det sidste slag 10:
Aslan viser sin store magt

Af Louis Nielsen KP 03-2008

Artikel om 10. kapitel af C. S. Lewis' Narniabog "Det Sidste Slag".

Dette kapitel forekommer mig en del sværere at skrive kommentar til end tidligere kapitler i bogen og i Narniabøgerne overhovedet. Det skyldes, at Lewis her fortæller ting, som er sværere at få til at rime med vore gængse forestillinger om Gud og kristendommen end sædvanligt er hos ham. Nogle af hans helt specielle og personlige ideer og tanker finder vi lige her. Det må vi naturligvis respektere, om vi kan lide ideerne eller ej.

Kapitlet beskriver kaos og forvirring. Mange års tradition er blevet udfordret og nu endegyldigt brudt ned. Forførerne og verdensherskerne har overtaget riget, ingen ved længere, hvad man tror på, eller hvorfor man tror det.

Den onde dag
I bibelsk terminologi er det tiden hvor “grundvoldene vakler”, “den onde dag”, “jeres time og timen hvor mørket har magten”, hvor “onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde og fører andre vild og selv farer vild”.

Tidligere har vi fået at vide, at man ved at præsentere narnierne for en falsk Aslan havde fået dem til at holde op med at tro på den sande Aslan. Den proces er nu nået så langt, som den kan komme. Ingen, bortset fra det lille selskab skjult derude i mørket, synes længere at tro på Aslan. Måske vil det være rigtigst som de kyniske dværge at have nok i sig selv og kun at tro på sig selv.

Aben fremturer i sit, men det er også klart, at han er ved at miste sit greb om tingene. De calormenske soldater synes slet ikke at tro på andet end magten.
Soldaterne er slaver og har nok aldrig kendt andet end magten. Har man været slave hele livet, kommer man let til at tro, at sådan er verden beskaffen.

Officererne, magtens garanter og repræsentanter, synes slet ingen tro at have. Officielt tror de på Tash, men på skrømt. Nogen ægte personlig tro har de ikke. Med én undtagelse, Emeth. Ham vender vi tilbage til. Det er ham, der er denne fortællings gådefulde skikkelse.

Aben fremturer med at give misinformationer om Aslan. Det er svært at forstå, at disse nogensinde har kunnet finde udbredelse. Men naturligvis er det længe siden, at Narnia har haft besøg af Aslan, og fortællingerne om ham er ikke blevet fortalt nær så ofte, som de burde være blevet det.

Kaster vi et sideblik til vor kristne verden, minder det om det, som sker hos os. Iveren efter at fortælle evangeliet, vidnesbyrdet om Jesus er ikke stor, og folk bevæger sig ikke derhen, hvor det vidnesbyrd forkyndes. Falsk forkyndelse hører også med til dagens orden.

Nu, siger Aben, er Aslan så vred over det, som er sket, at han afviser igen at vise sig offentligt. Han eller rettere Tashlan, som Aslan nu er blevet omdøbt til at hedde, er i stalden og skumler i sin vrede. Man skal være en modig sjæl, hvis man tør begive sig ind til ham.

Der er ingen tvivl om, at alt dette handler om strategi og krigslist. Aben er kun magtens, den virkelige magts krejler. Det hele er kynisk iscenesat. Det er derfor Rødmis er så overlegen, for han er en del af komplotttet. Han kender det aftalte spil.

Den følgende scene overrasker dramatisk. Det er helt sikkert, at den er kommet bag på Rødmis. Frimodigt går han ind i stalden overbevist om, at han ikke vil møde andet derinde, end det man har aftalt. Og så bliver virkeligheden en helt anden, en aldeles anden. Rødmis repræsenterer det materialistiske syn på verden og livet. Ingen anden verden er virkelig end den sanselige verden.
En åndelig, ikke synlig verden eksisterer ikke for Rødmis og hans ligesindede. Typer som Rødmis går let i spænd med magtens strukturer, med mennesker og systemer, hvis mål er magten.

Rødmis har ingen principper, og han holder intet for helligt. Ydmyghed er totalt fremmed for ham, overlegenhed og arrogance hans udstråling.
Men Rødmis og hans kompagner overraskes fælt og har forregnet sig. For den åndelige verdens eksistens er ikke afhængig af, om skabninger som Rødmis tror på den eller ej. Den er der bare, og har man levet ud fra den forestilling, at der ikke er nogen anden verden end den materielle, så lever man på en illusion.

Og nu er tiden, hvor alle illusioner opløses, alle livsløgne afsløres, og hvor det skal blive klart for alle, hvordan verden, den virkelige verden er. Apokalypse betyder afsløring, åbenbaring. Apokalypsens time er også sandhedens time. Det apokalyptiske drama er be-gyndt; veerne forud for dets komme er be gyndt at mærkes.

Med oprejst pande og løftet hale går Rødmis ind i stalden, men rædselsslagent kommer han ud. Han, som har forstået at føre sig frem med snuhed, er en slagen skabning. Ikke et ord formår han mere at tale, kun arrige lyde:

“Se! Se!” sagde bjørnens stemme. “Den kan ikke tale! Den har glemt, hvordan man taler! Den er blevet et umælende dyr igen! Se dens ansigt!” Alle så, at det var sandt. Og så blev narnierne grebet af den største rædsel, de kendte. For de havde alle som een - da de var kyllinger, eller hvalpe eller unger - lært, hvordan Aslan ved verdens skabelse havde forvandlet alle dyrene i Narnia til talende dyr og sagt til dem, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, ville han måske en dag forvandle dem tilbage, så de ville blive som de stakkels uforstandige dyr, man kan møde i andre lande. “ Og det er det, han er i gang med nu!” jamrede de”.

Rødmis var reduceret til en almindelig kat og en forkommen, forpjusket en af slagsen, en, som kun vil gemme sig. Man så ham aldrig mere.
Der er mange ting om os selv, vi kan lade os belære om ud fra Rødmis’ historie, men pointen er så tydelig, at jeg ikke behøver at fremdrage den. Trøstigt kan jeg overlade det til læserne.

Den skæbne, som overgik Rødmis, kom bag på calormenerne og deres forbundsfæller, og de er nødt til at ændre strategi. Hvor de i begyndelsen har planlagt at lokke nogle narnier ind i stalden, sandsynligvis for at slå dem ihjel, må man nu søge at undgå, at nogen skal gå derind.

For man kender ikke den magt, som har reduceret Rødmis til nyttesløst ingenting. Calormerne tror ikke på Aslan og tror kun på skrømt på Tash. Tash har været en brik i deres magtspil. Og med ham er der nu kommet en ødelæggelse, man ikke kan kontrollere.

Dermed har vi også bevæget os ind i et bærende element i fortællingen, som for Lewis er meget væsentlig, og som han berører i adskillige af sine bøger.
Med en materialistisk ideologi står menneskeheden med en tilværelsesforklaring, som er kraftigt reduceret i forhold til virkeligheden selv.

Den kristne trosbekendelse forudgås af en forsagelse af Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen og bekender derefter troen på den treenige Gud. Den kristnes virkelighedesforståelse forholder sig først og fremmest til troen på Gud som skaber, forsyn, frelser, opretholder og dommer og en forsagelse af Djævelen.

Djævelen er virkelig, ikke kun en metafor. Men han eksisterer ikke på samme måde som den treenige Gud. Han er en skabning og eksisterer ikke uafhængig af Gud og hans vilje. Rødmis og hans lige tror ikke på Gud eller Djævelen og overraskes tragisk af deres virkelighed.

Tirian er i dybe overvejelser over, hvad han skal gøre. Også han er lamslået over de rædsler, han havde overværet. Han overvejer, om han skal trække sit sværd og gå løs på calormenerne, men beslutter sig for at vente og se, hvad der yderligere vil ske. Overgangen, Lewis skaber her, er mesterlig: “Og nu skete der noget”.

Dramatisk er det ikke noget særligt, der sker, men ikke des mindre for Lewisnoget særdeles vigtigt. Vi præsenteres for ynglingen Emeth, en calormener. Ham vil vi møde igen senere i fortællingen, og først da går det helt op for os, hvilken teologisk og kontroversiel pointe det er, Lewis ønsker at få fortalt gennem ham.

Emeth tegnes sådan, at vi får det bedst mulige indtryk af ham. Han er en oprigtig mand, der virkelig tror på Tash, ja som nærer hengivenhed for Tash.
Dialogen mellem Emeth og Rishda Tarkan (calormenernes anfører) er værd at bringe i dens fulde længde:

“Fader,”sagde han til tarkanen.”Jeg ønsker også at gå derind (i stalden.)”“Stille, Emeth,” sagde tarkanen. “Hvem har bedt om dit råd? Sømmer det sig for en dreng at tale blandt voksne?” “Fader,” sagde Emeth, “jeg er ganske rigtigt yngre end du, men også jeg har tarkan-blod i årene, og også jeg tjener Tash. Derfor ....” “Stille,” sagde Rishda Tarkan. “Er jeg ikke din anfører? Du har intet med den stald at gøre. Den er for narnierne.” “Nej, fader,” svarede Emeth. “Du har sagt, at deres Aslan og vores Tash er én og samme person. Og hvis det er sandt, så er Tash derinde. Og hvordan kan du så sige, at jeg ikke har noget med ham at gøre? For jeg ville med glæde dø tusind gange, hvis jeg blot én gang kunne få Tashs åsyn at se.” “Du er en tåbe,” sagde Rishda Tarkan. “Du forstår ingenting. Disse ting overgår din forstand.” Emeths ansigt blev mere alvorligt. “Er det da ikke sandt, at Tash og Aslan er den samme?” spurgte han, “Har aben løjet for os?” “Naturligvis er de den samme,” sagde aben. “Sværg på det, abe,” sagde Emeth. “Ih, altså!” jamrede Finte. “Jeg ville ønske, at I allesammen ville holde op med at plage mig. Jeg har ondt i hovedet. Ja, ja, jeg sværger det.” “I så fald er jeg fast besluttet på at gå derind, fader,” sagde Emeth”.

Med strålende øjne, ret ryg og værdig og ærbødig gang gik Emeth ind i stalden. Selv vore venner, det lille selskab af trofaste med kongen i spidsen er dybt be-væget over Emeth. “Ved løvens manke!, udbryder Ædelsten (enhjørningen). “Selv om han er calormener, føler jeg respekt for denne unge kriger. Han er en bedre gud værdig end Tash.” Ædelstens sidste bemærkning om Emeth er af yderste vigtighed for den teologiske pointe, som ligger bagved, men som sagt får vi først senere anledning til at få pointen frem og kommentere den nærmere.

Inde i stalden ved vi ikke her og nu, hvad der overgik Emeth. Han trækkes ud som død. Men den, man trak ud, var ikke Emeth. Det kunne Tirian og hans venner se. Bedrageriet fortsætter.

Endelig føler Tirian, at nu må han træde frem. Det gør han så sammen med sin lille skare af venner:

“Her står jeg, Tirian af Narnia, for i Aslans navn med min egen krop at bevise, at Tash er en ond dæmon, aben en ussel forræder og disse calormenere jeres fjender! Slut op om mig, narniere! Eller ønsker I at vente, til jeres nye herrer har dræbt jer én efter én?”

Det skal blive spændende at se, hvilket svar der kommer på det.
Midtvejs i kapitlet er der et afsnit, som er så smukt, at jeg vil lade det afslutte denne sekvens af vores betragtninger over Narnias krønike:

“Tirian bøjede hovedet for at høre noget, Jill prøvede at hviske til ham. “Hvad tror I, der er inde i stalden?” sagde hun. “Hvem ved?” sagde Tirian. “Sikkert to calormenere med dragne sværd, en på hver side af døren.” “I tror ikke,” sagde Jill, “at det kunne være ... I ved ... det frygtelige væsen, vi så?” Tash selv?” hviskede Tirian. “Det er ikke til at sige. Men fat mod, mit barn; den virkelige Aslan holder sin pote over os.”

Det sidste er så smukt, så poetisk og så vidunderligt trøstende og meningsfuldt, at man ikke kan andet end lade sig be-væge af det og føle sig uendelig taknemmelig.