det sidste slag 7:
Narnias tid er ved at rinde ud

Af Louis Nielsen KP 04-2007

Kommentar til 8. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

Dette kapitel er så fyldt og giver stof til så megen meditation.
Kapitlets indledning er så mageløst i sin beskrivelse, at vi må gengive den i dens fulde ordlyd:

“Der var noget, der bevægede sig i skyggen af træerne ovre på den anden side af lysningen. Det gled meget langsom mod nord. Ved første øjekast lignede det røg, for det var gråt, og man kunne se ting igennem det. Men den ubehagelige lugt var ikke lugten af røg. Og det, de så, beholdt også sin form i stedet for at bølge og hvirvle, som røg ville have gjort. Det havde omtrent samme form som et menneske, men det havde hoved som en fugl en rovfugl med et krumt, grumt næb. Det havde fire arme, som det holdt hævet over hovedet og strakte mod nord, som om det ønskede at gribe fat om hele Narnia; og dets fingre alle tyve var krumme som dets næb og havde lange, spidse kløer som på en fugl, i stedet for negle. Det gled på græsset i stedet for at gå, og græsset syntes at visne under det. Efter at have kastet ét blik på det skrydede Pusle højt og styrtede ind i tårnet. Og Jill (der, som du ved, ikke var nogen kryster) skjulte ansigtet i hænderne for at lukke synet ude. De andre iagttog det i et minuts tid, indtil det gled ind i den tætte skov til højre og forsvandt. Så kom solen frem igen, og fuglene begyndte atter at synge. Alle begyndte igen at bevæge sig og trække vejret frit. De havde været stive som statuer, medens det uhyggelige væsen gled forbi”.

Væsenet, som beskrives her, er Tash, calormenernes gud. Kong Tirian mindes at have set “ham” som prægtig udhugget og udsmykket statue engang i sin barndom. Oplevelsen af “ham” som “virkelig” er milevidt fra oplevelsen af ham som gudestatue.

Lewis spiller på alle sprogets virkemidler for at give os en fornemmelse af, hvordan oplevelsen var. Lugtesans, synssans og det hele spektrum af iagttagelser inddrages. Det er meget stærkt.

Tash er forfærdelig, modbydelig at se på, kvalmende, ildelugtende, en karikatur af eksisterende skabninger og alligvel hverken det ene eller det andet, begærlig rækker han sine “arme” ud mod hele Narnia, ikke for at favne eller velsigne, men for at dræbe og indtage; han har form, men er alligevel flygtig som røg; overalt, hvor han færdes, visner livet, fuglesangen dør, solen gemmer sig. Ingen kan ånde frit, alle vil helst gemme sig. Pusle flygter, alt hvad han har lært.

Dæmonisk kraft bag afgud
Tash er en afgud. Og en afgud er ikke virkelig. Sådan tænker aben, sådan tænker Rødmis, som derfor også tror, at Tash kan bruges, og når han har tjent sit formål, så fjernes lige så let, som man har kaldt ham hid. Men sådan er virkeligheden ikke.

For ganske vist er det rigtigt, at en afgud er ingenting, men bag en afgud er der stærke dæmoniske kræfter, og disse kræfter kan man ikke hidkalde og så komme af med igen efter forgodtbefindende. Og nu har man hidkaldt Tash, og nu er Tash kommet. Og hans tilstedeværelse, og hvad den bringer med sig, har vi lige hørt om.

Der er meget i Lewis’ skildring af Tash, som minder om den måde, Det Gamle Testamentes profeter parodierer afguderne på. Tash kan godt minde om et “fugleskræmsel i en melonmark”, som f.eks. Jeremias (10:5) fremstiller afguderne. Han er også en afbildning af den dyriske skabning, som vi kender det fra gudebilleder fra mange folk og mange kulturer; en “udskiftning” af “den uforgængelige Guds herlighed med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr” (Rom 1:23).

Tash er ikke harmløs, men dødsensfarlig, ikke fordi han har liv i sig selv, men på grund af de dæmoniske og sataniske kræfter, som maskerer sig bag ham. Og den ulidelige stank, og døden han bringer med sig, hvor han sætter sin fødder, kommer fra helvede.

Svovl og røg og solens formørkelse kender vi også fra synerne i Johannes’ Åbenbaring, som også associerer det med dæmoner og afgudsbillederne (Åb 9:1321).

Når profeter som Esajas og Jeremias kunne optræde med så megen sarkasme i deres parodiering af afguderne (og der er noget af det samme i Lewis afbildning af Tash), er det bestemt ikke, fordi de ikke ser farerne ved afgudsdyrkelse, tværtimod, men fordi Herren Israels Gud er så mægtig og herlig for dem, at alt reduceres til ingenting i hans nærhed, en afgud til en latterlighed.

Det forunderlige ved Lewis’ skildring her er, at han har noget af det samme, og at han får både det skrækindgydende og kvalmende ved Tash’s åbenbarelse med, men også, at ikke så snart har Tash passeret så går alting tilbage til den orden, Aslan har skabt det med. Solen skinner igen, fuglene synger, og dyr, mennesker og dværg bliver sig selv igen.

Narnia går mod sin ende
Men kun for en kort stund. For dette er mørkets time, og mørket har magten. Alligevel er det godt og befriende, at Lewis ind i dette voksende og mere og mere fortættede apokalyptiske drama lader der være heller af normal dagligdag, hvor man oplever landet, som det normalt er og normalt fungerer, og hvor der også er tid til at reflektere over landets historie og erindre sig, at de gode, festlige, fredfyldte år og dage med en endeløs række af gode konger, hvor den ene har efterfulgt den anden nærmest i det uendelige, har været det normale.

De perioder, hvor børnene har været hidkaldt til Narnia, har været dage med krig, og dage, hvor onde magter og kræfter har indtaget landet og sat sig på landet. Men intet uden Aslans rige varer evigt. Alt bærer forgængeligheden i sig og må før eller siden forgå. Og nu er det snarere “før” end “siden”. Narnia går mod sin ende, og scenen beredes mere og mere for enden. Men endnu har landet meget af sin fordums herlighed tilbage og bærer endnu tydelige spor af, hvem der har skabt det og stået bag dets historie.

Af dem, som har været mest bange, må Pusle, æslet, bestemt regnes som den, der har været allermest bange. Men hans frygt har også bragt noget godt med sig, nemlig en større erkendelse af den sande virkelighed og hvilken rolle, han selv har haft i abens onde spil. Men måske er Eustace for brysk mod ham, når han ikke uden videre godtager Pusles forsikring om, at han “ingen anelse havde, om hvad det ville kunne medføre”:

“Hvis du havde brugt mindre tid på at sige, at du ikke var kløgtig, og lidt mere tid på at prøve at bruge hovedet, så godt du kunne ..”

Eustace får ikke fuldendt sætningen, før Jill afbryder ham: “

“Lad nu stakkels Pusle være i fred.” “Det var jo altsammen en fejltagelse, ikke, kære Pusle?” Og hun kyssede ham på mulen”.

Både Eustace og Jill har en pointe. Det er rigtigt, at vi altid har tusinder undskyldninger for os selv og vor svigten, også undskyldninger, som ikke holder vand. Det er også rigtigt, at hvis vi mangler visdom og dømmekraft og erfaring, vil vi være tilbøjelige til at skyde skylden over på disse, hvor vi kunne have søgt visdom hos Gud og i det hele taget have brugt de evner og gaver vi har fra ham bedre. Vi vil aldrig kunne påberåbe os total skyldfrihed, når vi lader os bedrage og trække med ind i andres onde spil og således kommr til at spille en rolle som marionet for andre. I det har Eustace ret. Men Jill har også ret i at glatte ud og nu, da Pusle har erkendt og bekendt sin kujonagtige opførsel, ikke at pløre videre rundt i det.

Ædelsten, enhjørningen, kunne ikke fortælle ret meget. Han havde næsten hele tiden været bundet bag stalden. Og han “var blevet sparket og slået og truet med død og ulykke, hvis han ikke ville sige, at han troede på, at det var Aslan, der blev vist frem i skæret fra et bål hver aften. Faktisk ville han være blevet henrettet netop den morgen, hvis han ikke var blevet befriet”. Forfølgelserne til døden er begyndt.

Repræsentant for Aslan
Den lille skare skulle nu afgøre med sig selv, hvad der videre skulle ske. Skulle de vende tilbage til staldbakken og vise Pusle frem for narnierne og forsøge på at få dem til at indse, at de var blevet narret, eller skulle de begive sig østover for at møde hæren, som kentaueren Rundvid var ved at samle? Tirian ville helst have fulgt den første plan, men efter at have oplevet dværgenes reaktion var han ikke længere så sikker. Risikoen og farerne var for store. Det bedste, de kunne gøre, var altså at gå Rundvid i møde.

Alene det at tage en beslutning skabte en opløftet stemning iblandt dem. Tanken om at komme væk fra det uhyggelige og ubehagelige, de lige havde oplevet, var med til at skabe den opløftede stemning. Men de var også nu i åben krig og ville herefter smide forklædninger og optræde åbent som narniere. De forlader også tilflugtstårnet, låser døren efter sig og vender aldrig mere tilbage.

Naturen, landskabet, lydene er så smukke som nogensinde, foråret var på vej. Altsammen gør, at de næsten glemmer alt det uhyggelige med Tash; de er kommet tilbage til det Narnia, de kendte og elskede. Om det så er Tirian er han blevet helt munter og går og nynner på en gammel narnisk march.
Jill er blevet næsten helt forelsket i enhjørningen, som hun oplever som “det blankeste, fineste, mest yndefulde dyr, hun nogen sinde havde mødt; og han talte så blidt og behageligt, at du næppe, hvis du ikke havde vidst det, kunne forestille dig, hvor vild og frygtindgydende han kunne være i kamp”.

I sammenligning med og kontrasteret med den forfærdelige Tash, som vi mødte for et øjeblik siden, må Jills begejstrede indtagelse i enhjørningen opfattes ikke blot som fyld i fortællingen, men som helt bevidst fra Lewis’ side; han ønsker at sige sine læsere noget med det. Hvor Tash står for alt, hvad der er hæsligt, grimt, dødbringende og ondt, er det helt modsat med enhjørningen. Han bliver ligesom eksponenten eller prototypen på alt, hvad Narnia står for og er skabt til, alt det, som børnene fra England tiltrækkes af ved Narnia og som former deres verden, også når de er i England. Enhjørningen bliver et slags symbol på Aslan , en værdig repræsentant for hans kongedømme, en udstråling af hans skønhed i en verden, der lige nu synes prisgivet onde og destruktive magter.

Dette sammen med enhjørningens genfortælling af Narnias lange lykkelige historie giver håb om, at det gode, det fredfyldte og det skønne er det egentlige og det blivende, og det, som har fremtiden for sig. Men det bliver nok ikke i Narnia, for selv ikke Narnia er bestemt til at “vare ved med at eksistere i fryd og gammen”. Men det vil blive sådan og blive det for evigt “i Aslans eget land”. Alt dette forklarer enhjørningen, Ædelsten Jill. Men Jill giver ikke sådan op.: “Nå, men så håber jeg i hvert fald, at denne verdens ende ligger millioner af år ude i fremtiden,”sagde Jill, og i næste øjeblik tilføjede hun:” Hov! Hvad standser vi op for?”.

Glæden ved det kristne liv
Jill er ung, og hun er så forelsket, indtaget og oplivet af Narnia, dets luft, dets skønhed, dets historie, at selv ikke den traumatiske oplevelse, hun og hendes venner lige har været igennem, kan ryste hende i denne hendes grundlæggende optimisme, når det gælder netop dette land, dette eventyrrige.

Men alle verdener, og også Narnia får en ende. Og det er den ende, nogle af de følgende kapitler handler om, og som om et øjeblik vil blive indvarslet.
Men det er rigtigt af Jill at glædes, når og hvor glæden er. Det er rigtigt af hende at tro på det gode og det skønne, og at tro på, at det har fremtiden i sig og for sig. Men det har det kun i forbindelse og sammenhæng med Aslan, som har skabt det. Kun han kan sikre dets fortsatte eksistens, og det mål kan kun opfyldes i hans eget land. Onde magter og kræfter er trængt ind i verden og har sat deres spor på alt i verden; det gode og det skønnes evige sejr og evige udfoldelse forudsætter en helt ny verden, “en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (2 Pet 3:1113).

Den kristne lever alle sine dage i denne dobbelthed. Altid med håb og glæde, men også altid i suk og vé. Som kristne elsker vi livet og elsker vi Guds skabte verden. Vi “er lysvågne for alt skønt hernede”, men samtidigt er vi “med de dybe længsler vel bekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden” (Grundtvig “Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”). Og “han, som har sat os i stand til det, er Gud, som også har givet os sin Ånd”.

Jill er stadig i fokus i fortællingen. Og her i det næste øjeblik “gyser” hun, for “hun huskede, hvilke rædsler de allerede havde set”. Det, hun og de andre har set, var noget, som bevægede sig på himlen over dem. Ædelsten afgør, at det må være en fugl, og ud fra dens bevægelsesmønster “en talende fugl”. Men er den en ven eller en fjende, måske en af abens spioner? Det viser sig at være en ørn, endda en bestemt ørn, ørnen Vidblik.

I den situation, som Fintes (abens) forræderi og oprør har fremkaldt, er al tillid blevet nedbrudt, og ingen kan føle sig sikker. Mistænksomhed er alle steder i luften, og man tør ikke stole på, at ens venner virkelig er ens venner. Derfor vær på vagt! “Læg en pil på din bue, Jill, men skyd under ingen omstændigheder, før jeg siger til. Måske er det en ven”.

Igen fremhæver Lewis skønheden, denne gang i ørnens “yndefulde og ubesværede flugt”. Men det lille selskab formår ikke at nyde den på grund af situationens anspændthed.

Vidblik hilser Tirian som konge, og kongen tager det som tegn på, at Vidblik er på Aslans side og ikke på Fintes. Tidenderne, han bringer, er dog alt andet end glædelige, men “det sørgeligste budskab, I nogen sinde vil komme til at høre”.
For Tirian er det som om, at hjertet holdt op med at slå. Men han tager sig sammen og beder Vidblik fortsætte.

Kongeslottet Cair Paravel er indtaget og “fyldt med døde narniere og levende calormenere”. Kan et nederlag, et totalt nederlag, beskrives bedre, og beskrives med sådan en håbløshed? “Mogulens fane vajede fra slottets brystværn; og jeres undersåtter flygtede fra byen i alle retninger, ud i skoven”. Ikke så underligt, at “ingen kunne sige noget”.

Og den anden tidende er om muligt endnu mere definitiv. Kentauren Rundvid er blevet dræbt. Vidblik havde været hos ham i hans sidste stund, og i den havde han sendt denne hilsen til kongen: “Eders majestæt skal huske, at alle verdener må gå under, og at en værdig død er en skat, som ingen er for fattig til at købe.” Tirian står længe i dybe tanker, og så siger han: “Så eksisterer Narnia altså ikke mere.”

Veerne er begyndt
Begge citater er yderst betydningfulde. Verdens ende er kommet, den yderste dag indledt, tiden, hvor den endelige og absolutte apokalypse indfinder sig indledt. “Veerne er begyndt”, hvis vi skal tale bibelsk.

Udviklingen i begivenhederne vil ikke længere kunne standses, de sidste muligheder er brugt op. For kongen og hans følge er der kun et at berede sig på, at deres død skal blive værdig. Narnias tid er udrundet, undergangens time er kommet for det, som den kommer og må komme for alle verdener. “Høje hald og dybe dal skal vige, jord og himmel falde skal tillige, hvert fjeld, hver tinde skal brat forsvinde, men op skal rinde, som solen skinne, Guds rige” (Peter Dass). “Himmel og jord skal forgå”, sagde Jesus og føjede til: “Men mine ord skal aldrig forgå”(Matt 24:35). “Alle verdener får en ende alle undtagen Aslans eget land”, havde Ædelsten for et øjeblik siden belært Jill om, da hun så brændende ønskede, at “Narnia” skulle blive “ved med at eksistere i fryd og gammen”.

Det er et dilemma for Jill, mindre for Tirian, at verden, end ikke Narnia består til evig tid. For jorden kan være så skøn, livet så skønt, verden, især drømme og eventyrverdenen så fortryllende og henrivende, øjeblikket så intenst skønt, at vi ønsker at fastholde det evigt. Men det er skaberværkets natur at bruges, ældes og slides op. Det er ikke skabt til evigheden. Og det uendelig meget mindre, efter at synden og faldet og med dem døden har holdt sit indtog.
Vemodigt er det, at vi skal dø og skilles fra alt, hvad vi elsker og har kært, og vemodigt er det, at vi ikke kan fastholde verden og livet, især når det er allerskønnest og idel “fryd og gammen”.

Med Rundvids sidste ord dør alt, og alt bevæger sig mod enden. Tiden rinder ud, også for Narnia. Og alle tanker og ønsker og hele viljen må nu rettes mod det at dø en værdig død. Og en sådan kan selv den fattigeste “købe sig til”. Der er en meget bevidst kontrast i disse ord. For den fattige kan faktisk kun købe lidt og den allerfattigste ingen ting. Livet er det eneste, han har. Men i døden er det også det eneste, den rige har. Og hvordan vi bruger livet, hvordan vi sætter det ind, hvordan vi “køber os det”, når vi ikke længere har det og tvinges til at give slip på det, det er alt andet end ligegyldigt.

At “få en værdig død” taler vi meget om, og når vi gør det, handler det udelukkende om dødsprocessen, ikke om det egentlige, hvordan og til hvad, vi dør. “Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren”, er der en røst fra himlen, som proklamerer i Åb 14:13. Det er et paradoks og en dyb hemmelighed, hvordan ens død kan blive salig, især hvis det skulle blive en voldelig død, en død tvunget ind over en af en anden, en martyrdød. Men det kan det, hvis det bliver “i Herren”, det sker”, altså i tro på Jesus, i troskab mod ham, i efterfølgelse af ham lige ind i døden. Og fra det er selv ikke den fattigste afskåret.

Med ønsket og bevidstheden om at få en værdig død, en død, der herliggør og opretholder alt det, de tror på og har givet sig selv til, en død der herliggør Aslan og Narnia, fortsætter vore venner deres vandring mod de sidste begivenheder.

Det skal blive spændende at følge dem.