det sidste slag 12:
Gennem Stalddøren

Af Louis Nielsen KP 04-2008

Artikel om 12. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

De få tiloversblevne af den lille trofaste kæmpende skare af narniere og venner af Narnia har som ordren lød trukket sig tilbage til den hvide klippe. De kæmper stadig tappert, men overmagten bliver stadig større, og mange nye er nu kommet til. Der er ikke længere noget virkeligt håb om at kunne vinde slaget og tilbageerobre Narnia. Den frygtede stald og dens ildevarslende stalddør venter.

Men endnu kæmper de og kæmper tappert. Eustace er den første som kæmpende og sparkende slæbes hen til stalddøren og kastes ind i stalden. Jill kan ikke lade være med at græde, men hun er omhyggelig med at undgå, at hendes tårer skal gøre hendes bue våd.

Hun er stadig i kampen, og hendes duelighed i kampen tæller mere end hendes overgivelse til hendes private sorg.

Dværgene, som kun vil være sig selv og hverken vil have “aber eller løver eller konger til at bestemme over sig og heller ikke de sortsmudskede calormere” skyder nu, da Tirian og hans lille flok er i defensiven mod calormerne, som for et øjeblik koncentrerer deres angreb mod dværgene og snart bærer elleve af dem hen til stalden, som Rishda Tarkan nu kalder Tashs helligdom.

Og da de elleve dværge, en efter en, var blevet sparket ind gennem den mørke døråbning, og døren igen var blevet lukket, bukkede han dybt foran stalden og sagde: “Disse er også en del af vort brændoffer, herre Tash.” Og alle calormerne hamrede den flade side af sværdene mod deres skjolde og råbte: “Tash! Tash! Den store gud Tash! Ubarmhjertige Tash!” (Nu prøvede de ikke længere at kalde ham “Tashlan”).

“Det sidste slag” er historien om det store opgør, som gør en ende på Narnia og på Narniakrøniken og åbner for Aslans evige rige. Det er dermed også det endelig opgør mellem lys og mørke, frihed og trældom, sandhed og løgn, godt og ondt, den sande Aslan og den falske Tashlan (Jesus Kristus og Antikrist).

Og alt er bragt dertil, hvor der ikke længere spilles med fordækte kort, hvor ingen kan være i tvivl om, hvad kampen gælder. Dette med, at Aslan og Tash skulle være den samme, og at en syntese mellem dem skulle være mulig, er nu droppet. Men som sagerne står lige nu, ser det også ud til, at det er Tash, som har vundet. Men vent en kende. Den konklusion er vist for tidlig draget.

Tash er i alle henseender modstykket til Aslan. Heksen optræder ikke i nogen form eller nogen skikkelse i Det sidste slag. Men går det ikke an at opfatte Tash som den sidste og endegyldige manifestation af alt det, heksen eller heksene har stået for? Ondskabens kræfter har haft mange skikkelser at iføre sig og præsentere sig i gennem tidernes gang, men dybest set er det Satan, Guds ærkemodstander, der har stået bag dem alle og har inkarneret sig i dem alle. Nu, hvor alting ender, træder han frem som endetidens store Antikrist. Tash er et forfærdeligt uhyre, stinkende, et konglomerat af menneske og dyr.

Kilden og Klippen
Den lille gruppe ved den hvide klippe så disse ting og hviskede til hinanden. De havde fundet en lille kilde, der sprang frem af klippen, og havde alle stillet deres tørst - Det er svært at komme uden om, at der er en del symbolik i disse få linjer. Den lille gruppes forhold og situation er fortvivlet, enden er nær for dem, og alligevel har de noget, som deres fjender ikke har, en klippe og en kilde, noget som står fast, og som forfrisker og kvæger på samme tid.
Jesus opfattes i Det Nye Testamente både som klippen og kildespringet. For Israels folk i ørkenen var der “en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus”, siger Paulus i 1 Kor 10:4. Det Gamle Testamente henviser gang på gang til Guds frelse under billedet af en klippe og et kildespring.

Vi står for Narnias vedkommende lige ved enden, Eustace er væk, og snart vil de alle være væk. Alligevel er her noget, som midt i forgængeligheden er uforgængeligt, og som forfrisker, kvæger og trøster. “Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” har Jesus sagt (Joh 4:14).

De var så tørstige, at de syntes, at de aldrig havde smagt noget bedre i hele deres liv, og mens de drak, var de muntre og glade og kunne ikke tænke på andet. Hvor vidunderligt!

Et øjeblik havde de været i en oase, havde haft en himmeloplevelse, kunne vi næsten sige. Men hurtigt var de tilbage i kampens stimmel og i den angst, den fyldte dem med: Jeg har en forudanelse om, at vi alle, en efter en, kommer til at gå gennem den mørke stalddør inden morgen. “Jeg kan nævne hundreder af måder, jeg hellere ville dø på”, sagde Poggin. “Ja, det er en uhyggelig dør,” sagde Tirian. “Den minder mere om en mund.”

Det er en uhyre interessant dialog om stalddøren, som udspinder sig her. Stalddøren er rig på symbolik, og fordi ingen ved, hvad der sker inde bag den, og hvad der møder en der, er den uhyggelig, som den er gådefuld. “Den minder om en mund” siger Tirian, en mund rede til at opsluge en, fortære en, tilintetgøre en, og gøre det på en brutal, uværdig måde.

Kan vi forklare døden eller i det mindste dødsårsagen, og står vi i en helterolle, når vi dør, eller dør vi omgivet af ceremonielle handlinger og mediernes bevågenhed, så opleves døden måske tålelig, men så heller ikke mere.
Dødens uhygge og døden som en mund, der sluger os, og som aldrig bliver mæt, er et mere realistisk billede af døden - og et mere bibelsk. Døden og dødsriget er fjender, virkelige fjender. Tirian har fat i den rigtige ende.

“Syndens løn er døden”; “døden kom til alle mennesker, fordi de alle syndede”. Sådan taler Paulus. “Dødens brod er synden” (1 Kor 15:56). Synden gør døden så smertefuld, gør den til den store regning, det store arkiv af skyld og brøde, som skal gøres op. Derfor er døden forfærdelig, og derfor er vi bange.

Vi kan intet gøre ved det. Det er det endnu forfærdeligere. Men, men .....:

“Åh, kan vi da ikke gøre noget?” sagde Jill med skælvende stemme. “Nej, min kære ven,” sagde Ædelsten, idet han blidt gnubbede sin mule mod hende. “Men for os er det måske døren til Aslans land, og vi vil spise af hans bord i aften”.

Det er “det sidste slag” og mørket, ondskaben og døden har overmagten. Calormerne repræsenterer en dødens kultur, Tash er den “ubarmhjertige”, den store dræber og fortærer. “Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod”, sagde Jesus (Joh 10:10).

Over for verden, djævelen og døden er vi magtesløse på grund af vores venden os bort fra Gud. Men Jesus har budt os at “være frimodige”, for han har overvundet både verden, djævelen og døden (Joh 16:33; Kol 2:14-15; Heb 2:14-15; 1 Joh 5:4-5).

Ædelsten, som flere gange har vist sig som en af de viiseste og mest modne i det lille selskab, kan med sin “gnubben af sin mule” mod Jills kind og sine tillidsskabende ord bringe hende til ro: “Men for os er det måske døren til Aslans land, og vi vil spise af hans bord i aften”. “Os dog ingen død kan true,/ men dens bud/ løser ud/ tusindfold af møde,/ lukker dør for sorgestimlen,/ så vor sti/ bliver fri/ ind til fryd i Himlen”. Sådan sang Paul Gerhardt, og sådan kan vi synge.

Rishda Tarkan lover amnesti til udvalgte medlemmer af det lille selskab, til vildsvinet, hundene og enhjørningen, men et bur i mogulens have og en plads i mogulens kennel og at blive spændt for en vogn er ikke engang en fristelse for nogen af de her nævnte skabninger. Tilbudet er latterligt. Men dybest set er det altid sådan med verdens “gode” tilbud. Livet er dyrebart, men det er nemt at sælge det, sælge det alt for dyrebart. Aslan og Aslans land er uendelig meget mere tiltrækkende, også selv om vejen til det går gennem den gruvækkende stalddør. Vore venner er ikke så meget som et sekund i tvivl, og det eneste svar, Rishda Tarkan modtager på sit “tilbud”, er “knurrende stemmer”.

Den sidste kamp
Og så begyndte den sidste narniske konges sidste kamp. Lewis lader os ikke i tvivl om, hvad dette går ud på. Den sidste konge, den sidste kamp. Narnias ende er kommet. Men Tirian og hans sidste venner (igen ordet “sidste”) kæmper for livet.

Igen kommer en af disse kloge reflektioner, som vi er stødt ind i gang på gang i vor læsning af Narniafortællingerne. På en måde var det ikke nær så slemt, som du måske forestiller dig. Når man bruger alle sine kræfter til det yderste - dukker sig for ét spyd og springer over et andet, hopper frem, trækker sig tilbage, gør omkring - har man ikke tid til hverken at blive bange eller bedrøvet. Tirian vidste, at han ikke kunne gøre noget for de andre nu; de var alle prisgivet.

Vi frygter alle “det sidste slag”. Hvordan det end kommer til os, frygter vi det. Vi frygter vor egen død; hvordan vil den ske? Skal jeg igennem megen lidelse, smerte, anfægtelse før jeg når dødens port? Vi frygter afskeden med vore elskede og kære. Vi frygter at lægge ned og blive lagt ned. Måske plages vi også af bevidstheden om skyld, og af frygt for at skulle møde Gud. Ingen af os ved på forhånd, hvilken død vi får. Og Gud være tak for det.

Vi frygter også “det sidste slag”, hvis vi hører til dem, som vil komme til at opleve “de sidste dage” med Antikrists herredømme, “dyrets”hærgen, verdens undergang og omstyrtelse. Vil vi kunne stå på den dag? Vil vi kunne holde ud? Men siger fortællingen os, det er på en måde ikke så slemt, ikke nær så slemt, som vi forestiller os. Først og fremmest, fordi Gud trods alt mørke og gudløshed bliver hos os med sin nåde og hjælp og med det “ord, som aldrig glipper”.
Hvis vi så også er optaget af det, vi rettelig skal være optaget med, nemlig med at kæmpe, passe vor dont, passe det, vi er sat til, så er det også en lynaflyder mod frygt og ængestelige tanker.

En sejr undes det Tirian at få. Tirian fik en pludselig indskydelse. Han smed sit sværd, kastede sig frem, ind under tarkanens susende krumsværd, greb med begge hænder sin fjende ved bæltet og sprang ind i stalden, idet han råbte: “Kom så selv ind og mød Tash!”

Det er en yderst dramatisk, spændende og skelsættende scene som følger. Og tillige rummer den flere teologiske overvejelser. Vi må derfor hellere slutte for denne gang og først i næste artikel vende tilbage til det, som nu sker i stalden.