det sidste slag 5:
Den Sande Aslan

Af Louis Nielsen - KP 02-2007

Kommentar til 6. kapitel af C. S. Lewis' Narnia-bog "Det Sidste Slag".

Darnia var endnu ganske nyskabt, da en udefra kommende fjendtlig magt forsøgte at trænge ind i det (“Troldmandens nevø”). Den magt, møder vi under forskellige forklædninger i alle bøgerne, men aldrig sådan, at der er nogen jævnbyrdighed mellem den og Aslan, bøgernes gennemgående og absolutte person.

Narniabøgerne er fortællingen om Aslan; de er Aslans krønike. Selv når han ikke lige er der, og der kan være langt imellem, at han viser sig, er han der alligevel et eller andet sted i baggrunden.

Han er der fra begyndelsen, Kejserens søn fra hinsides havet, den ene og uskabte. Han er frygtindgydende, majestætisk og kraftfuld, men han er absolut god, og godhed defineres ud fra ham.

Narnias univers er ikke dualistisk. Ondskaben er der, og den er en forfærdelig magt, men den har ikke en uafhængig eksistens, den er gammel, fra før Narnias skabelse, men den har en begyndelse, og den får en ende.
Denne bogs tema er Aslans definitive nedkæmpelse af ondskaben og begyndelsen til Aslans eget rige.

Kamp mellem to åndsmagter
Krigen i denne bog er den sidste krig, det sidste slag. Men på det sted i handlingen, vi befinder os i kapitel 6, ved hverken vi eller Narnias venner, at det er det sidste slag. Men beredt på krig og på, at det kan være den sidste, må Narnias venner altid være. Noget lignende må vi kristne være.
Tirian sover dårligt nok om natten. Kun en lille lur bliver det til. Både han og børnene sover kampberedte, og hvert et vågent øjeblik forbereder man sig og øver man sig til krig.

Calormen er i alle de Narniafortællinger, det omtales i, modstykket til Narnia. Det kan derfor ikke undre, at det sidste slag bliver en krig mellem netop de to lande, nej mere end det, de to åndsmagter. Der er tale om de to riger ikke bare i en politisk forstand men i den fundamentalt åndelige forstand, at det ene rige er godhedens rige, det andet ondskabens, det ene lysets rige, det andet mørkets, det ene frihedens rige, det andet trældommens, det ene livets rige, det andet dødens.

Narnias måde at føre krig på er også essentielt forskellig fra Calormens. Alligevel skal Eustace til netop denne krig lære at “håndtere et calormensk sværd”, og vore narniske venner er klædt ud og optræder som om de er calormere.

Nogen virkelig identitetssløring er der bestemt ikke tale om. Det, vi nu siger, er sandsynligvis at læse for meget ind i det. Men Kristi venner har Mesterens ord for, at de gerne må være “snu som slanger”, men altid skal være “uskyldige som duer”. Strategisk kløgt og visdom må vi gerne lægge for dagen, men tilsløre hvem vi virkelig er, hvis ærinde vi går, og for hvis interesser vi kæmper, må vi aldrig. Eustace må for kampens skyld lære at håndtere et calormensk sværd, men calormer bliver han aldrig.

Narnias gode luft og den gode virkning, den har på indbyggere fra vores verden, er før blevet bemærket. Således også nu. Allerede nu er børnene meget “stærkere, og større og voksne end de havde været, da han mødte dem for første gang blot et par timer forinden”. Vores salmebog taler med derom, når den synger om, at Herrens vidnesbyrd “fører til livet, vismænd det gør af vankundige små”.

“Da som Gud Faders egne små
i dagetal vi lære
i Åndens kraft at stå og gå
og tale til Guds ære,
opelskes til i manddoms år
som træer i Guds abildgård
velsignet frugt at bære”.

Det lille kompagnis første opgave er at sætte enhjørningen Ædelsten fri. Dertil var det nødvendigt at vende tilbage til Staldbakken.
Kristen stridsmand

“En øvet kriger og jæger som Tirian kan altid vågne præcis, når han ønsker det. Så han gik i seng med den hensigt at vågne klokken ni og skød alle bekymringer ud af hovedet og faldt straks i søvn” .

Det er karakteristisk for Narniafortællingerne, at de handler meget om kamp og strid og våben. Det er blevet populært igen, at børnelitteratur har dette tema og indhold efter en lang periode med pædagogisk børnelitteratur, hvor eventyr og drabelige slag var absolut tabu.

Små drenge, ja store med, ses ofte i dag med hjælm, skjold og sværd. Men i kirken er det ikke salonfæhig at tale om kamp og strid og krig. Alt handler om brugervenlighed og dialog. Spørgeskemaer om, hvad “brugerne” ønsker af kirken og gudstjenesten hører med til dagens orden. Og kirken retter ind efter de grafer, som bliver resultatet af disse undersøgelser.

Jesus er modsætningernes mand, og i en meget virkelig og afgørende mening talte han om sine som fredsstiftere, og kristne opfordres til fred og til at ville fred, men Jesus sagde også, at vi ikke skulle tro, han var kommet for at bringe fred, tværtimod, siger han, er han kommet for at bringe “sværd”.

Og Det Nye Testamente bruger ofte ordet “kamp”, “strid”, “krig” og “sværd” og “våben” som metaforer for både det individuelle kristne liv og for kirkens liv. I Den Danske Salmebog er der ikke mindre end 30 salmer, som handler om kamp. Tidligere generationer af kristne var endnu fortrolige med hvilke metaforer, som passede bedst på den kristne virkelighed.

Krigen giver perspektiv
Trods krig og trods beredskab til krig kan Tirian skyde alle bekymringer fra sig og straks falde i søvn og lade sig vække i samme sekund hans indre ur fortæller ham, at nu er det tid.

Lewis kendte selv til krig. Han havde oplevet skyttegravene under 1.verdenskrig og også oplevet at blive såret. Og da England gik i krig med Tyskland i 1939, og de mange studerende ved universitetet i Oxford, hvor han dengang var professor, skulle melde sig til de væbnede styrker, trak han det klart op, at livets grundvilkår ikke ændres på grund af krig.

For vi skal alle dø, den eneste forskel på krig og fred er, at vi risikerer at dø før, og at døden trækkes stærkere op for os, når der er krig, men grundliggende konfronteres vi af den samme virkelighed, dødens og evighedens. Krigen trækker det blot stærkere op for os, og dermed kan den være en velsignelse under forklædning. Hvis vi igen kunne få det budskab ind i kirkens forkyndelse og den bevidsthed vækket mellem kristne ville meget utvivl-somt være vundet. Materialismen, som har bedøvet os alle, ville vise sig som det den er, bedrag, afgudsdyrkelse, en illusion, et “løgneskjul”.

Streng iagttagelse af den nødvendige disciplin er et must i krigstid. Alt for meget står på spil til, at ulydighed kan tolereres, og “forloren tapperhed har ødelagt mange gode slagplaner”. Der bør være højt til loftet i Kristi kirke, og vi skal ikke formes i hinandens billede, men i Kristi. Men vi skal også huske, at når vi repræsenterer kirken og kæmper kirkens kamp, er det ikke vor egen kamp, vi kæmper.

Vort eget selvbillede, egen profilering og trang til praleri må vi lægge til side. Umådelig megen skade forvoldes og mangt et slag tabes, når dette ikke iagttages. Intet mindre end evangeliets sandhed og integritet og Guds ære står på spil her. Kirken tror ikke på hvad som helst, og den har en grundvold og et ankerpunkt, og den sejrer kun, så længe den bekender sig til det, holder fast ved det og kæmper for det. “Så lad os drage af sted i Aslans navn”. Det navn er den ene og afgørende forskel.

Lys på vejen
Igen og igen har vi afvist ideen om, at Narniabøgerne bevidst er skrevet som allegorier. På den anden side er associationerne til Bibelen og til den kristne erfaring talrige og ikke til at komme udenom, for nogle, som for nærværende forfatter måske mere end for andre.

Med risiko for at trætte mine læsere spørger jeg, om det er tilfældigt og kun fortællestof, at Lewis her beretter om Narnias stjernehimmel og gør specielt meget ud af at fortælle os, at den narniske nordstjerne er klarere end den nordligste stjerne i vores verden og bærer navnet “Spydspidsen”?
Ligesom luften i Narnia gør underværker, er det også som om, lyset er klarere her. Og klarere lys er netop, hvad vore venner har brug for både for at orientere sig, finde vejen og vide, at den er den rigtige.

Det Nye Testamente fortæller os, at vi også har sådan en ledestjerne (2 Pet 1:19-21). Spydspidsen lyser klarest. Men de må også gennem et terræn, hvor de ikke kan se Spydspidsen. Så er det godt at være fortrolig med alle de andre narniske stjerner, der kan vise vej. Fortrolighed med bibel, bekendelse, bøn og kristent liv og erfaring er en væsentlig ting for at finde vej, især når det er mørkt. Og det er det på stridens og kampens dag.

Glædesløsheden breder sig
Skoven, de vandrer igennem, er stille, alt for stille. Der burde have været mange flere lyde fra et sitrende, glad, gemytligt og foretagsomt liv. Dødens stilhed har lagt sig over det hele land og det hele landskab. Kristne bliver ofte beskyldt for at være lyseslukkere. Som om vi skulle være imod liv, livsudfoldelse, latter, glæde. Hvor kommer det indtryk fra? Det kommer ikke fra Jesus Kristus og hans evangelium.

Det er ikke Det Nye Jerusalem, som ser sådan ud. Derimod lader det sig udmærket forbinde med mange andre religioner, ideologier, politiske systemer og ismer.

En glædesløshed sænker sig over samfund og menneskeliv i disse dage. Alt er blevet farligt, det meste af det, vi kan li’ og synes om, ser man helst forbudt, de løftede pegefingre og den idelige moraliseren og fælden dom ser man alle steder.

Men det hidrører ikke fra kristendommen, og det er bestemt ikke forstadiet til en vækkelse, tværtimod er det ligesom, at en forpost af helvede allerede er begyndt at brede sig over det ganske land: “Men der hørtes ikke en lyd: mørket og angsten havde sænket sig over Narnia”.

Nye problemer forude
Omsider er de fremme ved målet. Og overraskelsesangrebet er tydeligvis Tirians strategi. Og at få det til at se ud som om han er calormer er strategien til sidste sekund. Et øjeblik efter står det lysende klart, ikke mindst i behandlingen af den overvundne soldat, at Tirian er alt andet end calormer, men ægte narnier: “Jeg er ked af, at jeg har behandlet dig sådan,” sagde Tirian til soldaten. “Men jeg havde intet valg. Hvis vi skulle mødes igen, håber jeg, jeg kan gøre dig en bedre tjeneste. Nu, Ædelsten - lad os se at komme væk.”

Tirian havde tidligere i døgnet kunnet lægge bekymringerne fra sig. Nu var de der, ikke blot en, men flere, som det ofte er. Og rådvildheden fulgte med. Missionen at befri enhjørningen var lykkedes perfekt, men andre problemer meldte sig. Livet er sådan indrettet, at meget sjældent får vi lov til at nyde en sejr ret længe.

Jill var blevet borte, og hun var en del af førnævnte bekymringer. Men pludselig er hun der igen og ikke alene. Hun havde en med sig. Ham. Men hvilken “ham”? Æslet Pusle, den falske løve, den falske Aslan. Abens triumfkort og undertrykkelsesmiddel.

Herefter skulle alt være nemt: “Vi har dette æsel at vise dem (Dværgene som kom nærmere). Lad dem se det væsen, de har frygtet og bøjet sig i støvet for. Vi kan vise dem sandheden bag abens nedrige komplot. Hans hemmelighed er blevet afsløret. Strømmen er vendt. I morgen vil vi hænge aben i det højeste træ i Narnia. Ikke mere hvisken og lusken og mummespil. Hvor er disse brave dværge? Vi har gode nyheder til dem”.

Sådan tror i hvert fald Tirian, og hvem ville tro anderledes? Næste kapitel viser, at helt, som vi tror og venter, går det ikke altid.