| |
Troldmandens nevø 3:
Narnias skabelse
Af Louis Nielsen -
KP 03-2003
Narnias skabelse fortsætter
gennem kapitel 9 og 10, smukkere, mere bevægende,
mere majestætisk, mere tanke-stimulerende, mere
kaldende på afvisning eller tilbedende overgivelse
end nogensinde.
I denne fortsatte skildring
af Narnias skabelse bliver det også klart, at Lewis’
fortælling ikke bare er en gendigtning af Bibelens
skabelsesfortælling i eventyrets form. I den er
vi både i fortid og nutid, i eventyrets begyndelse,
men vi er også i vores eget eksistentielle nu.
Vi også mere end aner, at Narnia ikke er den absolutte
begyndelse, den hører alene Aslan til. Mere og
mere tydelig træder han frem, og træder frem
som den ENE, den helt i sig selv hvilende, som ingen kan
hamle op med. Han lader sig ikke distrahere og forstyrre
bort fra sit forehavende, i stedet er han involveret,
endda dybt involveret, men på sine egne præmisser
og ud fra sin egen dagsorden.
Aslan er ubeskrivelig majestætisk,
frygtindgydende, uundgåelig for alle, ingen kan
ignorere hans eksistens, man tvinges til at forholde sig
til ham, gemme sig for ham som onkel Andrew, kaste en
jernstang efter ham som Jadis, skælvende nærme
sig til ham som Digory.
Ingen af Narnias skabninger
er til uden ham, og han fastlægger og bestemmer
suverænt deres skæbne og opgave i hans kongerige.
Som i Bibelens skabelsesberetning opstår de alle
af jorden, men det er Aslans sang, som efterhånden
er blevet til en symfoni iboende dennes højere
og dybere toner og blidere og voldsommere passager, som
kalder dem frem lige fra mus til elefanter.
Nogle af dem udvælger
han til særlige privilegier, til at stå i
et særligt forhold til ham og til med godhed og
trofasthed at varetage hans kærlighed og omsorg
for alt, hvad han har skabt. Dem gør han til talende
væsener. Talens brug bliver deres adelsmærke,
tegnet på deres særlige status hos ham og
i hans land. Ordet og talen er i Bibelen menneskets adelsmærke,
tegnet på, at vi er skabt i Guds billede. Hvilket
slags land er Narnia? Ved at svare på det spørgsmål
får vi indsigt i flere af Lewis’ kongstanker
og grundliggende idealer:
Narnia bliver som Aslans eget
og særlige land et vidunderligt skønt land.
Vi kan ligefrem kalde det skønhedens, det ædles
og godes land.
Kapitlerne 9 og 10, er, som
Narniakrøniken i det hele taget er det, prosa,
men der løber en fin poetisk åre igennem
dem. Det er ikke kun vor fantasi og vort intellekt, der
bliver berørt, vore følelser medinddrages
i allerhøjeste grad, og vigtigst af alt det bedste
i os kaldes frem.
Sådan er det i virkeligheden med megen kunst, poesi,
eventyr, drama, musik, billedkunst, filmkunst. Sådan
er det ikke mindst med Bibelen, hvor Guds fuldkommenhed
og evige godhed udstråles i og gennem hans værker.
Derfor opfordres vi til at se, skue, høre, endda
smage Guds godhed, og give Herren, ja give Herren ære
og pris.
Skønhed er ikke det,
som står højest i kurs i moderne kulturliv,
og vi må medgive, at når nogen forsøger
sig med det skønne, bliver resultatet ofte sentimentalt,
nostalgisk og forlorent. Det grimme, det stygge, og hæslige
falder mere i hak med tiden.
Alligevel længes mange
mennesker mod det skønne. Men det er som om, at
det forrige århundrede, hvis voldelige og blodige
tendenser bestemt ikke er blevet mindre i det århundrede,
vi lige har påbegyndt, har demoraliseret os og forkrøblet
os så meget, at det gode og det skønne er
blevet så uvirkeligt for os, at vi ligefrem trives
bedre med det stygge og grimme.
Hvorfor ynder f.eks. nogle rockmusikere
at optræde så hæslige som mulige? Hvorfor
ser vi graffitiens hærgen over alt i det offentlige
rum? Hvorfor den hæslige arkitektur, de hæslige
skilteskove i bybilledet, hvorfor vandalismen, hærværket
mod kirkegårde, det voldelige angreb på så
at sige alt, hvad der er smukt. Hvorfor pornografien med
dens hån mod den menneskelige krop og mod kærlighedshandlingen
selv? Hvorfor piercinger og tatoveringer?
Er vi kommet så meget
på afstand af Gud, det godes og skønnes kilde,
at der hver gang vi ser det, ligefrem “farer en
djævel i os”, så vi må ødelægge
det? Disse betragtninger har ført os langt bort
fra Narniasporet. Og dog kan Heksen ikke holde ud at høre
og se Aslans skabelsessymfoni, hun væmmes ved den,
ja hun hader den så meget, at hun forsøger
at få ram på Aslan og kaster i desperation
jernstangen efter ham, den jernstang som er her, fordi
hun for et øjeblik siden har hærget og ødelagt
i London.
Vi genkalder os også den blodige historie om hendes
grusomme ødelæggelse af Charn. I den næste
bog er Narnia sne og is og forstenede skabninger og evig
vinter på grund af hende. Død og ødelæggelse
følger hendes spor; hvor hun er, der er de. Skøn
er hun, isnende skøn, men hendes skønhed
er rendyrket forfængelighed og selvviskhed blottet
for godhed, dødens og helvedes forblændelse,
ikke livets og Himmelens skønhed som Aslans er
det.
Onkel Andrew kan heller ikke lide Narnia. Han har allerede
inddrukket så meget af det onde, at det har indtaget
ham. Men sammenlignet med Heksen er han amatør,
endda af den latterlige slags.
Han er dog ikke blind for, at dette land har store kommercielle
værdier. Klimaet, de smukke landskaber, landets
foryngende kraft selv på en gammel slyngel som han.
Han øjner muligheden for store rigdomme til sig
selv, kunne han dog få ram på den “forbandede”
løve. Han tænker desværre på
at slå Aslan ihjel, og tåbeligt forestiller
han sig, at havde han bare et gevær hos sig, skulle
det nok kunne lade sig gøre.
Onkel Andrew er bestemt ikke
noget særligt, en forfængelig, lurvet, udnyttende
og fej gammel nar med visse okkulte evner. Han lader andre
gøre arbejdet for sig, herunder også det
farlige arbejde, medens han gerne selv vil høste
alle fordelene. Han vil også hjertens gerne udnytte
hele Narnias potentiale af gode, eksotiske og dejlige
ting, men Narnias skaber viser han ingen respekt, kun
foragt. Ham må man se at komme af med.
Hurdlen er bare, at ham kommer
man ikke af med. Heksens forsøg med jernstangen,
som hun kaster efter Aslan og rammer ham lige mellem øjnene,
anfægter ham ikke det mindste; han ikke så
meget som ser sig omkring, men fortsætter ufortrødent
sin sang: “Selv om dens bløde trædepuder
ikke lavede den mindste støj, kunne man mærke
jorden skælve under dens vægt ”. Kun
Lewis kan skrive sådan!. Men siger det ikke alt,
og siger det, så det står ristet i hukommelsen?
Onkel Andrew, så ussel
og lurvet han er, ligner dog ethvert andet medlem af familien
Homo Sapiens ved, at han som vi hver eneste dag drager
fordel af Guds verden og høster alt, hvad vi kan
af denne verden, uden at vi vil vide af vor Skaber, uden
at vi “ærer og takker ham som Gud” (Rom
1:21).
Frihedens land
Narnia er frihedens land, den hensynsfulde, ansvarsfulde
friheds land:
“Men de par, som den (løven) berørte,
forlod straks deres artsfæller og fulgte efter løven.
Til sidst standsede den op, og alle de dyr, den havde
rørt ved, kom hen og stillede sig i en stor rundkreds
uden om den. De andre, som den ikke havde rørt
ved, begyndte at vandre væk. Langsomt tonede lyden
af dem bort i det fjerne. ...........For første
gang den dag var der fuldstændig tyst - når
man så bort fra lyden af rindende vand. Digorys
hjerte bankede vildt; han vidste, at der skulle til at
ske noget meget højtideligt. Han havde ikke glemt
sin mor; men han var helt klar over, at han ikke - end
ikke for hendes skyld - kunne afbryde det, der hændte
her.
Løven, hvis øjne
på intet tidspunkt blinkede, stirrede så stift
på dyrene, at det næsten så ud, som
om den forsøgte at brænde dem til døde
med sit blik alene. Og langsomt begyndte de at forandre
sig. De mindste dyr - kaninerne, muldvarpene og den slags
- voksede sig en hel del større. De meget store
dyr - det var mest elefanterne, man bemærkede det
ved - blev en smule mindre. .....
Højt , højt
oppe, hinsides det blå himmelslør, der skjulte
dem, begyndte stjernerne igen at synge - en ren, kold,
svært forståelig musik. Så kom der -
enten fra himlen eller fra løven - et pludseligt,
flammende lysglimt (men det brændte ikke nogen),
og blodet blev pumpet rundt i børnenes kroppe,
så det snurrede, og den dybeste, vildeste stemme,
de endnu ikke havde hørt, sagde:
“Narnia, Narnia, Narnia,
vågn til dåd. Vis kærlighed. Tænk.
Tal. Bliv vandrende træer. Bliv talende dyr. Bliv
overjordiske vande”.
Det var naturligvis løvens stemme. Børnene
havde længe nok været sikre på, at den
kunne tale; alligevel var det et chok, da den endelig
gjorde det - et på en gang smukt og forskrækkeligt
chock. ....... Og alle disse væsener ( “skovens
guder og gudinder; med dem fulgte fauner og satyrer og
dværge. Op af floden steg flodguden sammen med sine
najade-døtre”) og alle dyrene og fuglene
svarede med deres forskellige dybe eller høje eller
hæse eller klare stemmer:
“Vær hilset, Aslan. Vi hører og adlyder.
Vi er vågne. Vi føler kærlighed. Vi
tænker. Vi taler, Vi ved.”
Narnia er, som vi har set det
igen og igen, og allermest ved sin begyndelse før
ondskaben for alvor var trængt ind i det, en meget
levende og intens verden, nærmest en besjælet
verden. Selv de umælende skabninger er besjælede,
også livløse skabninger som floder.
Eventyrvæsener og mytologiske væsener er en
naturlig del af Narnias indbyggere. Alle er de Aslans
skabninger, og Aslan hersker over dem alle, og de adlyder
alle Aslan. Himmel og jord er forbundne. Og stjernerne
synger. Alle formes og dannes og udvælges af Aslan,
hver til sin særlige opgave og funktion. Aslan styrer
alt med sit blotte blik.
Livet er helligt, og det rummer
hellige øjeblikke og situationer, som intet, selv
ikke de mest påtrængende behov og de største
sorger og bekymringer må forstyrre eller forhindre.
Skabelse er større end sygdom og død og
anden nød, Aslans forehavender vigtigere end nogens
mest brændende ønsker og begæringer.
En verden fuld af dåd
Aslan vil, at hans land, hans Narnia skal være en
verden fuld af dåd, dvs. en verden ikke bare fuld
af aktivitet, men af handlinger, som udspringer af mod,
er motiverede af godhed for Narnia og har ædle mål.
Aslan vil en verden af kærlighed, en verden af tanke
og reflektion, en verden af fællesskab, ikke bare
af kommunikation, men af samtale, en verden som også
rækker ud mod det overjordiske.
Aslan har sunget eller måske
snarere nynnet sin skabning til live, til de særligt
udvalgte, som skal styre og gå forrest i Narnia,
taler han. For selvfølgelig kan han, som giver
dem talens brug selv tale, og når han taler både
ryster man og henrykkes på samme tid.
Her fornemmes det tydeligt, hvor Lewis har sit forlæg
til Aslan skikkelsen fra. Hvorfra, hvis ikke fra evangeliernes
Jesus, fra brevenes og Åbenbaringens Herren Jesus
Kristus?
Også Jordbær, den gamle droschehest fra London
er nu mellem Narnias talende dyr.
Aslan skænker sine skabninger
dem selv, han skænker dem Narnia, dets skove, dets
frugter, dets floder, dets stjerner, og størst
af alt skænker han dem sig selv. Også de umælende
dyr er deres, men som genstand for deres godhed og kærlighed.
Ved deres udvælgelse som Aslans særlige fortrolige
og særlige skabninger er de udskilt fra dem, men
de er rundet fra dem.
Det er deres særlige relation
til Aslan, som gør dem til det, de er, den relation
skal de holde fast ved og bevare, ellers kan de nemt miste
deres status og blive, som de engang var.
Alle disse ting siger ikke så
lidt om, hvad det er at være en del af Aslans historie.
At få skænket sig selv er frihed i alleregentligste
forstand. At få skænket, ja, modsat at tilrane
sig. Fri er man kun, når man får det skænket,
dvs. man erkender dybt i sin ånd og dybt i sin vilje
og væren, at “fra” Gud, “ved Gud”
og “til Gud” er alle ting, og at “hans
er æren til evig tid” (Rom 11:36); så
er også “verden eller liv eller død,
enten det er det, som nu er, eller det, som kommer”
(1 Kor 3:22) vores. At få skænket Aslan, så
kan det ikke komme højere. Så kan man ikke
være højere elsket, højere sat, mere
udvalgt, mere nogen ting.Glædens land
Narnia er glædens, latterens, vittighedernes land.
“Le uden frygt, kære
skabninger. Nu, hvor I ikke længere er stumme og
uforstandige, behøver I ikke altid være alvorlige.
For spøg såvel som retfærdighed følger
med talens brug”.
I de fortællinger om Narnia,
vi allerede har gennemgået, har vi gang på
gang lagt mærke til, at der bliver leet meget i
Narnia; humor er der meget af dér. Latter kan være
ondskabsfuld, hånende, være på andres
bekostning, og den kan også være tom, sjofel
og plat. Desværre er det nok mest den slags latter,
vi møder på arbejdspladsen og i samfundslivet
og i revyer og sit-coms.
Den rene, uskyldige, forløsende
latter er blevet sjældnere. Men den kendes stadig
i gode ægteskaber, gode familierelationer, imellem
venner og forhåbentligt i rigt mål i Guds
menighed. For “dit (Guds) ansigt”, siger David
i Sl 16:11, “er mættelse af glæder,
livsaligheder ved din højre hånd evindelig”
(1871 oversættelsen).
Det er en almindelig udbredt
karikatur af kristne, at de er mennesker med lange, stive
ansigter og hængende underlæber. Sandt nok,
så opfører kirkegængere sig ofte ved
indgangen til kirkedøren som om, de var på
vej til en begravelse, som om at det, der nu venter dem,
er en time eller to af bare tristhed og glædesløshed.
Sådan er de i det mindste ofte fremstillet i billedkunsten.
Men intet kan være mere
forkert. Alvor har bestemt sin plads i de fleste af livets
forhold, ikke mindst når det gælder vort forhold
til Gud, men i fuld alvor siger evangeliernes Jesus igen
og igen til os: Frygt ikke! Vær frimodig! “Le
uden frygt, kære skabninger” er en fin omskrivning
til Aslan-og Narniasprog af netop de ord, ord som er nær
ved at være Jesu kendeord.
“Spøg såvel
som retfærdighed følger med talens brug”.
Det er et epigram, Lewis former her. Tale forudsætter
bevidsthed; vi er skabt som bevidste mennesker, ikke som
dyrene som instinktive væsener. Bevidsthed leder
til reflektion, til ansvar, til at skulle forholde sig
til og vælge og dermed til alvor.
Aslan ønsker alt dette
hos de skabninger, han har udvalgt sig, men han ønsker
ikke, at det spontane, det hjertelige, det muntre og det
kreative skal sættes over styr med det. “I
behøver ikke altid være alvorlige”.
Om Stalintidens Rusland siges det, at hvis noget medlem
af Dumaen kom til at le ad de forkerte ting til den forkerte
tid, var hans liv i fare. Selvhøjtidelighed ud
i det pinlige præger diktaturer og andre lukkede
samfund. Latter og munterhed kan blive farlige, kunne
f.eks. afsløre livsløgnen.
“Så gav de alle
deres munterhed frit løb. Ved lyden af deres latter
fik alliken frisk mod; den fløj hen og satte sig
på drochehestens hoved, mellem dens ører,
baskede med vingerne og sagde:
“Aslan! Aslan! Har jeg lavet den første vittighed?
Vil alle nu til evig tid få at vide, at jeg lavede
den første vittighed? “Nej, lille ven,”
sagde løven. “Du har ikke lavet den første
vittighed; du har kun været den første vittighed”.
Det fik alle til at le endnu mere end før; men
alliken havde ikke noget imod det og lo selv lige så
højt som de andre”.
Humor, spøg, munterhed
og latter kan godt være alvor samtidig. Hvor megen
selvafsløring er der ikke i den lille muntre scene
med den lille, rappe allike?
Rammende, forløsende
og befriende sættes det altsammen på plads
af Aslans humor og sættes på plads på
sådan en måde, at alliken kan se, at den har
dummet sig, men uden at den mistede sin selvagtelse derved,
og uden at de øvrige godter sig over den. Alle
kan de le, “retfærdigheden” har sejret,
men sejret uden at nogen er blevet skadet derved.
Ondskabens komme
Narnia, landet hvor ondskaben allerede har sneget sig
ind:
“Og nu”, sagde Aslan, “er Narnia skabt.
Det næste, vi må gøre, er at tænke
på dets sikkerhed. Jeg vil kalde nogle af jer til
råd. Kom herhen, du dværgehøvding -
og dig flodguden - og dig, egetræet - og hanuglen
og begge ravnene og hanelefanten. Vi må snakke sammen.
For selv om denne verden kun er fem timer gammel, har
ondskaben allerede sneget sig herind”.
Her igen står vi med en
håndfuld af Lewis ideer. Tiden. Har vi ikke alle
en fornemmelse af et meget langt tidsforløb? Kun
fem timer har det varet. På fem timer er en hel
verden skabt og også godt i gang med at blive konstitueret.
Hvem kan udgrunde evighedens og tidens gåde?
Ingen af dem giver mening uden Gud, uden Skaberen?
For tiden i sig selv er tom,
uden at der sker noget, uden at noget sættes igang.
Og evigheden, hvad er den, hvis ikke Gud, den evige Gud
er der og fylder den ud? Med den baggrund, vi introducres
til Narnia på, ved vi, at mange verdener allerede
er døde, at selv solen kan dø, som Polly
og Digory oplevede, at Charns sol var ved at dø
og faktisk døde, alt imedens de forlod Charn. Narnia
er en verden sydende af liv, sydende af ungdom. Nogen
kalder det “Ungdommens land”. Mulighederne
for godt synes uendelige. Ildevarslende, Jadis er der,
“ondskaben har allerede sneget sig herind”.
Netop “sneget sig ind”.
Den har ingen hjemstedsret i Narnia, åbenlyst er
den endnu ikke trådt frem, den må have tid
til at manifestere sig. Modsat Aslan, som er af evighed
og netop derfor på sekunder synger sin verden frem
og alligevel i overensstemmelse med den verdens beskaffenhed,
han vil have frem, giver sig god tid med det, hele fem
timer har han brugt.
Livet som en helhed
Hvordan sikre den verden, i hvert fald for en passende
lang tid, så længe som det varer til, “tidens
fylde” kommer, mod Jadis’, ondskabens anslag?
Det er det, som det råd, Aslan sammerkalder, skal
beskæftige sig med.
Læg mærke til rådets
sammensætning. Dette er begyndelsen til Narnias
historie. Senere kalder Aslan andre, også fra verdener
uden for Narnia til at komme Narnia til hjælp. Landskabet
er repræsenteret ved flodguden, vegetationen ved
egetræet, eventyrverdenen ved dværgehøvdingen
(legendarisk for mod, tapperhed, udholdenhed og styrke),
de mælende skabninger ved hanuglen og ravnene (
symboler på visdom og evnen til at se over store
afstande og vidder og at kunne flyve langt) og hanelefanten
(symbol på uimodståelig kraft, storhed og
uforfærdethed).
Lewis’ verden er en verden
af helhed, ikke analytisk og fragmenteret som vores verden.
Livet opfattes som en helhed, og det leves som en helhed.
Naturen i bredeste forstand indgår i det liv, akkurat
som i Bibelen, hvor floder, storm, ild, hav og bjerge
i lovprisningens sammenhæng opfattes som levende
væsener, som også priser og tjener Gud. Verden
er også underfuld og mysteriøs.
Eventyrverdenen eksisterer ikke
som konkret virkelighed, og dog er verden større,
end vi sanser og opfatter den, og den er underfuld og
mysteriøs: “Hvad skal jeg sige, når
jeg op til Gud i ånden farer og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?”, sådan synger Brorson,
og har vi ikke plads til det i vort univers, lever vi
i et univers, der er mindre end virkelighedens.
Eventyrverdenen afspejler vore længsler, vore største
farer og vor dybeste frygt, og den afslører de
mørkere sider af vort væsen, men åbner
også for håbet og en tro på, at det
gode til sidst vil sejre. Uden eventyret er vi uendelig
meget fattigere. Eventyrene er en af de rigeste gaver,
de forrige generationer har efterladt os med.
Forpligtet til Aslan
For Lewis er ledelse en
betroelse, et ansvar, en forpligtelse, - et kors, som
det maskuline køn har fået overdraget. Kald
ham gammeldags. Det vil han ikke føle som en fornærmelse,
tværtimod som en ære. Han vidste, han var
gammeldags, og han gjorde en dyd ud af det. Men lad være
med at kalde ham mandschauvinistisk, for han var alt andet
end det.
Jeg brugte for et øjeblik siden ordet “et
kors”.
I sin lille bog “The Four
Loves” (De fire slags kærlighed) skildrer
han mandens forpligtelse til at elske sin hustru som absolut,
så absolut, at han risikerer at komme til at lide
for det, sådan som “Kristus elskede kirken”
og netop “gav sig selv hen for den”. Havde
der været mere tapperhed, mere ædelhed, mere
kærlighed og mindre egoisme, mindre magtsyge og
mindre chauvinisme i den måde, manden har varetaget
sin “overhøjhed” på, havde vi
måske ikke oplevet kvinde-frigørelseskampen
med de ikke bare positive virkninger, den har trukket
med i sit spor.
Dog i Aslans verden er der ingen
regel, uden at der er en undtagelse. Stringens og at være
underlagt sin egen logik er ikke Lewis’ svaghed.
Ravnene er begge repræsenteret i Aslans råd,
hunravnen så fuldt som hanravnen.
Der er mellem dyrene en del
forvirring og også moro omkring dette med “ondskaben”.
“Hvad var det, han sagde, der havde sneget sig ind
i denne verden? Rundskaben - Hvad er rundskaben for et
væsen? Nej, han sagde ikke rundskaben, han sagde
mundskaben - Nå, jamen, hvad er det for en?”
Ondskaben kender vi alle som konkret fænomen, kender
den fra os selv, kender den fra andre og i verden omkring
os. Hvordan den kom ind i verden, ved vi også fra
syndefaldsberetningen. Men hvorfor? hvortil? det er og
bliver en gåde for os, som selv ikke den største
teolog kan give os svar på. Andrews verden
Hvordan onkel Andrew så
tingene og opfattede dem:
“Han (onkel Andrew) havde på ingen måde
fået det samme indtryk som børnene og kusken.
For det, man ser og hører, afhænger i høj
grad af, hvor man står; det afhænger også
af, hvilken slags menneske man er”.
“..... Da løven første gang var begyndt
at synge - dengang, da det hele var helt mørkt
- havde han forstået, at lyden var en sang. Og han
havde på ingen måde brudt sig om denne sang.
Den fik ham til at tænke og føle ting, som
han ikke ønskede at tænke og føle.
Og da solen så stod op,
og han så, at den syngende var en løve (“kun
en løve,” som han sagde til sig selv), gjorde
han alt, hvad han kunne for at bilde sig selv ind, at
den ikke sang og aldrig havde sunget - at den kun brølede,
nøjagtigt som de løver, vi selv kender fra
vores verdens zoologiske haver. “Naturligvis kan
den ikke have sunget,” tænkte han. “Det
må være noget, jeg har bildt mig ind. Det
må være mine nerver, der har spillet mig et
puds. Hvem har nogen sinde hørt om en løve,
der kunne synge?” Og jo længere og smukkere
løven sang, jo mere forsøgte onkel Andrew
at bilde sig selv ind, at han kun kunne høre den
brøle.
Når man forsøger
at gøre sig selv dummere, end man i virkeligheden
er, sker det temmelig tit, at det lykkes. Og det gjorde
det for onkel Andrew.”Onkel Andrew har vi ikke haft
nogen anledning til at sige noget godt om, og vi har det
stadigvæk ikke. Vi kan have medlidenhed med ham,
og vi har det. På flere områder, er han speciel,
men i hans måde at ræsonere på omkring
alt det med Løven og dens sang er han ikke speciel,
men helt almindelig.
Sådan er der så
mange af os, som er. Hvor mange f.eks. afviser ikke skabelsen,
fordi den filosofi eller det videnskabsbegreb, man henholder
sig til, siger, at verden ikke kan være blevet til
ved skabelse? hvor mange nægter seriøst at
overveje, hvem Jesus er, fordi deres samvittighed ikke
kan bære at tage ham for den, som han siger, han
er? Hvor mange afviser ikke opstandelsen, fordi opstandelse
er det umulige, det som aldrig sker? Og således
kunne vi blive ved. Vores påståede rationalitet
gør os faktisk “dummere end vi er ”.
Det er modigt af Lewis at sige
noget sådant. Han havde faktisk en professortitel
at tage hensyn til. For i akademiske kredse slipper man
sjældent godt fra at sige sådanne ting. Men
sandheden vejede mere for Lewis end akademisk omdømme.
Og han var aldrig bange for at aflægge den gode
bekendelse om Jesus. Han var også fortrolig med
sit eget liv. Han vidste, hvor meget han selv på
lige det område havde lignet onkel Andrew.
Men hvor tragisk at have været
så tæt på begivenhederne, begivenheder
som sætter skel mellem liv og død, himmel
og helvede, så tæt på den absolutte
sandhed og virkelighed som onkel Andrew var det den dag,
og så afvise det som illusion eller hallucination
eller med, at ens nerver spiller en et puds. Hvor mange
onkel Andrew’er går der ikke omkring i denne
verden:
Men er det ej en skændig
ting,
den største part så blind omkring
i denne verden vanker!
Din skabning ser man daglig på,
dog ser man, som man ikke så,
og går i andre tanker.
Ild, vand, luft, sand,
sol og stjerne, hver en kerne,
hver en dråbe
Herrens herlighed udråbe”
Brorson 1734
Den danske Salmebog
2003 udgaven nr.16.
|
