Narnia: Det sidste slag - kapitel 14 og 15:
Emeth møder Aslan

- hvem man komme i himlen?

Af Louis Nielsen - KP 03-2010

Vi har trukket det ud, så længe vi har kunnet, men nu kan vi ikke trække det ud længere. Dette er stedet, hvor Lewis fremsætter et af sine mere kontroversielle synspunkter, her om hvem der ultimativt lukkes ind i Guds evige rige.

Er det tænkeligt, at en yngling som Emeth, en calormer, og en, som har ønsket at lyde Tash, kan være mellem dem, som bydes velkommen i Aslans evige rige?

Bedømt ud fra et ortodokst evangelikalt synspunkt er vi ikke i tvivl om, at svaret er nej. Kunne vi så ikke lade det blive ved det og lade det ligge? Lewis ser fejl i nogen ting, og dette er så en af de ting, han så fejl på. Og han har jo givet os så meget godt, at vi nemt kan bære over med ham og gå videre til noget, vi er enige med ham i.

Sådan kunne vi jo afgøre sagen, men det er åbenbart en vigtig ting for ham, så helt fair over for ham vil det jo ikke være bare let og elegant at vige uden om. Så kan vi heller ikke selv slippe det helt.

Det er et svært spørgsmål, som der næppe kan svares helt på på denne side af evighedens dag. Svaret kan aldrig gives med en sådan sikkerhed, at det kan optages i en troslære. Der er nogen ting, vi ved, men der er også andre ting, om hvilke vi må sige: Gud alene ved det, og Gud alene afgør det.

Vi husker Emeth tidligere i fortællingen som en tapper kriger. Han er calormer, altså en af Narnias bitre fjender. Calormen er i alle henseender modstykket til Narnia, og der findes ingen måde, hvorpå de to kan bringes sammen. De står til hinanden som lys til mørke. Sådan også med Aslan og Tash. Aben havde bragt dem sammen og havde talt om Tashlan, men det var et led i den nedrige strategi, som anslår tonen i det definitive opgør mellem frihed og trældom, sandhed og løgn. Emeth havde været i oprør over denne løgnens forførelse.

Men - og det er den store overraskelse - lige her, hvor Narnia og hele verden er gået under, og hvor vi er i mellemlandet mellem den gamle verden og Aslans evige rige, møder vi Emeth som en af dem, der gået ind ad porten og nu er i blandt dem, som for altid hører Aslan til.
Vore narniske venner er overrasket over at møde ham her, men de forholder sig venligt overfor ham og anser ham ikke for en fjende, kong Peter kalder ham ligefrem “Min ven”. Nu brænder de af iver efter at høre hans historie.

Her følger et brudstykke af Emeths beretning:

“Jeg gik et sted mellem græs og blomster og alskens skønne og forunderlige træer, indtil jeg i en snæver kløft mellem to klipper mødte en kæmpestor løve.

Den var hurtig som en struds og stor som en elefant; dens pels var som det pureste guld, og dens øjne så klare som flydende guld i en smeltedigel. Den var mere frygtindgydende end Det flammende Bjerg ved Lagour og overgik i skønhed alt andet i verden, som en blomstrende rose overgår ørkenens sand.

Så kastede jeg mig i støvet for dens fødder og tænkte, at min sidste time var inde, for denne løve (som er al ære værd) ville vide, at jeg hele mit liv har tjent Tash og ikke den. Ikke desto mindre er det bedre at se denne løve og dø end at være mogul af hele verden og leve uden at have set den.
Men den prægtige løve bøjede sit gyldne hoved og berørte min pande med sin tunge og sagde: “Vær velkommen, min søn.” Men jeg sagde: “Ak, herre, jeg er ikke din søn, men Tashs tjener.” Han svarede : “Mit barn, alt, hvad du har gjort for Tash, har du i mine øjne gjort for mig.”

Så overvandt min store trang til oplysning og forståelse min frygt, og jeg spurgte den prægtige løve: “Herre, er det da sandt, som aben sagde, at du og Tash er den samme?”

Løven knurrede, så jorden skælvede (men hans vrede var ikke rettet mod mig), og sagde: “Det er ikke sandt. Det er ikke fordi han og jeg er ét, men fordi vi er modsætninger, at jeg siger, at det du har gjort for ham, har du også gjort for mig. For han og jeg er så forskellige, at intet der er gjort i ondskab, kan gøres for mig, og intet, der er gjort af et godt hjerte, kan gøres for ham. Så hvis noget menneske sværger ved Tash og holder sit løfte for løftets skyld, er det ved mig han i virkeligheden har svoret, hvad enten han ved det eller ej, og det er mig, der belønner ham. Og hvis nogen gør en ond gerning i mit navn, så er det Tash, han tjener, selv om han siger navnet Aslan, og det er Tash, der tager imod hans tjeneste. Forstår du det, mit barn?”

Jeg sagde: “Herre, du ved, hvor meget jeg forstår.” Men jeg sagde også (for sandheden pressede sig på): “Og dog har jeg hele mit liv søgt at tjene Tash”. “Mit kære barn,” sagde den prægtige løve, “medmindre det var mig, du søgte at tjene, kunne du ikke gøre det så længe og så oprigtigt. For alle finder, hvad de oprigtigt søger”.

Aslan er ikke Tash
Denne beskrivelse i “Det sidste Slag” er blandt de smukkeste i bogen. Af dem er der iøvrigt ikke så få. Alene den måde Aslan er beskrevet på griber os om hjerterødderne, og når vi overfører det på Ham, som Aslan afbilder, så fyldes vi af stolthed over vor “store Frelser og Gud”, af glæde over alt det, Han er for os. Vi fyldes af en dyb trang til at falde ned for Ham og tilbede Ham af hele vort hjerte, sjæl og sind. Alene Lewis’ brug af adjektiver taler sit eget sprog.

Før vi begiver os ind på det teologisk problematiske i dette afsnit, så lad os glæde os over den uforbeholdne hyldest til Herren Jesus Kristus og den solide kærlighed til Ham, som citatet også lægger for dagen.

Lad os også læse det i den ånd, det utvivlsomt er skrevet, lad os undgå at læse noget ind i det, som ikke står der, og lad os omhyggeligt lægge mærke til, hvad der står. Det vil hjælpe meget.

Først skal vi lægge mærke til, at Lewis ikke gør sig skyldig i en synkretistisk sammenblanding af kristendommen (evangeliet) med andre religioner som om, at det handler om den samme sag og derfor kan komme ud på et. Netop det tager han skarpt afstand fra.

Der er kun Aslan (kun Jesus Kristus), og Tash og Aslan er ikke den samme, tværtimod er de absolutte modsætninger. Aslan bliver ligefrem vred og knurrer, så jorden skælver derved, da Emeth nævner for ham, at aben havde fortalt folk, at “du og Tash er den samme”.

Kan det fortælles stærkere, at Aslan er den Ene og den suveræne, som kan sætte kloden i bevægelse og som klodens liv afhænger af. Lewis er helt på bølgelængde med Paulus og ville med glæde have gentaget med ham, at “for os (os kristne) er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham” (1 Kor 8:6).

Intet godt fra Tash
For Lewis kan godhed og ondskab ikke forliges. Et menneske, der som Emeth konsekvent har holdt fast ved sin troskab og sin oprigtighed, og som ikke har kunnet affinde sig med løgn og fortielser og har holdt fast ved sin kærlighed til Tash, har ganske vidst dyrket den forkerte Gud, fordi han ikke har vist bedre, men i virkelighedens og sandhedens verden kan intet godt komme fra Tash, men må hidrøre fra Aslan, lige så lidt som noget ondt kan komme fra Aslan, men må komme fra Tash.

Derfor gælder det omvendte også, at “hvis nogen gør en ond gerning i mit navn, så er det Tash han tjener, selv om han siger navnet Aslan, og det er Tash, der tager imod hans tjeneste”. “Tash” må vi nok mere forstå som et navn for djævelen, Satan, dæmonerners fyrste, løgnens fader, ham “som har været en morder fra begyndelsen” (Joh 8:44) end som en bestemt afgud.

Det Gamle Testamente nævner forskellige afguder, men forholder sig ikke på et teoretisk plan til, om de har nogen reel eksistens eller ikke, selvom det er meget tydeligt, at for en profet som Esajas er alle afguder døde, ting formede ved menneskers snilde og kunnen.

Men for Israel er der kun en Gud, Jahve, og han er så vældig, at han reducerer alle guder til et nul, et ingenting. Det Nye Testamente tilskriver ikke nogen afgud nogen reel eksistens, men regner dem for forførende og dæmoniske ånders værk (se 1 Kor 10:19 ff.). Vi må opfatte Tash i Lewis’ Narniakrønike på lignende vis.

“Gud er lys, og der er intet mørke i Ham” siger Johannes (1 Joh 1:5). Om Jesus, Logos, det evige Guds ord, siges, at “i ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh 1:4-5). Paulus siger: “Hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke? Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende og en vantro have lod og del med en vantro? Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne?” (2 Kor 6:14-16).

Måske er Lewis en anelse for direkte i det udsagn, han lægger Aslan i munden? Det kan nogen måske synes. Men så bør vi heller ikke glemme, at det ikke er et teologisk essay, han skriver, men et eventyr. Det giver ham noget mere frihed, og vi har også set, at det, Aslan her siger, lægger sig meget op ad, hvad Bibelen siger, og godt kunne tænkes lagt i munden på Jesus Kristus.

Ondskab skal dømmes
Som kristne må vi altid lægge afstand til det onde og til den Onde. I trosbekendelsen begynder vi med en forsagelse. Vi beder og bekender: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Jesus lærte os at bede: “Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde” eller måske snarere “Den Onde”. “Brødre!” siger Paulus: “Vær ikke børn i klogskab! I ondskab skal I være små, men ikke i kundskab” (1 Kor 14:20).

Jesus Kristus er “det sande lys, som oplyser hvert menneske”. I ham er der kun sandhed og ingen løgn, i Ham finder vi kun lys og intet mørke; i ham finder vi kun godhed og ingen ondskab, hos ham er kun trofasthed og ingen troløshed, kun liv og ingen død. “Vi er modsætninger”, (jeg og Tash) siger Aslan til Emeth, og det er vi i absolut forstand, intet godt kommer fra Tash, men fra mig, intet ondt kommer fra mig, men fra Tash.

På den dag, hvor “Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker” , sker det, siger Paulus, “efter mit evangelium”, og Gud “vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme. Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde først og græker; herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde først, og græker.

For Gud gør ikke forskel på nogen” (Rom 2:6-11). Kunne det ikke tænkes, at Lewis har formet sine ord efter de her ord?

Med hensyn til dommen på den yderste dag ved vi, at det ikke er os, der kommer til at dømme. Den populære forestilling om Sankt Peter, som sidder ved porten til Himmeriget og afgør, hvem der kommer ind og hvem, der ikke kommer ind, er mere en myte, som vittighedsmagere gør brug af, end seriøs teologi, også selvom den kan hente en vis teologisk støtte i Den romersk Katolske kirkes krav om at sidde inde med Himmerigets nøgler.

Frelse kun i Jesu navn
Jesus siger utvetydigt, at Faderen har “overdraget hele dommen til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen” (Joh 5:23). I samme åndedrag siger Jesus også, at “den der hører hans ord og tror Ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”.

Nogle vers senere hedder det, at “den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom” (vers 28).

Vi er vel ikke i tvivl om, at Jesus med “de, som er i gravene” bl.a.tænker på alle dem, som er døde i gammeltestamentlig tidsalder, og eftersom perspektivet nu er universelt og ikke kun handler om Israel, så alle døde i det hele taget.

Nogle af dem, siger Jesus vil opstå til liv, andre til dom og død. Kriteriet for at stå op til liv er at “have øvet det gode”, kriteriet for at opstå til dom ligeledes at “have gjort det onde”. Ingen af dem, Jesus taler om, kan have kendt Jesus, ikke sådan personligt i hvert fald. Men det gode har været her og har sat sine spor for alle mennesker til at se og har også stillet dem over for et valg, et valg, som i virkeligheden har været et valg for eller imod Jesus.

Det vil vi også kunne overføre på Emeth og hans situation, og gør vi det, er vi ikke langt fra det, vi lige har skildret. Lewis rammer i virkeligheden ikke så meget ved siden af, hvis han overhovedet gør det, så fra evangelikal side - sådan ser det i hvert fald ud for mig - har vi ikke så meget at bebrejde ham. Han siger ikke noget, som er meget forskelligt fra Det Nye Testamente.

For stadig gælder det - også hos Lewis - at ingen bliver frelst uden ved Jesus Kristus, og ingen kommer ind i Himmelen uden Ham. Han er også i Narniafortællingen det eneste navn givet til menneskers frelse; forskellen - hvis der da er en forskel - er, at frelsen har fået en større operationsbredde og kan være virksom, hvor Jesu navn ikke er blevet forkyndt, og hvor det menneske, som det handler om, endda har tilbedt en anden Gud, men under det navn alligevel har tilbedt den ene sande Gud og den ene sande Frelser.

Det kan nok være svært for os at tilegne os, og uden problemer er det ikke, men umuligt er det heller ikke. Det kan bare aldrig blive kirkens officielle forkyndelse, hverken i vor kultur eller i nogen anden. Men derfor kan vi godt have det som et lønligt, men dybt personligt håb, at de, som bliver frelst, må blive langt flere end de, som bliver fordømt, og at der blandt de frelste også må være mange, som måske aldrig har hørt om Jesu navn, men som dog alligevel så lyset og fulgte det.

Vide det kan vi ikke, men have det som et håb kan vi vel. Men om det er sandt og opfyldes må helt blive Guds sag. Nærmere kan jeg ikke komme, og længere tør jeg ikke bevæge mig.

Min faders velsignede
Som afrunding på denne diskussion kan vi også tænke over, hvad den overraskende lignelse om verdensdommen i Matt 25:31-46 mon betyder? Hvem er de, som Jesus i lignelsens første halvdel kalder “min faders velsignede”, skønt de ifølge deres eget udsagn aldrig har mødt ham eller set ham? (vers 34-40).

Når Lewis lader netop Emeth, en calormer, en fremmed sige: “Ikke desto mindre er det bedre at se denne løve og dø end at være mogul af hele verden og leve uden at have set den”, så gør han os gamle kristne flove og skamfulde over os selv.

For hvordan er det nu med os? Betyder Jesus Kristus også så meget for os? og vel og mærke Jesus Kristus som han er i sig selv uden overhovedet at tage det med, hvad han er for os, og hvad han har gjort for os, så meget, at bare det at have set ham overgår i rigdom og betydning det at være den mægtigste på jorden? Jesus Kristus tager i sin storhed og pragt glansen fra alt andet, og det er ligesom, at det aldrig får det tilbage igen.
Emeth kaster sig i støvet for Aslan forventende, at hans sidste time var kommet. Men “den store prægtige løve bøjede sit gyldne hovede og berørte min pande med sin tunge og sagde: “Vær velkommen, min søn.”

Lina Sandell har skrevet sangen “Bryd ud min sjæl, med glædeslyd”. Vi vil lade vor artikel klinge ud med de tre første strofer af denne sang, men anbefaler at man læser hele sangen, nr 270 i Evangelisk Sang, eller nr.134 i Hjemlandstoner:

Bryd ud, min sjæl, med glædeslyd;
mig Jesus hører til!
Han er mit liv, min fred, min fryd,
i alt han hjælpe vil.

Han er mig mer’, ja meget mer’
end alt, hvad nævnes kan.
Han tager eller giver her,
min salighed er han.

Hav, verden, kun din fryd for dig,
den agter jeg ej stort;
min lyst det er at fryde mig
i, hvad min Gud hat gjort.