det sidste slag 11:
Aslan viser sin store magt

Af Louis Nielsen KP 04-2008

Artikel om 11. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

Kapitel 11 virker mest som et interludium et mellemspil, en udskydelse af det endelige og afgørende drama, alt kan ske, og hvad sker der?

Det forrige kapitel gav os et håb om en ændring i situationen til fordel for Tirian, for Narnia, for sandheden. Løgnen og bedraget er blevet afsløret, og Tirian, Narnias sande konge har givet sig til kende med en opfordring til at slutte sig op om ham. Vil den opfordring blive fulgt? Det er det spørgsmål, som dette kapitel giver os svar på.

Kampene bølger frem og tilbage. Tirian og hans lille skare af forbundsfæller og venner går ud af nogle af dem som sejrherrer, men calormenerne hidkalder forstærkninger i voksende antal, så til sidst er det dem, som vinder.

Vore venner kæmper tappert, vedholdende og længe uden at give op. Nogle af dem falder, dør, slås ihjel. Nogle narnier følger Tirians opfordring til at komme frem og slutte sig til dem, en bjørn, et vildsvin, et kobbel af store hunde og en masse gnavere. En flok talende heste er også mellem dem, som ønsker at følge Tirian og kæmpe for Narnia, men desværre er der også slyngler imellem dem, en flok dværge. De gør det af med hestene. Mere om det senere.

Straks fra begyndelsen gør Tirian kort proces med aben, Finte. Griber ham i nakkeskindet og slæber ham hen til stalddøren, som dværgen Pogin åbner, så Tirian kan kyle Finte ind i stalden. Her møder Finte et forfærdeligt endeligt, som ikke beskrives, men hvori klart overnaturlige kræfter er på færde. Rædslen for, hvad der gemmer sig bag stalddøren og for den forfærdelige Tashlan, vokser i enormt omfang hos alle, som oplever det “blændende blågrønne lys, jordens skælven og værst af alt lyden en kaglen og en skrigen, som en kæmpemæssig fugls hæse røst”.

“Dyrene jamrede og hylede og råbte “Tashlan! Værn os mod ham!” og mange kastede sig til jorden, og mange skjulte deres ansigter bag vinger og poter. Ingen andre end ørnen Vidblik, som havde det skarpeste syn af alle levende væsener, bemærkede Rishda Tarkans ansigt i dette øjeblik. Og det, han så, fortalte straks Vidblik, at Rishda var lige så forbavset og næsten lige så bange som alle andre. “Der har vi en mand, som har påkaldt guder, han ikke selv tror på,” tænkte Vidblik. “Hvordan vil det gå med ham, hvis de virkelig er kommet?”

Det her citerede er et af de få reflekterende afsnit i dette kapitel ret usædvanligt for C.S.Lewis det meste af kapitlet er fortælling.

Ateisten Tarkan
Lewis er kristen, dvs. han tror på og bekender Jesus Kristus, og hans tro er som kristendommens teistisk og monoteistisk, dvs. Gud er til, og der er kun én Gud. Det er den absolutte sandhed. Den empiriske sandhed er som Paulus udtrykker det i 1 Kor 8:4 ff.:

“Vi ved, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden der er jo så mange guder og så mange herrer. Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham. Men ikke alle har den kundskab”.

Senere i afsnittet om afguder og afgudsdyrkelse (1 Kor 8-10) identificerer Paulus afguderne med dæmoner (10:19): “Hvad vil jeg sige med dette? At det, som ofres til afguder, er noget, eller at afguder er noget? Nej, men at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne”.

Rishda Tarkan er en gennemsekulariseret mand, en gudløs mand; han spillermed i spillet, synger med på sangen og stemmer i og gentager parolerne, men er ateist i bund og i grund. For ham findes der hverken nogen Aslan eller Tash og heller ikke den hybrid, man har opfundet til lejligheden, Tashlan. Han er helt af samme skuffe som Rødmis, men totalt forskellig fra ynglingen Emeth, som vi mødte i sidste kapitel og skal møde igen. Vi har allerede set, hvilken skæbne der mødte Rødmis, da han frimodigt gik ind i stalden. Nu er det Rishda Tarkans tur til at blive bange, “næsten lige så forbavset og lige så bange som alle andre”. Og Vidblik spekulerer: “Hvordan vil det gå med ham, hvis de (guderne) virkelig er kommet?”

Falske guder
Teologisk er det en uhyre kompleks og vanskelig diskussion, Lewis via ørnen Vidblik sætter i gang. Gud har ikke i sit ord åbenbaret os meget om, hvordan det forholder sig med de mennesker, hvis liv henleves uden kendskab til evangeliet.

Bibelen synes at insistere på, at der er en åbenbaring af Gud kendt fra verdens skabelse, en åbenbaring, som efterlader mennesker uden undskyldning (Rom 1:18-32). Men mennesker undertrykker den åbenbaring og vil ikke vide af den, undertrykker den moralsk, undertrykker den intellektuelt, undertrykker den ved selvbedrag og ved at lade sig forføre, undertrykker den ved hovmod, selvretfærdighed og selvhævdelse.

Vi møder i det galleri af forskellige væsener, som Lewis lader optræde i fortællingen, flere typer på denne afvisende holdning til det guddommelige, det transcendente, det overnaturlige, det usynlige. Rødmis var en, aben Finte en anden, Rishda en tredje, dværgene en fjerde osv. Og så har vi Emeth, den oprigtigt troende og den oprigtigt hengivne, men troende og hengiven overfor en falsk gud.

Vil Lewis med sin fortælling om, hvordan det gik Rødmis og nu Rishda Tarkan, da virkeligheden, den sande virkelighed overhaler dem, fortælle os, at gudsfornægtelse og et liv bygget på den er en løgn, og et forfærdeligt bedrag?

Det stemmer med hans egen livshistorie. Gud er til og er der, også dér hvor sandheden om Ham er fordrejet og kun en halvskygge, som når man tror på Tash og påkalder Tash, og ultimativt vil ingen kunne unddrage sig ham. Før eller siden møder alle ham og sander hans virkelighed, i gudsfornægterne Rødmis’ og Rishdas tilfælde til deres forfærdelige rædsel og undergang.

Lewis er ikke universalist i traditionel forstand. For ham er helvede og evig fortabelse en forfærdelig og tragisk mulighed. Han hævder bestemt heller ikke, at alle religioner og alle slags tro er lige gode og lige gyldige. Jesus Kristus er for ham den ene vej, den ene sandhed og det ene liv. Men han synes at mene, at Gud kan møde mennesker, men møde dem i Kristus, også gennem falske guder, som f.eks. Tash. Han vender senere mere udførligt tilbage til spørgsmålet. Vi vil lade spørgsmålet stå åbent indtil da.

Tirian og hans lille flok af trofaste håber til det sidste. Håber, at Narnia kan reddes. De har svært ved at erkende, at det er ved at være slut. Nogle får de over på deres side. Gnaverne har Lewis’ sympati. De var de trofaste også dengang, Aslan blev slået ihjel på Stenbordet. Disse små, efterstræbte og undseelige skabninger er også nu på Aslans og Narnias side. Ligeså er hundene, hestene og flere andre. Men mange er flygtede, har gemt sig og søgt i skjul. Andre bliver tilbage på kampscenen, men kun som tilskuere. Gå med i kampen gør de ikke. Nogle slutter sig aktivt til fjenden og gør sig dermed til forrædere mod Narnia. Og nogle slutter sig til Tirian og går med i kamp for Narnia.

Det her handler om de sidste dage i Narnias historie, om afslutningen. Vi skal nok ikke for ivrigt lade os rive med, men det er svært ikke i Lewis’ fortælling at se et sindbillede på den tid og den verden, som Bibelen henviser til som “de sidste tider”. Jesus forudsagde et frafald, og han forudsagde også svigt og deserteren og lammende ligegyldighed, meget lig det vi nu oplever i Narnia. Jesus advarede også mod forførere og løgn og bedrag og mod falske tegn, og han advarede om en kommende Antikrist. Alle de elementer indgår i fortællingen her.
En brav kamp

Vi må sige, at der bliver kæmpet bravt. Det er også vigtigt for Tirian at sikre, at der bliver kæmpet værdigt. Ingen undtagelsestilstand m.h.t. til de etiske og moralske principper, som har præget de sande narniske konger til denne dag. Strid og kamp og at stå på den onde dag, hvor Den Onde har magten, dispenserer ikke på nogen måde fra Guds riges love og principper. Disse må ikke glemmes, selv ikke i kampens hede.

Den rebelske gruppe af dværge, vi tidligere har stødt på, og som vi igen møder hen mod slutningen af fortællingen, udgør et kæmpe problem, ja de bliver ligefrem en aktiv fjende. Sidste gang, vi mødte disse dværge, var i kapitel 7. Her befriede Tirian og hans venner dem fra calormenerne. Men til Tirians store forbløffelse og sorg var deres reaktion alt andet end taknemmelighed (på nær for Pogin), men afvisning, hån og åbenlyst fjendskab. Grifle, deres anførerhavde dengang sagt:

“Fra nu af vil vi selv bestemme og ikke falde på knæ for nogen. Er du med?” “Det er rigtigt,” sagde de andre dværge. “Vi vil selv bestemme nu. Vi er færdige med Aslan, færdige med konger, færdige med tåbelige historier om andre verdener, vi dværge bøjer os ikke for nogen”.

Nu står de på sidelinjen og griner og kommer med hånlige tilråb. Først til calormenerne. Tirian appellerer endnu engang til dem: “Kom her og brug jeres sværd i stedet for jeres tunger. Der er stadig tid. Kom nu! Jeg ved, I kan bide fra jer. Slut op om jeres konge!” “Ikke tale om!” svarede dværgene.
“Du er lige så stor en bedrager som de andre. Vi vil ikke have nogen konger.

Dværgene vil selv bestemme! Buh!”. Et øjeblik efter sender de deres dødbringende pile mod de heste, som et øjeblik forinden var blevet sat i frihed af musene og nu kom galoperende for at gøre deres til at redde Narnia. “Det havde du nok ikke regnet med, hva’, knægt?” råbte de til Eustace. “Du troede nok, vi var på jeres side, hva’? Men vi ønsker hverken at I eller de andre vinder. I skal ikke bestemme over os. Dværgene skal nok selv bestemme.”

Lewis digter sin historie, og igen må vi understrege, at dette er Narnias historie. Men Lewis digter også ud fra sin erfaring og sit kendskab til europæisk historie og ud fra sin solide menneskekundskab. Og som han digter, strømmer også mange bibelske associationer gennem hans hovede. Narniakrøniken er ikke en allegori, og ikke tænkt som en sådan, men bliver alligevel et sindbillede på vores verden og dens historie, dens kristne historie, for siden kristendommens komme er det umuligt at tale om europæisk historie uden at referere til kristendom og kirke.

Det ændres, men ændres kun langsomt med renæssancen, oplysningstiden og modernismen. Den franske revolution i 1789 og den kommunistiske overtagelse af Rusland i de indledende årtier af 1900tallet er to stærke markører i det paradigmeskifte, der havde fundet sted.

Måske, måske ikke afspejler dværgenes hånlige afvisning af kongedømme, af Aslan og af Narnias megafortælling dette skred og dette paradigmeskifte i europæisk kultur med afsmittende virkning på vestlig kultur i det hele taget. Kirken taber mere og mere terræn, og især mister den arbejderklassen, den bærende klasse i det frembrydende industrisamfund. Dværgene i “Det sidste slag” kunne godt afspejle denne sørgelige kendsgerning. Men måske er det forspekulativt.

De sande holder ud
I et eskatologisk perspektiv og “Det sidste slag” er eskatologi, ja ligefrem apokalypse kendetegnes den apokalyptiske tidsalder af frafald og oprør, men også af vedholdenhed. De sande og ægte holder ved og holder ved trods det, at det koster dem livet. Kampen er på liv og død. Derfor er det kun de ægte, som holder ud og bliver ved. Det apokalyptiske øjeblik er sandhedens time, timen hvor det også bevises, at kun sandheden har evigheden og evighedens bestandighed i sig.

Tirian og hans venner har ikke andet valg end at kæmpe, og kæmpe til det sidste, også når det bliver klart, at de ikke kan vinde, fordi fjenderne er for mange. I sådan en situation er det bedrøvende og næsten lammende, at en gruppe af borgere, og endda særdeles kampduelige borgere, har valgt sig selv og sin egen agenda, har valgt hverken at være på Aslans og Narnias side eller være på mogulens og calormernes side, fordi de er blevet skadet på deres sjæl af løgnagtig propaganda, falske ideologier og frustrationer over institutioner, som burde have været deres hjælpere og understøttere, ikke har levet op tilderes kald og ansvar.

Kapitel 11 klinger ud, og Tirian råber: “Tilbage! til klippen!”. “Fjenden havde fået forstærkninger. Pauken havde tjent sit formål”. Det er en nærmest genial slutning. Vi forberedes på, hvad der kommer, og vi venter på det i åndeløs spænding. “Klippen”, ved vi, er en stor sten i landskabet, som vennerne på forhånd havde aftalt at trække sig tilbage til, skulle det gå galt. Men er “klippen” mere end denne sten? Er den tillige en metafor, for det der står og står urokket, trods alle angreb, trods alle nederlag? Er det en metafor for Kristus, klippen? i Narnias univers for Aslan, den gyldne løve?