Troldmandens nevø 1:
Eventyret og personerne

Af Louis Nielsen - KP 02-2003

Vores gennemgang af de enkelte bøger i Narniaserien er vi nu nået til nr.6 - “Troldmandens nevø”.

I forhold til Narnias kronologi er den egentlig den første, idet Narnia skabes i den, men i den proces, hvori den blev til i Lewis’ fantasi, er den nummer 6 og næstsidst, kun efterfulgt af “Det sidste slag”.

Hele Narniaserien blev til over godt seks år fra 1949 til 1956. Medens de fem første bøger i serien næsten flød fra Lewis’ pen - for et pars vedkommende var der kun få måneder imellem dem - gik det en del langsommere med de to sidste.

Lysten hos Lewis til umiddelbart efter “Løven, heksen og garderobeskabet” at fortælle om Narnias tilblivelse var stor, og han gjorde også forsøget, men gik på et forholdsvis tidligt tidspunkt i udviklingen af fortællingen død i den. Den kom til at vente en rum tid, hvori så de andre fortællinger blev skrevet.

I “Troldmandens nevø” skal vi et forholdsvis langt stykke ind i fortælling- en, før vi møder løven Aslan. For Lewis er det Aslan, som giver liv til og sammenhæng i hele krøniken om Narnia. Uden Aslan ville fortællingen aldrig være blevet den fortælling, den blev. Men Aslan var ikke det første billede, Lewis så for sig af de billeder, som kom til at skabe og udforme fortællingen om Narnia. Men pludselig var Aslan der, han ligesom “sprang ind i fortællingen” og i og med hans ankomst var der skabt enhed og sammenhæng i fortællingerne.

Lewis tænkte afgjort kristent, og for ham repræsenterede Aslan lige fra begyndelsen tydeligvis Jesus Kristus, Guds Søn, Skaberen og Forløseren. Men som vi allerede har sagt det nogle gange, er det sådan, at medens Lewis’ tro og hans teologiske reflektioner ligger bag fortællingerne om Narnia, er det ikke sådan, at han opfatter sig selv som apologet for kristendommen i forhold til de børn, som han skriver historien for.

Hvad han ønsker at opnå er at “døbe” (det udtryk han selv bruger) sine børnelæseres fantasi sådan, at når de senere i livet møder den virkelige og sande fortælling om Jesus Kristus, vil de allerede gennem fortællingerne om Narnia være fortrolig med denne fortællings begrebsverden og med det, som den indeholder og betyder.

Narniafortællingerne udkom på et tidspunkt, hvor man rynkede på næsen ad eventyr. Børns fantasi skulle bestemt ikke udvikles; det man skulle lære dem var at forholde sig til deres virkelighed. Jeg var personlig så heldig at have en far, som elskede eventyr og elskede at fortælle eventyr.

Da jeg selv fik børn i midten af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne var det den “realistiske” pædagogiske genre, som var den fremherskende i børnehaverne og medierne. Flere af de serier for børn, som TV frembragte og viste, handlede om børn fra skilsmissehjem. En harmonisk fungerende familie var et særsyn i skandinavisk producerede TV serier for børn, men kom til gengæld til orde i amerikanske serier som “Huset på Prærien” eller “Anne fra Grønnebakken”.

“Totte” - og “Lotte” bøgerne var umådelig populære, også fortællingerne om “Alfons Åberg”. Der var også fortællinger som åbnede op for fantasien, ikke mindst Astrid Lindgrens. Men det er tankevækkende, at hun ville næppe nogensinde have skrevet “Brød-rene Løvehjerte” og “Mio, min Mio”, hvis det ikke havde været for Tolkiens “Hobitten” og “Ringenes Herre” og ikke mindst Lewis’ banebrydende indflydelse gennem fortællingerne om Narnia.

De langt senere tilkomne fortællinger om Harry Potter ville heller aldrig have set dagens lys uden den succes, som Narniabøgerne opnåede, ganske vist ikke umiddelbart ved deres fremkomst men senere.

Intensiteten i fortællingerne om Narnia følger so sagt med Aslan og i hans spor. Når det gælder “Troldmand-ens nevø” dukker Aslan først op ved slutningen af kapitel 8 som den syngende løve, som ved sin sang skaber Narnia. Men historien forud herfor er bestemt også interessant, omend trist og grå, men dog isprængt humor og andre oplivende momenter.

Handlingen:
De indledende kapitler og nogle af de efterfølgende foregår i London i et trist kvarter, ikke et slum eller fattigkvarter, men heller ikke et rigmandskvarter, vel nærmest nedre middelklasse. Drengen Digory og pigen

Polly er hovedpersonerne sammen med Digorys skumle, lurvede og tarvelig onkel, som bestemt er ond, men kedelig ond, et djævelens barn, men ikke et saftigt og lækkert sådant, hvis vi skulle beskrive ham med Fangegarns terminologi (Fangegarn er departementchefen i det departement af Helvede, som beskæftiger sig med 5. kolonne virksomhed mellem os mennesker i Lewis’ “Fra Helvedes Blækhus”).

Sammen med Andrew, som onklen kaldes, og Digory bor også en gammel tante; hun skal vise sig at være en herlig gammel dame, ikke sådan at bide skeer med. Polly er en pige i samme husrække som den, hvor Digory bor, som han møder sådan en kedelig eftermiddag, hvor han ikke rigtig ved, hvad han skal tage sig til. Men han har det held at være fra en tid, hvor børn endnu kunne finde ud af at lege sammen. Digory er hos sin onkel og sin tante, fordi hans mor er syg, åbenbart dødelig syg. Det indgår som et senere ledemotiv i historien.

Onkel Andrew har sin interesse for det okkulte og for sort magi fra sin gudmor, “den gamle fru Lefay”, som ikke alene var mærkelig men tillige kriminel og en tid lang var fængslet.

Før sin død havde hun overdraget onkel Andrew en æske og havde afkrævet ham et løfte om, at han efter hendes død under iagttagelse af nogle bestemte ritualer ville brænde denne æske. Dette løfte havde onkel Andrew brudt, selv om der var gået lang tid, før han vovede at åbne æsken, som han frygtede måske indeholdt noget yderst farligt.

Fru Lefay havde hævdet om sig selv, at hun var en af de sidste i live med fe-blod i årerne. Æsken viste sig at stamme fra det forsvundne kontinent Atlantis. Men hvad indeholdt så æsken? Det var den store hemmelighed, som onkel Andrew kun tør tale om med hviskende stemme: “Æsken fra Atlantis indeholdt noget, der var blevet bragt hertil fra en anden verden, dengang vores verden endnu var ganske ny”. Men hvad indeholdt den? spørger Digory, hvis interesse nu trods hans modvilje var blevet vakt.

“Kun støv” sagde onkel Andrew “Fint, tørt støv”. ...... “Jeg vidste, fortsatte han, “at dersom man blot kunne give det den rigtige form, ville det støv kunne føre en med tilbage til det sted, det var kommet fra. Men det svære var at give det den rigtige form. Mine første eksperimenter var alle mislykkede. Jeg prøvede dem på marsvin. Nogle af dem døde bare. Andre eksploderede som små bomber ... “.

Efter mange andre genvordigheder lykkes det omsider onkel Andrew at fremstille en gul ring, med hvilken han først sender et marsvin og nu for et øjeblik siden har sendt Polly til den forsvundne verden, tror han da selv.

Men hvordan kommer man tilbage fra den anden verden? Det er det lumske og lumpne i onkel Andrews fremfærd over for børnene, at han har sendt Polly af sted uden at spørge hende, om hun vil, akkurat som var hun et marsvin. Og skal hun bringes tilbage, er Digory på forhånd tvunget til at tage af sted, for han har ikke fortalt Polly noget om eller forsynet hende med den grønne ring, som bringer en tilbage. Onkel Andrew er af en meget speciel karakter, men det vender vi tilbage til senere.

Onkel Andrew formoder, at den gule ring bringer en tilbage til den for-svundne verden. Men det er forkert. Den bringer en bort fra ens egen verden. I første omgang bragte den dem til Mellemskoven, som var en stille skov, hvor intet andet høres end træernes groen. Mellemskoven er fyldt af stilhed og ro, et vidunderligt sted hvor alting hviler og alting nærmest er glemt, men det er ikke et sted, hvor der foregår andet end, at træerne gror.

Men i Mellemskoven er der en masse små damme, og det viser sig nu, at hver af disse damme er “indgangen” til andre verdener, bestående verdner, som verdenen hvorfra Polly og Digory kom, verdener som er ved at forgå som Charn, som de snart er på vej til, verdener under skabelse som Narnia som de senere og gennem en anden dam kommer til. Nogle damme er udtørrede, og verdenerne, som disse damme repræsenterer, er døde verdener, forgangne verdener, som der ikke længere er nogen adgang til.

Charn er en kæmpeby fyldt af ruiner af slotte og borge, som dødens stilhed meget længe har ruget over. Støvet har lagt sig over alt, og alt ligger hen som i evig død. Solen hænger lavt, stor og træt på himmelen, som er også den ved at dø. Inde i hvad der måtte have været en riddersal eller tronsal sidder en række fornemt klædte konger, dronninger, prinser og prinsesser, alle døde.

Som Polly og Digory ser nøjere på hver af dem iagttager de, hvordan ansigterne på hver af dem bliver mere og mere stolte og hovne og mere og mere onde. Den sidste i rækken har en gang været en blændende skøn kvinde, men er samtidig bæreren af det ondeste ansigt, man kan tænke sig. Hun minder Digory ubehageligt om onkel Andrew.

Midt i salen står et mærkeligt bord, og over bordet hænger en klokke, og på bordet ligger en hammer. En inskription forkynder:

“Stop, o kvinde eller mand,
Og slå på denne klokke an;
Ellers får du ej at se,
Hvilke ting der så vil ske”.

Polly afviser, at de skal lade sig lokke til at gøre noget. For Digory stiller sagen sig helt anderledes an: “Jamen, kan du ikke se, at vi bliver nødt til at slå på klokken!”. - Der er i bogen nogle observationer om forskellen mellem piger og drenge, som vi vender tilbage til. -

Digory slår på klokken, som sættes i svingninger og først udsender en blid stille klang, som imidlertid vokser til infernalsk styrke, som får stedet til at ryste og styrte sammen omkring dem. Endnu værre vækker lyden også den blændende smukke, men onde dronning til live. Jadis er hendes navn. Hende skal vi komme til at høre meget mere om.

Digory og Polly er havnet i store fortrædeligheder på grund af hende. De prøver ihærdigt ved hjælp af ringene at komme væk fra hende og hendes verden, men hun er dem både for stærk og snu og følger med dem først til Mellemskoven, hvor hun bliver bleg og afmægtig og derefter tilbage til deres verden, til London.

Her har hun ikke har samme ma-giske kraft, som hun havde i Charn, men hendes styrke er alligevel overmenneskelig og skrækindgydende. Be-drøveligvis følger hun også med dem til Narnia, men den historie kommer først langt senere i bogen og må vente til en af de følgende artikler.

Efter at hun har forvoldt en forfærdelig masse ulykker i London, lykkes det omsider Digory og Polly at tage heksen med sig igen til en anden verden, først til Mellemskoven, hvor de lægger mærke til, at den dam, som havde været “indgangen” til Charn, nu var tørret ind. Charn var nu ophørt med at eksistere og hørte til mellem de forgangne verdener.

Med sig havde de også onkel Andrew, drochehesten Jordbær og dens kusk. Gennem en anden dam kommer de til endnu en verden, en tom verden tror de først, men nogle øjeblikke senere bliver de vidne til skabelsen af en ny verden. Skønt de har gjort alt, hvad de kunne for at slippe af med Jadis, Heksen, viser det sig, at hun også er fulgt med dem her.

På dette sted, hvad handlingen angår, slutter vi i denne artikel. I resten af artiklen og den næste vil vi prøve at danne os et billede af de personer, vi hidtil har mødt: først og fremmest Digory og Polly, onkel Andrew, dronning Jadis, men også tante Letty og londonkusken.

Personerne
Digory er i “Løven, heksen og garderobeskabet” professor Kirke, i hvis hjem de fire børn opholder sig, da de for første gang kaldes til Narnia. Gar-derobeskabet i den fortælling er faktisk gjort af brædder fra et træ, hvis frø kom fra Narnia. Derigennem forbindelsen mellem professoren og garderobeskabet og garderobeskabet og Narnia.

Digorys far er i Indien, og hans mor ligger dødssyg hos en onkel og tante i London, som også tager sig af Digory. Digory er som drenge er flest, men ef-terhånden som historien udfolder sig, ser vi, at han også kan tænke. Digory er en nysgerrig dreng, som gerne vil opleve eventyr. Som det ofte er tilfældet med børn har Digory også en udpræget retfærdighedssans, en instinktiv fornemmelse for, at der er moralske grænser, ingen må overskride:

“Idet han (onkel Andrew) sagde dette, udstødte han et suk, og han så så alvorlig og ædel og gådefuld ud, at Digory et øjeblik tænkte, at der virkelig var noget om det, han sagde. Men så kom han i tanke om det uhyggelige udtryk, onkelen havde haft i ansigtet et øjeblik før Polly forsvandt; og så gennemskuede han straks onkel Andrews flotte ord. “Det eneste, de betyder,” sagde han til sig selv, “er, at han tror, han kan gøre hvad som helst, han har lyst til, for at få hvad, som helst, han vil have”

Det er godt tænkt og iagttaget af en dreng. Digorys insisteren på, at onkel Andrew i forbindelse med Pollys for-svinden har handlet ikke alene egoistisk, men gement og ondt, viser, at verden for Digory er en moralsk verden styret af universelle moralske love, som intet menneske, heller ikke et menneske med oversanselige evner som onkel Andrew kan sætte sig ud over:

“Hans (Digorys) kinder blussede af vrede nu. “Det eneste, jeg kan sige,” tilføjede han, “også selv om du er min onkel (Digory er også en høflig dreng) - er, at du har opført dig som en ussel kujon ved at sende en pige til et sted, som du ikke selv tør besøge”.

Digory er styret af Tao, det sæt af fælles moralværdier, som ifølge Lewis (i “Menneskets afskaffelse”) er alle menneskers moralværdier uanset kultur og tid. Digory har endnu ikke været i Narnia, og Aslan ved vi endnu intet om. Onkel Andrews følelse af overlegenhed i forhold til de almindelige morallove er for Digory simpelt hen “vås:

“Åh, hold op med alt det vås,” sagde Digory. “Har du tænkt dig at hente Polly tilbage?”.

Onkel Andrew er blottet for enhver anstændighedsfølse og går ikke af vejen for det værste hykleri:

“Jeg håber”, sagde onkel Andrew et øjeblik efter med meget høj og kraftig stemme (som om han var den perfekte onkel, der netop har givet sin nevø en pæn drikkeskilling og et godt råd), “jeg håber, kære Digory, at du ikke er nogen bangebuks. Jeg ville være meget bedrøvet over at finde ud af, at et medlem af vores familie ikke var ærefuld og ridderlig nok til at komme en ...øh... nødstedt dame til undsætning.”
“Årh, klap i!” sagde Digory. “Hvis du selv var ærefuld og alt det dér, ville du også selv tage af sted. Men det ved jeg, at du ikke vil. Godt. Jeg kan se, at jeg bliver nødt til det. Men du er et uhyre. Du har garanteret planlagt det hele, så hun kom af sted uden at vide det, og at jeg så ville blive nødt til at følge efter hende.”
“Naturligvis,” sagde onkel Andrew og smilede sit væmmelige smil.
“Udmærket. Jeg skal nok tage af sted. Men der er én ting, jeg gerne vil sige først. Jeg har aldrig troet på trolddom før i dag. Nu kan jeg se, at der er noget om det. Og hvis det er rigtigt, så er alle de gamle eventyr vel mere eller mindre sande. Og du er simpelt hen en ond og grusom troldmand ligesom dem i eventyrene. Men jeg har bare aldrig nogen sinde læst et eventyr, hvor den slags mennesker ikke fik deres straf til sidst, og det vil jeg vædde på, at du også får. Og det har du fortjent.”

Det er fristende at sammenligne drengen Digory med andre drenge i Narniakrøniken, med Peter og Edward f.eks. for ikke at tale om Eustace. I forhold til Eustace er det næsten som om, at Digory kunne være kommet fra en anden verden.

Eustace er en moderne dreng, et produkt af det moderne skolesystem med dens “grønne bog”, hvor det mysteriøse og transcendente er afskaffet, hvor eventyr, drømme og længsler anses for upassende og uønskede, og hvor naturens og tingenes objektive virkelighed er ombyttet med det oplevende subjekts.

Eustace skal gennem en forfærdelig masse ydmygende oplevelser, før han bliver den dreng, vi kender fra “Sølvstolen”, og selv da er han ikke helt sluppet fri af arven fra sin uheldige opdragelse. Med risiko for, at fantasien løber af med os, kan man måske vove at drage en sammenligning mellem Lewis som barn og Lewis som teenager og ung mand.

Digory er mere den dreng, Lewis var som barn, Eustace mere Lewis som teenager og ung. Digory er opdraget med og fortrolig med objektive mo-ralske værdier, som ingen dødelig kan og bør sætte sig ud over, han er også fortrolig med, at det at være menneske betyder at stå til ansvar for sine hand-linger, om ikke før så på dommens dag. Mere om Digory senere.

“Mellemskoven” er et interessant sted i fortællingen. Flere steder i Narniakrønikerne er der indlagt sådanne steder, som ikke er en del af den verden, de forskellige børn kommer fra, men heller ikke en del af Narnia eller af Aslans eget land. Mellemskoven er ligesom et billede på det evige, som transcenderer det umiddelbare og øjeblikkelige.

Her åbner sig muligheden for nye eventyr og nye valg, men her lukkes samtidig af for andre valg og eventyr. Noget bliver muligt, andet umuligt. Det er ligesom et besindelsens og afklaringens sted midt i livets pulserende strøm. Her er rart at være, men samtidig er det klart, at man ikke kan blive her, men må videre. At møde det evige bliver livsbestemmende for et menneske.

At møde Gud som Abraham eller Moses eller Jeremias og talrige andre siden har mødt ham bliver livsforand-rende. At høre Jesus nævne ens navn og sige “Følg mig!” er ikke bare en begivenhed blandt andre begivenheder, det er begivenheden, som indebærer alle muligheder for at finde liv, men samtidigt, - hvis kaldet afvises, - risikoen for at miste livet, miste det for altid.

Henvisningen til Atlantis - det klassiske sagn om en forsvunden verden - og Mellemskoven med dens mange damme som porte ind til bestående verdener eller verdener under skabelse og med dens udtørrede damme som en slags dæksler over forsvundne og nu for altid lukkede verdener - er en ny påmindelse om Lewis’ tro på, at Gud godt kan have maget det sådan, at der faktisk har været andre verdener, og at der er andre verdener end den, vi kender.

Om det kan vi intet vide, derfor skal vi heller ikke udelukke muligheden for det. I Lewis’ fiktive bøger - Narniahistorierne , Science fiction Trilogien, Den store Skilsmisse, og omend på en anden måde i Fra Helvedes Blækhus og Før vi får Ansigter spiller muligheden for at kunne komme ind i andre verdener og eksistensen af andre verdener hinsides Mælkevejen og hinsides Tiden en enorm rolle ikke blot som et litterært påskud eller trick, men også som en slags “øjen - og tankeåbner” , som gør det muligt for læserne at overskride sine forestillingers begrænsning og dermed blive i stand til at tænke større tanker end de ellers vil kunne.

Sætter vi det ind i en kristen sammenhæng, kan vi i fuld alvor og med overbevisning også hævde, at det er just det, Skriften ved at fortælle sine fortællinger gør og det fra dens første fortælling til dens sidste. Ikke mindst inkarnationen med Jesu, Guds Søns komme til os bygger bro mellem himmel og jord, sådan at Guds liv kommer til os og evigt fællesskab oprettes mellem Gud og os.

Polly er en typisk pige, en pige med ben i næsen, en pige med pigers praktiske sans og med begge ben på jorden. Ingen vidtløfttigheder her. Som piger ofte gør, fortæller hun også Digory sandheder om ham selv, som han ikke just bryder sig om at høre.

Intuitiv men også pligtopfyldende kan hun vist også siges at være. Selv om Digory kan være et øg og kun kan takke sig selv for det rod, de er kommet i, står hun dog trofast ved hans side. Kort sagt er hun en brav pige.

Det samme kan siges om tante Letty. Hun lader sig ikke dupere, men holder fast ved de gode manerer. Ikke noget med tant og fjas. Hun “kalder en spade for en spade”. Hun er myndig og uforfærdet. Hun er også stærk. At hun kan holde ud at bo sammen med en mand af onkel Andrews karakter er en anelse gådefuldt.

Det har vel noget med kvinders generelle omsorg at gøre, deres større medlidenhedsfølelse, men har også noget med deres generelt større evner til at overleve og kapere det umulige at gøre.

Lewis delte den bibelske tanke om manden som “kvindens hovede” , men han så også en slags Skaberens ironi i den tanke. For på talrige måder havde Skaberen jo udrustet kvinden med de rigere og større gaver. Var det for at lære os, mænd som kvinder, at livet ikke er et spørgsmål om magt og evner, men om kærlighed og villighed til gensidig at underlægge sig hinanden og om at give afkald på at være den ypperste i tjeneste for den anden? Sådan reflekterer han over spørgsmålet mand/ kvinde og det evigt rivaliserende forhold mellem dem i bogen “The four Loves” - “De fire slags kærlighed” (ikke oversat til dansk).

I næste artikel går vi videre med handlingen i “Troldmandens nevø” og med et portræt af onkel Andrew og en analyse af Jaris, dronningen, som nogle kalder “heksen”, tante Letty “Den skamløse tøjte”.