det sidste slag 8:
Livet i lyset af døden

Af Louis Nielsen KP 01-2008

Kommentar til 9. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

"I lang tid kunne de intet sige eller blot udgyde en tåre”.

Sådan indledes kapitlet og anslår endnu engang, at Narnia lakker mod enden. Lewis kunne næppe udmale stemningen tydeligere, end han gør med sin korte sætning. Nogen gange kan ord skabe mere levende billeder end selv billeder kan.

Ordene er ikke sentimentale, men vemodige, og uvilkårligt drager de os læsere ind i stemningen, de beskriver og lader os føle dyb sympati med de personer, som de handler om. De fleste af os genkender fra vort eget liv situationer, hvor vi hverken kan tale eller græde, men sidder tavse hen, ikke mindst når vi er sammen med andre.

Denne reaktion er nødvendig som den er sund, men der må også komme en tid for handling. Og dette skifte indvarsles af enhjørningens stampen i jorden og rysten sin manke. Hvad enhjørningen siger er værd at citere i fuld længde:

Herre, nu er vi nødt til at holde råd. Vi må indse, at abens planer var langt mere omfattende, end vi havde drømt om. Han har uden tvivl i lang tid stået i hemmelig forbindelse med mogulen, og lige så snart han fandt løveskindet, må han have sendt ham besked om at gøre sin flåde klar til at indtage Cair Paravel og hele Narnia. Vi syv kan nu ikke gøre andet end at gå tilbage til Staldbakken, fortælle sandheden og kaste os ud i det eventyr, som Aslan har sendt os. Og hvis det ved et mirakel skulle lykkes os at besejre de tredive calormere, som er sammen med aben, så må vi drage imod den langt større fjendehær, som snart vil marchere ud fra Cair Paravel, og dø i kamp.

At dø for en god sag
Det gør altid stort indtryk på os, når nogen vil dø for en sag. Men det er langt fra alle sager, der er værd at dø for, nogle kan ligefrem være djævelske, og bag villigheden til at dø kan der gemme sig megen manipulation og en jernvilje til at gennemtrumfe sin vilje.

I princippet er livet helligt for den kristne, fordi det er Guds gave, og kun Gud kan give liv. Vi skylder altid ham at ære ham for livet, og det gør vi ved at bruge det til det, han ønsker det brugt til. Men ind imellem kan hans vilje være, at vi sætter livet til. “Den, der elsker sit liv, mister det”, sagde Jesus, “ og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv” (Joh 12:25).

Enhjørningen, og de andre i det lille selskab, spiller ikke hasard med livet, deres holdning er ikke en selvmordsbomberholdning, men at “kaste sig ud i det eventyr, som Aslan har sendt os”. Det er ikke deres egen historie, som er den vigtige, men Aslans historie, og den historie er både værd at leve for og dø i.

Om den sejrende kirke i Åb 12:11 hedder det “De havde ikke livet for kært til at gå i døden”. De gamle talte om at “give sig Gud i vold”, eller “om Gud vil og vi lever”. Livet og fremtiden forekom dem slet ikke som noget givet, og som noget de kunne kalde deres “eget”.

Holdningsmæssigt har på det punkt alt forandret sig, men virkeligheden er den samme. Det tragiske for os er, at vi ikke længere er fortrolige med virkeligheden. Derfor er vi også sårbare og bliver frustrerede over den mindste bakke eller det mindste vindpust, og skal have krisehjælp for hvert andet gadehjørne.

Skal vi kunne møde det store apokalyptiske drama, og mod det bevæger historien sig frem, dur den moderne indstilling ikke; dér har vi brug for enhjørningens og de andres i det lille selskab.

Ikke kun romantisk eventyr
Tirian vil gerne sende børnene hjem til den verden, hvorfra de kom. Men der er visse hindringer, som han måske ikke kender, måske ikke har tænkt over. Om et øjeblik vil Eustace gøre ham opmærksom på, at de “har ikke noget valg. Hvad nytter det at snakke om at tage tilbage? Hvordan? Vi behersker ikke den magi, der kan sende os tilbage!”. Hvor de var, og hvornår de var der, og til hvad de var kommet, afhang af Aslan og alene af ham. Eventyret er Aslans, og opgaven at “fortælle sandheden og kaste os ud i det eventyr, som Aslan har sendt os”.

“Eventyr” er for os et ord med spænding, romance, drømme og lykke, måske også med lidt gys, men kun gys af den slags, som sætter os i stand til at nyde alt det øvrige så meget mere intenst. Eustace konfronterer dem med virkeligheden. Virkeligheden, at de ikke har magt over tingene, men må lade alt bero på Aslan, og hvad Aslan vil, i hymnisk sprog “lade alt bero på Guds, vor Faders nåde”.

Lykke med glimt i øjet
Jill kunne ikke li’ Eustace’s snusfornuft. Jo vist havde han ret, men behøvede han at sige det på sådan en kølig, lidt opblæst måde? Kommunikation er kunsten at meddele sig til hinanden på en måde, så meddelelsen bliver forstået, men også på en måde som tilgodeser andres følelser. Det gør kommunikation vanskelig, og anbringer os nu og da i minefeltet mellem hensynet til sandheden og hensynet til de mennesker, hvis følelser vi så nødigt vil såre og krænke.

Eustace har undergået en enorm forandring siden vi første gang mødte ham i “Morgenvandrerens rejse”, men han er stadig en anelse følelseskold. Mødet med Aslan forvandler, som mødet med Jesus gør det, men Eustace beholder meget af sit oprindelige væsen, og det samme gør vi. Måske skulle han have sagt det anderledes, men det var det rigtige, han sagde, og ikke mindst i vores verden med al dens føleri, er det velgørende at møde mennesker, som siger tingene lige ud. I den situation, Jill og Eustace og de øvrige er i lige nu, er illusioner det, som de har allermindst brug for.

Der er humor også i dette kapitel, der ellers er alvorstungt. Tirian ved, hvor vejen bær hen, alligevel afgør han sagen om børnenes videre deltagelse i ekspeditionen med at sige, at “de kunne følge med ham og prøve lykken eller som han langt mere fornuftigt kaldte det: “Det eventyr, som Aslan har sendt os”.

Smertelige hændelser ventede dem, sandsynligvis døden, alligevel er det ikke undergang, som er i fokus hos dem. Det er eventyr, som Aslan sender dem, eventyr med mening og indhold, og det kan aldrig ende på nogen anden måde end Aslan vil. Og han er “ikke en tam løve, men han er god”. Og det borger for, at også dette eventyr må være godt.

Derfor kan Tirian også tale om “lykke”, men sikkert med et glimt i øjet. Det gode humør, som tillader latter og munterhed, også når man trues er i fare og alt kalder på gravens alvor, er netop mulig for den, som i alvor tror på Aslan - tror på Jesus, vil vi sige.

Det gode humør er dog ikke grundstemningen - og kan ikke være det, alvoren og situationen taget i betragtning. Men som solen en mørk og regntung dag alligevel momentvis kan bryde igennem, således også i livet, ikke mindst i livet, som leves med Gud. Netop solen og livet er vel nogle af de stærkeste vidnesbyrd, vi har uden for åbenbaringen i Skriften, på Guds eksistens og forsyn. Skal vi have godt humør og fatte mod, kommer det altid udefra, ikke inde fra os selv. “I hvert solglimt Gud er nær”, synger vi i en af Ingemanns herlige morgensalmer.

Men hvilken strategi skulle de anlægge? Om det er de ikke helt enige, men de ender med at være enige om, at de skal bevæge sig hen til Staldbakken. Nu er det både Jill og Eustace, der er bange. “Modet”, siger Lewis “havde fuldstændig svigtet dem”. Om det så er Eustace, har det kække fuldstændig forladt ham “Jeg kan lige så godt fortælle dig, at jeg er hundeangst”, betror han Jill.

Døden kaster lys ind over livet
Situationen får dem til at reflektere over, hvordan det vil være fat med dem, hvis de dør i den kommende kamp? Ja over mysteriet liv og død i videre forstand. Vil de også være døde i England? (det er de rent faktisk, men det er ikke gået op for dem endnu).

Det er først, når vi tænker på døden, at vi ret kommer til at tænke på livet og meningen med livet. Et øjeblik har Jill lyst til at sige, at hun ville ønske, at hun aldrig var kommet til Narnia. Men hun fortryder det, før hun får sagt det.
Selv om hun skulle blive dræbt, vil hun ikke sige, at hun fortryder det. Slet ikke. Og hun føjer til: “Jeg vil hellere dø i kamp for Narnia end blive gammel og dum derhjemme, og måske skulle sidde i en kørestol og så alligevel dø til sidst.”

Denne tankevirksomhed omkring døden møder vi hyppigt hos Lewis, både i hans fiktive bøger og i hans essays, breve og foredrag. I en tale på Oxford Universitetet til de mange studerende, som ved udbruddet af sidste verdenskrig måtte afbryde studierne og melde sig til krigen, mediterede han over det med at dø i krig, og han spurgte, hvad forskellen - bortset fra udsigten til at dø tidligere - egentlig var på at dø på slagmarken og senere at dø af cancer eller hjertestop eller de mange andre sygdomme, mennesker dør af?

Forskellen på krig og fred er, at krig gør os mere opmærksom på døden, og det at vi skal dø, medens vi i fredstid ofte flygter fra det spørgsmål. Dø skal vi alle; det er vore allesammens bestemmelse.

Beredt på døden og det at møde sin Skaber og Dommer må vi alle være, uanset hvornår. Jill havde valgt, og hun havde valgt Narnia, og hun vil hellere ende sit liv i kamp for Narnia end dø gammel med eller uden de skrøbeligheder, alderdommen kan bringe med sig. Lewis lader hende tænke viist omkring dette spørgsmål om hendes mulige egen død, som han tænkte viist, da han talte til de unge akademikere på vej til krig.

Vi lever som måske aldrig før i en dødfortrængningsskultur. Vi fokuserer på sundhed og livslængde. Og for os er et kvantitativt langt liv den højest opnåelige værdi. Og vi skaber os en masse udødelighedsmyter. Men nogen gange skulle vi måske standse op og spørge os selv: Hvad lever jeg for? og hvorfor vil jeg gerne leve? Og hvad der er lige så vigtigt: Hvad kan gøre døden let og meningsfyldt?

Der er så meget mere i dette kapitel, end jeg kan nå med denne artikel, hvis den ikke skal blive for lang. Derfor er det nok bedst at slutte her ca. midtvejs i kapitlet.