Troldmandens nevø 4:
Det Skabte Uden Lige

Af Louis Nielsen - KP 04-2003

Kapitel 11
“Digory og hans onkel kommer begge i knibe” udspinder sig en herlig morsom og munter dialog mellem dyrene. Den handler dels om, hvordan de skal klassificere en vissen figur som onkel Andrew, som er besvimet af frygt og virker mere død end nogensinde, dels om deres individuelle egenart og de morsomheder, denne giver anledning til.

Kedeligt er der bestemt ikke i Narnia. Selvhøjtidelighed og sygelig selvoptagethed er heller ikke, hvad der præger disse Narnias første indbyggere. Omgangstonen er afslappet og fri og dog høflig. Man kan ikke sige sig fri for en lille mistanke om, at Lewis kan have tænkt dette som en kontrast til det moderne samfund med al dets kunstighed og skabagtighed.

Dyrene ender med at være enige om, at onkel Andrew vistnok er et træ, og fortællingen går videre med deres overvejelser over, hvad der er op og ned på onkel Andrew, hvad der er rod, stamme og grene?

Hvis onkel Andrew er i knibe, er Digory på sin vis i en endnu værre knibe. For han vil så gerne møde Aslan og tale med ham om sin syge mor. Han er forfærdelig bange, men endelig tager han mod til sig og står ansigt til ansigt med Aslan.

“Aslan var større og smukkere og mere gylden og frygtindgydende, end han havde troet. Han turde ikke se ind i hans store øjne”.

Digory fremfører sit ærinde om sin syge mor. Men løven siger hverken “nej” eller “ja” til hans bøn, ser end ikke på ham, men vender sig mod de andre og siger: “Dette er drengen, den dreng, som gjorde det”.
Herefter følger en dialog, ja måske nærmest et forhør, hvor Digory gennem Aslans spørgsmål gradvis ledes til at nærme sig, erkende og sande den pinlige sandhed om egen skyld og eget ansvar for, at “der går en ond heks frit omkring her i mit (Aslans) nye rige Narnia”.

Til at begynde med lægger Digory skylden på omstændighederne, at det var dem, som tvang ham, men Aslan lader sig ikke nøje med det. Digorys forsøg på bortforklaring frembringer en “næsten truende knurren” hos Aslan. Til sidst har Digory ikke det mindste halmstrå at støtte sig til. Alle hans udredninger og undskyldninger er brugt op.

“I mødte heksen? sagde Aslan med en lav stemme, der næsten var en truende knurren. “Hun vågnede,” sagde Digory ulykkeligt. Og så fortsatte han helt bleg i ansigtet: “Jeg mener - jeg vækkede hende. Fordi jeg gerne ville vide, hvad der skete, hvis jeg slog på en klokke. Polly ville ikke. Det var ikke hendes skyld. Jeg .... jeg tvang hende væk. Jeg ved godt, det var forkert af mig. Jeg tror nok, jeg var en smule forhekset af det, der stod skrevet under klokken.”

“Gør du?” spurgte Aslan. Hans stemme var stadig meget lav og dyb.
“Nej,” sagde Digory. “Nu indser jeg, at jeg ikke var det. Jeg lod bare, som om jeg var det.” “Tavsheden sænkede sig imellem dem. Og Digory tænkte: “Jeg har ødelagt det hele. Nu er der ikke længere nogen chance for, at mor bliver rask” .

Stakkels Digory, igen udskydes hans ærinde på ubestemt tid. Aslan synes at have vigtigere ting at tage sig af.Kalder menneskebørn
“Kære venner,” sagde han, “allerede inden denne nye, rene verden, som jeg skænkede jer, er blevet mere end syv timer gammel, er en ond kraft trængt ind i den - en ond kraft, som er blevet vækket og bragt hertil af dette menneskebarn”. ...... “Men mist ikke modet,” sagde Aslan, stadig henvendt til dyrene.

“Den onde kraft vil sprede ondskab, men det vil tage sin tid, og jeg skal sørge for at tage det værste af den selv. Lad os i mellemtiden drage omsorg for, at dette land i mange hundrede år forbliver et lykkeligt rige i en lykkelig verden. Og eftersom menneskeracen er skyld i skaden, skal menneskeracen hjælpe til med at udbedre den.”

Denne inddragelse af menneskeracen til at udbedre den skade, Narnia er blevet tilført, er et af Narniakrønikens ledemotiver. Hver gang Narnia er i krise, kalder Aslan mennesker, Adamsønner og Evadøtre til hjælp, Peter, Edmund, Susan, Lucy, Eustace og Jill.

Til at være Narnias første konge har Aslan udset sig Londonkusken. Nu får vi så at vide, at han er en gift mand, og at han og hans kone, hvis hun altså var her i Narnia, “aldrig nogen sinde ville få lyst til at vende tilbage til London”.

Aslan løfter sit hovede og “udstøder én lang tone, som ikke var særlig høj, men fuld af kraft”, en “dragende tone”. Pollys “hjerte slår en koldbøtte, da hun hørte den, og hun er sikker på, at enhver, som hørte den, ville få lyst til at komme og (hvad mere var) ville være i stand til at komme - uanset hvor mange verdener og tider, der lå i vejen”.

Hvad forventer så Aslan af Narnias konge, og hvad for et slags menneske er Londonkusken, siden Aslan tør indsætte ham i så betroet et embede? Om en ting kan vi være sikker, at ingen i vor verden, som er ved sine fulde fem kunne drømme om at gøre, hvad Aslan gør her.

Londonkusken ville i London være forblevet kusk resten af sit liv, ingen ville have gjort ham til premierminister, biskop eller højesteretsdommer, ikke engang til præst for en landsbykirke. En dansk digter fra Oplysningstiden som Holberg gør i “Den politiske Kandestøber” tykt nar af den idé at gøre en kandestøber til borgmester, eller i “Jeppe på Bjerget” at gøre en simpel bondeknold til baron.

Men var det ikke, hvad Gud gjorde, da han satte David som konge over Israel? Var det ikke det, Jesus gjorde, da han indsatte jævne og simple mænd som disciplene som apostle? eller kaldte korintherne til at blive Guds sønner og døtre i Korinth og til at være hans menighed i Korinth? Vi har allerede ved det, der er fortalt os om Londonkusken, fornemmet, at hvad han mangler i dannelse og manérer, har han til gengæld i rigeligt mål i sindelag, holdning og opførsel. Og er det ikke, stadig ifølge Jesus, mere denne hjertets og sindets dannelse, som gør mennesker skikkede til lederskab?

For Londonkusken fremtræder i fortællingen som uselvisk, ligefrem, ærlig, og behjertet, en af “de sagtmodige”, som Jesus siger, skal “arve jorden”, en af “dem, som stifter fred, og derfor kaldes Guds børn”. Ikke mindst hans omgang med hesten afslører ham som den gode og omsorgsfulde mand. Han kender ikke Aslan, men Aslan kender ham og har kendt ham længe, medens kusken for sin del går rundt med en fornemmelse af, at han har mødt Aslan før.

Hvem er kristen?
Et spørgsmål, Lewis ofte rejser, kommer frem i dialogen mellem Aslan og kusken: Hvem er kristen?

Er det kun kirkemedlemmer, der er det? Er det kun de døbte? Er det kun dem, som har hørt om Jesus og intellektuelt kan give udtryk for troen? Eller er det principielt alle, som drages til Jesus Kristus, og for hvem han udgør den allerstørste og afgørende forskel? Er det dem, som gerne gør, hvad han siger, følger ham, hvis de møder ham, er parate til at udføre hans ærinde uden tanke på dem selv?

Kan kusken betjene spade og plov? Er han villig til selv at gøre det grundlæggende arbejde med at skaffe føde af jorden? Er han i stand til at være upartisk uden at begunstige nogen og undertrykke andre? Det er der faktisk ikke så mange konger eller præsidenter, som har kunnet. Vil han satse på at opdrage sine børn til retfærdighed? Vil han være den første til at rykke ud til forsvar for landet, når krigen kommer (og den vil komme) og den sidste til at trække sig tilbage?

Kusken kan ikke nægte, at han sandsynligvis vil være slemt bange for netop den opgave, men han vil prøve - eller i det mindste håber han, at han vil gøre sit bedste. “I så fald,” sagde Aslan, “vil du have gjort alt, hvad en konge burde gøre”.Kæmp med Aslans våben

Endelig er turen kommet til Digory til at få sit møde med Aslan fortsat og bragt til ende. “Menneskesøn,” sagde Aslan, “er du parat til at gøre den uret, som du har bragt over mit prægtige rige Narnia på dets allerførste dag, god igen?” “Jeg kan ikke rigtig se, hvad jeg skulle kunne gøre,” sagde Digory. “Dronningen stak jo af, og .... “
“Jeg spurge, om du var parat?”.

Digorys situation er en situation, vi alle nu og da kender til. Noget forfærdeligt er hændt, og vi personligt eller samfundet kollektivt ved ikke vore levende råd, men udfordringen er der. Hvad kan vi gøre? Det onde er der, og på en eller anden måde har vi individuelt eller som samfund hjulpet det frem. At gøre noget er ofte kun at befæste dets position, medens ikke at gøre noget efterlader os som kynikere og moralsk anløbne personer.

Bibelen henstiller til os, at vi overlader os selv til Gud. Det er ikke det samme, som at vi passivt affinder os med tingenes tilstand, men at vi åbner os for Guds visdom, hjælp og indgriben, og dermed kæmper, ikke “på verdslig vis”, men med “Åndens våben”. Aslan spørger kun efter, om Digory er “parat” , ikke om han kan, og hvordan han vil kæmpe kampen mod heksen.

Aslans tårer
Endelig tager Digory mod til sig og bringer emnet om hans syge mor på bane. Han kender nu Aslan så meget, at han ved, at hans henvendelse til ham må blive et nødskrig, en bøn om barmhjertighed, ikke en aftale om noget for noget. Og nu oplever Digory sit livs største overraskelse:

“Indtil da havde han stået og kigget på løvens store forpoter og de kæmpemæssige kløer på dem (det er ikke sidste gang i Narniakrøniken, at Lewis henleder vor opmærksomhed på Aslans poter og kløerne på dem); nu rettede han desperat blikket op mod dens hovede. Og det, han så, overraskede ham mere end noget andet i hele hans liv. For det store gyldenbrune hoved var bøjet mod hans eget, og (hvad der for Digory var allermest underfuldt) løvens øjne var fyldt med store, blanke tårer. De var så store og klare i sammenligning med Digorys egne tårer, at han et øjeblik tænkte, at løven faktisk måtte være mere bedrøvet over hans mors sygdom, end han selv var det.

“Jeg ved det, min dreng,” sagde Aslan. “Sorg er en forfærdende følelse. Endnu er det kun dig og mig, der ved det her i dette land. Lad os være gode mod hinanden. Men jeg er nødt til at tænke hundreder af år fremad, når det gælder Narnia. Den heks, som du har bragt til denne verden, vil vende tilbage til Narnia. Men det behøver ikke at ske foreløbig. Jeg ønsker at plante et træ her i Narnia - et træ, hun ikke vil vove at nærme sig, og det træ vil beskytte Narnia imod hende i mange år. Derfor vil dette rige få en lang, klar morgen, inden der glider skyer for solen. Du må hente mig det frø, som dette træ skal spire frem af”.

Det er dybt bevægende, er det ikke? Kun Det nye Testamentes fortælling om Jesus Kristus er mere bevægende. For her er virkelig en, som i liv og dåd, såvel som i ord står last og brast med os, selvom vi har forrådt og svigtet ham så fatalt og tilført hans gode verden så megen lidelse og så megen skam.

Han vil bære vores lidelse og skam og frugten af samme, sorgen ikke bare for os, men sammen med os. Og ikke alene tørrer han tårerne af vor kind, han græder også med os, ja han er mere ked af det, end vi er, sørger dybere og inderligere end vi, fordi han kender alle ting, også sorgen og smerten og kender dem langt mere til bunds, end vi gør. Han oplevede dem selv i Getsemane og på Golgatha.

Og alligevel er der også noget i denne scene, som chokerer os, er der ikke? Hvorfor slipper Aslan ikke alt, hvad han har i hænderne og sender Digory til London med frugten fra “ungdommens land”, så Digorys mor kan blive rask? Hvorfor er det vigtigere at beskytte Narnia mod kommende angreb end at hjælpe Digory? Hvorfor sende Digory den lange vej til haven på det høje bjerg milevis borte? Hvorfor? hvorfor?

“Du må hente mig det frø, som dette træ skal spire frem af”. “Ja”, sagde Digory, “det skal jeg nok.” Han vidste ikke, hvordan han skulle bære sig ad med det, men han følte sig helt sikker på, at han ville gøre det. Aslan tog en dyb indånding, bøjede hovedet helt ned til ham og gav ham et løvekys. (Aslans ånden på nogen er også et motiv, vi møder i efterfølgende Narniahistorier). Og straks mærkede Digory, at han var blevet fyldt med frisk mod og styrke. “Min kære søn,” sagde Aslan, “jeg vil fortælle dig, hvad du skal gøre.”

........ “Midt i denne have er der et træ. Pluk et æble fra dette træ og bring
det tilbage til mig” “Ja”, sagde Digory igen, “det skal jeg nok”. Han havde ikke den ringeste anelse om, hvordan han skulle bære sig ad med at komme op over vandfaldet og finde vej mellem alle bjergene, men han brød sig ikke om at sige det, for han var bange for, at det ville lyde som en dårlig undskyldning. Men han sagde i hvert fald: “Jeg håber ikke, det haster, Aslan. Jeg tror nok, det vil tage mig nogen tid at nå frem og komme tilbage igen.” “Lille menneskebarn,” sagde Aslan, “du skal nok få hjælp”.

Narnia har sin egen historie
Lewis’ fortælling, som vi har sagt det igen og igen, er ikke en allegori, ikke en genfortælling af evangeliet. Fortællingen har sit eget liv, sit eget univers at udfolde sig i, sin egen kolorit, sin egen etos, sin egen historie, og sin egen dynamik som historien vokser ud af.

Lewis’ inspirationskilder er mange; lige denne fortælling er genkendelig fra adskillige eventyr, og dog fornemmer vi tydeligt inspirationen fra Evangelierne, ikke mindst når det gælder Aslan skikkelsen. Aslan er meget lig Jesus. Jesus sætter sig for at gøre det umulige, og han sparer sig ingen anstrengelser for at gøre dette umulige, umuligt for alle andre end Gud.

Skabelsen af Narnia er en latent evne hos Aslan, at forløse Narnia efter, at det onde er trængt ind i det, er en helt anden sag. Der skal kæmpes for at vinde. Den kræver afsavn, blod, sved, ofre, tårer, den kræver, at man giver slip på sig selv. Det må Aslan selv, - og han ved det allerede her ved begyndelsen; også Digory må give slip på sig selv, ofre sig for Narnia, selvom hans mors helbredelse ligger ham meget mere på sinde.
Han ved også, at opgaven med at finde landet med bjerget, og haven på bjerget, er nærmest umulig, i hvert fald for ham. Alligvel kan den vel ikke være umulig, når Aslan sender ham? Digory vil gerne, men hvordan? Og vil det ikke tage så lang tid, at det bliver for sent? Men alt det må Aslan om. Med sit kys har løven allerede tilført Digory mod og styrke.

Nu modtager han yderligere Aslans forsikring om, at han “nok skal få hjælp”. For Aslan ved naturligvis, at Digory ikke har almagtskræfter, men blot er “et lille menneskebarn”. Og kære postmoderne, kompetente menneske, husk at denne særlige tiltale er ment kærligt, imødekommende, opmuntrende og tillidsvækkende, ikke nedværdigende, forhånende og bebrejdende. På den måde talte Jesus også til sine disciple og forholdt sig til dem.

Jordbærs eventyr
Jordbær bliver udrustet med vinger, bliver en vinget hest, og får det hurtige og kække navn Rødfjer.

Det må være en forunderlig og egen oplevelse for Polly og Digory at få lov til at se verden oppefra, se hvor langt Narnia rækker, og se lande udenfor Narnia, hvor ingen endnu bor, men hvor nogen en dag vil komme til at bo, og hvorfra der så vil kunne fortælles historie. (Og nogle af de historier er jo allerede fortalt). Polly og Digory filosoferer over dette og deler deres overvejelser med hinanden.

Skabelsens kræfter er stadig virksomme i Aslans nye verden. En karamel, som Polly og Digory planter, er den følgende dag blevet til et karameltræ.
Hvad skal Polly og Digory spise? Det er i den sammenhæng, at Polly kommer til at tænke på en pose karameller hun havde med sig i lommen, da hun blev revet bort fra London. Rødfjer har ikke noget besvær med at finde noget, han kan spise. For ham er der masser af dejligt, saftigt græs. Men mennesker kan jo ikke leve af græs. I den sammenhæng siger Rødfjer:

“Jeg er sikker på, at Aslan kunne have fortalt jer, hvad I skulle gøre, hvis I havde spurgt ham”. “Ville han ikke have tænkt på det uden at blive spurgt?” sagde Polly. “Det ville han utvivlsomt,” sagde hesten (stadig med munden fuld af græs). “Men jeg har en íde om, at han foretrækker, at man spørger ham”.

Denne lille ordveksling rummer en del visdom.
Rødfjers forhold til livet, til det at spise, og til hvad han skal spise, er spontant og umiddelbart. Sådan er dyrene skabt, det er deres privilegium at være bekymringsfri. Intuitivt kender de sig selv som afhængige skabninger. Ikke sådan med mennesket. Mennesket blev skabt med forstand og med refleksionsevne, dermed også med evnen til at gøre noget ved tingene og til at forandre ting. Men dermed også til at vælge.

Og Gud holdt ikke noget tilbage for mennesket. Alt i Eden var Adams, og Adam kunne gøre med det, hvad han ville. Men han var afhængig af Gud og stod til ansvar over for Gud, dog sådan, at han måtte vælge afhængigheden. Træet til kundskab om godt og ondt blev symbolet på valgmuligheden, valget at gøre sig afhængig af Gud og søge råd og vejledning hos Gud eller tage livet og afgørelserne i egen hånd.

“Aslan foretrækker, at man spørger ham”, siger Rødfjer, dvs. at man gør sig afhængig af ham og beder ham om alt, fra det største til det mindste. Naturligvis ved Aslan besked, længe før Polly og Digory får brug for at vide besked, men ved at lære dem lidt efter lidt at søge besked og få besked, lærer han dem sig selv bedre og bedre at kende, og det er selve formålet med at kalde dem til Narnia.

Kapitlet slutter med, at “Polly” føler sig overbevist om, at “hun havde set en høj, mørk, skikkelse smutte hurtigt bort i vestlig retning«. Denne skikkelse er et varsel om, hvad der skal møde dem i næste kapitel og i mange af de følgende eventyr. Lewis mangler intet i retning af dramatisk sans og fortælleevne. Alle gode fortællere kender kunsten “at forlænge pinen”.
Før natten sænker sig over Polly og Digory, har sidstnævnte fundet anledning til at reflektere over livets underlighed:

“Mens den nyskabte verdens nye, klare stjerner trådte frem, snakkede de det hele igennem - om hvordan Digory havde håbet at få et lægemiddel til sin mor og i stedet var blevet sendt ud på denne opgave. Og de gentog beskrivelsen af det sted, de skulle finde, for hinanden - den blå sø og bakken med en have på toppen. De var efterhånden blevet noget døsige og var næsten holdt op med at snakke, da Polly lysvågen satte sig op og sagde: Shhh!”. Alle spidsede ører”.