Troldmandens nevø 5:
Fristelser i Haven

Af Louis Nielsen - KP 01-2004

"S. Lewis beskriver i kapitel 13 landskabet dybt poetisk kaldende på alle sanser, lugt, syn, hørelse og følelse. Vi er på vej ind i en paradisisk verden, hvor de store livsbestemmende afgørelser træffes. Målet for rejsen er så privat, at ingen ved sine fulde fem vil tænke på at gå ind i haven uden at være personligt indbudt. Det fornemmer Digory, Polly og Rødfjer straks, da de står ved porten. Hele atmosfæren over stedet har indgydt dem ærefrygt, som det hellige altid gør.

”Digory forstod straks, at de andre hverken ville eller kunne følge ham derind. Han gik alene hen til porten. Da han var kommet helt derhen, så han, at der på guldet (porten var af guld) stod skrevet nogle ord med sølvbogstaver; noget i retning af dette:

Kun gennem porten lukkes ind de sjæle, som kommer for at plukke frugt til andre. For de, som kravler over muren for at stjæle, vil få et ønske opfyldt og i kummer vandre.

Digorys dialog med sig selv er næsten som et essay i moralsk teologi. Digory er en vaks dreng, han ræsonnerer godt, han fristes til det yderste af sin formåen, han konfronteres med dilemmaet, har modstridende argumenter, og heksens argumenter er subtile.

Samtidig er Digory så meget et menneske, at han, efter at fristelsen er afvist og sejren vundet, stadig er i tvivl om hans valg nu havde været det rigtige valg. Digory går gennem porten med ærbødighed og kravler ikke over muren for at stjæle, som indskriften advarer imod. Heksen havde naturligvis gjortnetop dette – kravlet over muren.

Havens forbillede forekommer for Lewis at være 1. Mos. 2:8, hvor ”Gud plantede en have i Eden ude mod øst”. Forskellene er dog lige så slående som lighederne. En lighed er heksens tilstedeværelse; i Eden var der som bekendt en slange. En anden lighed er træet midt i haven. Er det

Livets træ eller snarere Kundskabens træ? Er det private ved haven et symbol på Guds eneret på, at han alene råder over liv og død og alene afgører om noget er ondt eller godt? I hvert fald er det de spørgsmål, som bliver meget presserende for Digory.

Farlige argumenter
Inskriptionen på porten havde forkyndt, at man kun kunne plukke frugt af træet til andre – så Digory slutter, at så må han ikke selv spise af æblerne, men ”han kunne ikke lade være med at se på det og lugte til det, før han lagde det i sin brystlomme på sin jakke”.

”Han ville have været bedre tjent med at lade være. Med ét blev han grebet af en tørst og en sult og en længsel efter at smage på frugten... Kunne det skade noget at smage på et af dem? Kunne det mon ikke tænkes, at ordene på porten ikke var en ordre, men bare et dumt råd, og hvem gider lytte til dumme råd?

Skildringen af Digorys sjælekval er taget på kornet. Det her handler om en dreng, som tænker moralsk, men ikke noget dydsmønster eller dengsedreng. Fristelsen kommer gennem sanseapparatet – syn og lugt – og lidt efter gennem følelsen af en uimodståelig sult- og tørstfornemelse.

Derefter sættes tankerne i gang. Kan det virkelig være rigtigt, at han ikke må smage på denne vidunderlige frugt? Så urimeligt kan inskriptionens ord ikke være ment. Han måtte i det mindste undtages, han havde jo allerede opfyldt det første – plukket frugt til andre.Stritter imod nej’et

Som mennesker stritter vi altid imod det absolutte og kategoriske. Vi vil altid finde en udvej, som sikrer os handlefrihed og suverænitet over os selv. Men her er det ikke et andet menneske eller en følelseskold stat, som byder over os, men Gud.

Han beder os stole på ham og blindt adlyde ham uden at beklikke hans motiver og uden at relativisere, hvad han byder os at gøre.
Fristelser er et særdeles sammensat fænomen, og det er ofte svært at kende, hvad man virkelig vil, og hvorfor man vil det. Samspillet mellem de ydre ting, som er fristelsens genstand, og vort splittede indre giver Djævelen og vor faldne menneskenatur gode kort på hånden.

Stillet over for fristelser er vi yderst sårbare. Flugt er tilrådelig, men ikke altid mulig, ræsonnementer er farlige, fordi de ofte overbeviser om, at vi med god ret kan give efter. Det sikreste er at søge vor tilflugt hos Gud og blindt stole på hans ord og holde os til hans ord.

Digory opdager, at en stor, flot og spraglet fugl iagttager ham. Lewis gør nærmest fuglen til et symbol på verden oventil: ”Man ved aldrig, hvem der holder øje med en”. Nogle gange kan den erkendelse virke som en trussel: Tænk på, at Gud ser dig; du er aldrig usynlig for ham, og dine gerninger følger dig. Nogle gange er det en trøst, en himmelsk hjælp, engle, Jesu forbøn og venners forbøn omgiver dig.

En anden faktor, som kommer Digory til undsætning, er hans gode opdragelse: ”Men jeg tror nu ikke, at Digory under nogen omstændigheder ville have taget et æble til sig selv. Dengang fik børnene nemlig i langt højere grad end i dag hamret ind i hovedet, at de ikke måtte stjæle”.

Begge iagttagelser rynker vi forarget eller overbærende på næsen ad i dag. Det var man også begyndt på, da Lewis skrev disse ord. Han skriver med fuldt overlæg, og traditionel visdom fra Ordsprogenes Bog fortæller os, at han har ret.

Evig ungdom og magt
Digorys ilddåb var langtfra ovre. På sin vej ud af haven opdager han chokeret, at heksen er i haven, og hun har allerede spist et æble. Pludselig sander han, at der trods alt var en mening med de mærkelige ord om at ”at få et ønske opfyldt og i kummer vandre”. Heksen så stærkere og stoltere, ja ligefrem mere triumferende ud end før – men hendes ansigt var ligblegt, fuldstændig kridhvidt. Hun måtte være kravlet over muren, regner Digory ud. Digory gør det eneste rigtige, nemlig løber alt, hvad han orker.

”Din tåbelige dreng”, sagde heksen. ”Hvorfor løber du fra mig? Jeg vil dig intet ondt. Hvis du ikke standser og hører, hvad jeg har at fortælle dig, vil du gå glip af en viden, der kunne have gjort dig lykkelig resten af dit liv”. ”Nej tak, jeg har ikke lyst til at høre det”, sagde Digory. Men han hørte nu efter alligevel.

Heksens taktik er at bagtale Aslan:
”Du har plukket en frugt inde i haven..og du vil bringe den tilbage til løven uden at smage på den, så han kan spise den og bruge den. Din tosse...Det er ungdommens æble, livets æble...Spis den, min dreng, spis den; så vil du og jeg leve til evig tid og blive konge og dronning af din verden.”

”Nej tak”, sagde Digory. ”Jeg tror ikke, jeg vil bryde mig særlig meget om at leve videre, efter at alle dem, jeg kender, er døde. Jeg vil hellere leve et normalt liv og dø og komme i Himlen”.

Vi holdes spændte med tilbageholdt åndedrag. Hvad vil der ske? Bider Digory på krogen? Vi føler os i samme situation som ham, og fornemmer, at vi næsten ikke kan andet end give efter. Evig ungdom, magt og herredømme. Hvad kan man ønske mer? Og Aslan hvem er han? Udnytter han mig ikke blot? Det er det subtile i heksens argumen-tation. Aslan gøres til en afhængig skabning som hun selv, og hans motiver gøres lig hendes egne, at bruge og opbruge det menneske, der stiller sig til hendes rådighed.

Er evigt liv ikke det, som kosmetik-industrien, modeverdenen og den biotekniske forskning arbejder så intenst på at virkeliggøre, og som mange mennesker ofrer uhyrlige summer på at opnå?
Men hvordan kan evigt liv give mening og fred, når de fleste, man har knyttet sig til, vil dø? For at leve sammen med andre er mennesket skabt; heksen derimod har aldrig holdt af nogen anden end sig selv. Det siger meget om Digorys menneskelighed, at han gennemskuer dette bedrag og foretrækker at ”leve et normalt liv og dø og komme i Himlen”.

Digory er under forvandling af det, som for nyligt er sket i hans liv. Han kan tænke klarere, end han kunne for få dage siden. ”Himlen” er gennem mødet med eventyret blevet mere virkeligt for ham som et sted, som findes, og som man kan længes efter og have som sit håb i livet og sit mål med livet.

Den største udfordring
Heksen ændrer nu taktik og rammer Digory der, hvor han er mest sårbar. Hans bekymring for moderen.

”Men hvad med din mor, som du påstår du holder så meget af? Kan du ikke se, at en eneste bid af det æble ville kunne helbrede hende, din tåbe? Gør brug af din trolddom og vend tilbage til din egen verden. Så vil hun (moderen ) falde i søvn. Næste dag vil alle snakke om, hvor mirakuløst hun er kommet sig. Alt vil blive godt igen. Du vil få det som alle andre drenge.”
”Åh”, gispede Digory, som om han var blevet slået, og førte hånden op til hovedet. For nu indså han, at han måtte træffe et forfærdeligt valg.
””Hvad ville din mor sige, hvis hun vidste, at du kunne have fjernet hendes smerter og givet hende livet tilbage....og at du hellere ville være stik-i-rend-dreng for et vilddyr i en fremmed verden, som du ellers ikke havde noget at gøre med?”
”J-jeg tror ikke, han er et vilddyr”, sagde Digory med en underlig tør stemme. ”Han er – jeg ved det ikke....” ”Så er han noget, der er meget værre,” sagde heksen. ”Se blot, hvad han allerede har gjort ved dig – se, hvor hjerteløs han har gjort dig. Det gør han ved alle, der lytter til ham. Din grusomme, ubarmhjertige dreng! Du vil hellere lade din egen mor dø end...” ”Årh, klap i,” sagde den ulykkelige Digory, stadig med den samme stemme. ”Tror du ikke, jeg kan forstå det? Men jeg...jeg gav mit løfte”.
Som så mange andre dialoger, vi finder strøet ud i Lewis’ fiktive bøger, er denne en af perlerne, fyldt af det særlige tankeunivers, som er Lewis’.

Heksen optræder på sit ondeste her, men man må lade hende, at hun spiller sin rolle godt. Hun ved lige præcis, hvor hun skal sætte ind. Samtidigt er det ironisk ud over alle grænser, at hun spiller rollen som omsorgsfuld, samtidig med, at hun fremstiller Aslan som afstumpet og magtsyg.

Episoden bevæger sig omkring det klassiske dilemma: Ophæver nød alle love og forpligtelser? Helliger hensigten midlet? Gives der situationer, hvor det absolutte ikke længere er absolut?

Et generelt svar på disse spørgsmål gives ikke, og svaret er altid personligt. Principrytteri er ikke altid en dyd, fasthed og tænderbidende beslutsomhed heller ikke. Jesus var fast bundet til sit kald, da han mødte Djævelen i ørkenen – omvendt brød han til farisæernes store forargelse ved visse lejligheder sabbatten.

I Digorys situation er spørgsmålet: Hvad vejer tungest: Hans mors liv eller Narnia og Aslans sendelse? Jesus sagde selv: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.

Her forlanger han altomfattende loyalitet. alt må vi sætte ind og følge ham. Aslan havde sendt Digory til haven i det fjerne land for at hente en frugt, som skulle blive til værn for Narnia for mange år.

At der af samme frugt skulle komme et æble til liv for Digorys mor, vidste han ikke noget om nu, hans valg var, om han ville holde sit løfte til Aslan og dermed måske ofre sin mors liv, eller løbe fra sit løfte.

Begge valg indeholdt det element af usikkerhed, som det lille ord ”måske” udtrykker. Det, som var sikkert, var, at ved at følge Heksen svigtede han sit løfte til Aslan og lod sin loyalitet gå over til heksen.

Hans endelige svar til heksen: ”Årh, klap i”, er måske uhøfligt, men slet ikke så tosset. Luther taklede Djævelen på lignende måde. Nemlig med spot. Luther havde iagttaget, at Djævelen ikke brød sig om at blive hånet.
Jeg tror ikke, vi kan kalde Digory en helt, men han har vundet vores respekt. Desuden vidste Digory efter at have tænkt sig om, at:
”Mor ville ikke selv bryde sig om det. Hun er meget striks, hvad den slags angår – at holde løfter – og lade være med at stjæle. Hvis hun var her, ville hun uden tøven sige, at jeg ikke skulle gøre det.”

Det er en god ballast for Digory. Moderen havde selv noget, som var mere helligt end hendes eget liv. Dette noget havde hun givet videre til sønnen. En loyal ven

Digory er også loyal over for dem, han er sammen med. Polly har vist den diskretion ikke at blande sig i samtalen, fordi ”det ikke var hendes mor, som lå for døden”.

Heksen forregnede sig, da hun troede, at hun kunne sætte trumf på ved at foreslå Digory, at han nemt kunne lyve sig fra sit løftebrud ved at prisgive Polly. Til alt held for ham er det ikke alt, hun ved, og til alt helt for os, er det ikke alt Djævelen ved og kender til.

Digory havde vundet over sig selv. Alligevel ”var han meget ked af det og kom stadig nu og da til at tvivle på, om han nu også havde gjort det rigtige; men hver gang han huskede de blanke tårer i Aslans øjne, forsvandt tvivlen”.

Det er disse tårer, som åbner vejen frem, det er disse tårer, som bærer håbet.