Troldmandens nevø 6:
Det gode og det onde

Af Louis Nielsen - KP 02-2004

"Godt klaret" sagde Aslan med en stemme, der fik jorden til at skælve”. Lewis har skrevet adskilligt om gode gerninger og om den evige løn (og må vi tilføje om evig straf). For ham var det meget afgørende at få understreget, at der er en sammenhæng mellem, hvordan vi har levet, og hvordan den kommende evighed vil blive for os.

At få ros betyder meget for os, for det fortæller os noget om, at vi har værd og bliver påskønnede. Men ros kan som så meget andet i livet devalueres, føre til et oppustet ego, forvanskes til rygklapperi og udarte til forfængelighed og “lyst til tom ære”.

Skal ros have indhold og substans, må den være allieret med godhed, ædelhed og sandhed og på det dybeste plan være Guds vidnesbyrd om os. For Digory er det afgørende, at det er Aslan, som roser, for den ros sætter sig spor i historien og vil blive husket i kommende generationer. Mennesket er skabt med den bestemmelse at være Gud til ære, og hvad der er ham til ære, bliver også os til ære. Og den ære fordærver ikke ved at lede til hovmod. Digory har aldrig været mere glad, aldrig mere fri og aldrig mere tilfreds.

Livets pris
“For denne frugt har du sultet og tørstet og grædt”. Livets og kærlighedens paradoks er i disse ord. Det onde er i verden, og det er i vore hjerter. Med den kendsgerning som ramme om vort liv fødes vi alle. Det betyder også, at døden er her, sorgen er her, smerten er her.

Det befriende er, at det er en smerte, som Gud bærer med på. Intet af evig værdi vindes uden at disse ting på en eller anden måde er med. Det er den pris, livet koster, det er den pris, kærligheden vil være villig til at betale. Mange steder og på mange måder taler Bibelen om dette tema, f.eks. i de kendte ord i Sl 126:6: “Grædende går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg”.

Fokus flyttes et øjeblik fra Digory og æblet, som Aslan befaler Digory at kaste ned mod flodbredden. Nu er det Frank af Narnia (droschekusken) og hans dronning, Helens kroning, det gælder. Fortællingen nævner deres ydre pragt, men hæfter sig mest ved deres ansigter - det nye udtryk i ansigtet, som især kongen havde fået.

“Alt det barske og listige og krakilske, som han havde tillagt sig som droschekusk i London, så ud til at være forsvundet, således at det mod og den venlighed, han altid havde været i besiddelse af, stod tydeligere frem. Måske var det på grund af luften i den unge verden, eller måske kom det sig af, at han havde talt med Aslan, eller måske skyldtes det begge dele”.

Mellem linjerne siges der mange ting her. Hvad vi en dag bliver i herligheden, ved vi ikke nu. Vi ved kun, at Guds forudbestemmelse med os og hans kalden os her i tiden har til formål at “forme os efter sin søns billede” (Rom 8:29; 1 Joh 3:1-3). Men det, vi engang bliver i herligheden, er ikke uden forbindelse med det, vi er her.

Et menneskes ydre fremtrædelsesform siger ikke altid hele sandheden om dets indre, og det går begge veje. Vi har tidligere iagttaget, at londonkusken til trods for sit grove ydre, er et fint og varmt menneske.
Omgivelserne gør noget ved os, ingen tvivl om det, men det er langtfra hele sandheden om os. Nu, hvor alt det barske og negative er borte, og den nye skabelses liv og kræfter er kuskens daglige miljø, er han først ret sig selv.

“Jeg skal love for”, hviskede Rødfjer (den tidligere droschehest) til Polly, “at min herre har forandret sig næsten lige så meget som jeg selv! Nu er han en rigtig herre.”

Men vi bliver ikke noget, vi ikke bekymrede os om at være og længtes efter at være. Onkel Andrew synes ikke at kunne blive en anden, tværtimod træder hans ynkværdighed så meget des tydeligere frem i denne nye verden.

Hører ikke Aslans røst
Alt, hvad dyrene, i uvidenhed om hvad han var for en underlig skabning, gør ved ham og for ham, udlægges af ham som fjendtlighed, og resultatet af alle deres anstrengelser er, at han bliver mere og mere forkommen at se på.

De eneste lyde, de hørte komme fra hans mund, var noget for dem komplet uforståeligt. Men de tog det for at være Konjak, og derfor døbte de ham Konjak.

Aslan befaler, at onkel Andrew, væsenet, som dyrerne nu kalder Konjak, skal bringes hen til ham. Onkel Andrew er så bange, at han ikke kan bevæge sig. Polly ber’ Aslan gøre et eller andet, som kan berolige onkel Andrew. Det bedrøvelige er blot, at onkel Andrew har gjort sig selv helt døv og uimodtagelig for Aslans røst.

Aslan kan ikke forklare ham noget eller sige ham noget, der kan være ham til trøst.

“Hvis jeg sagde noget til ham, ville han blot høre mig knurre og brøle. Åh, menneskebørn, I forstår så sandelig at forsvare jer mod alt, hvad der kan gøre jer godt! Men jeg vil give ham den eneste gave, han er i stand til at tage imod.” Han bøjede en kende bedrøvet sit store hoved og åndede den rædselsslagne troldmand i ansigtet. “Sov,” sagde han. “Sov og glem i et par timer alle de pinsler, du har udtænkt til dig selv”.

“Alle får til sidst, som de ønsker” er Lewis’ overbevisning om himmel og helvede. Begge bestemmelsessteder er for ham reelle og virkelige, og det beror på et valg, om man kommer det ene eller det andet sted.

Gud har ikke villet, at noget menneske skal ende i helvede, tværtimod har han i sit kærlighedsoffer i sin Søns død, gjort alt for at gøre det umuligt, men han har heller ikke villet tage afgørelsen ud af menneskets hånd, derfor er evig fortabelse en åben mulighed.

“Åh, menneskebørn, I forstår så sandelig at forsvare jer mod alt, hvad der kan gøre jer godt” udtrykker Aslans fortvivlelse, grænsende til sorg over, at der findes mennesker, der sådan værger sig mod det gode, som onkel Andrew har gjort.

I det udråb er det uden tvivl meningen, at vi skal høre den treenige Guds undren og sukken over, at der findes mennesker, måske endda mange, som vælger at ende i evig pine.

Aslan ville uden tvivl gerne have opfyldt Pollys bøn for onkel Andrew, men samme Andrew har gjort det umuligt for ham at gøre noget. Selv evig kærlighed kan komme til at stå magtesløs. Det eneste Aslan kan gøre, vil han gøre, lade en midlertidig glemsel sænke sig over hans sjæl.
En herlig og dejlig vigtig beskrivelse af dværgenes arbejde med at smede de mest lette og samtidig prægtige og strålende kroner (“ikke store, grimme skrumler som de moderne europæiske kroner”) til kong Frank og dronning Helen følger.

Lewis bemærker også, hvordan dværgene nød, ja ligefrem elskede deres arbejde). Det samme iagttager han med muldvarpene: “To muldvarpe, som Aslan tidligere på dagen havde sat til at grave (for det var deres yndlingsbeskæftigelse), kom og lagde en bunke ædelsten for dværgenes fødder”.

Kroningen
Med ordene “Vis retsind, nåde og mod” og med Aslans velsignelse af dem, indsættes Frank og Helen som konge og dronning af Narnia og Øerne og Ærkenland og “alle jublede eller gøede eller vrinskede eller trompeterede eller baskede med vingerne, og kongen og dronningen virkede helt generte ved det, men det gjorde dem ikke mindre majestætiske:

“Hele Guds skabning stemmer i
med frydesang til ham,
Guds egen Søn, som stod os bi,
det slagtede Guds Lam!”
“Og medens Digory stod og jublede, hørte han Aslans dybe stemme sige: “Se!”.

Det synes næsten en bevidst tanke fra Lewis’ side at indskyde den triste episode med onkel Andrew midt imellem forberedelserne til Frank og Helens kroning og kroningen selv.

Så under den prægtige kroningsceremoni og hele skabningens glæde, hyldest og jubel ligger onkel Andrew på jorden og sover, og her hvor alle de øvrige skabninger ligesom oplever en forsmag på himlen og det evige liv selv, oplever han bare en kort lindring og udsættelse af de pinsler, han har udtænkt til sig selv.

Lewis’ evner til at skrive smukt og medrivende, nærmest poetisk, vækkende vore dybeste længsler, kaldende på vore drømme, og skabe rum og stilhed for eftertænksomhed har vi oplevet gang på gang, og vil vi komme til at opleve.
Nu har vi igen sådan en sekvens, hvor man bare har lyst til at bryde ud i et “What a wonderful world!” eller et “O, Gud, hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!”.

Han inddrager alle sanser - syn, hørelse, smag, lugt. Det himmelske og jordiske er nærmest forenede i den verden, det gamle og det nye Paradis sætter hinanden stævne, men - desværre - syndefaldet med dets fatale og onde konsekvenser er der også; Aslan er der, men den onde dronning lurer også et eller andet sted derude.

Polly og Digory er her, men kun som gæster, og hjemme i deres verden, er der krig, og Digorys mor ligger for døden. Charn har set solen for sidste gang og er på vej ud i glemselen.

Lewis har konstrueret sit univers så genialt, at alle disse dimensioner er til stede og mødes i Narnia. Det er det betagende ved netop Narniabøgerne. Alvoren er der, men det er den utæmmede livsglæde også. Kampen mellem lys og mørke, mellem godhed og ondskab og mellem viljen til magt og kærlighed er der, men fremfor alt er Aslan der.

Atmosfæren i Narnia forbliver derfor overvejende lys, ikke mørk og knugende som den ofte er i Tolkiens “Ringenes Herre”. Derfor er eventyrene om Narnia så gode, og så rummer de tillige en teologisk, etisk, “frelseshistorisk”, eskatologisk og eksistentiel dimension, hvis lige ellers kun findes i Bøgernes Bog, Bibelen.

Magisk træ
Aslans “Se!” viser hen til et højt træ, som på ingen tid er vokset op, der hvor Digory kastede æblet. Det er et forunderligt træ, og det har magiske egenskaber: “Dets vidtstrakte grene syntes mere at kaste lys end skygge, og under hvert eneste blad hang æbler af sølv og skinnede som stjerner. Men det var i endnu højere grad den duft, det afgav, end synet af det, der fik alle til at holde vejret. Et øjeblik kunne man knap nok tænke på andet”.

Hvad er det for et træ? Det er et træ, hvis frø kommer fra Paradiset, Guds egen private have. Men det synes at have egenskaber, som associerer det med begge de særlige træer, som voksede der, både med kundskabens træ og med livets træ.

Narniernes fornemste opgave bliver at vogte det træ, for det er deres værn mod Heksen. “Træet vil holde hende på mange miles afstand, for den duft, som for jer er glæde og liv og sundhed, er for hende død og rædsel og kvide.”

Heksen havde jo allerede spist af æblerne. Men sagde Aslan ikke, at duften af træet var så skræmmende for hende, at det ville holde hende på milevis afstand af det? Hvordan hang det sammen?

Polly hører Aslans forklaring og tænker så, at når heksen tog æblet “på den forkerte måde, vil det heller ikke have nogen virkning på hende! Jeg mener - så vil det vel ikke gøre hende evig ung og alt det dér, vel?” “Jo, desværre,” sagde Aslan og nikkede bedrøvet: “Tingene fungerer altid i overensstemmelse med deres natur.

Hun har fået et ønske opfyldt: hun har nu utrættelig styrke og evigt liv som en gudinde. Men evigt liv med ondskab i hjertet er det samme som evig elendighed, og det er hun allerede begyndt at sande. Alle får, hvad de ønsker - men det er ikke altid, de bryder sig om det.”

Træet og dets frugt symboliserer liv, men ikke liv i blot fysisk forstand, men også liv i åndelig og etisk forstand, dvs.det handler ikke kun om det at leve, men om hvorfor leve og til hvad, og dermed om livsfylde og mening, om at være til for Gud og dermed for det gode eller være til for sig selv og sin egen forfængelighed og dermed for det onde og for døden.
Heksen har ved at spise af træet - livets træ - opnået, hvad træet videregiver, nemlig liv og udødelighed, men da hun gjorde det med ondskab i hjertet, lever hun nu videre med den ondskab.

Ondskaben vil komme til at volde usigelig megen kval i den verden, hun er blevet lukket ind i, og ikke mindst vil den komme til at koste Aslan selv uudsigelig kval, hvor megen skal vi se i den næste Narniabog, vi skal i gang med, “Løven, heksen og garderobeskabet”. Med tanke på disse ting er det, at Aslan “nikkede bedrøvet”.

Helvede er i ordene, “for evigt liv med ondskab i hjertet er det samme som evig elendighed, og det er hun allerede begyndt at sande”.
Ifølge Jesus er helvede (“den evige ild”) bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 25:41), og mennesker burde aldrig komme der, og Gud har i Kristus gjort alt, hvad Gud kan gøre for at gøre det umuligt, alligevel er helvede en fristelse og en risiko, vi som mennesker må tage alvorligt, hvis vi skal undgå at havne dér.

Til det behøver vi Aslan, behøver vi Jesus Kristus, kun han kan værne os mod at komme til at dele skæbne med den Onde.Klynger sig til livet
Livet er Guds eksklusive ejendom, insisterer Lewis på, og kan vi tilføje, insisterer Bibelen på.

Ingen har det uden om ham, og man får det ved ydmygt at modtage det af ham, eller man kan som heksen tilrane sig det. Men tilraner man sig det, “forvandler man Narnia til et stærkt og grusomt rige som Charn, ikke det lykkelige land, som jeg ønskede, det skulle blive”.

Det går som en rød tråd gennem hele Narniakrøniken. Narnia i den næste bog er et land med evig vinter, et land, hvor “det aldrig bliver jul”. Tænk også på Calormen i “Hesten og drengen” eller på “Landet uden sol” i “Sølvstolen”.

Heksen havde forsøgt at få Digory til at spise af frugten eller i det mindste “tage et æble med hjem til din mor”. Men lykkeligvis, dog ikke uden kamp, havde Digory stået imod. “Hvis du havde gjort det, ville det have helbredt hende; men ikke til din eller hendes egen glæde. Der ville være kommet en dag, hvor både du og hun ville have tænkt tilbage og sagt, at det ville have været bedre, om hun var død, dengang hun var syg”.

Digory hører disse ord som den endelige udgang på moderens sygdom - hun vil dø, og gråden snører sig sammen i halsen på ham, men han indser også, at “der fandtes ting, der var mere forfærdelige end at se en, man elskede, dø”. Men nu hvisker Aslan til ham: “Det er, hvad der ville være sket, mit barn, hvis du havde stjålet et æble. Det er ikke, hvad der vil ske nu. Det, som jeg giver dig nu, vil bringe glæde. I din egen verden vil det ikke kunne give evigt liv, men det vil helbrede. Gå hen og pluk et æble fra træet.”

Allerede under sin kamp med heksen i haven havde Digory taget stilling til spørgsmålet om, der findes noget endnu mere helligt end kærligheden til livet? Og han havde valgt til fordel for Aslans ærinde. For der var det, som var værre end at dø; at få lov til at leve kunne købes for dyrt.

Som mennesker hænger vi ved livet og vil gøre hvad som helst for at beholde det. Allerhelst ville vi undgå at blive gamle og opnå udødelighed. Og den drøm er ikke aftaget med menneskehedens alder, tværtimod har den aldrig været stærkere og aldrig syntes så meget inden for mulighedernes rækkevide som netop nu.

Det at måtte se døden i øjnene som den ultimative bestemmelse, som ligger foran os alle, flygter svært mange moderne mennesker fra. At blive gammel anses af mange som en hån og en fornærmelse og som en ond skæbne.

Men da Gud drev mennesket ud af Eden og satte keruberne med flammesværdene til at vogte indgangen til haven og adgangen til livets træ var det nok en straf, men på et dybere plan er det Guds barmhjertighed mod os alle: “Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!” (1 Mos 3:22-24; 1931 oversættelsen). Husk “evigt liv med ondskab i hjertet er det samme som evig elendighed”.

“Evigt liv” er en helt ny begyndelse på et helt nyt liv i en helt ny verden. Det liv og den verden må vente på tidens fylde, må vente på Jesu komme, for kun ved ham og gennem ham er “døden tilintetgjort og liv og uforgængelighed bragt for lyset ved evangeliet” (2 Tim 1:9-10).
Indtil genkomsten finder sted, står det ved magt, at “syndens løn er død, men (og det “men” lægger op til hele evangeliet og gør evangeliet til det glædesbud, det er) Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 6:23).

Profetiske ord
Lewis kalder det sidste kapitel af “Troldmandens nevø” for “Slutningen på denne historie og begyndelsen på alle de andre”. Inden han lod det nedfælde, havde han allerede fortalt mange af Narniakrønikens historier. Men her begynder de altså.

Uden brug af ringe eller af noget magisk trylleord befinder de sig pludselig med Aslan i Mellemskoven. Onkel Andrew er også med, men stadig sovende.

“Det er på tide, I vender hjem” (hjem til England, til denne jord og denne verden), siger Aslan. “Men først er der to ting, I skal mærke jer; den ene er en advarsel, den anden er en ordre. Kom her og se, børn”. De kiggede og så en lille fordybning i terrænet; der voksede græs både i og omkring den. Da I sidst var her,” sagde Aslan, “var denne fordybning en dam, og da I hoppede ned i den, kom I til den verden, hvor en døende sol sendte sine stråler ned på Charns ruiner. Nu er her ikke længere nogen dam. Den verden er holdt op med at eksistere - som om den aldrig havde været der. Lad det tjene som en advarsel for menneskeslægten”.

“Ja, Aslan,” sagde begge børn. Men Polly tilføjede: “Men vi er da ikke helt så slemme som den verden, vel Aslan?”
“Ikke endnu, menneskedatter,” sagde han. “Ikke endnu. Men I risikerer at blive det. Det er ikke til at sige, om et eller andet skændigt menneske ikke finder en hemmelighed, der er lige så ond som Det begrædelige Ord, og bruger den til at tilintetgøre alle levende væsener. Og snart, meget snart, inden I bliver gamle, vil store lande i jeres verden blive overtaget af tyranner, som er lige så ufølsomme over for glæde og retfærdighed og barmhjertighed som kejserinde Jadis. Lad jeres verden tage sig i agt. Det er advarselen. Og nu til ordren. Så snart I kan, skal I tage de magiske ringe fra jeres onkel og begrave dem, så ingen igen kan bruge dem”.

Det er nærmest profetiske ord. Hitler var faldet, da de blev skrevet. Men Stalin var der, Mao var der, Idi Amin, Pot Pol, Saddam Hussein, Fidel Castro, Mugabe, Osama bin Laden og talrige andre kom til. Millioner og atter af millioner omkom. Millioner omkommer stadig.

Og man behøver ikke at være hersker i den store skala for at mangle empati og menneskelighed. Mange familier vantrives som følge af ægtemænd, i sjældnere tilfælde hustruer, som ikke viser den mindste medfølelse eller forståelse over for deres familier, mange arbejdspladser udvikler et dårligt og nedbrydende arbejdsklima på grund af despotiske, psykopatiske chefer.

Fænomenet er desværre heller ikke ukendt i kristne menigheder. Verden “forvandlet til grusomhed, ikke det lykkelige land, som jeg ønskede” er desværre oftere regelen end undtagelsen.

Drabet på “glæden, retfærdigheden, og barmhjertigheden” synes desværre i stigende og foruroligende grad at være det mønster, udviklingen i verden bevæges frem efter. Det er ikke længere et spørgsmål, om der kommer en grum og forfærdelig verdenshersker som Antikrist, kun om hvornår det sker.

Også vi må slutte. Og kan vi slutte på nogen bedre og mere passende måde end ved at lade Lewis få det sidste ord. Her er bogens sidste og afsluttende beskrivelse af Aslan ( af dem har der været mange og flere vil komme). Lad det være den, som fæstner sig på vore nethinder som vi forlader “Troldmandens nevø”, og den vi i overført forstand tager med os, som vi fortsætter vor vandring sammen med Ham, som for os er blevet “den skønneste af alle”:

“Begge børnene kiggede op på løvens ansigt, medens han sagde disse ord. Og pludselig (de fandt aldrig ud af, hvordan det skete) syntes ansigtet at blive et hvirvlende hav af guld, som sugede dem til sig, og de følte sig grebet og gennemtrængt af en sådan kraft og sødme, at de følte, at de aldrig rigtig før havde været lykkelige eller kloge eller gode, ja end ikke levende og vågne. Og erindringen om dette øjeblik forlod dem aldrig siden, således at de resten af deres liv, hver gang de var bedrøvede eller bange eller vrede, kom i tanke om denne gyldne godhed og fornemmede, at den stadig var et eller andet sted i nærheden, lige rundt om et eller andet hjørne eller bag en eller anden dør, og så vidste de inderst inde, at alt var godt”.