Troldmandens nevø 2:
En Djævel i forklædining

Af Louis Nielsen - KP 02-2003

Hvad selve fortællingen angår, nåede vi i sidste artikel dertil, hvor Digory, Polly, onkel Andrew, Heksen, Londonkusken og hesten Jordbær gennem en af dammene i Mellemskoven er kommet til en verden, hvor først alt er mørke, og hvor der slet ikke er nogen verden, men hvor en verden lidt efter lidt skabes (kapitel 8, side 96 ff.).

Denne utroligt smukke og fortættede fortælling vender vi tilbage til til sidst i denne artikel; lige nu fortsætter vi med udviklingen af bogens persongalleri, dronning Jadis og onkel Andrew, men også londonkusken og hans hest, Jordbær er bestemt værd at studere en smule nærmere. Et par yderligere iagttagelser omkring Digory og Polly bliver der måske også plads til.

Jadis, Charns dronning, også kaldet heksen beskrives som en kvinde af blændende skønhed, det er dog kun Digory og i pinlig grad onkel Andrew, som falder og forblændes af den. Kvinderne, hvadenten det er Polly eller tante Letty, sanser intuitivt, hvad sagen drejer sig om og kalder en spade for en spade. Onkel Andrew er ond, men ond på en latterlig, gemen og lusket måde, Jadis er den uforfalskede vare, så tæt på en inkarnation af ondskaben selv som nogen kan være.

På en eller anden måde er ondskaben til stede i alle Narniafortællingerne, og den har mange udøvere, men på en særlig måde har den forbindelse til og hidrører fra Heksen, som nok overvindes og trænges tilbage ind imellem slagene, men altid har en evne til at vende tilbage. Hun er her, før Aslan endnu har skabt Narnia. Hun kan overleve i Mellemskoven, vel nok et sindbillede på evigheden, hvor alle verdener begynder og ender, men hun bliver svag og kraftesløs og sygner hen her.

Ondskabens karakter
Hvorfra kommer det Onde og hvorfor er det her? Det er et spørgsmål, som menneskeheden har syslet med og tumlet med fra tidernes morgen. Og hvem kan give os svar på det spørgsmål? Lewis har grublet over det og arbejdet med det mere end de fleste. Det onde har ikke nogen selvstændig eller evig eksistens. I sit væsens udspring er det det gode, som er blevet fordærvet; det onde er den gudskabte og gudgivne fri vilje, når den misbruges. Ondskaben kan udrette forfærdelig meget ondt, men kan ikke ødelægge Guds forsæt, tværtimod bidrager den som et slags brændstof, hvori kompleksiteten i Guds godhed kan udfolde sig i al sin rigdom og dybde.

For Lewis (som for Bibelen) er ondskab ikke et psykologisk fænomen, men noget, som er kommet ind i verden, og nu bor i verden. I Narnia er ondskaben manifesteret til stede, før nogen fra vores verden overhovedet aflægger besøg i Narnia. Her får vi at vide, at den var der, før Narnia blev til, og den var der i verdenerne før Narnia.

Bibelen er optaget af denne verden og denne jord, af Adam og Eva og deres efterkommere. Den åbenbarer ikke noget om, hvordan verden var før skabelsen af “de nuværende himle og den nuværende jord”. Den fortæller os, at synden kom ind i verden ved et menneske og døden ved synden, og at alle syndede. Slangen, som kom til vore første forældre i Eden og med sin forførende tale ledte dem i fordærv, er en antydning af, at det onde var til forud for Adam og Eva, også selvom fristelsen kom fra og formidledes gennem et af de dyr, Gud Herren havde skabt og anbragt i haven hos Adam.

Bibelen åbenbarer, at der findes et åndeligt univers, beboet af åndelige væsener, kræfter og magter. Også at nogle af disse åndelige magter er oprørere mod Gud og står Guds vilje imod. Forrest mellem disse oprørere er Satan, Djævelen, Slangen, som i Bibelen præsenteres som ærkeoprøreren og menneskehedens og det skabtes bitre og hadske ærkefjende. Mere siges ikke.

Hvordan en ærkeengel, en lysets engel, en Guds tjener, blev Satan, anklageren, modstanderen, løgneren, morderen, mørkets fyrste og denne verdens fyrste, fortælles os ikke. Han er til på det tidspunkt, Gud skaber verden, og han formåede også at skaffe sig adgang til Eden og at forføre og overtale Adam og Eva.

Og hvor i verden og hvor i livet vi end er, kommer vi ikke uden om det onde. Det er en del af vor virkelighed fra første begyndelse. Også en del af børns virkelighed, en del af deres natur.

Derfor er det kun naturligt, det er i Narniakrønikerne og er der som en metafysisk, mysteriøs virkelighed, ikke bare som en psykologisk og dermed også forklarlig virkelighed. Forfattere, dramatikere, komponister og billedkunstnere, som vil sige os noget, som rækker ud over øjeblikket, må have denne større virkelighedsforståelse med sig i bagagen.

Men Lewis er konsekvent kristen og bibelsk i sin tænkning om det Onde. Hos ham har det ingen uafhængig, autonom og suveræn eksistens, selvom det er frygtindgydende i dets magtudfoldelse og grusomhed. På det punkt må man sige, at både Tolkien og på det seneste Rowling (“Harry Potter”) skildrer det Onde i et mere dualistisk lys.

Gandalf og hans venner ender med at sejre over det Onde, men om triumfen er endelig, giver Tolkien os ingen vished om. Harry Potter går ligeledes sejrende ud af sine kampe mod de onde kræfter på Hogwarts, men om det godes suverænitet og endelige og endegyldige sejr er der foreløbigt ikke nogen antydning af i Potterbøgerne.

Astrid Lindgrens “Mio, Min Mio” er også en betagende smuk bog om det godes kamp mod det onde, men ved slutningen af bogen skal vi alligevel føle medlidenhed med ridder Kato.

Charns historie
Dronning Jadis er den sidste af de henslumrende kongeskikkelser i riddersalen på slottet i Charn. Charn beskrives som “storstaden Charn, kongernes konges by, det største vidunder i denne, ja måske alle verdener”. Beskrivelsen minder påfaldende om den måde, Babylon opfattede sig selv på og opfattedes på, så meget, at Babylon i Bibelen bliver urbilledet på menneskecivilisationen organiseret i oprør mod Gud.

Her var engang en stor bred flod. “Nu er den tyst. Men jeg (det er dronning Jadis, som siger dette) har stået her, mens luften var fuld af lydene fra Charn; trampende fødder, knagende hjul, smældende piske og stønnende slaver, buldrende vogne og dundrende offertrommer fra templerne. Jeg har stået her (men det var hen mod enden), mens kamptummel hørtes fra gaderne, og vandet i floden blev rødt.” [Hvor ofte har mon den historie gentaget sig i historien? hvor ofte har tingene ikke udviklet sig fra godt mod ondt til værre? (Vil du have en teologisk opbygget og begrundet reflektion herover så læs Rom 1:18-32)].
Hele Charns historie fra dens første spæde begyndelse til dens afslutning i opgøret mellem dronning Jadis og hendes søster kan læses ud af ansigterne på de hensovede konger og dronninger.

De førstes ansigter er rare og kloge, de efterfølgendes højtidelige, deres i midten “viljestærke, og stolte og glade, men der var også noget ondt over dem, et stykke længere henne så de endnu mere onde ud, og gik man videre, var de stadig onde, men ikke længere glade, de var endda fortvivlede - som om de mennesker, de tilhørte, havde gjort forfærdelige ting og også oplevet forfærdelige ting”.

“Den sidste af samtlige figurer var den mest interessante - en kvinde, der var om muligt endnu mere fornemt klædt end de andre og meget høj, og som havde et så hovmodigt og bistert blik, at det tog pusten fra en. Men alligevel var hun smuk”.

Efter hende er der en masse tomme stole, mange andre skulle være fulgt, men takket være hendes ondskab og allieren sig med ondskaben selv (“Det begrædelige Ord”) kommer der ingen efter hende. Charn slutter sin historie med hende, og som hun havde bragt død og ødelæggelse til mange byer og civilisationer før Charn, bragte hun nu død over sit eget folk:

“........ Hun (Jadis’ søster) rettede sit grufulde onde blik imod mig og sagde “Sejr.” “Ja,”sagde jeg, “sejr, men ikke for dig.” Så sagde jeg Det begrædelige Ord. I næste øjeblik var jeg det eneste levende væsen under solen.” “Men hvad med menneskene?” gispede Digory. “Hvilke mennesker?” spurgte dronningen. “Alle de almindelige mennesker,” sagde Polly, “som aldrig havde gjort Dem noget. Og kvinderne og børnene og dyrene? ” “Forstår du da ikke?” sagde dronningen (stadig kun henvendt til Digory). “Jeg var dronningen. De var alle mine undersåtter. De var der kun for at adlyde mig.” “Det var nu alligevel synd for dem,” sagde han.
“Jeg har helt glemt, at du bare er en almindelig dreng. Hvordan skulle du kunne forstå statsanliggender? Mit barn, du må lære, at det, der er forkert for dig og andre almindelige mennesker, ikke er det for en stor dronning som mig. Alverdens byrder hviler på vore skuldre. Vi er derfor hævet over alle regler. Det er vor skæbne at leve i ophøjet ensomhed.” Digory kom pludselig i tanke om, at onkel Andrew havde brugt nøjagtigt de samme ord. Men de lød meget flottere, da dronning Jadis sagde dem; måske fordi onkel Andrew ikke var to meter høj og blændende smuk”.

Jadis har ved systematisk søgen og leden og ved besværgelser søgt efter det ultimativt ødelæggende ord, og hun har solgt sig selv og hele sin fremtid for at få kontrol over det ord. Trods de dyreste og helligste løfter til sin søster tøver hun ikke med at bruge dette ord i samme sekund, det bliver et valg mellem søsterens magt og eksistens og hendes egen magt og eksistens, uanset at hun derved trækker alle skabninger og hele verden med sig i faldet.

Som Heksen skildres i bogen og i bøgerne, er hun det nærmeste, vi kommer Djævelen selv. Også hans oprindelse er en gåde, som fortaber sig i mørket før tid og verden blev til. Som Jadis er en løgner, en morder, en menneskehader, er Djævelen det også. Absolut og selvisk magt uden ansvar er Jadis’ motto, som det er Djævelens.

Ingen love binder ophøjede væsener som dem, heller ikke Skaberens love, som de som skabte væsener soleklart er underlagt. Således kommer Djævelen til Jesus og gør krav på at sidde inde både med suverænitet og vilkårlig magt, både at kunne gøre krav på tilbedelse og på verdensmagt.
Jesus, Menneskesønnen, Guds Søn, Herren fra evighed underlagde sig Guds ord, var Gud og mennesker lydig, tjente mennesker og gav sit liv hen for dem; Jadis (alias Djævelen) ser på andre som til for hendes skyld, som hun kan skalte og valte med efter forgodtbefindende. Hun må siges at have haft og at have mange efterfølgere i den virkelige verden fra Sankerib over Napoleon, Hitler, Stalin, Idi Amin, Mao, Pot Pol til Saddam Hussein og talrige andre.

Onkel Andrew er naturligvis ikke noget sammenlignet med hende, alligevel både hører Digory hendes ord og argumenter i hans og ser hendes træk i hans. Det er også en fin iagttagelse fra Lewis’ side, når han kommenterer over Digorys fascination af Jadis, den samme fascination, ja forelskelse, vi i “Sølvstolen” oplevede hos prins Rilian:

“Det lød meget flottere, da dronning Jadis sagde dem; måske fordi onkel Andrew ikke var to meter høj og blændende smuk”. Det ondes tiltrækningskraft på os kan ingen af os sige os fri for; Djævelen mestrer at iføre sig skikkelse som en “lysets engel”.

Ingen almægtig djævel
Jadis er ikke alvidende, langtfra. Djævelen er ikke Gud, hvor meget han end selv tror, han er Gud og gerne forstiller sig som Gud. Hun har overhovedet intet kendskab til den verden, børnene kom fra. Hun evner ikke at forestille sig, at onkel Andrew ikke er noget særligt, og hendes forestillinger om, at Andrew fandt frem til hende og hvordan, er ikke alene uden forbindelse med virkeligheden, men også naragtige, “simpelt hen noget forbandet sludder fra ende til anden” som Polly så karsk og bramfrit udtrykker det. Hun er ikke imponeret, ikke det mindste. Hvor jeg elsker Polly!

Det er også tankevækkende, det Lewis bemærker om Jadis efter, at Digory og Polly, desværre med hende på slæb, er hjemme i London igen: “Og nu, hvor de så hende i deres egen verden, omgivet af almindelige ting, måtte de gispe efter vejret. I Charn havde hun været foruroligende nok, men i London var hun rædselsvækkende.”

Jadis har gruopvækkende kræfter, dog er hun ikke almægtig; i nogle verdener er hun helt uden evner og kræfter; i Charn havde hun ikke kunnet kalde sig selv til live, hvis ikke det var for Digory og hans nysgerrighed og lyst til at afprøve grænser, i London har hun kræfterne, men Det begrædelige Ord er virkningsløst her. Ved Aslans sang og skaberkraft føler hun ligefrem “afsky”, for instinktivt fornemmer hun ved den “en magi, der er anderledes og stærkere end hendes”.

I “Løven, Heksen og Garderobeskabet” kender hun nok Den store Troldom, men “så er der en endnu større troldom, som hun ikke ved noget om. Hendes viden går kun tilbage til tidernes morgen. Men hvis hun kunne have kigget en smule længere tilbage, ind i stilheden og mørket før tidernes morgen, ville hun dér have set en anderledes besværgelse. Hun ville have vidst, at når et villigt offer, som ikke har begået forræderi, bliver dræbt i stedet for en forræder, revner Stenbordet og selve Døden bliver besejret.” (jvf 1 Kor 2:6 ff.).

Jadis er klart overmenneskelig, men hun er alligvel kun en skabning, en skabning som, uanset at hun bestemt ikke vil det, må følge afstukne rammer og grænser. Jeg mener at huske, at en har kaldt djævelen for “Guds vagthund”. Nok er der tale om en særdeles frygtindgydende og farlig vagthund, men dog en hund. Det er værd, at vi skriver os dette bag øre, hvis vi skulle frygte Djævelen lidt for meget eller beundre ham lidt for meget.

Også i London har dronning Jadis kun et i hovedet: at erobre verden. Det er drivkraften i hendes liv at erobre og herske, men, ligesom i Charn og i verdenerne samtidig med den, kun med det ene formål at ødelægge og slå ihjel. “Jeg formoder”, kommenterer fortælleren, “at de fleste hekse er sådan. De er ikke interesseret i ting eller mennesker, medmindre de kan bruge dem til noget; de er forfærdelig praktiske”.

Mørket, døden, antiskabelse kan vi ligefrem kalde det, er hendes metier; det smukke, det gode, livet, verden, træerne, dyrene, menneskene, hun bare hader og afskyr det altsammen, ingen skal have lov til at eksistere ved siden af hende, hendes skæbne, siger hun ligefrem selv, er “at leve i ensom og ophøjet majestæt”, så helt modsat den “evige, uforkrænkelige ene sande Gud”, som “bor i et lys, ingen kan nærme sig”, om ham siges det, at “al jorden er fuld af hans herlighed”, at alt blev skabt og blev til, fordi “han ville det”, ja i tidens fylde åbenbarede han sit væsens evige herlighed i Sønnen “blevet kød”. Alt liv er kosteligt i hans øjne, ikke mindst menneskelivet, som han endda formede og skabte i sit billede.

Ynkelig Onkel
Onkel Andrew bliver skåret til i størrelse sammenlignet med Heksen: “Der var én god ting ved at se de to stå ved siden af hinanden, og det var, at man aldrig nogen sinde behøvede at være bange for onkel Andrew - ikke mere end man be-høvede at være bange for en orm, efter at man havde mødt en klapperslange, eller bange for en ko, efter at man havde mødt en olm tyr. “Bah!” tænkte Digory for sig selv. “Skulle han være troldmand?” Næh - hun var den ægte vare.”

Lewis er ikke bange for at gøre lidt grin med den lidt amatøragtige måde en mand, som onkel Andrew leger med de okkulte kræfter på uden at ane, hvad det er, han har gang i. Ingen tvivl om det, onkel Andrew er et ondt menneske, men ond på en gemen, luset og fej måde.

Han er så inderligt bange for sit eget skind, personligt skal han ikke løbe nogen risiko, men han har ikke den mindste betænkelighed ved at bruge andre: “Hans “eksperiment”, som han kaldte det, var blevet en større succes, end han brød sig om; for selv om han i årevis havde fusket med magi, havde han altid (så vidt det var ham muligt) overladt alle farerne til andre mennesker”.

Han er tillige en forfængelig gammel rad, selvhøjtidelig, en døgenigt, som ikke gør dagens gerning, men groft udnytter sin søster, også til at finansiere sit eget overforbrug. Han er også en kryster og en klynker. Nej, der er bestemt intet godt at sige om ham, han er alt andet end en heroisk figur, snarere en smule tragikomisk. Lewis’ humor fejler som mange gange tidligere observeret ikke noget. Den er i top:

“Andrew, gamle dreng,” sagde han til sig selv, mens han stod og kiggede i spejlet, “ du ser pokkers godt ud af din alder at være. En rigtig distingveret herre er du.” Forstår du - den tåbelige gamle mand var faktisk i færd med at bilde sig selv ind, at Heksen ville blive forelsket i ham. De to glas, han havde drukket, havde sandsynligvis deres del af skylden, og det samme havde søndagstøjet. Men han var under alle omstændigheder en forfængelig rad; det var derfor, han var blevet troldmand”.

Heksen foragter ham, men hun anerkender, at “han er en slags troldmand”, en “lille middelmådig troldmand, som går frem efter regler og bøger”. “Og alligvel var der, som Polly bagefter sagde, en vis lighed mellem hans og hendes ansigtsudtryk. Det var det udtryk, som alle onde troldfolk har - det, som Jadis ikke havde fundet i Digorys ansigt”. Så meget des bedre for Digory.

Om ham har vi tidligere bemærket, at han er opdraget i den gamle skole, hvor der endnu fandtes objektive moralske værdier, og hvor man blev kaldt “god” eller “ond” i forhold til, om man fulgte dem eller brød med dem. Det virkeligt triste i onkel Andrews livshistorie får vi imidlertid først klarhed over senere i fortællingen, efter at lyset fra Aslan falder over ham, så det gemmer vi til senere.

Skabelse og sang
Det samme gælder Londonkusken og hesten Jordbær. Også de udfolder sig først ret med Aslan og Narnia som baggrund, så også de må vente. Også Digorys overhøring af tante Lettys bemærkning til en besøgende om, at kun “frugter fra ungdommens land” vil kunne gøre moderen rask og hans spekulationer omkring det med “ungdommens land”, vender vi tilbage til senere.

Digory og Polly udviser også stort mod og stor uselviskhed i deres ihærdige og farlige forsøg på at få Heksen, som allerede har forårsaget ikke så lidt ravage og lige nu tér sig på sit vildeste, bragt bort fra London og tilbage til om ikke den verden, hvorfra hun kom, så en anden verden. Og dermed er vi tilbage ved fortællingen i kapitel 8 (side 96), som hedder “Slaget ved lygtepælen”, men som mest handler om Narnias skabelse.

“Åh, se! Vi har også fået den gamle hest med os. Og hr.Ketterley. Og kusken. Sikken redelighed!” Lige så snart heksen så, at hun igen befandt sig i skoven, blev hun bleg og knækkede sammen, til hendes ansigt rørte ved hestens manke. Man kunne se, at hun havde det meget dårligt. Onkel Andrew stod og skælvede. Men Jordbær virrede med hovedet, vrinskede fornøjet og syntes i det hele taget at have fået det bedre. Han faldt til ro for første gang, siden Digory mødte ham. Hans ører, der havde ligget fladt bagud på hans hoved, rejste sig igen, og det vilde blik forlod hans øjne.”

Hesten, som er tørstig, bevæger sig hen til den nærmeste dam med vand for at drikke. Hele selskabet holder stadig fast ved hinanden. Lynhurtigt stikker Polly sin hånd ned til den grønne ring i hendes lomme, og en, to, tre synker de dybere og dybere ned, indtil deres fødder står på fast grund. Men ellers er alt tomt omkring dem. “Måske er det her Charn,” sagde Digory. “Måske er vi bare kommet tilbage midt på natten.” “Dette er ikke Charn,” sagde Heksens stemme, “Dette er en tom verden. Dette er ingenting”.

“Omsider skete der noget inde i mørket. En stemme var begyndt at synge. Den lød meget fjern, og Digory havde svært ved at høre, hvor den kom fra. Det ene øjeblik syntes den at komme fra alle retninger på én gang. Det andet øjeblik var han lige ved at tro, at den kom op af jorden under dem.
Dens laveste toner var dybe nok til at kunne være selve jordens stemme. Der var ingen ord. Der var ikke engang nogen rigtig melodi. Men det var uden sammenligning det smukkeste, han nogensinde havde hørt. Det var så smukt, at han næsten ikke kunne holde det ud.
Hesten kunne tilsyneladende også godt lide det: den udstødte en vrinsken af den slags, en hest ville komme med, hvis den efter mange års arbejde som droschehest pludselig igen befandt sig på den gamle mark, hvor den havde leget som føl, og så nogen, som den huskede og holdt af, komme med en sukkerknald til den. “Guud!” sagde droschekusken. “Er det ikke smukt?”

Pludselig følges den syngende stemme op af andre stemmer. De var i harmoni med den, men lå langt højere oppe ad skalaen. Pludselig strålede også mørket over dem af strålende stjerner. “Hold da ferie!” sagde kusken. “Jeg ville have været et bedre menneske, hvis jeg havde vidst, at sådan nogle ting eksisterede.” Denne kusk må vi vende tilbage til, men det bliver først i næste artikel.

Skabelsen fortsætter med skabelse af nat og dag, af vinden og af det bakkede land. “Det var snart lyst nok til, at de kunne se hinandens ansigter. Kusken og de to børn stod med åben mund og skinnende øjne; de sugede lyden til sig, og de så ud, som om den mindede dem om noget”.

Skabelsens forargelse
Onkel Andrew stod også og måbede, men ikke af glæde. Han så mere ud, som om hans underkæbe var faldet ned og ikke kunne komme op igen. Hans skuldre hang, og hans knæ rystede. Han kunne ikke lide stemmen. Hvis han kunne være sluppet væk fra den ved at krybe ind i et rottehul, ville han have gjort det.

Men Heksen så ud, som om hun på en måde forstod musikken bedre end nogen af de andre. Hendes mund var lukket, hendes læber sammenpressede, og hun havde knyttet hænderne. Lige siden sangen begyndte, havde hun kunnet mærke, at hele denne verden var fyldt med en magi, der var anderledes og stærkere end hendes. Hun afskyede den. Hun ville have smadret hele denne verden - ja, alle verdener - i stumper og stykker, hvis det blot kunne standse sangen.

“.......Jorden havde mange farver: klare, varme, levende farver. De gjorde en opstemt - indtil man så selve sangeren, og så glemte man alt andet. Det var en løve. Kæmpemæssig, lys, og lådden stod den vendt mod den opstigende sol. Dens mund var åben i sang, og den stod godt tre hundrede meter borte. “Dette er en frygtelig verden, “ sagde Heksen. Vi må væk herfra. Straks. Øv din troldom.” “Jeg er ganske enig med dem, frue,” sagde onkel Andrew. “Et yderst ubehageligt sted. Fuldstændig uciviliseret. Hvis jeg blot var noget yngre og havde et gevær ... “ Nej, hør nu!” sagde droschekusken. “De tror da vel ikke, at De kunne skyde den, gør De?” “Og hvem kunne finde på det?” sagde Polly”.

Hyldest til Skaberen
Det er altsammen så bevægende smukt. Sammen med flere andre scener i Narniabøgerne er dette en af de scener, hvorigennem der løber en poetisk åre. Det er prosa, men er alligvel poesi, dybt bevægende poesi, poesi som kommer Himmelen meget nær og bliver til tilbedelse og hyldest til Skaberen. Det, som foregår her, er også afklarelsens og forklarelsens time. Er man i harmoni og i fred med sin skaber og Gud, eller er man det ikke, har man lært at bøje sine knæ for ham, tilbede ham og sige “Din vilje ske!”, eller har man det ikke.

For dem, der har det, er det også forvandlingens time. Instinktivt bliver de bedre mennesker, selv gamle Jordbær forvandles og genoplever sit livs gyldne øjeblikke. Onkel Andrew og heksen derimod oplever dette som den rene tortur, nærmest som “en stank af død til død”(jvf.2 Kor 2:16).
Flere andre steder i fortællingerne holder Lewis os fast ved dette, at mødet med Aslan aldrig går upåagtet over nogen. Enhvers holdning kommer frem og kommer frem i stærke følelser af enten dyb kærlighed eller flammende had. Nogen mellemreaktion gives ikke.

Aslan træder nu frem majestætisk, frygtindgydende og tillidvækkende på en og samme tid. Og i samme sekund, man ser ham, mister man blikket for alt andet, også for det som for bare for et øjeblik siden lagde beslag på alle ens sanser.