sølvstolen 7:
Fra dødsriget til himmelen

Af Louis Nielsen - KP 04-2002

Kapitel 14: “Verdens bund”:
Noget i den skildring, som følger, minder påfaldende om de sidste kapitler i “Morgenvandrerens rejse” , hvor skibet er kommet til “verdens ende” og musen Rippitjip alene i sin lille skindbåd sejler mod verdens ende og Aslans eget land.

Kong Caspian havde dengang haft denne ubændige trang til at sejle med, og kun ved næsten at anvende vold var det lykkedes hans venner at afholde ham fra det og kalde ham tilbage til pligtens vej - til opgaven, Aslan havde kaldet ham til.

Prins Rilian har stående overfor kløften, som lukker op til Bism, riget under jordens bund, den samme hunger og trang efter det ultimative eventyr. Jill kan simpelthen ikke klare tanken om, at de skulle begive sig ned i den ildsprudlende kløft, og vender sit blik mod Eustace i forvisning om at få opbakning hos ham. Men hvad oplever hun?

“Hendes bekymring steg, da hun så, at hans ansigt var helt forandret. Han lignede mere prinsen end den gamle Schrubb fra forsøgsskolen. For nu huskede han alle sine eventyr og den tid, hvor han havde sejlet med kong Caspian”
“Eders Højhed,” sagde han. “Hvis min gamle ven, musen Rippitjip, havde været her, ville han have sagt, at vi ikke kunne afvise Bisms eventyr uden at få en plet på vores ære”.

Jill er endnu ikke blevet fanget så meget ind af Narnias unikke atmosfære, at hun er blevet grebet af den. Hun tænker endnu alt for rationalistisk, alt for meget efter, hvad hun har lært på forsøgsskolen.

Trangen til eventyr, som Narnia vækker hos mennesker, har kun i begrænset omfang meldt sig hos hende, hun sidder stadig for meget fast i nyttetænkning. Hun afviser også hårdnakket at tro på Golgs beskrivelse af Bisms “Ægte sølv , ægte diamanter”.

For hende kan sølv og diamanter kun komme fra miner under jorden, og her er de dybere, end hvor selv de dybeste miner findes.

At der under jordens dyb kan være et rige, hvor sølv, guld og diamenter er levende og vokser, hvor “man kan plukke en håndfuld rubiner, som man kan spise, eller presse sig en kopfuld diamantsaft” er endnu for Jill det rene vås. Hun vil slet ikke have evnet at følge Golg, når han fortsatte: “I vil ikke have noget tilovers for de kolde, døde skatte fra jeres sølle miner, når I én gang har smagt de levende fra Bism”.

Dødsriget i Bibelen
Men hvad er Bism, og hvad står det for i Lewis’ tankeunivers? I og med, at rejseselskabet nærmest styrtede ned i jordens dyb og siden blev ledt ned i Det dybe rige, og i og med, at de undervejs også passerede den sovende fader Tid, bibragtes vi en fornemmelse af, at det var de dødes rige, de besøgte.

Heksen, Fruen af den grønne Kjortel, som hun kalder sig i denne bog, har været henvist til dødsriget, men derfra er hun igen på vej tilbage til overfladen, tilbage til Narnia, som hun, da børnene og Muddermukke endelig nåede frem, er så tæt på at generobre, at vi taler om næste dag og ikke om en uge, måned eller år.

Mange forestillinger brydes i dette her. Bibelens apokalyptiske beskrivelser er bestemt med, græsk mytologi også middelalderkirkens opfattelse og beskrivelse af underverdenen, som også ligger bag Dantes “Guddommelige komedie”.

Det nye Testamente taler om “afgrunden” , og om “det høje og det dybe”, og om dødsriget. Traditionelt opfattes dødsriget som “under jorden” , man stiger ned i Sjeol, dødsriget. Men i Det nye Testamentes univers er de hensovede hellige nok i deres grave, men selv er de i Paradiset, “hjemme hos Herren”, om det er Himmelen selv eller Himmelens forgård, kan vi ikke vide, saligheden og lykken der behøver vi ikke at have den mindste tvivl om.

Bibelen forkynder også tydeligt og klart, at der ikke er noget sted i universet eller for den sags skyld universerne, hvor Gud ikke er til stede, hvor hans magt ikke når os. Intet sted, hverken i det højeste høje eller i det dybeste dybe, kan isolere os, så hans kærlighed ikke når os, omvendt kan vi ikke gemme os noget sted, hvor hans dom ikke vil kunne nå os.

Det nye Testamente proklamerer også frejdigt, at Kristus ikke alene er Herre over levende og døde, men også over det dybe, død, dødsrige, helvede. “Op” og “ned” behøver ikke at forvirre os, de er ment som metaforer for hele universet, for alt, hvad Gud har skabt i rum og tid. Og overalt i rum og tid er han den Almægtige.

Evighedslængslen
Verdens ende, som Rippitjip rejste imod, er set fra Narnias perspektiv forgården til Aslans eget land, Bism nede i jordens dyb er for gnomerne det samme, landet med uendelig og fortættet salighed, en salighed som gør det livløse levende, en herlighed fuld af farvepragt, hvor vi hører kerubernes røst ud fra ilden (salamanderne, mini dragerne). Her er selv drager gode skabninger.

Har man været i Bism, vil man ikke længere “have noget tilovers for de kolde, døde skatte fra jeres sølle miner, når I én gang har smagt de levende fra Bism”.

Ikke så mærkeligt, at Rilian, som har genfundet sin narniske natur, - ligesom hans far som i sin tid måtte tvinges til at blive i stedet for at rejse til “verdens ende” - , må tvinge sig selv til ikke at følge Golg: “Vi må jo nok desværre drage af sted,” sagde prinsen, “men jeg efterlader det halve af mit hjerte i landet Bism”.

I Narniakrønikerne er denne dybe længsel efter Aslans eget land (Himmelen) et absolut gennemgående træk. Som Narnia og alt ved siden af, over og under, er skabt af Aslan og underlagt ham, men Narnia landet han kommer til, lider for, dør for, kæmper for og lader bestå til hans eget rige kommer, således længes alle Narnias sande og ægte beboere efter Aslan.

Overført til vores verden og til kristen erfaring kan vi sige, at evighedslængselen gløder i alle sande kristnes hjerter, hvor den mangler er noget afgjort og uendelig værdifuldt slået i stykker. Evighedslængselen og evighedshåbet fortættes de steder i Narniakrønikerne, hvor vi befinder os ved “verdens ende” eller som her foran kløften til Bism. Men det må blive ved længslen, for opgaverne presser sig på, og de skal løses, for de er pålagt dem af Aslan.

Først i den sidste af krønikerne “Det sidste slag” opfyldes de for altid.
At Rilian, Eustace, Muddermukke og Jill har opholdt sig så længe her foran kløften har forsinket dem, og tiden begynder at blive kritisk, for snart vil alt i Det dybe rige ligge under vand. Efter møjsommeligt at have kæmpet sig gennem vandmasser og op ad bakke, medens lysene gradvis aftager og til sidst helt slukkes, står de pludselig tilbage “i buldrende mørke”.
De har brug for at opmuntre hinanden, hvilket de unægteligt gør på hver sin måde:

“Tab ikke modet, venner,” sagde prins Rilians stemme: “Hvad enten vi lever eller dør, vil Aslan være vores herre”. “Det er nemlig rigtigt,” sagde Muddermukkes stemme: “Og I må ikke glemme, at der er én fordel ved at være spærret inde hernede: Der skal ikke bruges penge til en begravelse”.

Ubestridt af både Rilian og Muddermukke er, at “Hvad enten vi lever eller dør, vil Aslan være vor herre”.

Det ligger så tæt op af et direkte bibelcitat, som noget kan være: “Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende” (Rom 14:8b-9).

Medens Rilian forventer, at de vil leve, forventer Muddermukke, at de vil dø. Men hans pragtfulde, sorte, dødsfornægtende humor fornægter sig ikke. Og så følger atter en af Muddermukkes perler, den med fordelen ved at være spærret inde hernede: “der skal ikke bruges penge til begravelse”. Men naturligvis er de samtidig bange. Og det kan høres på deres stemmer.

Derfor foretrækker Jill intet at sige. Hun vil ikke, at de andre skal vide, at hun er bange. Men vent! noget er ved at ske.

Jill forsvinder (kapitel 15)
Hvis vi skal gøre os noget håb om at blive færdig med “Sølvstolen” med denne artikel, - og det skal vi - må vi haste gennem dette kapitel, ikke fordi det ikke indeholder mange interessante ting og mange dybsindigheder, for det gør det, men ganske enkelt for at blive færdig.

Jill er stående på Muddermukkes skuldre kommet gennem overfladen til et landskab, hun til at begynde med ikke kender som et landskab, men som hun lidt efter lidt oplever som at være kommet op til omverdenen igen, ja at være landet midt i Narnia.

Imedens er de øvrige stadig der, hvor de var, da Jill med et var blevet både tavs og borte. Eustace er sur på Muddermukke, som ikke har kunnet holde fast på Jill:

“Jeg ved det ikke, Scrubb,” stønnede Muddermukke. Det skulle ikke undre mig, om jeg er den fødte taber. Skæbnen har nok udpeget mig til at forvolde Poles død, ligesom den udpegede mig til at spise talende hjort på Harfang. Ikke fordi jeg ikke selv kan gøre for det, for det kan jeg”.

Da prinsen kommenterer den skam, de har pådraget sig ved at “sende en tapper ungjomfru i favnen på fjenden” svarer Muddermukke ham:
“Se nu ikke alt for sort på det, herre. Vi er nok i sikkerhed hernede, men vi risikerer at dø af sult”.

Atter en af disse perler. Der er næsten noget Storm P over det. Muddermukke tror på en bestemmelse i livet, og bestemmelsen har ikke udpeget ham som en af de heldige. Og det accepterer han fuldt ud, og accepterer det så helhjertet, at han ikke gør sig til et offer, men påtager sig det fulde ansvar, også for de bommerter, han gør sig skyld i.
Muddermukke er ædel og tapper, var han et menneske, ville vi sige, at han er et rigtigt mandfolk. Ikke noget klynk her, ikke noget med at gøre alt og alle til syndebuk.

Det er forfriskende i en tid, hvor ingen er skyld i noget, men hvor vi alle klarer frisag ved at henvise til gener og livsbetingelser. Det er den samme karskhed, som møder os i Jesus, og lyser os imøde, når vi læser Det nye Testamente. Da Rilian endelig er blevet gravet frem, siger Lewis om ham:

“Ingen var overhovedet i tvivl om, hvem han var........Selv om han var bleg efter den lange indespærring i Det dybe rige og sortklædt, støvet, ukæmmet og træt, var der noget ved hans ansigt og holdning, som ikke var til at tage fejl af. Det ansigtsudtryk har alle sande narniske konger, som er herskere af Aslans nåde og sidder på Kong Peter den Prægtiges trone på Cair Paravel”.

Få Muddermukker
Det er bemærkelsesværdigt, at Rilian efter så længe at have været under Heksens magt, nu så kort tid efter at være blevet udfriet af Aslan, har genfundet og genvundet alt, hvad han engang var som kronprins af Narnia. Det er ligefrem at læse i hans ansigtstræk.

Siden enhver, som tror på Jesus og har ham som Konge, er oprejst og sat som konge med ham, kan vi fundere over, hvad det betyder overført til os. Noget af Jesus Kristus skulle også kunne genkendes i os, som en dag skal se Ham som han er, og når vi ser ham blive ham lige.

Rilian hyldes nu af sine narniske undersåtter og blandt dem “brød jubelen løs, og folk hoppede og dansede af glæde og omfavnede hinanden og kyssede hinanden og klaskede hinanden på ryggen. Det var så gribende, at tårerne vældede frem af Jills øjne. Alle deres prøvelser havde været umagen værd ”. Det taler altsammen for sig selv og behøver ingen kommentar fra min side.

Hvad siger Muddermukke? Ikke andet end, hvad vi har vænnet os til at forvente af ham. Ingen sejr, den være sig nok så stor og ingen virak, gør nogen forskel for ham. Ufortrødent har han gennem hele fortællingen været den samme:

“Jill hørte Muddermukke sige til dem, der flokkedes om ham: “Nej, nej, min historie kan vente. Jeg har ikke oplevet noget særligt - ikke noget, der er værd at snakke om. Nej, jeg vil høre, hvad der er sket, mens jeg har været væk. Prøv ikke at pakke det ind; jeg ønsker den usminkede sandhed. Har kongen lidt skibbrud? Har der været nogen skovbrande? Krig ved den calormenske grænse? Eller måske et par drager? Det skulle slet ikke undre mig”. Og alle væsenerne lo højt og sagde: “Er det ikke bare typisk af en marskmule?””

Alle menigheder har en Muddermukke eller to, selvom de desværre er en uddøende race. Muddermukkerne er mennesker, som ikke stiller nogen krav, og som bare gør tingene, fordi tingene skal gøres; de kendes ikke på de store følelser, de store armbevægelser eller de store ord, men på, at de er der, altid rede til at bære deres rigelige del af de fælles byrder.

Mange brikker falder nu på plads for Narnias indbyggere. De ser hele plottet for sig og kan trække trådene tilbage til hin gang, hvor Narnia lå hen i mørke og evig vinter , fordi en ond heks havde nedkaldt den over landet. Den samme ondskab, nu bare iklædt en anden forklædning havde endnu engang planlagt et dødeligt anslag mod Narnia.

“Og af det, Eders Højhed, kan vi lære, at heksene fra norden altid er ude på det samme,” sagde den ældste dværg, “men at de planer, de lægger for at tilrane sig magten, ændrer sig, som tiden ændrer sig.”

Det er vise ord, som finder både tilslutning og genklang i det, som Bibelen fortæller om Guds ærkefjendes strategi og desperate forsøg på at fravriste Gud, hvad der alene retmæssigt er hans. Kirken må indstille sig på, at sådan er det, og vil det forblive, til Kristus kommer igen, og den må indrette både sin årvågenhed og sit beredskab efter det.

Tingene bliver sat på plads (kapitel 16)
Også gennem dette kapitel må vi hastigt ile. Mange ting sker i dette kapitel, vigtigst er, at Aslan kommer, og det Aslan udretter. Der tages afsked i dette kapitel, med nogle for altid på denne side Aslans eget rige.

Muddermukke siger vi farvel til. Som børnene gør vi det med vemod og med beundring. Af ham har vi lært virkelig meget.

Der er mange dybt fascinerende skikkelser i Narniakrønikerne, men blandt dem, vi husker længst, er musen Rippitjip og marskmulen Muddermukke. Jill gør det hele om Muddermukke op i disse ord:

“Muddermukke! Du er en rigtig gammel fupmager. Du lyder så sørgmodig som en bedemand til begravelse, men jeg tror, at du i virkeligheden er lykkelig. Og du taler, som du er bange for alt mellem himmel og jord, men i virkeligheden er du tapper som ... som en løve”.

Finere kan det ikke siges, især det sidste med den indlagte tænkepause og så ordene som fuldender portrættet og sætter det hele på plads: tapper som .... som en løve”.

I Narnia er der ingen sammenligning, som når så højt som den, for Aslan er en løve, men en løve af en helt særlig slags. Så højt som han når naturligvis ingen, men sammenlignes man med en løve, så har man fået den højeste udmærkelse, nogen kan opnå. Muddermukke vil aldrig tro det om sig selv, men alle vi andre giver med glæde Jill ret.

“Gid jeg var hjemme,” sagde Jill. Eustace nikkede. Han sagde ikke noget, men bed sig i læben. “Jeg er kommet,” sagde en dyb røst bag dem. De vendte sig og så Aslan selv, så farvestrålende og nærværende og magtfuld, at alt andet kom til at se trist og blegt ud i sammenligning med ham.
Og på kortere tid, end det tager at tage en indånding, glemte Jill alt om den døde konge af Narnia og kunne kun tænke på, hvordan hun havde fået Eustace til at falde ud over skrænten, og hvordan det var lykkedes hende at gå fejl af næsten alle instrukserne, og alle skænderierne og skærmydslerne. Og hun prøvede at sige “Undskyld”, men hun kunne ikke få et ord frem.
Så trak løven dem hen mod sig med sit blik og bøjede sig og berørte deres blege ansigter med sin tunge og sagde: “Tænk ikke over det. Jeg skælder ikke altid ud. I har gjort det arbejde, jeg sendte jer til Narnia at gøre”. “Må vi tage hjem nu, Aslan?” spurgte Jill.”

Det kan ikke siges sandere og smukkere. Denne følelse af tillid, men også skam vi kender, når vi står foran Jesus. For der er jo vitterligt meget i vejen med os, og mange ting i vores karakter, sind og opførsel er mange gange meget tæt ved at forpurre det gode, han vil med os og sender os til.

Der er i sandhed ikke meget at være stolt af. Vi ved også med os selv, at undskyldningerne, vi så let former både overfor os selv og overfor andre, ikke rigtig duer og holder over for ham. Vi har ikke andet at sætte vor lid til end han. Men han er der, og han er den samme.

Det er kun ved hans hjælp, at de overhovedet har udrettet ærindet. Alligevel får de æren for det, for sådan er han.

Hans stille berøring af deres ansigter med sin tunge er hans måde at fortælle dem på, at alt er tilgivet, at de stadig er elskede af ham, som de altid har været elskede af ham, og at han egentlig er stolt over dem. Nej han skælder ikke altid ud. Egentlig er det en overdrivelse, for er det ikke temmelig sjældent, at han skælder ud?

De sidste blade af kapitlet og bogen er fyldt med en poesi og en patos, som er dybt bevægende og ikke lader nogen af os uberørte.
Eventyret er ved at være slut. Endnu engang møder Jill og Eustace Aslan oppe på Aslans bjerg “højt over og hinsides enden af den verden, som Narnia ligger i”. “Det sære var, at begravelsesmusikken for kong Caspian spillede videre, selv om det ikke var til at sige, hvor den kom fra ( Caspian døde lige som Morgenvandreren sejlede i havn). De gik ved siden af vandløbet, og løven gik foran dem - og han blev så smuk og musikken så sørgelig, at Jill ikke vidste, hvilken af tingene det var, der fyldte hende med tårer.

Genkender vi ikke denne fortættede dobbelthed fra kristne begravelser, på den ene side den knugende sorg og på den anden opstandelsens triumf og dybe glæde? Det må altid være præstens opgave ved en begravelse at forløse begge.

“Så standsede Aslan, og børnene kiggede ned i vandløbet. Og dér, på det gyldne grus på bunden, lå Caspian, død, med vandet strømmende hen over sig som flydende glas. Og de græd alle tre. Selv løven græd: Store løvetårer, der hver var mere kostelige, end hele Jorden ville være, hvis den var en diamant.
Og Jill bemærkede, at Eustace hverken lignede et barn, der græd, eller en dreng, der græd og prøvede at skjule det, men en voksen, der græd. Det var i hvert fald det nærmeste, hun kunne komme det; men som hun bagefter sagde, så synes mennesker ikke at have nogen bestemt alder oppe på dette bjerg”

I den næste scene er vi igen i et forklarende glimt fremme ved opstandelsens tidsalder. Og hvor genialt af Lewis at lade blodet fra Aslans pote falde ned i vandløbet over kongens lig. Korset, som livstræet gror af, får på den måde den evige gyldighed, også i opstandelsens rige, som korset har i kristen åbenbaring:

“Og frem piblede en stor bloddråbe, der var mere rød end noget, du nogensinde har set eller overhovedet kan forestille dig. Og den faldt ned i vandløbet over kongens lig. I det samme stoppede den sørgelige musik. Og den døde konge begyndte at forvandle sig. Hans hvide skæg blev gråt og derefter gult, og samtidigt blev det kortere og kortere, indtil det til sidst helt forsvandt; og hans indsunkne kinder blev runde og friske, og rynkerne glattedes ud, og han slog øjnene op, og både hans øjne og læber lo, og pludselig sprang han op og stillede sig foran dem - og han var nu en meget ung mand eller dreng (Jill kunne ikke se hvad, for folk har som sagt ingen bestemt alder i Aslans land - selv om det naturligvis også her er de dummeste børn, der er mest barnlige, og de dummeste voksne, der er mest voksne). Og han fór hen til Aslan og slyngede sine arme så langt rundt om den tykke hals, som de kunne komme; og han gav Aslan et kongeligt kys, og Aslan gav ham et løvekys”.

Aslans bjerg er en slags forklarelsens bjerg, hvor livet og døden forklares, hvor vi får lov til at se ind i Aslans eget land (opstandelsens rige), som Rippitjip for længst er blevet lukket ind i, som Caspian nu lukkes ind i, men som det endnu ikke er tiden, at børnene skal lukkes ind i:

“Men er han ikke... død?” spurgte Eustace, idet han vendte sig mod Aslan. “Jo,” sagde løven meget stille, næsten (tænkte Jill) som om han lo. “Han er død. Det er sket for de fleste, ved du nok. Selv mig. Der er ganske få, som ikke har prøvet det”. “Åh,” sagde Caspian. “Nu er jeg med. Du tror jeg er et genfærd eller sådan noget pjat. Det ville jeg også være, hvis jeg tog tilbage til Narnia nu; for jeg hører ikke til dér længere. Men man kan ikke være et genfærd i sit eget land. Måske ville jeg blive et genfærd, hvis jeg tog til jeres verden. Jeg ved det ikke. Men det er vel heller ikke jeres længere, nu hvor I er her”. Et voldsomt håb voksede i børnenes hjerter. Men Aslan rystede på sit lådne hoved. “Nej, kære børn”, sagde han. Når I møder mig her igen, vil I være kommet for at blive. Men ikke nu. I må tage tilbage til jeres verden en tid.”

Det er en skam, at vi ikke kan få det hele med, for på de sidste sider er der mange underfundigheder og morsomme ting. Læs dem selv. Der er endnu engang et hip til forsøgsskolen og dens rektor, som afslører, hvor bidende sarkastisk Lewis kan være. Han er bestemt ikke uden vid.

Det er et af de steder i Narniakrønikerne, hvor man nærmest slår sig på lårene af grin. Vi får også et sidste glimt af Muddermukke og får lov til at glæde os over, at alt er ved det gamle. Alt andet ville også være ubærligt. Vi er endnu ikke i Aslans eget land.