det sidste slag 9:
Det store bedrag

Af Louis Nielsen KP 01-2008

2. artikel om 9. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

Vi sluttede i sidste nummer med nogle kommentarer over Eustace’s og Jills samtale og reflektioner over døden. Jill har sagt, at hun hellere ville dø i kamp for Narnia end blive gammel og dum derhjemme.

Hertil svarer Eustace: “Eller blive smadret i et tog!”. Igen er de tilbage ved togulykken, som de måske, måske ikke har oplevet i England, og hvis de har da kun i sekunder, idet de, inden de nåede at registrere det, befandt sig i Narnia. Men hvis de nu virkelig døde i England, hvad så? Ville man have fundet dem døde, eller var de blot borte uden at efterlade sig spor?

Det er overordentlig vigtige spørgsmål, de her er optaget af, spørgsmål, som ved-rører os alle. Hvad er døden for den, som kender Aslan og kender Narnia? Og som kristne spørger vi: Hvad er døden for den, som kender Jesus Kristus, som har hørt om landet hinsides alle verdener, har hørt Jesus sige, at i hans Faders hus er der mange boliger, og at han er gået bort for at berede os plads, og at når han har beredt os plads, kommer han igen og henter os til sig, for at hvor han er, der skal vi også altid være (Joh 14:1 ff.)?

Vi har ofte iagttaget, hvordan Lewis’ skildringer i Narniakrøniken flugter den virkelighed, som rulles op for os i Det Nye Testamente. Lewis var personligt meget optaget af spørgsmålet omkring døden. De senere af hans år levede han meget i skyggen af døden, først ved sit ægteskab og samliv med Joy Davidmann, som havde cancer, og hvem døden var rykket meget nær i det meste af den korte tid, de fik sammen, og senere på grund af sin egen alvorlige sygdom. Men også som filosof, essayist, apologet, foredragsholder, storyteller og kristen beskæftigede han sig meget med spørgsmålet.

Vi siger ikke for meget, når vi hævder, at Lewis, når det gjaldt døden, tog Bibelen og den kirkelige overlevering helt bogstaveligt, og barnligt og blindt troede på, at for den kristne var der et evigt liv i vente, og ikke bare evigt liv forstået abstrakt og i almindelighed, men som konkret, personlig og ufattelig rig og glædesmættet eksistens. Det tema vil vi se kraftigt udviklet i denne bogs seneste kapitler.

Teologiske temaer som mellemtilstand - den troende mellem døden og opstandelsen - og det evige livs endelige form og beskaffenhed bliver også - men i Narniaverdens eget forestillingsunivers og sprog - temaer i forhåndenværende bog.

Spørgsmål om et liv efter døden og om den evige verden véd vi i sagens natur ikke noget om. Vort liv rækker ikke længere end til døden. Alligevel er det et spørgsmål, som altid har optaget menneskeheden. Det er næsten som om, vi er skabt sådan, at vi ikke kan affinde os med alle tings endelighed, herunder også vor egen endelighed.

Har Prædikeren ret, når han siger, “også evigheden har han (Gud) lagt i deres hjerter” (3:11; 1931 oversættelsen og tidligere)? Vi kan drømme, vi kan spekulere, og digte myter - og det har vi gjort, og det gør vi i vid udstrækning - men vide noget om et liv efter døden og om den evige, transcendente verden kan vi ikke, medmindre det bliver åbenbaret os af Gud.

Sådan en åbenbaring har vi fået med Jesus Kristus. Formålet med hans komme var bl.a. også at åbne Himmelen op, at berede os plads hos Gud og skænke os evigt liv. Og om det talte han tydeligt og klart: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden” (Joh 8:52) eller “Den, der tror på mig, skal leve om han end dør, og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø” (Joh 11:25-26). Til røveren, som dør sammen med Ham på korset, sagde Han: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23:43).

Budskabet om Jesu opstandelse bærer med sig, at der følger en opstandelse af alle, som hører Kristus til, for Kristus opstod som “førstegrøden af dem, som sover hen” (1 Kor 15:20, og når Herren kommer igen vil alle, som er hans, blive gjort levende, som Han selv er levende (1 Kor 15:22).

Paulus insisterer på, at den kommende opstandelse ligesom Herrens egen opstandelse vil blive en legemlig opstandelse (1 Kor 15:35 ff.); alle vil vi blive forvandlede, og “dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed” (1 Kor 15:54).

Det véd vi, for det er tydeligt og klart fortalt os. Men for mange, ja faktisk for det store flertal af kristne er døden kommet, før Herren er kommet igen, og for dem og for os, hvis vi også bliver blandt dem, har det store og til tider ængstelige spørgsmål været og er det: Hvad sker der os mellem vores egen individuelle død og opstandelsen og forvandlingen ved Herrens genkomst? Hvor er vi? Venter vi i graven? men alligevel er vi i en tilstand af bevidsthed om at være i Guds nærvær, af at “være borte fra legemet, men hjemme hos Herren” (2 Kor 5:8).

Svaret på det spørgsmål er ikke så tydeligt som svaret på det første, men ud fra Paulus’ undervisning i 2 Kor 5:1-10 og Fil 1:21 ff. kan vi have en stærk fornemmelse af, at for de hensovede kristne er der en tilstand af oplevet nærhed hos Herren i tiden mellem den enkeltes død og Herrens Jesu genkomst.

Det er det, Eustace’s og Jills ordveks-ling her på vej til Staldbakken dybest set handler om. Har vi læst bogen til ende, ved vi, at der skete en jernbaneulykke, og at både Eustace og Jill og forøvrigt også de øvrige Narniabørn er døde, men endnu har de kun en fornemmelse af, at ulykken skete, men ingen oplevelse af hvordan og med hvilket udfald. Og det må siges at være en “dejlig” måde at dø på.

Mange af de spekulationer, vi gør os om døden, og den uro den altid skaber hos os, vil vi blive sparet for, hvis vi lærte at tage livet af Jesu hånd. Så vil vi også kunne tage døden af hans hånd. Så er han med i liv og i død helt hen til og helt igennem afslutningen lige hen til og gennem indgangen til Paradiset, til “Aslans eget land”, “landet hinsides havet”. Selvfølgelig er det ikke lovet os, at vores død bliver hurtig og pludselig som Jills og Eustace’s, måske trækkes den ud over uger, måneder og år og bliver måske smertefuld og angstbetonet, men det ændrer intet ved, at “hele vejen går han med mig”, og at vejen “går til Paradis”.

Hvor i historien er vi?
“Mens Jill og Eustace snakkede om dette, drøftede de andre deres planer og blev mindre og mindre nedtrykte”og hen mod afslutningen af samme afsnit: “Og Tirian hørte alt dette og tænkte:

“Men hvad med Tash?” (han var jo allerede i Narnia) og følte i sit hjerte, at intet af alt det (det som dværgen Poggin havde talt om) ville ske. Men hansagde det ikke højt”.

Det føles altid godt, når man nærmer sig at kunne tage en afgørelse. Det at tale med hinanden og drøfte planer åbner muligheden for at kunne komme videre, og det er altid en god fornemmelse. Men denne situation adskiller sig på mange måder radikalt fra nogen situation, Narnia før havde været i.

Kriser havde der været mange af, og ved Aslans hjælp og mellemkomst var man kommet gennem dem, og Narnia bestod fortsat. Men også Narnia vil få en ende, som alle verdener vil det. “Den tanke, at al lykke og glæde var forbi, blev skubbet ud af deres hoveder”.

Poggin, dværgen som var forblevet loyal, så meget lyst på det hverv, der lå foran dem. I nat ville de vinde, og sejren betød, at deres mere langsigtede strategi måtte lægges om fra en direkte konfrontation med calormenerne her og nu til en langtrukken guerillakrig. Og også det havde der været fortilfælde af i Narnias tidligere historie.

Hvad kan vi i kirken og i vores kristelige univers bruge dette til? Lewis fortæller sin historie, og det er nok. Men i og med, at han fortæller historien, tvinger han os hele tiden tilbage til den virkelige verden, den verden vi lever i. Og hvordan gør vi de lektier og erfaringer, vi lærer i Narnia, nyttige i vores verden? Hvordan vil vi reagere, og hvordan vil vi tænke, når det for alvor er de sidste tider, når tidsaldrenes afslutning er kommet, og Herrens komme står foran at skulle ske?

Problemet og udfordringen for kirken er, at hvornår kan vi aldrig vide. Tiden som sådan er “de sidste tider” og mange af varslerne på de sidste tider er allerede til stede i historien og i tiden. Så på en måde må vi rose Poggin og de andre i selskabet, som hanker op i sig selv, taler sammen, lægger planer og bliver mindre og mindre nedtrykte. Sådan er vi vel altid forpligtede til at handle. Men samtidig behøver vi også personer af Tirians og Ædelstens slags, som lytter ind til Guds ord og fornemmer tidens tegn og tyder tidens tegn og tyder dem rigtigt. For sandheden er jo, at vi har fået tegn.

Både Jesus og apostlene har givet os tegn. Disse tegn, kan man indvende, har jo passet på så mange tidsaldre, sandt nok, men en dag indtræffer de så tydeligt, at vi med årvågenheden i behold, med guddommelig visdom i hjertet og med Helligåndens hjælp vil kunne se, at nu sker det, og sker meget snart. Og når først det sker, er tiden for strategier og planlægning slut, så er der kun en ting at gøre, og det er at “følge Lammet hvor det går” (Åb 14:4-5). Dermed er vi tilbage til Jills: “Jeg vil hellere dø i kamp for Narnia end blive gammel og dum derhjemme”.

Det store bedrag:
Vejen til Staldbakken føltes uendelig lang. Alle mulige og umulige ting skete, som Lewis klogelig holder sig fra at skildre- “det er af den slags ting, man ikke kan beskrive ordentligt, med mindre man skriver side op og side ned om det”.
“Ventetiden var langt det værste”. Søvn blev der ikke meget af. Og så dog: “Tirian, der hvilede hovedet på Ædelstens flanke, sov så trygt, som lå han i sin kongelige seng på Cair Paravel, indtil han vågnede ved lyden af en gonggong og satte sig op og så, at der var blevet tændt bål omme på den anden side af stalden, og vidste, at timen var kommet”. Som en anden kong David oplevede han “i fred at kunne lægge sig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed” (Sl 4:9).

Enhjørningen, Ædelsten og kong Tirian er overbevist om, at enden er kommet, og at det for dem kun er et spørgsmål om timer, før det er slut for dem. Derfor tager de også rørende afsked med hinanden, gør op - ikke, at de kan komme i tanke om noget udestående, men man ved aldrig? - ser med taknemmelighed og glæde tilbage på livet, de har levet og delt med hinanden.
Ædelsten kan ikke tænke på noget andet liv end det, han havde levet, om så Aslan gav ham mulighed for at vælge om. Og han kan heller ikke tænke sig nogen anden død end den, de sammen er på vej til at møde. Fred, vidunderlig fred er det eneste ord, som dækker denne afskedsstund. Fred og alt godt.

Så smukt, så stille, så fredfyldt den foregående scene er tegnet, lige så styg, lige så omstyrtende, lige så rædselsvækkende er den, som nu kommer. Nogle ord fra Jesu lidelseshistorie kan sættes som overskrift over afsnittet: “Dette er jeres time, og mørket har magten” (Luk 22:53). Forførelse, underfundighed og bedrag fylder luften og gennemtrænger den, så man næsten ikke kan ånde. Dette er Rødmisses værk, og det er Tash’es værk. Finte, aben har “bare” været “stråmand”, skabningen med det opblæste ego, som har ladet sin dovenskab, sin glubende appetit, sin gennemførte selviskhed og sin udnyttelse af andre i den grad tage magten over sig, at intet efterhånden var helligt for ham.

Sådanne væsener er altid nyttige for kyniske, gennemført onde, men kloge og snu skabninger som Rødmis. Men som begivenhederne nu har udviklet sig for Finte, er det ikke længere så morsomt, som det engang var.

“Rishda Tarkan trak aben helt hen til bålet. .... “Og nu, abekat,” sagde Rishda Tarkan lavmælt. “Sig de ord, som klogere hoveder har lagt dig i munden. Og hold hovedet hævet.” Idet han sagde dette, gav han bagfra aben et lille skub eller sparkmedsin tåspids.”

Aslan er nu blevet til Tashlan, et hybrid af navnene Tash og Aslan med Tash naturligvis som første stavelse. Men Finte, som indtil nu har været vant til at tale om Aslan, glemmer det med Tashlan og bliver øjeblikkelig i en hviskende tone sat på plads af Rishda: “Tashlan, dit fjols. “Jeg mener naturligvis Tashlan,” sagde aben. “Tashlan er meget vred over det.”

Tash og Aslan er så meget modsætninger, som tænkes kan. Det ondskabs-fulde og forførende i situationen er, at Narnias indbyggere skal tvinges eller overtales til at tro, at Tash er identisk med Aslan. Det onde kan ikke skabe, for det ligger i dets natur at ødelægge, æde og optage det skabte liv i sig uden at give noget som helst igen.

Eftersom kongedømmet og magten over alle mennesker er lagt i Jesu Kristi hænder, han, som opofrede sit liv for sin skabning, og som elsker sin skabning (Joh 17: 1-5) har løgnens fader og morderen fra begyndelsen ingen anden chance end ved forførelse og bedrag at få menneskeheden til at tro, at hans talsmand på jorden (Antikrist) er Kristus. Men Antikrist er så langt fra den sande Jesus Kristus som tænkes kan, og Bibelen har ikke andet navn til ham end Antikrist. “Anti” betyder både en som er imod, og en som erstatter. Og det er også den sande historie om Tashlan, han er både en, som er imod, og en som erstatter den sande Aslan.

Det er det bedrag, Rødmis, Rishda Tarkan og Finte fører sig frem med. Pusle er blevet borte, myten om, at Aslan er her, og at Finte har talt og taler på hans vegne kan ikke længere vises frem. Men de tre er rede med en ny løgnehistorie, som dementerer den første med en ny og endnu værre løgnehistorie:

“I det øjeblik, hvor Tashlan den Frygtelige er iblandt os - dér i stalden lige bag mig - har et ondsindet dyr fundet på at gøre noget, som man ikke skulle tro, at nogen ville vove at gøre, selv om Han skulle befinde sig tusinde mile herfra. Det har klædt sig ud i et løveskind og går rundt i skoven og giver sig ud for at være Aslan.”

“Jill spekulerede et øjeblik på, om aben var blevet vanvittig. Ville han fortælle hele sandheden?”

Jesus sagde tydeligt, at mange ville blive forført, og det uddybes senere i Det Nye Testamente, hvor det siges, at kun den, som har Guds Ånd, vil kunne vide og kende, hvad der er sandheden, og hvad der er løgn. Så stærk er den forførelsens ånd og det uretfærdighedens bedrag, som i de sidste dage vil komme over menneskeheden. Selv Jill kommer i tvivl, men kun et øjeblik.

“Jill kiggede på kongen; hans mund stod åben, og hans ansigt var fortrukket i rædsel. Og så forstod hun, hvor djævelsk snedig fjendernes plan var. Ved at holde sig halvt til sandheden havde de styrket deres egen løgn. Hvad kunne det nu længere nytte at fortælle dyrene, at et æsel var blevet klædt ud som løve for at bedrage dem? Aben ville blot sige: “Det er præcis, hvad jeg har sagt”. Hvad kunne det nytte at vise dem Pusle i løveskindet nu? De ville blot flå ham i stumper og stykker. “De har hugget brodden af vores plan,” hviskede Eustace. “De har slået benene væk under os,” sagde Tirian. “Forbandet snedigt!” sagde Poggin. “Jeg tør vædde på, at det er Rødmis, der har fundet på denne nye løgn.”

Når den tid kommer, og de ting, som Skriften vidner om - og som netop nu sker i Narnia - begynder at ske, kan kirken ikke udrette stort, uden at komme Jesu ord i hu, blive i ham og blive ved hans ord, og være rede til at lide og dø for ham. Det må vore venner i fortællingen være indstillet på, og det må vi være. Men historien kan ikke og vil ikke slutte her. Det gør den ikke i Narnia, og det gør den heller ikke for os i Kristi kirke.

“For med os står den rette mand
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejr får han vist,
Hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde”.