det sidste slag 4:
Den Sande Aslan

Af Louis Nielsen KP 01-2007

Kommentar til 5. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

Sidste kapitel sluttede med, at kong Tirian i sin nød og kvide råbte til Aslan om selv at komme eller i det mindste “sende nogle hjælpere fra den anden verden”.

Og næppe har han råbt på disse hjælpere, før han drømmer (“hvis det da var en drøm”), at han er i et oplyst værelse, hvor der sidder syv mennesker omkring et bord.

Hvem de er, får vi først senere at vide, men to af dem, nemlig de yngste, som viser sig at være Eustace Scrubb, som vi tidligere har mødt i “Morgenvandrerens rejse” og i “Sølvstolen” og Jill Pole, som også var med i “Sølvstolen”, møder vi nu.

Narniatid og vor tid
De undskylder, at de har været så længe undervejs (næsten en uge), medens det for Tirian kun er 10 minutter siden, han så dem i sin drøm.
“Det sædvanlige vrøvl med tiden igen, Pole”, konstaterer Eustace tørt. For længst har vi vænnet os til, at Narniatid er en helt anderledes, og helt anderledes langsom tid end klokketid i vores verden.

Århundreder i Narnia kan være som sekunder og minutter i vores verden. Tid kender vi allesammen som noget underligt noget, fysisk veldefineret i hvert fald så længe vi holder os til denne klode, men oplevelsesmæssigt og erfaret er det helt anderledes. Tiden kan både “ile” og “snegle sig” af sted.

Vore metaforer og ordbilleder taler sit eget tydelige sprog om, hvordan vi oplever tiden. Ikke mindst i vor tid er vi sindede for det hurtige og omskiftelige, og medieverdenen giver os døgnet rundt en illusion om, at vi er allestedsnærværende på en og samme tid.

Det gør os rastløse og efterlader os uden mulighed for, at noget får lov til at sætte sig og blive en del af os. Det fylder livet og eksistensen, men efterlader os tomme og uden fylde.

Når disse ting skal berettes om, efterlader de os med et paradoks. For er det i Narnia eller i vor verden, at tiden går langsomt, og går det ikke somme tider begge veje? altså sådan, at nogle gange er ti minutter i Narniatid “næsten en uge” i engelsk tid, medens til andre tider mange, mange år i Narnia blot er sekunder i vor verden? Hvordan løser vi op for dette paradoks? Først og fremmest ved at erkende, at tid både er noget, som binder og gør fri.

Som skabninger bundet til denne jord, er vi også bundet til dens tid, men i vor ånd kan vi opleve, at tidens rammer sprænges, og vi næsten løftes over i evigheden og momentvis opleve noget af evighedens fylde og vægt.
Det er denne dybe kvalitative forskel, tidsoplevelsen og kronologien i Narnia kontra i vores verden, skal minde om. “En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt”, synger Koras sønner i Sl 84:11.

Det er det perspektiv, der trækkes op, når f.eks. profeten Daniel midt i tidens flygtighed og rigerne, som kommer og går, får lov til at se “en gammel af dage tage sæde” og se “håret på hans hovede rent som uld” og “hans trone “som flammer af ild ... og en flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham” (Dan 7:910).

Evighed og uforanderlighed i det ene og samme billede af bevægelighed og hurtighed. Det er, hvad der karakteriserer Guds eksistens, han som på en og samme tid er “den som var, som er og som kommer”.
Omvendt kan tiden her være uendelig og næsten stå stille, og det ikke for at give indhold, dybde, glæde, vitalitet, men for at kede, sætte på prøve, tømme os for al energi og alt mod.

Prædikeren er i flere af sine meditationer inde på det dybt eksistentielle problem, som tiden og dens gang konfronterer os med.

Nej tid er ikke bare tid, ikke bare et bestemt år, en bestemt måned, en bestemt dag, et bestemt klokkeslæt. Den er meget mere ved siden af. Den kan gå, og den går, den kan kede og den kan fylde, den kan glæde og såre; samme klokkeslæt bringer liv og glæde til nogen, sorg og død til andre.
Tiden er der først og fremmest for at minde os om, at livet er mere end øjeblikket. Tiden er mulighed for at lære visdom og til at få fylde i sit liv. Ikke mindst for at give os et forhold til Gud den evige, men også tidens skaber.
Aslan hører og bønhører på tværs af landegrænser og tidsgrænser, på tværs af verdener. Selv er han ikke bunden af nogle af disse. Han er absolut fri i sin magtudøvelse og bevægelighed. Hvem andre kan det siges om? Og Tirians nødskrig er hørt, og nu er Eustace og Jill kommet.

Gamle fortællinger
Det første, de gør, er at skære rebene, som binder Tirian, over. Og derefter gjaldt det om hurtigst muligt at komme væk derfra.

“Tanken om, at han (Tirian) gik ved siden af to skabninger fra en anden verden, gjorde ham en smule ør; men den fik også de gamle beretninger til at virke langt mere ægte, end de nogen sinde havde virket før .... nu kunne hvad som helst ske”.

Det, han oplever nu, at få besøg af mennesker fra en anden verden, er ikke noget, som sker hver dag, det er ikke sket i Tirians regeringstid og ikke i de sidste syv generationer , det er mere end 200 år (Narniatid) så ikke så underligt, at Tirian føler sig ør, overvældet.

Men samtidig har han en anden og endnu vigtigere følelse end den første, fornemmelsen af, at de gamle beretninger talte sandt og står endnu mere til troende end nogensinde før.

Kristne har det på lignende måde med Bibelen. Hvis ikke vi oplevede dens autencitet, dens ægthed, og at den taler sandt om livet og om Gud og om os, ville den ikke betyde stort for os, ikke mere end enhver anden gammel bog eller fortælling, men fordi vi oplever og erfarer dens tale som sand, overbevises vi også om, at dens fortælling (budskab) er sand, også selv om der ligger to, tre og fire årtusinder mellem den og os.

Vi drages ind i fortællingen og fortællingens liv, og vi tager den til os, og den bliver en del af vor egen fortælling, af Gudsfolkets fortælling, at “Gud er god og hans miskundhed varer evindelig”.

Vort Amen til Gud og til hans fortælling blandes med alle tidligere og kommende generationers Amen, der som et stort crescendo lyder for Guds og Lammets trone.

Når vi sætter den erfaring, Tirian her gør sig, op imod det massive propagandaapparat af løgn og forførelse, vi tidligere har været vidne til i forbindelse med aben Finte, så oplever vi på sandhedens stille måde, at sandhed kommer af sandhed og kan tale for sig selv, fordi sandheden er guddommelig og kommer fra Gud, skaberen og opretholderen af alt og Herren over alle ting.

Lewis lægger altid små fine iagttagelser ind i sin fortælling, som gør personerne troværdige. Eustace er stadig så meget dreng, også på sin vej ind i et eventyr og i et møde med transcendensen, at han siger “ædelse”. Tirian med hans helt anden baggrund forstår ikke rigtigt, hvad han mener med det, før Eustace trækker en meget engelsk madpakke frem.

Samles om minderne
Soldaterne, der havde fanget og bundet Tirian, havde ladet ham beholde hans nøgler. De kommer dem nu til nytte og takken går til Aslan. Sådan noget som det viser sig ikke at være tilfældigt, men som overstyret af ham. Nøglerne vil de om et øjeblik få god brug for.

Men inden de når vagttårnet, som de styrer hen imod, fortæller Jill historien om, hvordan de blev kaldet til Narnia, og som altid kaldet i rette øjeblik.
Syv mennesker (oprindelig var de otte, men en er faldet fra) har noget tilfælles, som de ønsker at holde vedlige, fordi det betyder noget afgørende for dem og er dyrebart for dem.

Så de samles for at trække minder frem og for at tale om Narnia, “få sig en god sludder om Narnia”, og også fordi professoren havde på fornemmelsen, at der var brug for dem i Narnia.

Uden måske at være alt for fantasifulde og alt for vidtløftige fristes vi til at sige, at deres forsamlen var en slags “menighedsforsamling”. Mindet og erindringen om Narnia er ikke bare nostalgi, ikke bare en udveksling af rejseminder; det betyder noget afgørende for dem også for deres liv og eksistens i England, og de er stadig knyttet til Narnia og bærer stadig på et løfte fra Aslan om, at de en dag skal være sammen med ham i hans eget land og være det for altid. De samme elementer er jo også klart til stede, når kristne mødes.

Med alt det, som sker i netop denne bog, må vi sige, at det eskatalogiske, det om den sidste tid og det sidste slag, er stærkt i forgrunden, men det er det jo generelt, når kristne samles, for hver gang, vi holder nadver med hinanden og forkynder Herrens død, bliver vi også mindet om, at det er “indtil han kommer igen”.

Forsvarstårnet i Lygtemarken
Konkret lægger man på det møde møjsommelige planer om, hvordan man kan komme til Narnia og hjælpe Narnia, men som vi har vænnet os til i alle fortællingerne, er det altid Aslan, som har taget initiativet, når han har ønsket, at det skulle ske. Således også nu.

Aftalen er, at de alle skal mødes på en bestemt station, og de ankommer i hvert sit tog. Men der sker noget på den station, som uden tvivl vil have været omtalt i aviserne dagen efter, men som de, Eustace og Jill ikke forstår omfanget af.

Men vi kan godt røbe, at de faktisk dør. Og egentlig bør vi drage et lettelsens suk, for tænk, at døden endda en dramatisk død kan opleves så let. Men vi vil høre en del mere om det senere i fortællingen. “Aslan gjorde det alt sammen for os på sin egen måde uden at bruge nogen ringe”.

Den gode tone, den underspillede humor, præger det lille selskab. Men det ville heller ikke være narnisk, hvis ikke det var sådan. De er nået frem til forsvarstårnet i Lygtemarken.

Låsen er en smule stram, men omsider lykkes det Tirian at dreje nøglen om og få lukket døren op. “Velkommen, kære venner,” sagde Tirian. “Jeg er bange for, at kongen af Narnia ikke kan tilbyde sine gæster noget bedre palads end dette”.

Lewis kan ikke dy sig for at fremhæve børnenes velopdragenhed (det er ellers ikke noget, som Eustace lige frem har været kendt for. Og det er Narnia, som har gjort den store forskel i den unge Scrubbs liv. Første gang, vi mødte ham ombord på Morgenvanderen, var han ganske utålelig). “De sagde begge to, at det skulle han ikke være ked af, og at de var sikre på, at det var rart og hyggeligt inde i tårnet”. Hvad det faktisk ikke var. Men den indstilling, man møder tingene med, er mere afgørende for, hvordan man oplever tingene, end tingene er i sig selv.

At opholde sig i Narnia gør altid noget ved en. Man er aldrig den samme i det land, som man ellers er. Og det gælder selv nu, hvor Narnia nærmest er besat og på vej til ikke at være mere. Sådan er det vel også i kristenlivet, at der gives ingen nok så kritisk tid, hvor de kristne adfærdsnormer sættes ud af drift, hvor det ikke er Kristi sind, vi skal stræbe efter at vise, hvor det ikke er tro, mod, taknemmelighed, storsind og glæde, vi skal udstråle.
Det forholdt sig også sådan, at Narnia altid havde haft sine fjender. Ikke bare i form af ondskabens magter, som kom fra åndsmagterne uden for det historiske kontinuum Narnia selv tilhørte, men også Narnias historiske dødsfjende, Calormen.

Aslan havde overdraget Narnias konger at vogte på landet og af al magt sørge for at hindre, at onde magter trængte ind. Tirian synes at have taget sig godt af den opgave. Forsvarstårnene lå ikke hen som ruiner.

Hvert år blev de inspiceret, og der blev sørget for, at våbnene i tårnene ikke rustede men var rede til brug, hvis og når, der blev brug for dem. Strategisk klogskab og en omhyggelig foruddiskontering af, hvem fjenden mest sandsynlig ville være, prægede også sammensætningen af arsenalet.
På den led var man altid rustet til krig, så godt som man nu kunne være. Men lige denne krig rummede elementer, man havde haft sværere ved at forudane.

For her var der tale om forræderi og forførelse, alt som var fejt og ækelt, i sidste instans noget djævelsk, i kristen terminologi noget satanisk.
Det var det store opgør, det drejede sig om, “det sidste slag”. Men når tid er inde til det, er der ingen af os, der kender. Men beredt på krig må vi altid være, altid have Guds fulde rustning indenfor rækkevidde, altid have våbnene rede. “Man kan aldrig vide, hvornår jeg og mine venner skulle få grund til at gå ubemærket omkring i mogulens land”.

Mad var der ikke meget af, i hvert fald ikke den slags mad, der får tænderne til at løbe i vand og kalder spyttet frem. Alligevel er der overskud til at drømme og tænke på det, man gerne ville have drukket, hvis det havde været indenforrækkevidde.

“Jeg ville ønske, at vi havde taget en pakke te med,” sagde Jill. “Eller en dåse kakao.” Jo man er englændere, og det engelske fornægter sig ikke. “En lille tønde vin i hvert af disse tårne ville heller ikke have været af vejen,” sagde Tirian.

Således holdes modet og humøret oppe hos vore tre venner. Det skal blive spændende at følge dem på videre eventyr.