det sidste slag 13:
Gennem Stalddøren

Af Louis Nielsen KP 02-2009

2. artikel om 12. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

Vi sluttede sidste artikel med kong Tirians slæben Rishda Tarkan med sig ind gennem stalddøren.

Historien om, hvad der skete på den anden side stalddøren, står uklar for mig, og jeg føler mig usikker på, hvad Lewis har tænkt sig med den.
Følger han her en påvirkning fra den katolske middelalderkirke og Dante og forestillingerne de havde om det hinsides og det, som sker umiddelbart efter døden før den evige salighed oprinder? Måske? måske ikke?

Der er grund til at gå forsigtigt til værks, når vi taler om de hinsides ting. I store træk taler Det Nye Testamente klart om disse ting, men maler det med en bred pensel. Når det gælder detaljer i billedet, vi gerne ville kunne se klarere, er vi på mere usikker grund.

Hvad sker der mellem døden og opstandelsen? Går vi direkte ind til himmelens salighed eller er der en mellemtilstand? Hvor skal vi placere regnskabs-aflæggelsen, det moment hvor Herren kalder os til at gøre rede for vort liv, hvor vi skal træde frem for “Guds domstol”? Er der én mellemtilstand for de salige døde? og en anden for de fordømte?

Overgang mellem liv og død
Tilbage i Narnia ved afslutningen af dets historie, så må alle gennem “stalddøren”. Det er også tilfældet i England, selvom der ikke her er tale om en stalddør, og dog? For hvad er stalddøren et billede på? Det får vi klarhed over i kapitel 13, hvor det viser sig, at stalddøren har forbindelse til julenat og Bethlehem, altså til Herrens Jesu Kristi komme til verden.

Der er en afgørende forskel på, hvordan vi vil komme til at opleve “stalddøren”, når det engang bliver vores tur til at gå gennem den.
Stalddøren forekommer at være skellet ved overgangen mellem livet og døden, tiden og evigheden, et skel alle engang skal passere, i Narnias billedsprog skellet mellem Narnia og Aslans eget land eller for ikke-narniere, skellet mellem at tilhøre Aslan eller at tilhøre Tash. Tash står for den Onde selv, for død, gru, helvede, for evig fortabelse.

Stalddøren bliver det sted, hvor levende skabninger enten lukkes ind hos Aslan eller føres bort af Tash. Men netop et sted, en slags grænseovergang, og ikke det permanente tilholdssted, dødsriget, men endnu ikke Himmel eller Helvede.
At gå ind gennem stalddøren betyder, at nu er sandhedens time kommet, nu afsløres løgne, bedrag og illusioner, medens stalddøren for andre for evigt stadfæster det, de altid har troet på, virkeligheden bag al virkelighed selv.

Dødsriget
Rødmis blev sindssyg, ødelagt som skabning for evigt ved oplevelsen af, at der var en åndelig virkelighed, at Aslan repræsenterede den virkelige verden, medens den politiske ideologi, han havde bygget op og ville bygge verden på, var løgn, bedrag, magtsyge og korruption.

Aben Finte afsløredes som en bedrager, punkteredes i sin opblæsthed, viste sig tom og var så borte. Rishda Tarkan, som aldrig havde troet på Tash, men alligevel havde hidkaldt ham, bliver halet op af Tash som en høne, der hakker efter en orm, og mellem Tash’ s arme ført bort til sit evige bestemmelsessted.

Bibelen kender til et dødsrige, Sjeol i Det Gamle Testamente, Hades i Det Nye -, et sted eller en tilstand, hvor de døde befinder sig til dommedag. For dem, der dør i troen på Kristus, er det ligesom om, at Dødsriget er borte, ikke er længere, men at døden blot er at “komme hjem”, at være “borte fra legemet og hjemme hos Herren” (2 Kor 5:8), at opleve det, som Paul Gerhardt synger om i sin salme:

“Os dog ingen død kan true,
men dens bud, løser ud
tusindfold af møde (møje),
lukker dør for sorgestimlen,
så vor sti, bliver fri
ind til fryd i Himlen”.

Hvor Lewis til slut nåede hen med disse spørgsmål, skal jeg ikke gøre mig klog på. I vor fortælling er det som om, at vejen fra det, der er bag stalddøren og til Aslans nærvær og hans evige rige er kort, meget kort, men i flere af hans essays og allegorier synes han at gå ind for en slags skærsild, en nødvendig lutringsproces før vi kan iklædes Kristi herlighed.

Dick Lucas, som ellers har megen agtelse for Lewis sagde i en prædiken, at “Lewis ikke fuldt ud havde forstået, hvad retfærdiggørelse af tro indeholder”.Men i “Det sidste slag” ser vi de elskede skikkelser fra Narniakrøniken ligesom herliggjorte og i deres himmelske skikkelser lige og umiddelbart efter, at livet for dem sluttede, hvad enten det var i England eller bag stalddøren i Narnia. Det følgende kapitel vil kaste mere lys over dette.

Tash har ingen magt bag stalddøren. Han kan ikke gøre dem noget ondt, som ikke er hans, og straks han befales til det i “Aslans og kejseren hinsides havet, Aslans faders navn”, må han forføje sig. “Død, hvor er din sejr? Død hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” (1 Kor 15:55-57).

“For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 8:38-39).

Festtøj er hverdagstøj
Kong Tirian oplever nu, at bag stalddøren befinder sig et helt galleri af Narnias tidligere konger og dronninger. Polly, Digory og Peter, Edmund, Lucy og Eustace er her med kroner på hovederne og i kongeligt og festligt skrud, og hvem er det, der også er her? Det er Jill. Tirian følte sig snavset i deres selskab, kommende fra slaget. Men hvad er nu det? Også han er “ren og frisk og iført den slags klæder, som han ville tage på, hvis der var fest på Cair Paravel”. Lige her er det svært at finde spor af nogen skærsild; uden at vide det er Tirian alle-rede i festtøjet. “Vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles” (1 Kor 15:51-52).

I en parentes føjer Lewis humoristisk til: “ Men i Narnia var ens “pæne tøj” aldrig ubehageligt at gå med. I Narnia forstod man at lave tøj, der var lige så rart at have på, som det var smukt at betragte, og ting som stivelse eller gabardine eller elastik fandtes intet steds i landet”.

Bemærkningen om tøjet reflekterer nok Lewis’ egen holdning. Festtøj føles ofte ubehageligt og bevægelseshæmmende. Men ikke i Narnia, og kunne vi føje til, da slet ikke i Himmelen. Hellighed, gudsfrygt og andre kristne dyder er ofte hjemløse i verden og i livet. Vi kan have svært ved at virke naturlige, være virkelig os selv i verden. Men i Himlen vil livet i Kristus og i hellighedens skønhed ikke være fremmedartet og ikke i nogen henseender være begrænsende. Tværtimod finder vi vor sande frihed dér. Festtøjet er blevethverdagstøjet.

Susan draget af verden
Men der var en i det ophøjede selskab, der manglede, Susan. Tirian spørger forundret til hende: “Ifølge de krøniker, jeg har læst, burde der være en til. Har Eders majestæt ikke to søstre? Hvor er dronning Susan?” Og Peter svarer alvorligt: “Min søster Susan er ikke længere en af Narnias venner”.
Susans fravær og Peters svar åbner for kommentarer fra Eustace, Jill og Polly, indtil Peter afslutter konversationen med et “ Lad os nu ikke tale om det nu”. Det vender vi tilbage til om et øjeblik.

Susans fravær piner vennerne. De kan ikke forstå det, men godt forklare det. Susan er kommet til at foragte sin barndoms oplevelser, siger Eustace. Hun vil være voksen, og kan ikke blive det hurtigt nok. For hende er alt det med Narnia blevet “fjollede lege, som vi legede, da vi var børn”. Hun har ikke lært Aslan at kende “under det navn, han har i hendes verden” (Jesus). Nu betragter hun alt det med Narnia som pjank og fjollede lege.

Den udlægning er der mange, der gerne vil tilskrive kristendommen: Den er fabler fortalt for børn og barnlige sjæle. Men i det voksne liv, læs det virkelige liv, siger de, er den ikke til nogen nytte.

Med hensyn til det med “barn”/ “voksen” rummer evangeliet noget af et paradoks. På den ene side gælder det, at “hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 18:3). På den anden side er Kristus “Guds hemmelighed i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult” (Kol 2:3), Vi må blive dårer for at blive vise (1 Kor 3:18), blive som børn og dog ønske og presse på for at blive “voksne”, modne i Kristus (Heb 6:1; 1 Kor 14:20; Ef 4:14-16).

Som sine andre søskende oplevede Susan Narnias virkelighed men det satte sig ikke blivende spor i hendes videre udvikling hjemme i England. Andre ting kom til at fylde hendes liv, og efterhånden afviste hun helt narniaoplevelsen og tolkede den som fjollede barnelege.

Jill ser Susans frafald fra en mere pigelig side: “Årh, Susan!” “Hun er efterhånden ikke interesseret i andet end nylonstrømper og læbestift og indbydelser. Hun kan simpelt hen ikke blive voksen hurtigt nok”. Susan er kommet til at minde om en anden kvindeskikkelse, vi tidligere har mødt i Narnia, nemlig Lasaraleen fra “Hesten og drengen”, de som bliver fanget ind af “tilværelsens ulidelige lethed”, af glamour, tant og tomhed, som gerne ligesom Esau “sælger sin førstefødselsret for en eneste ret linser” (Heb 12:16; se også 2 Tim 3:4 og 1 Joh 2:15-17).

Fyrstinde Polly, den ældste i selskabet, ser på Susans frafald med den ældres livserfaring: “Jeg ville ønske, hun ville blive voksen. Hun spildte alle sine år i skolen med at gå og ønske, at hun var så gammel, som hun er nu, og hun vil spilde resten af sit liv på at forsøge at undgå at blive ældre. Det eneste, hun tænker på, er at komme frem til det mest fjollede tidspunkt i sit liv, så hurtigt hun kan, og derefter at blive der, så længe hun kan”.

Den udtalelse er bemærkelsesværdig på mere end én måde. Vore kongelige venner er åbenlyst ikke klar over, hvor i historien, de befinder sig. Det går først op for dem, da Aslan senere forklarer dem det. I England er de af dem, som var der, døde, og det samme er de, som var og kæmpede i Narnia, men her på den anden side stalddøren lever de.

Verdens ende er kommet. Susan har nu ingen mulighed for at ændre på noget som helst i sit liv, men i Pollys optik er “omvendelse” stadig mulig, og det er hvad hun så inderligt ønsker for Susan.

Men hvor sørgelig er ikke den profil, Polly tegner af Susan. Lewis skrev i 1956. Man kunne mene, at han skrev profetisk om de mange, som i dag nægter at blive voksne, om ungdomkultens og “drengerøvs” generationen, som er dagens trendsættere, generationen som sætter selvet og velbehageligheden i højsædet og nægter at tage livet alvorligt, nægter ansvaret, vil være kammerater med deres børn, men ikke fædre. Lewis må have anet dens komme, allerede i de ting og tendenser, han så og oplevede i sin tids kultur og samfundsliv.

For Susan er det Narnia, der er fjollet. Tingene er blevet vendt på hovedet i hendes forkvaklede sjæl. Men hvem er det, som er fjollet? Mon ikke hende selv med hendes ene tanke om at “komme frem til det mest fjollede tidspunkt i sit liv, så hurtigt hun kan, og derefter blive der, så længe hun kan”.
Kong Peter ønsker ikke denne tanke fortsat. Han er selvfølgelig ked af det på sin søsters vegne. Men det skal ikke hindre dem i at nyde det “land”, de nu befinder sig i: “Se! Her står de dejligste frugttræer. Lad os smage på frugterne”.

Tirian ser sig for første gang omkring og forstår “hvor ualmindeligt besynderligt dette eventyr var”. Det må vi give ham ret i. De følgende kapitler vil vise hvor meget, han har ret.