det sidste slag 3:
Den Sande Aslan

Af Louis Nielsen - KP 04-2006

Kommentar til 4. kapitel af C. S. Lewis' Narnia-bog "Det Sidste Slag".

Dette kapitel er måske ikke så rig på handling, men så meget des rigere på eftertænksomhed. Og det er godt for os ind imellem at blive revet ud af tidens jag og blive eftertænksom. For os som det 21.århundredes børn sker det måske alt for sjældent.

Straks ved kapitlets begyndelse møder vi et eksempel på Lewis’ formidable ind-levelsesevne i den menneskelige natur: De små tings betydning, også og måske navnlig som irritationsmoment: “Det, der i dette øjeblik bekymrede ham mest - for det er oftest små ting, der er sværest at holde ud - var, at hans læbe blødte dér, hvor de havde ramt den, og at han ikke kunne tørre det piblende blod væk, selv om det kildede forfærdeligt”.

Også i “Fra Helvedes Blækhus” er Lewis inde på dette med de “små ting” og Helvedes bevidste satsen på dette i dets angreb på sjælene. Ikke mindst i den apokalyptiske ramme, denne fortælling er sat i, synes det ret at henlede opmærksomheden på, at det ikke altid er de store fristelser, som leder os til frafald, men problemer med at få dagen til at hænge sammen.
Bagateller kan ofte få det til at ramle for os. Det hører med til vores konstitution som skabninger af støv. Hvor godt, at Gud i sin handlen med os kommer det i hu.

Den mørke, triste og mismodige stemning, der er over disse kapitler, fortsætter. Samlingen foran den lille stald drager på hæld, og de forsamlede dyr spredes hver til sit. Nogle af dem passerer træet, hvor kong Tirian står bundet. De er bange og kede af at se ham sådan, men ingen af dem siger noget eller foretager sig noget. Timerne snegler sig af sted, og følelser af trang og ubehag melder sig en efter en og får Tirian til at føle sig mere og mere elendig.

Lewis får med ordene “først”, “dernæst” og “ogs娔 malerisk understreget det voksende ubehag, Tirian oplever. “Først blev han meget tørstig og dernæst meget sulten, og som eftermiddagen gik på hæld og blev til aften, begyndte han også at fryse. Han havde ondt i ryggen. Solen gik ned, og tusmørket sænkede sig”.

Og sådan gik der lang tid. Men så skete der noget. Nogle små dyr kom hen imod Tirian, nogle mus, en kanin og nogle muldvarpe. Som alle andre skabninger i Narnia for tiden var disse også bange, men samtidig var de retskafne og barmhjertige. Fordærvet var ikke sat ind hos dem. Noget måtte de gøre for at lindre bare en lille smule på den nød, de følte, deres konge var i. Befri ham turde de ikke, “for så bliver Aslan vred på os. Men vi har bragt jer noget aftensmad”.

Der er noget dybt rørende over denne scene. Og noget vanskeligt forklarligt tillige. De er talende dyr og således mellem den del af Narnias skabninger, som har fået særligt ansvar og særlige privilegier betroet. Navnlig, at de kan have et be-vidst forhold til Aslan og til historien om ham, og at de kan kommunikere indbyrdes og kommunikere med ham.

Overfører vi vor verden til Narnia, kunne vi sige, at vi er menneskeheden i Narnia. De har stor respekt og ærefrygt for Aslan, og lige nu er de nærmest bange for ham, og det er tydeligt, at de ikke rigtig ved, hvem han er. Men om hans autoritet, uindskrænkede ret og magt over dem er de ikke tvivl. Han kan gøre med dem, hvad han vil. Hans love vil de ikke turde bryde, selv nu, hvor han viser sig så underlig ude af karakter, så helt ulig det, de ellers har hørt om ham. Lang tid er jo gået, og ingen af Narnias nuværende skabninger har set eller hørt Aslan, men kun hørt om ham.

Den fordrejede Aslan
Lewis har jo ikke villet skabe en allegori, og hans fortælling er ikke et essay i nytestamentlig eskatologi eller apokalyptik. Alligevel rejser fortællingen om den tilfangetagne Tirian og de små skabninger, som lindrer hans ubehag, men af frygt for at komme til at føle Aslans mishag ikke tør befri ham, mange slags teologiske overvejelser.

Noget ganske forfærdeligt er sket med Narnia på grund af Abens forførelse. Disse skabninger er endnu ikke fordærvede, og de er loyale over for Narnias konge og føler godhed for ham. Men deres fore-stillinger om Aslan er blevet fordrejet, ja mere end det, nærmest fordærvet. Det er ikke længere den virkelige Aslan, Narniakrønikernes Aslan, de forholder sig til, men et monster skabt og formet af Abens onde, selvfede hjerte. Og bag det er en endnu mere dyster fjende, Narnias dødsfjende nummer et, calormenerne.

Det virkeligt forfærdelige og oprørende, er, at disse små skabinger er rene af hjertet, og i deres indre følger den samvittighedens lov, som troen, kulturen, praksis, hele Narnias historie, har udrustet dem med; det eneste forbehold går på Aslan:

“I behøver ikke at takke os,” sagde de små stemmer. “Hvad andet kunne vi gøre? Vi ønsker ikke at få nogen anden konge. Vi er jeres folk. Hvis det kun var aben og calormenerne, der var imod jer, ville vi have kæmpet og ladet os skære i småstykker, før de havde fået lov til at binde jer. Det ville vi bestemt have gjort. Men vi kan ikke sætte os op imod Aslan.”

Hvad er der dog sket? Landet er blevet forført, skabningerne i Narnia er blevet forført. Tilbage er der næsten ingen, kun Tirian og nogle få andre.

Narnia truet
Kristendommen bliver ofte nedskrevet til næsten kun at handle om næstekærlighed og humanitet. Men hvad er kristendom uden Jesus Kristus og evangeliet og læren om Jesus Kristus? Alt står og falder med Jesus Kristus. Helvedes strategi går derfor altid ud på at smadre vidnesbyrdet om Jesus Kristus. Og når løgn og forførelse sætter ind, vil den indledende manøvre altid rette sig mod evangeliet, rette sig mod at nedbryde det og tilliden til det. Så kan alt det andet komme bagefter. Den livgivende, glædes- og tillidsskabende fortælling om Aslan er forvandlet til sin modsætning:

“Tror I virkelig, det er Aslan?” spurgte kongen. “Javist,” sagde kaninen. “Han kom ud af stalden i nat. Vi så ham alle sammen.” “Hvordan så han ud?” spurgte kongen. “Han var en stor frygtindgydende løve,” sagde en af musene. “Og tror I virkelig, at det er Aslan, der dræber skovnymferne og vil gøre jer alle sammen til den calormenske konges slaver?” “Ja, det er trist, ikke?” sagde den anden mus. “Det ville have været bedre, om vi alle var døde, før dette var begyndt. Men der er ingen tvivl om det. Alle siger, at det er, hvad Aslan beordrer. Og vi har set ham. Vi troede ikke, at Aslan kunne være sådan. Vi .... vi ønskede endda ligefrem, at han ville vende tilbage til Narnia.”

Det er ikke til at bære. Aldrig siden den hvide heks’s dage har Narnia været mere truet end det er lige nu. For er Aslan nu ikke længere den, man altid har kendt ham for at være, hvad så?

Så er der intet længere, som står fast, så må Narnia gå til grunde, så er det klart bedre at være død. Aslan er den eneste virkelige bærer af et håb; viser det håb sig nu snarere at være en trussel end et håb, så er der kun fortvivlelsen og den bitre tænderskæren tilbage. Disse er virkelig forfærdelige dage og timer.

Begynder vi at se og værdsætte, at Jesus om sig selv kan sige, at HAN ER, og at det om ham siges, at “Han er den samme i går, i dag og til evig tid”, athansnavn er “Amen”, “Trofast” og “Det troværdige vidne”?

Glæder vi os over i ham at have fundet “et sjælens anker, som ligger sikkert og fast ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis”? Det vidnesbyrd er det nødvendigt at holde fast ved, hvis vi skal kunne “stå på den onde dag”.

“Stjernerne trådte frem”, skriver Lewis, og fremmaler nu en stemning, som vi føler, som var den vor egen “og tiden tikkede langsomt af sted - du kan sikkert forestille dig hvor langsomt - mens den sidste konge af Narnia stod stiv og forpint op ad træet. Men til sidst skete der noget”.

Ordet “tikken” er genialt valgt; vi hører det, det gamle stueur. Vi oplever det, når vi en vinterdag med snestorm og streng frost ser ud af vinduet, det med, at “trange tider langsomt skrider”.

Men endelig sker der noget henne ved stalden. “En vældig jamren eller hylen hævede sig - så højlydt, at Tirian kunne høre nogle af ordene. “Aslan, Aslan, Aslan!”, råbte dyrene. “Tal til os. Trøst os. Vær ikke vred på os længere”.

Den sande Aslan
Hvordan kan man vide for sikkert, hvem den rigtige Aslan er. Det er det altafgørende spørgsmål, og det arbejder voldsomt i Tirians hjerne. Han har aldrig set Aslan, ikke engang set en almindelig løve. “Han kunne ikke være sikker på, at det han så, ikke var den rigtige Aslan”.

Uvished er en forfærdelig ting, men bedrevidende selvsikkerhed er om muligt endnu værre. Tirian havde dog ikke ventet, at Aslan ville se sådan ud. Der var intet dynamisk og prægtigt ved den han så. Men sikker, hvordan kunne han være det?

Vi fornemmer en intens kamp i Tirians sind, et brændende ønske om, at den, han så, ikke var den virkelige Aslan. “Men så kom han i tanke om det sludder, han havde hørt - at Aslan og Tash skulle være den samme person - og så vidste han, at det hele måtte være et bedrag”.

Dette sidste er meget vigtigt. Vore sanser er bedrageriske, vore vurderingerkan være forkerte, og hvad folk siger, kan man heller ikke forlade sig på, og også de lærde skyder langt forbi målet. Men når lys og mørke er blevet blandet, og løgn og sandhed omfavner hinanden, så er der noget galt. Det kan aldrig være Aslan noget sådant handler om. En falsk Aslan må være på spil. Tirian har fundet klarhed.

Tirian har efterhånden flere pejle-mærker at gå efter til at afgøre med sig selv, at den Aslan, som udråbes til at være kommet tilbage, ikke er den sande Aslan, men en falsk Aslan.

Den nye Aslans manglende statur, manglende værdighed, manglende kongelighed nævnes igen: “Aben stak hovedet helt hen til den gule skabnings hoved, som om han lyttede til noget, den hviskede til ham. Så vendte han sig til mængden, og mængden jamrede igen. Så gjorde den gule skabning klodset omkring og gik - man kunne næsten sige vraltede - ind i stalden igen, og aben lukkede døren efter den”.

Man kan ikke andet end undres over, at alarmklokkerne ikke begynder at ringe hos mængden efter, at den har set og hørt, hvad den har set og hørt. Mængden kan ikke siges at være forblændet, for der er ikke noget strålende over dette møde, derimod er det berettiget at sige, at den er kuet, truet, forsagt og mismodig, og som mennesker kan manipuleres af et blændende show, en underfundig og forførende film, et elegant og lynende begavet foredrag, så kan de også mani-puleres med af trusler og oplevelsen af elendighed.

Løgnen har mange veje, den kan bevæge sig ad, og mange redskaber den kan bruge. Kun sandheden manipulerer ikke, men den vil gerne overbevise. Men det er noget helt andet.

“Fordi jeg siger sandheden”, sagde Jesus, “tror I mig ikke”. “Vi har”, siger Paulus “sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne”.
Kalder på Aslan

Bålet slukkes, og igen sænker mørket, natten og ensomheden sig over Tirian. Han tænker tilbage på sine kongelige forfædre og kan kun føle, at “ingen af dem nogen sinde havde været så uheldig som han selv”.

Tirian standser ikke sin erindren af Narnias historie her. Han går tilbage helt til begyndelsen. Og her kommer det ham til gode, at “han altid havde været god til historie, da han var dreng”. Dengang langt tilbage havde Aslan ofte vist sig. Og nu husker han, at det havde han også under Caspian og Rilian.

“Aslan og børnene fra den anden verden,” tænkte han. “De er altid kommet, når det stod ilde til. Åh, hvis de blot kunne komme nu.” Og han råbte “Aslan! Aslan! Aslan! Kom og hjælp os nu!” Men det var stadigt lige mørkt og koldt omkring ham. “Lad mig dø,” råbte kongen. “Jeg er ligeglad med, hvad der sker med mig. Men kom og red Narnia.” Og mørket og skoven ændrede sig stadig ikke, men det var som om der skete en forandring inde i Tirian. Uden at vide hvorfor begyndte han at nære et svagt håb. Og han følte sig på en eller anden måde stærkere. “Åh, Aslan, Aslan,” hviskede han. “Hvis du ikke selv vil komme, så send mig i det mindste nogle hjælpere fra den anden verden. Eller lad mig tilkalde dem. Lad min stemme nå hinsides verdens ende. Og så, næsten uden selv at være klar over, at han gjorde det, råbte han pludselig med rungende stemme: “Børn! Børn! Narnias venner! Skynd jer. Kom til mig. Jeg tilkalder jer i den anden verden; jeg, Tirian, Narnias konge, herre til Cair Paravel og kejser af Ødeøerne!”

Tirian kan ikke længere være i tvivl om, hvem den virkelige og sande Aslan er. Det er i hvert fald ikke “den gule skabning” i stalden. Den sande Aslan er levende og transcendent, og hans magt og evne til at komme sit land og sit folk til undsætning og frelse rækker gennem generationere og tidsaldrene. Til ham råber Tirian nu. Og snart får vi at se, at det råb ikke er forgæves.

Vi kunne, hvis vi skal tale evangelisk, forstå denne sidste fase i Tirians kamp med mørket og vantroen som evangeliets eller frelseshistoriens gennembrud og sejr i Tirians tro. For det er repetitionen af Narnias histories klare vidnesbyrd om Aslans tilstedeværelse i den historie, som bryder vantroen og mismodet, skaber håb, og indgiver Tirian en fornyet be-vidsthed om, hvem han er, og hvad hans pligt er.

Vejen frem for kirken såvel som den enkelte kristne er altid at “komme Jesus Kristus i hu, oprejst fra de døde, af Davids slægt - ifølge mit evangelium” (Paulus i 2 Tim 2:8). Og så påkalde Jesu navn.

Hvad der nu sker, får vi se i næste kapitel, men der åbnes allerede for det, før kapitlet her er slut.