle kan værdsætte.

Der er også et klart portræt af forskellen på godt og ondt. Både den afskyelige ødelæggende ondskab i menneskers liv, og den velsignede frugt af at behandle mennesker med venlighed, barmhjertighed, trofasthed og integritet. Det er især bemærkelsesværdigt, at bøgerne anerkender, at godhed og trofasthed i ens relationer har en pris.

Det er ikke en verden, hvor alting er som en chokoladeæske og alt er dejligt. Gode dyder må der arbejdes for, og de vindes ikke uden kamp. Dyderne kommer gennem udvikling af karakteren og dybere forhold mellem personerne, snarere end ved at være populær eller få succes.

J. K. Rowling har også en dyb forståelse for det tåbelige i at vende sit blik mod det onde og om det ondes destruktive kræfter. Der er en dybde i udviklingen af moralsk orden, både i de menneskelige forhold og i forståelsen af godt og ondt.

Sidst mener jeg bøgerne har værdi, fordi de tre grundlæggende temaer, som kan spores i næsten al god litteratur går igen i dem alle: Skabelsens skønhed, ondskabens modbydelige virkelighed, og den universelle menneskelige længsel efter forløsning - for en bedre verden.

Disse temaer beskriver verden, som den virkelig er, den måde Gud har skabt den på. J. K. Rowling bekender sig ikke som kristen, så vidt jeg ved, men hun har en indsigt i de temaer, som er vigtige for, hvad kristne forstår som sandt om det univers, vi lever i.

Som kristen er jeg fascineret af, at historierne viser, hvordan et bedre liv opstår gennem selvopofrelse. Dette bliver tydeligt i den fjerde bog “Harry Potter og Flammernes Pokal” (er netop blivet filmatiseret, red.). I denne bog er Harry villig til at ofre sig selv for sine venner, som han elsker og har en dyb loyalitet over for.

Og centrum i alle bøgerne er omtalen af, hvordan Harrys mor døde for at redde sin søn, som et eksempel på den mægtigste gerning af alle. Forfatteren ser kærlighedens og selvopofrelsens gerning (som er beslægtet med Jesu gerning), som det middel, der kan forvandle menneskelivet og besejre ondskaben.

Selvopofrelse i disse bøger er det vigtigste i kampen mod det onde. Og det er jo også selve hjertet i det, kristendommen siger om, hvordan verden er indrettet.

Vi kommer fra Guds hånd som dem, der er blevet skabt med ære og herlighed. Livet er skønt og smukt, da Gud har givet det til os, men samtidig er det forfærdende brudt og ødelagt af ondskabens virkelighed i vore liv, og Gud har selv bragt det største offer i Jesus Kristus for at knuse ondskaben ved den ultimative kærlighedens gerning. Han gav sig selv hen i døden for at frelse andres liv - for at bringe fornyelse, omvendelse og forløsning til os.

Fantasi kommunikerer godt
Når vi ser dette gennemgående tema i hele serien, så er det utroligt, at der har været så voldsom og negativ omtale fra kristen side. Man håber, at det er en minoritet, som har den holdning og ikke et stort antal troende. Jeg mener, at denne negative reaktion er tragisk af flere grunde.

Det er tragisk, fordi mange mennesker ikke er i stand til at læse bøger med et åbent sind. Guds Ord udfordrer os til at være villige til at modtage og værdsætte enhver ting, som er god og sand, hvor den end findes.
Desværre tror jeg, at der er mange som er ude af stand til at se gode kvaliteter, der hvor de er, om det er i Harry Potter bøgerne, eller andre steder i populærkulturen. Mange af dem, som over for mig har kritiseret bøgerne, har ikke engang læst dem selv.

For det andet er der en dyb misforståelse og malplaceret mistænksomhed overfor fantasi i de negative anklager. Man kan nogle gange formidle mere sandhed gennem en fantasiverden end ved at beskrive den virkelige verden.
Der er mange bøger, både af kristne og ikke-kristne, som forsøger at beskrive den virkelige verden direkte og gør et langt dårligere arbejde end J. K. Rowling gør det med sin fantasiverden. Al sandhed er Guds sandhed, og ikke-kristne forstår denne sandhed i større eller mindre grad.

Selvom en forfatters verdensbillede ikke er fuldstændig i overensstemmelse med Skriftens sandhed, så vil der være elementer af skønhed og sandhed, som stadig er der, helt enkelt fordi han eller hun lever i Guds verden under Hans fælles nåde.

For det tredje er der en misforståelse i angrebet på magien i bøgerne. Som mange er klar over, så har C. S. Lewis’ og J. R. R. Tolkiens bøger været udsat for den samme kritik, selvom de begge var hengivne kristne. Man siger, at fordi der er brugt magi i Narnia-bøgerne, så kan det få børn til at interessere sig for det okkulte. Samme kritik er blevet rejst mod Tolkiens Ringenes Herre. Men ingen af disse bøger opfordrer til at praktisere det okkulte.

Magien er helt enkelt en del af den imaginære verden, som Lewis, Tolkien og Rowling har skabt. I sådan en verden er der mennesker, som kan blive usynlige, dyr taler, og her lever mytiske skabninger som enhjørninger og kentaurer og ringe og trylleformularer gør utrolige ting. Nogle har endda offentligt sagt, at de tror J. K. Rowling bevidst lærer at praktisere det okkulte og endda sataniske.

Første gang J. K. Rowling blev spurgt om, hvorvidt hun opfordrede til det okkulte, så var hun lamslået over spørgsmålet. Hun svarede: “Jeg tror, at du må gå til lægen”. Hun var forbløffet og såret over, at nogen kunne anklage hende for at opfordre til det okkulte.

Som kristen må jeg sige, at jeg skammer mig over dem, der har spredt disse rygter. Vi må være bevidst om, at når hun skriver om ond magi, så præsenterer hun det som ondt, som noget, der ødelægger mennesket. Det fortærer dem som individer. Det ødelægger deres forhold til andre mennesker. Rowling har pointeret, at hun ikke tror på det okkulte, og hun sandelig ikke har ønsket at fremme det.

Ofte er kristne skyldige i at forholde sig til kulturen i en tilstand af frygt. At kritisere, fordømme og afskære sig så meget som muligt fra den.
Alt, som er populært, bliver betragtet med mistænksomhed. Det er et alvorligt problem for kirkens liv. Det er ikke sådan, at vi skal acceptere alting i kulturlivet. Men kristne må være parate til at værdsætte det, som er godt og udvikle en bibelsk dømmekraft midt i vor kultur.

Det er hvad enhver kristen bør gøre, når det kommer til Harry Potter bøgerne eller andre ting. Du må afgøre over for dig selv, om Harry Potter bøgerne er gode for dig og dine børn, men gør det med omtanke og i lyset af det bibelske billede af skønhed, godhed og sandhed, ikke med en ånd, som er mistænksom over for alt det, som er populært i kulturen.

For 450 år siden opfordrede John Calvin folk til at læse bøger fra antikken. Han skrev instruktioner for lærere i skolevæsenet, som han tog initiativet til i Genevé i Schweiz, og opfordrede dem til at lade de studerende læse de store græske og romerske klassikere, som var hedninge og ikke-kristne.

Han opmuntrede dem til at lære af de sandheder, som de kunne finde i dem.
Ligeledes må vi være parate til at handle i vor tid, når det drejer sig om Harry Potter serien eller andre kulturelle tilbud.

Jerram Barrs er professsor i kristendom og kultur på Francis Schaeffer Institute, Covenant Seminary, i St. Louis (USA).