det sidste slag 6:
Forførelser og vildfarelser

Af Louis Nielsen - KP 03-2007

Kommentar til 7. kapitel af C. S. Lewis' Narnia-bog "Det Sidste Slag".

Kapitel 6, husker vi måske, endte med en opstemt og særdeles optimistisk konge. “Strømmen er vendt”, proklamerer Tirian, og hver en fiber i hans krop råber om sejr. “I morgen vil vi hænge aben i det højeste træ i Narnia”.

Stemningen i det kapitel, vi her har foran os, er en helt anden. Forførelse, hvor let gennemskuelig og amatøragtig udført den end er, er ikke sådan at ryste af sig og gøre sig fri af; det må Tirian og den lille skare af trofaste, han har omkring sig i sandhed erfare, og denne bitre lektie optager det meste af kapitel 7.

Tirian og hans venner befrier de tilfangnetagne dværge, der er på vej til en slavestjeneste i mogulens miner, men de høster ingen som helsttaknemmelighed for det, tværtimod.

Dværgene har som næsten alle andre i Narnia troet på abens løgn om, at Aslan er kommet og er vred på Narnia og alle dets skabninger og nu har solgt dem til dets bitreste fjender, calormenerne og deres mogul. Og overfor det er der ikke andet at gøre end at resignere og underlægge sig.

“Har mogulen vundet et stort slag og erobret jeres land”, spørger Tirian dem om, og fortsætter “siden I så villigt drager af sted for at dø i Pugrahans saltminer?” Og dværgene svarer “ Aslans ordre. Aslans ordre. Han har solgt os. Hvad kan vi gøre mod ham?”

Vildledende historie
Vi har tidligere udtrykt vor forundren over, at langt det store flertal af Narnias skabninger går så meget fejl af den sande Aslan og åbenbart kender ham så dårligt, at de lader sig forføre af den vildledende historie, aben har præsenteret dem for. Men overfører vi det til menneskene og vores verden, skulle vi måske ikke undre os.

Ifølge Jesus er der åbenbart “mange”, som når de kommer i hans navn og siger: “Jeg er Kristus!”, som vil lade sig føre vild (Matt 24:5-6). “Onde mennesker og bedragere”, siger Paulus “vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild” (2 Tim 3:13).

Den sande Hyrde (Aslan) vil kendes på, at han er og forbliver den samme, hans ord de samme; han går ikke fra sine får og prisgiver dem til død, fortabelse og onde magter, han elsker dem, sætter sit liv til for dem, leder dem, vogter dem, kender dem ved navn (Joh 10:1-18), holder fast ved dem.
Havde Narnias indbyggere virkelig holdt fast ved fortællingen om Aslan, og havde de troet den, ville de ikke have ladet sig lede vild. Tragedien er, at fortællingen nok erindres, men kun som en svag reminiscens, ikke som den grundfortælling ud fra hvilken livet leves og alting prøves på.

Det ulykkelige frafald fra Aslan og den sande overlevering om ham, som vi oplever her, må vi i virkelighedens verden være beredt på, at vi kan komme til at møde i kirken, ikke mindst som historien bevæger sig mod endetiden.

Apokalyptisk drama
Både Jesus og apostlene synes at have set dette og advarer mod det. “Først”(før enden kommer), siger Paulus tydeligt og klart, “ skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud” (2 Thes 2:3-4).

Det er som om, at Lewis i “Det sidste slag”, den sidste fortælling om eventyrriget Narnia, inspireres af Det Nye Testamentes apokalyptiske passager og flere steder inddrager dem i udviklingen af dramaet. Han vender senere i kapitlet tilbage til dette tragiske tema reflekterende yderligere over det. Det optager ham åbenbart meget og fylder ham med vemod. Måske genspejler hans uro en fristelse, han har kendt fra sig selv, og som vi alle kender fra os selv.

“Se!” sagde Tirian, idet han trak Pusle ud i lyset. “Det er altsammen løgn og bedrag. Aslan er ikke kommet til Narnia. I er blevet narret af aben. Dette er det væsen, han viste frem foran stalden. Kig på det”. Nu, hvor dværgene stod tæt på æslet, havde de svært ved at forstå, at de nogen sinde havde kunnet lade sig narre af det.”

Nej, hvordan kan man, hvis man nogen sinde har hørt om den sande Kristus, komme til at forveksle ham med nogen af de mange bedragere der i historiens løb har hævdet at være ham. Hvordan kan menneskeheden (“hele jorden”) lade sig forføre til “undrende at følge dyret og tilbede dragen” (Åb 13:3-4)?

Kun den bibelske åbenbaring om syndefaldet og menneskets fastholdte uroprør mod Herren Gud dets skaber kan forklare dette mysterium. Kun Guds kraft åbenbaret i evangeliet om Jesus Kristus kan rive os ud af mørkets og løgnens magt. Derfor er det også så altafgørende vigtigt, at vi, medens tid er, “tager imod kærlighed til sandheden, så vi kan blive frelst” (2 Thes 2:10).
Desværre fører dværgenes undren over, at de har ladet sig snyde og bedrage, ikke til omvendelse og til at lade deres frustration over, at de har ladet sig narre vende indad mod dem selv og deres bedrageriske hjerter.

Lyset dæmrer, løgnen brudt
De calormske soldater begynder nu at ane uråd, og deres spyd er ikke længere “hævet til hilsen”, men “sænket med spidsen pegende mod Tirian”. “Må vi høre løsenet,” sagde soldaternes anfører. “Dette er mit løsen,” sagde kongen, idet han trak sit sværd. “Lyset dæmrer og løgnen er brudt. Forsvar dig, din hund, for jeg er Tirian af Narnia.”

Historien, dramaet, plottet, ordene, koloritten, sceneriet er altsammen ægte narnisk og giver selvstændig mening. Fortællingen bærer sig selv. Men samtidigt er associationerne til Det Nye Testamente umiskendelige. F.eks. siger Jesus: “Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket” (Joh 12:46). Og i sit første brev skriver Johannes, at “jeg skriver til jer, fordi I kender sandheden og ved, at ingen løgn kommer af sandheden” (2:21). Og endelig skriver Paulus: “I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på” (Rom 13:11-12).

Og “kaste sig over soldaterne” er just det Tirian og Eustace gør, kongen nærmest euforisk, Eustace bange og bleg, men heroisk og tapper. Sandhedens dæmring og gennembrud i Tirian gør ham modig og kampklar. Han skylder ingen nogen undskyldning. Han er en mand, en konge, Narnias konge, og han er i tjeneste for den store konge, Aslan.

Dette mod kommende fra Himlen, fra overbevisningen om, at Jesus lever, og at han er alles Herre, hvor det dog savnes i kirken i dag.
Men sejrsrusen fik ikke lov til at vare længe.

“Nu er I fri, dværge. I morgen vil jeg føre jer alle i kamp, så hele Narnia kan blive befriet. Et trefoldigt leve for Aslan!” Men dværgenes reaktion var mildest talt nedslående. Et fåtal af dem (cirka fem) gjorde et halvhjertet forsøg på at råbe hurra, men de fleste andre stod bare og mumlede. Og der var nogen, der slet ikke sagde noget. “Forstod de det ikke?” sagde Jill utålmodigt. “Hvad er der i vejen med jer dværge? Hørte I ikke, hvad kongen sagde? Det er altsammen overstået. Aben kommer aldrig igen for at blive herre over Narnia. Alle kan vende tilbage til deres daglige dont. I kan få det rart igen. Er I ikke glade?”

Vi kan kun gætte, og måske er vort gæt et skud i tågen, men er det ikke som om, vi i Jills mægtige tale hører en reminiscens af Lukas’ fortælling om påskemorgen, hvor det om kvindernes vidnesbyrd om Herrens opstandelse siges, “at det lød for dem (for apostlene) som løs snak, og de troede ikke kvinderne” (24:11)?

Undrende spørger vi: Ville opstandelsesvidnesbyrdet overhovedet være blevet troet, hvis det ikke var for Herrens personlige tilsynekomst for apostlene og navnlig for hans ræsonneren med dem og ligefrem hans bevisen ud fra Skrifternes vidnesbyrd, at dette var hvad virkelig var hændt? Hvor er vi dog vantro, blinde og uvidende, indtil Helligånden kommer og overbeviser os. Vi finder næppe dværgenes reaktion sympatisk; faktisk er den tragisk, dybt oprørende og utaknemmelig, men hvor typisk også for os mennesker, endda for apostle. Med lethed kan vi genfinde os selv i dem.

Flove og forførte
Men det skal blive værre endnu med vore venner, dværgene. “Aslan har sendt os,” siger Jill. Og her skildres så reaktionen:

“Dværgene kiggede alle sammen på hinanden og grinede - men ikke fordi de var glade. Det var hånlige grin. “Tja,”sagde den sorte dværg (hvis navn var Grifle), “jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg synes jeg har hørt mere end nok om Aslan.” “Det er rigtigt, det er rigtigt,” knurrede de andre dværge. “Det er altsammen fup; fup og svindel.” Hvad mener I?” sagde Tirian. Han havde ikke været bleg, da han kæmpede, men nu var han bleg. Han havde troet, det ville blive et smukt øjeblik, men nu begyndte det mere og mere at ligne et mareridt. “I må jo tro, at vi har jord i hovedet,” sagde Grifle. “Vi har ladet os narre én gang, og nu forventer I, at vi skal lade os narre igen. Vi gider ikke høre flere skrøner om Aslan. Se på ham et gammelt æsel med lange ører!””Nej, nu gør I mig gal i hovedet!” sagde Tirian. “Hvem af os har nogen sinde påstået, at det var Aslan. Det er abens efterligning af den rigtige Aslan.

Har I ikke fattet det?” “Og I har vel en bedre efterligning, formoder jeg!” sagde Grifle. “Nej, tak. Vi er blevet narret én gang, og vi lader os ikke narre igen.” “Jeg prøver ikke at narre jer,” sagde Tirian vredt. “Jeg tjener den rigtige Aslan.” “Hvor er han? Hvem er han? Lad os se ham!” sagde flere af dværgene. “Tror I, at jeg går rundt med ham i lommen, I tåber?”sagde Tirian. “Tror I, at jeg kan få Aslan til at komme bare ved at kalde på ham? Han er ikke en tam løve.” I samme øjeblik, som han sagde dette, gik det op for ham, at han havde dummet sig. Dværgene begyndte straks at gentage “ikke en tam løve, ikke en tam løve” med vrængende stemmer. “Det er præcis, hvad de andre fupmagere blev ved med at sige til os, “ sagde en af dem. “Mener I, at I ikke tror på den rigtige Aslan?” sagde Jill. “Men jeg har set ham. Og han har sendt os hertil fra en anden verden.” “Åh, ja,” sagde Grifle og smilede bredt, “det siger du. De har rigtigt lært dig, hvad du skal sige, hva’? Du kan det hele udenad, ikke?” “Din tølper!” råbte Tirian. “Du vover at beskylde denne unge dame for at stå at lyve dig op i dit åbne ansigt?!” “Du er godt skåret for tungebåndet, kammerat,” sagde dværgen, “men jeg tror ikke, vi ønsker flere konger - hvis du er Tirian, og jeg synes overhovedet ikke du ligner ham - ikke mere, end vi ønsker flere Aslan’er. Næ, fra nu af vil vi selv bestemme og ikke falde på knæ for nogen. Er du med?” Det er rigtigt,” sagde de andre dværge.

“Vi vil selv bestemme nu. Vi er færdige med Aslan, færdige med konger, færdige med tåbelige historier om andre verdener. Vi dværge bøjer os ikke for nogen”. Og de begyndte at stille sig tilbage på deres pladser for at marchere hjem til det sted, de var kommet fra.”

Jeg har medtaget denne lange sammenhængende dialog, fordi den klart afspejler et forløb, hvor frustrationen og flovheden over at være blevet narret og blive taget ved næsen efterfølges af ikke alene vantro men også af kynisme, hån, afvisning og til sidst ligefrem oprør. Det er en forfærdelig tragedie, vi er vidne til her. Intet under, at Tirian nu bliver bleg og oplever det hele som et mareridt.

Afsnittet er også en øjenåbner for, hvor vigtigt det er i sådanne tilspidsede situationer ikke at sige de rigtige ting i den forkerte situation. For det er jo både sandt og rigtigt, at “Aslan ikke er en tam løve”, men nu, hvor dette slogan har været abens skræmmevåben til at få narnierne vendt bort fra Aslan, bliver dets gentagelse kun en bekræftelse for dværgene af, at alt det med Aslan bare er løgn og latin og noget magtglade mennesker bruger til at manipulere dem med. Aslanskikkelsen og alt, hvad den står for, er ved abens forførelse blevet forfalsket ikke bare ved Pusle forklædt som løve, men endnu mere ved løgne om Aslans sande karakter og hensigter.

Forførelse er at bruge navne, ord og begreber fra det sande, men fylde dem med et helt andet indhold og bruge dem til fremme af et radikalt anderledes mål. Derfor understreger Johannes, at “ingen løgn kommer af sandheden”, for løgnen vil altid præsentere sig selv som sandheden. Og Jesus talte om falske krister, som sagde om sig selv “Her er jeg” og hvis tilhængere sagde “Se han er dér” (Matt 24:5; 23 og 24).

Ikke at tro det rigtige
Lewis’ reflektion og kommentar til den tragiske situation med dværgene kommer lidt længere henne i fortællingen:

“De prøvede ikke at trøste hinanden med ord. Det var svært at finde noget trøstende at sige. Tirian havde aldrig drømt om, at en af følgerne af, at aben havde prøvet at narre folk med en falsk Aslan, skulle blive, at folk holdt op med at tro på den rigtige. Han havde været helt sikker på, at dværgene ville slutte op om ham i samme øjeblik han viste dem, hvordan de havde ladet sig bedrage. Og den næste nat ville han have ført dem til Staldbakken og vist Pusle frem for alle narnierne, og alle ville have vendt sig mod aben og det ville - måske efter en kort kamp med calormenerne - have været overstået. Men nu så det ud til, at han ikke kunne regne med noget som helst. Hvor mange andre narniere ville mon reagere på samme måde som dværgene?”.

Har Lewis ret i, at “en af følgerne af at blive narret med en falsk Aslan er, at folk holder op med at tro på den rigtige? Ja, desværre synes han at have megen ret i dette.

Vi taler i dag om en “afkristning” af mennesker og samfund, som hovedsagelig skyldes materialismen og sekularismen. Og denne afkristning ser vi allevegne i den tidligere kristne verden. Liberalismen og modernismen har også gjort meget til at nedbryde troen, og det har kommunismen, og før nogen af disse åndsretninger har Islam gjort det. Islam - må vi ikke glemme - er opstået på kristen grund. Også forvanskninger af evangeliet og kristendommen som Jehovahs Vidner og Mormonerne har langt hen ad vejen virket med til, at “folk holder op med at tro på den rigtige”, den sande Jesus Kristus.

Det samme har naturligvis “forargelserne”, bekendende kristnes skandalasering af troen gennem uværdig livsførsel gjort. At det forholder sig sådan gør ondt, men det kan vel egentlig ikke overraske os. For “Ånden siger udtrykkeligt”, skriver Paulus til Timotheus, “at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed” (1 Tim 4:1-2).

Men selv nu er ikke alt kun bedrøvelighed. For der er dværgen Poggin, som det efter en stund, som syntes ham selv lang, lykkedes “at slippe væk fra de andre”, og som straks, han ankommer, bekender: “Jeg er på jeres side, herre - og på Aslans. Hvis I vil give mig et dværge-sværd i hånden, vil jeg med glæde give mit liv for den gode sag”.

Fortællingen fortsætter for en stund i en lysere tone: “Naturligvis kunne én dværg ikke gøre den store forskel, men det var på en eller anden måde opmuntrende at have blot én med sig. Alle begyndte at se lysere på tingene - undtagen Jill og Eustace, for de var nu ved at gabe kæberne af led og for trætte til at tænke på andet end at sove”. Jamen, er det ikke herligt? Humoren og det gode humør mangler aldrig i disse fortællinger, selv ikke i nogle af de mørkere stunder. Men det gør de heller aldrig i kristendommen.

Beskrivelsen af den følgende morgen-stund er også henrivende herlig. Læs den selv på side 82 og 83. Vore venner er få, og de er på vej til et drabeligt opgør med fjenden, og alligevel fortsætter livet med de daglige rutiner (og de skal gøres med samme omhu og samme pligtfølelse som ellers) og glæder, også glæden over et simpelt måltid, som nærmest forvandles til en fest. Her er bestemt ikke noget hængemuleri. Måtte det smitte af på alle os, som læser fortællingen.

Det er interessante ting, Poggin kan berette om. Og det handler nok så meget om katten Rødmis. Den ubehagelige “herre” optræder ikke første gang i fortællingen, og allerede første gang, vi præsenteredes for ham, anede vi uro og ubehag.

En tyk løgn
Rødmis’ beretning om Tirians flugt må i sandhed kaldes en “værre røverhistorie”. Den lyver groft om både Tirian og værre endnu om Aslan. Men løgnen er så tyk og så gennemskuelig, at vi igen har stor grund til at undre os over, at nogen overhovedet kan tro den. Men sådan er det jo med Djævelens løgne, når vi bare én gang har set dem afsløret af ham, som altid siger sandheden, fordi han er sandheden. Men så hildede er vi i løgnen, at just fordi han siger os sandheden, tror vi ham ikke (Joh 8:43-47; læs det!).

Aben Finte har lige fra begyndelsen været en ikke bare uvederhæftig, egoistisk og selvdyrkende person, og format har han bestemt ikke, ikke engang til at gennemføre det forfærdelige værk, han har sat i scene. Og nu er “han begyndt at drikke”, og hele løbet køres af Rødmis og Risda, calormenernes anfører. Rødmis er farlig, det har vi hele tiden fornemmet.

Han er gennemfalsk og slesk, men også klog og snu. Og han går ikke af vejen for “uhellige alliancer”, så længe det tjener hans formål. Og på samme måde forholder det sig med Risda, selv om han optræder i religiøse gevandter. Men på bunden er han areligiøs og antireligiøs som Rødmis. Et kønt makkerpar.
Hvad mon Risda mente, da han proklamerede, at “Aslan ikke betød mere end Tash”?

“I mener altså, at ingen af dem eksisterer?” spurgte Rødmis. “Det er noget alle oplyste skabninger ved,” sagde tarkanen. “Så forstår vi hinanden,” spandt katten. “Er I, ligesom jeg begyndt at blive en smule træt af aben?” “Et tåbeligt, begærligt dyr,” sagde den anden, “men vi må indtil videre udnytte ham. Du og jeg må lægge planer i hemmelighed og få aben til at danse efter vores pibe. “Ville det ikke være en god idé at indvie de mere oplyste narniere i vores planer?” sagde Rødmis. “Vi kunne tage dem en efter en for at være på den sikre side. Sagen er nemlig den, at de dyr, som virkelig tror på Aslan, kan vende sig mod os når som helst -de vil i hvert fald gøre det, hvis aben i tåbelighed kommer til at røbe sig (det, Rødmis her forudsiger, kom åbenbart ikke til at gælde for de dværges vedkommende, vi lige har hørt om. Men måske troede de ikke “virkelig på Aslan”?). Men de, som hverken tror på Tash eller Aslan, tænker kun på deres eget velbefindende, og dem kan vi få med os, hvis vi lover dem, at mogulen vil belønne dem, når Narnia er blevet gjort til en calormensk provins.” “En glimrende plan,” sagde anføreren. “Men udvælg dem med omhu.”

Rødmis’ og Risdas’ anliggende er kun magten, den totale og uindskrænkede. Og for at det skal have nogen realitet, må Gud styrtes fra tronen. Ideologier (for Rødmis’ vedkommende måske den kommunistiske) og religion (for Risdas vedkommende måske Islam) har potentiale i sig til at kunne bringe dem til magten. Men Rødmis og Risda er begge materialister, ateister og kynikere. Ejendommeligt som religion og en politisk magtideologi for en tid kan gå i spænd sammen og agere forbundsfæller. Men det er sket, sker og vil ske i historien. Johannes’ Åbenbaring afslører, at Dyret har religiøse forbundsfæller og aktivt gør brug af dem, så længe det tjener dets formål. Jesus fraskrev sig magten, ydmygede sig, tog tjenerskikkelse på og døde på korset. Nu som før sanser mennesker ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” (Matt 16:23).

Kun Guds Ånd kan åbne vore øjne for det og bevare dem åbne.
Narnias skabninger var skabt til at være frie skabninger. Men kun Aslans kongedømme kan sikre dem det. Nu hvor så mange vender ryggen til Aslan, er der kun ufriheden og trældommen tilbage. Og så kan det iøvrigt være lige meget, om ufriheden kommer i Rødmis’ udgave eller i Risdas’, om den er politisk eller religiøs. Nu som som altid er det kun den, som “Menneskesønnen får gjort fri, der er virkelig fri”.