det sidste slag 1:
Det Sidste Slag

Af Louis Nielsen - KP 02-2006

Endelig er vi kommet til den sidste bog i Narniakrøniken, “Det sidste slag”, skrevet i 1956, året efter “Troldmandens nevø” og samme år som “Før vi får ansigt” (Dansk udgave, Credo Forlag 1999). “Løven, heksen og garderobeskabet” kom i 1950, og siden kom der en Narniabog mere hvert af årene 51, 52, 53, 54 og 55.

Vi har ofte under vore læsninger af Narniakrønikerne opholdt os ved, at de har, hvad vi kan kalde en historielinje med en skabelse som begyndelse og Aslans eget land som endemålet, og at begivenhederne undervejs foregår imellem de to yderpoler.

Narnia er “skyggelandet”, Aslans land er det egentlige og virkelige, det alle længs-ler er rettet mod, og det håbet har rettet sig imod i hver eneste af fortællingerne.

I “Det sidste slag” opfyldes alle disse længsler, alt imedens at Narnia forgår og for altid bliver borte, og børnene fra England mister livet i en togulykke, men nu begynder til gengæld det virkelige liv, den virkelige historie, det endeløse liv i evig fryd og gammen.

Men først er der en særdeles ond, grum og nederlagspræget historie, som må gennemleves, gennemlides og gennemstrides. Ikke mindst i denne bog mødes vi af eukatastrofen, den lykkelige katastrofe (Tolkiens ord for den uventede og mirakuløse vending i historien, som forvandler den fra det værst tænkelige til det ubeskriveligt lykkelige); en eukatastrofisk situation genfindes i alle Narniabøgerne som også i Tolkiens eventyr om Ringen, i fortællingerne om Harry Potter, ja i alle eventyr. “Det sidste slag” indbragte Lewis det britiske litterære selskabs medalje som årets bedste børnebog.

Finte - bedrageren
Lewis anslår allerede med bogens allerførste ord dens dominerende tema: at dette bliver det sidste, men samtidig også begyndelsen på den virkelige historie, den vi hidtil kun har oplevet som fantasi, som eventyr, som drama, som metafor, som “skygge”:

“I Narnias sidste dage, langt mod vest hinsides Lygtemarken og ikke langt borte fra det store vandfald, levede der en abe. Han var så gammel, at ingen kunne huske, hvornår han først havde slået sig ned på egnen, og han var den klogeste, grimmeste, mest rynkede abe, du kan forestille dig.”

Heksen figurerer ikke - hverken som den hvide eller den grønne heks - i denne fortælling. Det onde eller ligefrem “den Onde” inkarnerer sig i denne fortælling i den gamle rynkede, grimme, men kloge abe, kaldet Finte i den danske oversættelse og Shift i den engelske original.

Finte er uden tvivl en god oversættelse af Shift. Det understreger det snu, underfundige og forræderiske ved Abens fremfærd; det onde kommer måske ikke så meget frem lige her. Finte påberåber sig en autoritet, han ikke har, foregiver at handle på Aslans vegne og bedrager Narnias indbyggere til at tro, at Aslan er kommet, ved at lade et stakkels æsel, Pusle, iklæde sig et dårligt tilpasset løve-skind og ved lejlighed træde frem som var han Aslan.

Selv om både dette bedrag og alle de andre bedrag er let gennemskuelige, lader mange sig bedrage, ja selv “de udvalgte” står i fare for at lade sig føre vild. Der kan ikke være megen tvivl om, at parallellen til Finte i Det nye Testamente hedder Antikrist. Også han er gammel, og ingen ved, hvornår han har slået sig ned; han “er i verden” men er også kommende; “dyret”, som Antikrist også kaldes, både “var og ikke er og vil komme”.

At Lewis fremstilller ham som en abe er vel heller ikke tilfældigt. Vi har på dansk udtrykket “at efterabe”, på engelsk “ape” med betydningen eftergøre, efterligne, ofte brugt med en ironisk undertone. Antikrist efterligner den sande Kristus, men gør det så umiskendeligt dårligt, at hele forestillingen bliver en parodi, en ironi. Aben er blandt dyrene den, som ligner mennesket mest, så meget, at en populær forestilling ligefrem hævder, at mennnesket nedstammer fra aberne.

Fintes karakter er også helt modsat Menneskesønnens, - den sande Kristus’ - karakter. Også Fintes relationer til æslet er gennemfalske og hviler på et stort bedrag. Alt ved Finte er falsk, foregivende at være venligt og tjenende, men er kynisk og manipulerende.

Problemet, når sådant bedrag lykkes, er, at der er alt for mange servile mennesker til, alt for mange, som lader sig manipulere med, alt for mange fromme, som har et sentimentalt billede af godheden og derfor lader sig fange ind i det, som i virkeligheden er godhedens modsætning.

Forfører Pusle
Derfor er Pusle så let et bytte og mange andre med ham. For Pusle er god, gennemgod, men også naiv. Han er i bedste mening af ordet sød, men har ikke noget af den skarphed (“salthed”) og dømmekraft, som også er en del af den sande godheds natur.

Værst af alt er Finte ond, som djævelen er ond, og ligefrem kaldes “den Onde”. Ikke mindst kommer denne ondskab frem, da Finte efter udforskningen af det fundne løveskind øjner muligheden for med det at kunne få magten over Narnia ved at skræmme Narnia med en falsk Aslan: “Så fik han et ondt glimt i øjet, og han sagde “Det er et løveskind.” Lewis er god til med en enkelt iagttagelse og en enkelt rammende kommentar at sige en hel masse.

Finte får hele tiden krammet på Pusle ved at ringeagte ham og ved at overspille det med hans ringe intelligens, også når Pusles tilbageholdenhed er grundet i en naturlig og instinktiv respekt for en skikkelse som Aslan. Mange såkaldte kloge mennesker i verden omkring os har desværre luret Finte kunsten efter og optræder over for dem, de kalder “enfoldige” og “primitive” med en lignende arrogance som han. Og så er det i virkeligheden disse, Pusles åndsbeslægtede, som har fat i sandheden. Sagde Jesus ikke: “Salige er de fattige i ånden” og “salige er de sagtmodige”?

Finte, som ellers er gnaven og klynkende, er pludselig blevet i ganske godt humør. At udtænke snedige planer er den slags stof, væsener som han oplives ved. “Så svang han sig pludrende og grinende op fra gren til gren og gik ind i sit lille hus. Han fandt nål og tråd og en stor saks frem; for han var en klog abe, og dværgene havde lært ham at sy”.

Indtil videre holder han sit forehavende skjult og “ønsker ikke, at nogen skal se, hvad han lavede”. For det han havde tænkt, tålte ikke dagens lys.
Det lykkes Finte at tilskære og sy løveskindet, så det kan dække Pusle, og få ham til at ligne en løve. Men kommenterer Lewis: “Ingen, som nogen sinde havde set en rigtig løve, ville have ladet sig narre blot et øjeblik. Men hvis nogen, der aldrig havde set en løve, så Pusle i løvehammen, ville de måske tro han var en løve, hvis han ikke kom for tæt på, og hvis lyset ikke var for kraftigt, og hvis Pusle ikke skrydede eller klaprede med hovene”.

Falske Messias
Det er måske ikke helt ved siden af at foreslå, at Lewis gerne vil have os til at tænke over den gåde, at så mange lader sig bedrage til at tro på den falske Messias, når han er så langt fra at ligne den sande Messias som Pusle var fra at ligne den sande og ægte Aslan? Men det er, hvad mennesker gør. Jesus forudsagde selv det med de mange falske Krister; Paulus profeterer, at “Antikrists (“den lovløse”) komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med al uretfærdighedens bedrag over dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst”, og Johannes skriver, at de ”som bor på jorden, og hvis navne ikke fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, vil undres, når de ser dyret, som var og ikke er og vil komme”.

Finte prøver også at få Pusle til at tro, at Aslan ligefrem synes om det, han har gang i. “Han har sendt os løveskindet med vilje”, påstår Finte, for at “vi kan rette op på tingene her i Narnia. Men under alle omstændigheder dukker han jo aldrig op. Ikke længere.” Finte benægter ikke, at Aslan findes. Dermed kommer han ingen vegne. Men han introducerer en anden Aslan, en han har skabt, og som han kan manipulere med. Og han benægter, at Aslan nogensinde vil komme igen.

Det er netop disse elementer, al forførelse inddrager, og det er den strategi, forførelsen kan lykkes med. Men Himlen lytter ikke tavst til Fintes provokation, men sender et voldsomt jordskælv og begge dyrene, både Finte og Pusle kastes omkuld.

Pusle ser jordskælvet som et tegn og en advarsel. Indledningsvis gør Finte det samme, men hurtigt får han det til at være et godt tegn, et tegn på, at “den rigtige Aslan” (Pusles Aslan, men ikke Fintes Aslan, for Finte anerkender kun sig selv) bifalder og sanktionerer Fintes plan. “Og nu, Pusle, er du nødt til at gøre, som jeg siger. Og så skal du lade være med at sige mig imod. Du ved jo godt, at du ikke har forstand på den slags ting. Hvad ved et æsel om tegn og varsler?” På den måde tvinger Finte sin version af historien ind på folk. Kun den er gangbar. Alle som mener noget andet er dumme og uvidende, og snart vil de blive opfattet som folkefjender, man uden videre kan slå ihjel.
Det skal blive spændende at følge den videre historie.

Kongens ubesindighed
Som ordet “sidste” nærmest indledte bogens indledende kapitel, indleder det også kapitel 2: “Godt tre uger senere sad den sidste af Narnias konger under det store egetræ”. Lewis mener det virkelig alvorligt dette med den sidste. Denne den sidste konges navn er Tirian, han beskrives som ganske ung, kun mellem 20 og 25 år, “hans skuldre var allerede brede og stærke og hans lemmer muskuløse, men hans skæg var endnu tyndt. Han havde blå øjne og et frygtløst, ærligt ansigt”. Alene ud fra beskrivelsen af ham holder vi allerede af Tirian, men samtidigt fortæller omtalen af hans tynde skæg os, at han endnu mangler en hel del i visdom og erfaring. Kapitlets overskrift er også “Kongens ubesindighed”.

Kongen og hans ven og mest fortrolige, enhjørningen Ædelsten er på en ti dages retræte i en lille jagthytte i det yderste af Narnia. Nogle fugle fortæller dem, at “Aslan er her, Aslan er kommet tilbage til Narnia”. Senere er det nogle egern, som fortæller den samme nyhed og endelig en købmand fra Calormen og nu til sidst en grævling, som hævdede, at han havde set Aslan.

En lille tvivl nager hos Enhjørningen. Taler rygterne sandt? Men både han og kongen afviser tvivlen, for glæden er for stor; måske var tvivlen ligefrem opstået, fordi glæden var for stor og for overvældende? En association til Jesu ord til sine disciple om genkomsten kan måske høres her. For Jesus advarede sine disciple om, at de ville komme til at høre mangt et “Se, her er Kristus!” eller “Her er han!”, men at de ikke skulle tro det, fordi som Jesus fortsatte med at sige, så ville der “fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild”.

Rundvid
Men hør, nu skete der igen noget. Tunge hovslag hørtes, og en en stor, tung kentauer kommer galoperende. Hans navn er Rundvid, et navn som uden tvivl associerer til hans store og omfattende visdom og viden. Hans engelske navn er Roonwit. Rundvid får som velkomst rakt et bæger og siger, idet han løfter det til munden: “Jeg drikker først Aslans og sandhedens skål, herre, og dernæst Eders Majestæts”.

For Rundvid (og ikke mindst i den forhåndenværende situation) er “sandhed” en meget vigtig ting, og iøvrigt sådan knyttet til Aslan, at man ikke kan have den ene uden også at have den anden . Netop dette om “Aslan og sandhed” er, hvad de trofaste i Narnia nu mest trænger til at blive mindet om og holde fast ved.

Rundvid har også hørt rygterne om Aslans tilbagekomst, men han er ikke glad. Tværtimod er han dybt urolig og meget bekymret. Han er overbevist om, at rygterne om Aslans tilbagekomst er løgn. Og han begrunder det med stjernerne, de stjerner, der aldrig lyver, hvor både mennesker og dyr gør det. Disse stjerner har Rundvid studeret i mere end en menneskealder, for kentaurere lever længere end mennesker.

At studere stjernerne og himmeltegnene forbinder vi normalt med noget okkult og med noget, vi som kristne tager afstand fra. Men lige her er der grund til at tøve en kende, før vi drager forhastede slutninger og måske mistænker Lewis for at applaudere astrologi.

I apokalyptisk sprog i både Det gamle - og Det nye Testamente tales der meget om himmellegemerne som apokalyptiske varsler om verdensomspændende rystel-ser og omvæltninger, om verdensrigernes undergang og de sataniske horders nedstyrtning og tilintetgørelse og om Guds evige riges endelige komme.

Det er denne forestillingsverden, vi skal ane bag Rundvids henvisninger. “Solen” sagde Jesus, “skal efter trængselen i de dage formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes”. I Johannes’ Apokalypse er der flere sådanne henvisninger. Og Peter skrev: at vi “gør ret i at være opmærksomme på det profetiske ord som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i vores hjerter”.

Kongen og Ædelsten er dog ikke tilbøjelige til at tro Rundvid. De ræsonnerer klogt med, at Aslan er stjernernes skaber, ikke deres slave, og at han ikke er en tam løve. Men vi fornemmer bag deres helt rigtige ord, at de mere taler som lærde “Aslanloger” end som nogle, der har et personligt kendskab til Aslan, og i virkeligheden ophæver de ved deres “aslanlogi” Aslans egne ord og myndigheden bag disse ord. Det vil altid være kirkens fare, at vi kommer til at gøre det, ikke mindst som vi nærmer os endetiden og står midt i den. Der var en virkelig grund til, at Jesus advarede og sagde: “Tag jer i agt, hold jer vågne!”.

Narnias grundvolde
Men både Tirian og Ædelsten skulle snart få sådanne ting at se, som gjorde dem bange, og som også kaldte alle mulige spørgsmål frem og fik tvivlen til at nage. Hvad var det, der var ved at ske med deres elskede Narnia, og var det virkelig Aslan, der stod bag? Var det virkelig ham, som var kommet? og hvorfor var han pludselig så anderledes end den, alle de gamle historier berettede om? “Aslan,” sagde kongen omsider, meget lavmælt. “Aslan. Kan det være rigtigt? Kunne han finde på at fælde de hellige træer og myrde dryaderne?” “Medmindre dryaderne har gjort et eller andet frygteligt .... “mumlede Ædelsten. “Men at sælge dem til calormenerne?” sagde kongen. “Er det muligt?” Jeg ved det ikke,“ sagde Ædelsten mismodigt. “Han er jo ikke en tam løve”.

Tirian og Ædelsten blev mere og mere fortvivlede som de begyndte at vandre hen mod skoven, hvor træerne blev fældet. Den vandring burde de ikke have indledt, for alene kunne de intet stille op. Men de var for vrede til at tænke klart. Og Lewis føjer til “Og deres ubesindighed skulle bringe meget ondt med sig”. Vi aner allerede det værste. Lidt efter er deres fortvivlelse så stor, at de ser sig lykkeligere som døde end som levende.

Det, der bliver hugget omkuld her, symboliseret ved de ældgamle træer, hvis oprindelse fortaber sig i selve Narnias skabelseshistorie, er et uheldsvangert varsel om, at der røres ved selve grundvoldene i Narnia, og at de vakler, og at det kun er et spørgsmål om tid, før Narnia ikke er mere.

Vi kan sagtens forstå kongens og enhjørningens fortvivlelse. Glæden ved rygtet om Aslans tilsynekomst er forvandlet til dyb angst, ja ligefrem gru. Saligere at være død end levende. Skønt kun i be-gyndelsen af tyverne føler Tirian, at han har haft sin tid og har levet for længe. Også træet, som kaldtes Det værnende Træ, og som en tid lang skulle beskytte Narnia mod det ondes indtrængen, er fældet. “Kun en grim vej skar sig som et åbent sår gennem skoven.”

Det er en spændende iagttagelse både her i de indledende kapitler og senere i bogen, at Lewis følger det apokalyptiske oplæg, som Det nye Testamente præsenterer os for så nøje. Ikke med de samme ord og de samme billeder naturligvis, for det her er Narnia, en fiktiv verden, og ikke denne jord eller denne verden, som den fra et apokalyptisk synspunkt vil se ud, når endetiden er over den. Men hentydningerne er ikke til at tage fejl af for en læser, som er fortrolige med dem, og som Lewis var fortrolig med dem.

Det værnende Træ er blevet fældet; og det onde har uindskrænket adgang. I Paulus’ apokalyptiske oplæg i 2 Thes 2 tales der også om noget eller nogen, “som holder igen” og som først må fjernes. Men når det eller den er fjernet, vil “den lovløse” også træde frem.

Det hele er så forfærdelig sørgeligt. Ikke alene fældes de levende og besjælede træer, også de talende heste er blevet træk-og lastdyr og bliver mishandlede. Narnias frie skabninger er blevet trælle.

Narnia er blevet solgt til calormenerne, deres bitre fjender fra tidernes morgen, antagonisten og modstykket til alt, hvad det frie og frihedselskende, muntre Narnia stod for. Kan det virkelig være Aslans værk? Er Aslan virkelig kommet? Til alt det forfærdelige, som sker, føjer sig som den bitreste af alle smerter usikkerheden, som dette spørgsmål vækker. Men det går vi videre med i de næste kapitler.