Prins Caspian 2:
Prins Caspians Narnia

Af Louis Nielsen KP 02-2009

2. artikel om C. S. Lewis' Narniabog "Prins Caspian".

Prins Caspian” er den anden bog i den rækkefølge, som C. S. Lewis skrev Narniafortællingerne. Den ligger på mange måder i forlængelse af den første fortælling, “Løven, heksen og garderobeskabet”, selvom der efter Narnias tidsregning er mange hundrede år mellem dem. “Løven, heksen og garderobeskabet” blev skrevet i 1950, “Prins Caspian” i 1951.

Det giver os anledning til at standse et øjeblik og se det overordnede plot i Narniafortællingerne:

“Løven, heksen og garderobeskabet” slutter med en fortælling om en kongelig jagt på en hvid hjort, som fører Peter, Edmund, Susan og Lucy ind i et krat, hvor de stiger af deres heste, og da pludselig er tilbage dér, hvor det hele begyndte, i garderobeskabet i loftsværelset hos den gamle professor.

Inden da har børnene oplevet de særeste ting i Narnia og har på Aslans ordre været konger og dronninger i Narnia i mange år, men i den verden, hvor de kom fra, var der intet sket, for de var tilbage igen i næsten samme sekund, som de havde forladt den.

Narnia er en eventyrverden, ingen tvivl om det, en drømmenes verden måske, men den er ikke en uvirkelighedens verden. Tværtimod er det, som sker i Narnia, meget nærmere den egentlige og sande virkelighed, end den ofte kunstige og konstruerede virkelighed er det i den verden, hvorfra børnene kom. Denne grundliggende, inkarnerede og beåndede virkelighed kalder Lewis os til i sine fortællinger om Narnia.

Skulle vi i bibelske termer udtrykke det drama, som de forskellige Narnia fortællinger udspinder sig over, må vi ty til ord som åbenbaring, frelseshistorie, efterfølgelse af Jesus, kamp og hvile, tro og vantro, synd og nåde, Helligånd og bøn, djævel og dæmoner, Guds rige som både nu og ikke nu, død og opstandelse, himmel og helvede, tro, håb og kærlighed - kort sammenfattet alt det, som udgør det kristne univers.

Men eventyrene om Narnia er ikke skrevet for at illustrere disse sandheder, men de lever så stærkt hos Lewis og er så integreret en bestandel af hans liv, at de på en forunderlig måde også kommer til at gennemtrænge det eventyrunivers, som han med fortællingerne om Narnia skaber.

Narnias grundfortælling
C.S.Lewis havde ikke et fundamentalistisk bibelsyn, men han forholdt sig absolut til den bibelske grundfortælling og kirkens grundliggende dogmer. For ham står og falder kristendommen med dem. Han afviser pure at betragte grundfortællingen som myte, og han følte, at han var ekspert, når det gjaldt myter.

Som myte betragtet er kristendommen en elendig myte, siger han. Men som virkelig og historisk begivenhed, er den sandheden, der opfylder alle de længsler og alle de håb, som alle store myter rækker ud efter. Narnia er en skabt verden, skabt af Aslan, “søn af kejseren hinsides havet”, Narnias verden konfronterer os dermed både med transcendens, skabelse og inkarnation. Det er den dybe dimension i fortællingerne om Narnia.

Men Narnia er også landet, hvor der sker noget. Der er tid i Narnia, og Narnias liv udfolder sig langs en “historisk linje”, med fortid, nutid og fremtid. Og den historiske linje i Narnia er knyttet til Aslans handlinger.

Det onde har også holdt sit indtog i Narnia og har bemægtiget sig magten over det og bragt død og ufrihed til dets skabninger. Aslans primære opgave er derfor at bringe udfrielse og forløsning til Narnia, hvilket sker på bekostning af hans eget liv, som han dog får givet tilbage. Det onde er dermed overvundet af den stærkere, men det har ikke helt tabt magten, og gennem Narnias fortsatte historie gør det sig gældende på forskellig måde. Alle fortællingerne om Narnia er derfor fortællinger om kampen mellem Aslan og det onde iført forskellige skikkelser.

Først i den sidste fortælling sejrer Aslan endegyldigt over det onde. Men da er tiden for Narnia også udrundet, og Aslans evige rige kan begynde. Narnia er derfor landet med en frelsesfortælling og med en eskatologi (dvs. et håb for fremtiden, en vision for fremtiden, en endetid og med begivenheder, som hører den endetid til) og mellem de to fortællinger udfolder alle de ting sig, som foregår i Narnia.

Om dem står de store slag, de sætter retningen for Narnias beboeres liv og færden, de afgør i sidste instans den enkeltes skæbne, om man er på Aslans side til alt godt - eller på det ondes side til død og undergang. For det onde kan aldrig vinde, selvom det kan tiltuske sig midlertidige sejre. Det er dømt til at tabe og forgå. Det sørger Aslan for. For den opgave er overdraget ham af “kejseren hinsides havet”, hvis ord er lov for Aslan, men også genstand for Aslans dybeste hengivenhed.

Prins Caspians Narnia
Narnia har i nogle generationer nu været regeret af et telmarint dynasti. Den historie redegør Aslan for hen mod bogens slutning (side 202 ff.). Vi citerer her fra slutningen af Aslans tale til telmarinerne:

“Du, kong Caspian,” sagde Aslan, “burde have sagt dig selv, at du ikke kunne blive konge af Narnia, medmindre du var en menneskesøn og kom fra menneskenes verden. Og det er du. For mange år siden, på et stort hav i menneskenes verden, et hav, der kaldes Sydhavet, strandede et sørøverskib under et uvejr på en ø. Og sørøverne gjorde, hvad man kunne forvente sig af sørøvere: dræbte de indfødte og gjorde de indfødte kvinder til deres mager ...... skændtes og dræbte somme tider hinanden. Og under et af disse sammenstød blev seks jaget på flugt og ...gemte sig i en hule. Men det var et af de magiske steder i menneskenes verden, et af de knudepunkter, der forbinder den med denne verden. ...Der er ikke mange af dem mere. Dette knudepunkt var et af de sidste, jeg siger ikke det sidste. Og de tumlede...ind i denne verden og kom til landet Telmar, der dengang var ubeboet. .... Og i Telmar blev deres efterkommere et vildt og stolt folk, og efter mange generationers forløb kom der hungersnød i Telmar, og de invaderede Narnia, hvor der på det tidspunkt rådede forvirring og uorden (men det er også en lang historie) og erobrede det og tog magten over det. Hører du godt efter, kong Caspian?”“Javist,” sagde Caspian. “Men jeg ville ønske, at jeg nedstammede fra mere prisværdige forfædre.”“Du nedstammer fra Adam og Eva”, sagde Aslan. “Og det er prisværdigt nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger og skamfuldt nok til at bøje ryggen på den største kejser på jorden. Stil dig tilfreds med det.”

Prins Caspian vokser op hos sin farbror, Miraz, der er en illegitim konge, som i virkeligheden har myrdet Caspians far, og som den dag, han selv får en søn, også ønsker at myrde Caspian. Miraz gør alt, hvad der er muligt for at holde Narnia på afstand af dets historie og dermed dets idealer.

Med alle midler søger han, at erindringen om det egentlige og virkelige Narnia skal gå i glemmebogen, og bare det, at en længsel mod dette Narnia er vakt i Caspians bryst, gør Miraz ængstelig, vred og ligefrem voldelig. Barnepigen, som har fortalt Caspian om det gamle Narnia , bliver omgående sendt bort. Det sande Narnia lever kun i det skjulte, det kan ikke og tør ikke træde åbenlyst frem.

“Nå, min dreng, nu må vi snart lære dig at ride og bruge et sværd..... Det ser ud til, at du nok bliver konge, når jeg engang er død. Hvad siger du til det?” “Det ved jeg ikke, onkel,” sagde Caspian. “Du ved det ikke?” sagde Miraz. “Jeg kunne sandelig godt tænke mig at vide, hvad mere man overhovedet kunne ønske sig.” “Jeg kunne godt ønske mig mere,” sagde Caspian. “Hvilket?” spurgte kongen. “Jeg ville ønske ... jeg ville ønske ... jeg ville ønske, at jeg havde levet i de gamle dage”, sagde Caspian. ..... “Hvad mener du?” sagde han. “Hvad er det for nogle gamle dage, du taler om?” “Det må du da vide, onkel,” sagde Caspian. “Dengang alting var helt anderledes. Da alle dyrene kunne tale, og der var rare folk, som boede i vandløbene og træerne....” “Det er altsammen noget vås, det rene barnepjat,” sagde kongen strengt. “Barnepjat, er du med? Du er ved at blive for gammel til den slags. I din alder burde du tænke på kampe og spændende oplevelser, ikke ammestuehistorier” ............... “Hold op med at flæbe,” sagde onkelen, idet han greb Caspian om skuldrene og ruskede i ham. “Hold op. Og lad mig aldrig nogensinde igen gribe dig i at snakke om - eller tænke på - alle disse fjollede historier. Disse konger og dronninger har aldrig eksisteret. Hvordan skulle der kunne være to konger på en og samme tid? Og der findes ikke nogen, der hedder Aslan. Og der findes ikke noget, der hedder løver. Og dyr har aldrig kunnet tale. Forstår du?” (side 47-49).

Længere henne i fortællingen i en dialog mellem Caspian og hans huslærer, dværgen Doktor Cornelius taler de to om det gamle Narnia og slottet Cair Paravel, hvor “de to menneskesønner og de to menneskedøtre blev kåret til konger og dronninger af Narnia af selveste Aslan” (side 59).

“Uha!” siger da Caspian skælvende. “Mener I Den sorte Skov? Dér hvor alle ... alle ... I ved ... spøgelserne bor?”

“Eders Højhed taler, som I aldrig har modtaget lærdom,” sagde doktoren. “Det er altsammen løgn. Der er ingen spøgelser dér. Det er en historie, telmarinerne har fundet på. Jeres konger er dødsensangst for havet, fordi de aldrig helt kan glemme, at Aslan i alle historierne komme fra hinsides havet. De ønsker ikke at komme i nærheden af det, og de ønsker heller ikke, at andre kommer i nærheden af det............De føler sig mere trygge, hvis ingen i Narnia tør gå ned til kysten og kigge ud over havet - mod Aslans land og morgenen og verdens østlige udkant”

Meget længere henne i historien i den pragtfulde scene, hvor Aslan, pigerne, dryaderne, Bacchus og Silenus og hans æsel og en masse andre skabninger holder deres festlige indtog omkring Berunas Vadested hedder det:

“Alle i gaderne flygtede for dem. Det første hus, de kom til, var en skole: en pigeskole, hvor en masse narniske piger, alle med meget stramt hår og grimme stramme kraver om halsen og tykke, kradsende sokker på benene havde en historietime. Den slags “historie”, som de narniske børn under Miraz’ styre blev undervist i, var meget kedeligere end nogen sand historie, du nogen sinde har læst, og langt mere usand end noget eventyr.

“Hvis du ikke hører efter og holder op med at kigge ud ad vinduet, Gwendolyn,” sagde lærerinden, “bliver jeg nødt til at give dig en anmærkning.” “Men, frøken Trisse...” begyndte Gwendolyn. “Hørte du, hvad jeg sagde, Gwendolyn?” spurgte frøken Trisse. “Men frøken Trisse,” sagde Gwendolyn, “der er en løve udenfor!” “Jeg vil give dig to anmærkninger for at fylde os med sludder,” sagde frøken Trisse. “Og nu... “ Hun blev afbrudt af et brøl. Vedbendranker skød ind gennem klasseværelsets vinduer....” (side 188).

Vi kan kun gætte om, hvad dette afbilder i vor verden, men det virker realistisk og minder os om noget, vi også kender til. Kirkens svækkelse i samfundet skyldes ofte interne konflikter, higen efter status, verdsliggørelse, indgåelse af kompromisser med tidens herskende ideologier, kort sagt manglende engagement og efterfølgelse af Jesus Kristus.

Kirkehistorisk har der været mange sådanne perioder, og sådanne perioder befinder dele af kirken sig til stadighed i. Den afgørende kamp har altid stået omkring vidnesbyrdet om Kristus. Det vidnesbyrd vil altid være genstand for verdens fortielse, modstand og had. Man vil altid forsøge at afvise det som “fjollede historier” og “barnepjat” , og man vil altid udfolde energiske bestræbelser for, at ingen længere skal huske det. Og dog kan man ikke helt udrydde længslen efter, om det bare var sandt, og at der virkelig fandtes et land som Narnia (Paradislængslen).

Derfor er sand kristendom altid farlig for magthaverne, ikke fordi den opfordrer til oprør, men fordi den placerer centret for menneskets absolutte hengivenhed og lydighed et andet sted end hos staten, partiet, gruppen.

Det er ikke tilfældigt, at Lewis inddrager “skolen” i dette “opgør”. For hvad vi lærer, og hvordan vi lærer, er afgørende for de mennesker, vi bliver. Vi kan oplæres til at blive mennesker, men vi kan også oplæres, så vi næsten ophører med at være mennesker. Oplæring kan opelske sandheden i os, men ofte gør den det modsatte, nemlig nedbryder respekten og kærligheden til sandheden, dyden og det ædle.

Det er kong Miraz og pigeskolen i hans Narnia et levende eksempel på, og frøken Trisse er prototypen på den skole, Lewis hadede, og som han tog så mange opgør med, ikke mindst i kampskriftet “The Abolition of Man” (Ophævelsen af mennesket) og “Fangegarn udbringer en Skål” (anden del af “Fra Helvedes Blækhus”). Nedbrydningen af troen hos Caspian og Gwendolyn i Miraz’ Narnia og frøken Trisses skole har længe præget det åndsklima, vi vokser op med, i skolen, i gymnasiet, på universiteterne, til tider med skam at melde endog i kirken. Skal vi opleve virkelig fornyelse og vækkelse, må den nedbrydning vendes og standses. Men om det er realistisk at forvente, ved kun Gud.

Gammelnarnierne
Narnias oprindelige folk af dværge og talende dyr lever så tilbagetrukket og skjult, at Caspians huslærer, Doktor Cornelius, til tider tvivler på, at de er der mere, selvom han inderligt håber det. Også Narnias landskaber har forandret sig og er blevet vildere og samtidig mere døde. Narnia er ikke helt så meget under, som da den hvide heks regerede, men forkomment er det.

Erindringen om det gamle Narnia lever hos nogle, men ingen har længere nogen personlig oplevelse af det. Aslan har ikke besøgt sit land i generationer. Men dronning Susans horn er der, det horn, som har det potentiale, at blæser man på det, når man er i yderste nød, virker det på “sælsom vis”. Måske vil det “kunne kalde dronning Lucy og kong Edmund og dronning Susan og den øverste konge, Peter, tilbage fra fortiden, så de kan gøre alt godt igen. Eller måske vil det kunne tilkalde Aslan selv” (side 66).

Hornet symboliserer bønnen og bønnens berøringsflade med den transcendente verden. Som sådan er det mere værd og mere afgørende end livsfornødenheder. Måske er netop det hovedtemaet i “Prins Caspian” ( husk at den titel, Lewis selv havde foretrukket for bogen, netop var “Et horn i Narnia”):

“Her er to gaver, som I (Prins Caspian) skal have, inden I går (Doktor Cornelius er ved skyndsomt at sende Caspian bort). Dette er en lille pung med guld - ak alle skattene i dette slot burde retfærdigvis tilhøre jer. Og her er noget langt bedre”. .. “Det sagde doktor Cornelius, “er Narnias største og helligste skat. Mange rædsler har jeg måttet døje, mange trolddomsord har jeg måttet fremsige for at finde det, mens jeg endnu var ung. Det er selveste dronning Susans magiske horn, som hun efterlod, da hun forsvandt fra Narnia i slutningen af guldalderen. Det siges, at den der blæser i det, vil få hjælp på sælsom vis - hvor sælsomt det vil gå, kan ingen sige. Måske vil det kunne kalde dronning Lucy og kong Edmund og dronning Susan og den øverste konge, Peter, tilbage fra fortiden, så det kan gøre alt godt igen. Eller måske vil det kunne tilkalde Aslan selv.... “ (side 65-66).

Blandt gammelnarnierne er der mange, vi kunne trække frem. Gammelnarnierne er ikke allesammen lige hengivne. Til Caspians overraskelse er nogle af dem endda onde. Nogle af dem er dumme og dovne, nogle er gnavne, nogle er adrætte, medens andre er klodsede, nogle er åbenlyst vantro, men loyale som dværgen Trumfe, en anden er som dværgen Nikabrik ikke alene skeptiker men direkte afvisende, og til sidst går han da heller ikke af vejen for at søge Narnias redning ved at hidkalde okkulte kræfter, som længe har befundet sig i en slags dvaletilstand.

Så er der den rolige, konstante, urokkeligt troende grævling, Trøffelsnuser, det vimse egern Trippekvist, kentauren Glenstorm, for ikke at tale om hin uforglemmelige mus Rippitjip, som jeg dog vil gemme til næste gang, hvor vi møder ham i “Morgenvandrerens Rejse”. Her vil jeg begrænse mig til dværgene Trumfe og Nikabrik.

Den loyale Trumfe
Trumfe har jeg kommenteret over før (Kristent Perspektiv 1999-1, side 7 og 1999-4, side 11-12). Han er en af de skikkelser i Narnia bøgerne, som på et tidspunkt af deres liv får et dramatisk møde med Aslan - en “omvendelsesoplevelse” fristes vi næsten at kalde det. Selve det øjeblik, Trumfe møder Aslan, beskæftigede vi os indgående med allerede i den første artikel.

Trumfe er bestemt ikke, hvad man kan kalde “troende”. Det er grævlingen Trøffelsnuser. Han bærer det gamle Narnia med sig, hvor han går, og intet, absolut intet kan få ham til ændre standpunkt og holdning. “Vi holder fast ved tingene” er hans motto. Men Trumfe har stor moralsk integritet. Han er uden svig, gennemgribende loyal. Han ved hvor han står, og hvor han skal stå uden slinger i valsen, og det uden hensyn til personlige omkostninger.

Ingen pragmatisme eller realpolitik fra hans side. Han afviser ikke historierne om Aslan, men han tror dem ikke selv, og han har temmelig fejlagtige og endda angribelige opfattelser om Aslan og Aslans person. Men da han endelig møder Aslan, og Aslan tilbyder en temmelig rystet Trumfe venskab, så er der ingen tvivl for Trumfe om, at naturligvis skal han være ven med Aslan. Trumfe er en Nathanael type, en skeptiker, men som Jesus sagde om Nathanael, skeptikeren, en “israelit uden svig”. Sådan er også Trumfe. Her nogle spredte citater af Trumfe, som illustrerer, hvad her er sagt:

Om hans moralske integritet og kompromisløshed:

"En af sortdværgene foreslår Caspian og hans lille følge, at de skal opsøge “et par trolde og en heks”. Instinktivt udbryder Caspian “Nej, ellers tak” og Trøffelsnuser siger: “Nej, det er ikke nogen god idé. Den slags folk ønsker vi ikke på vores side. Vi ville ikke kunne være gode venner med Aslan, hvis vi slog os sammen med det pak”. “Aslan!” udbrød Trumfe gemytligt, men med foragt i stemmen: “Hvad vigtigere er: I kunne ikke blive gode venner med mig.” (side 79)

Trumfe er ikke en som klager og klynker, og han vedgår et nederlag:

“Godt skudt, Susan,” råbte de andre børn. “Det var i virkeligheden ikke bedre end dit skud,” sagde Susan til Trumfe. “Jeg tror nok, der kom et lille vindstød, da du skød.”. “Nej, der gjorde ikke,” sagde Trumfe. “Du vandt ærligt og redeligt over mig. Jeg vil ikke engang undskylde mig med, at det gør pokkers ondt i mit sår, når jeg trækker armen tilbage.” (side 107)

Om Trumfes totale uvidenhed og uforstand i sin forstå-else af hvem Aslan er:

“Vær nu ikke så dum”, sagde Lucy. “Tror du ikke, jeg kan genkende Aslan, når jeg ser ham?” “Han vil være en temmelig aldrende løve efterhånden”, sagde Trumfe,“hvis I kendte ham sidste gang, I var her! Og selv om det var ham, hvad skulle så have forhindret ham i at være blevet vild og uforstandig som så mange andre dyr.” (side 123)

Vi forstår Lucys reaktion og Peters irettesættelse af Trumfe. Den er særdeles velfortjent.

“Lucy blev blodrød i hovedet, og jeg tror, hun ville være røget i totterne på Trumfe, hvis ikke Peter havde lagt sin hånd på hendes arm. “Trumfe forstår det ikke. Hvordan skulle han også kunne det? Trumfe- du bliver simpelt hen nødt til at tro os, når vi siger, at vi virkelig kender Aslan; nå, ja vi kender i hvert fald en del til ham. Og du må ikke tale om ham på den måde igen. For det første er det at udfordre skæbnen, og for det andet er det altsammen noget vås. Det eneste, der er tvivl om, er, om Aslan faktisk var der.” (side 123)

Længere henne i den samme samtale, hvor børnene skal stemme om, hvilken vej de skal gå, er Peter ubeslutsom. Trumfe sætter ham straks på plads:

“Og nu er det din tur, Peter,” sagde Susan. “Jeg håber, at ... “ “Årh, klap i og giv mig lov til at tænke,” udbrød Peter. “Jeg ville ønske, at jeg ikke var nødt til at stemme.” “I er den øverste konge,” sagde Trumfe strengt” (side 125).

Om Trumfes ubetingede loyalitet:

“Hvad siger Trumfe” (spørger Peter) “Åh, jeg siger såmænd ikke noget, svarede dværgen. “Hvis I allesammen går, så følger jeg naturligvis med jer; og hvis I deler jer, så følger jeg med den øverste konge. Det er min pligt over for ham og kong Caspian” (side 141-42)

Nikabrik
Nikabrik er dværg ligesom Trumfe. På nogle punkter ligner de hinanden, men på de afgørende slet ikke. Nikabrik hader de telmarinske undertrykkere, som Trumfe gør det, han er narnier med stort N. Og Narnias befrielse, ja måske ikke så meget Narnias som dværgenes, er det overordnede og afgørende mål for ham.

Midlerne og vejene til det er underordnet. Det kan ske ved Aslan, hvis Aslan altså er hurtigere og stærkere, men det kan også ske ved heksen, hvis hun nu skulle vise sig hurtigere og stærkere end Aslan. Ikke mindst heri adskiller Nikabrik sig fra Trumfe, som ikke vil acceptere selv det mindste kompromis med ondskaben og mørkets magter.

Nogle citater gør dette klart:

“Tror du på Aslan? ” spurgte Caspian Nikabrik. “Jeg er villig til at tro på hvem som helst eller hvad som helst, der kan banke de forbandede telmarinere sønder og sammen eller jage dem ud af Narnia”, sagde Nikabrik. “Hvem som helst eller hvad som helst - Aslan eller Den hvide Heks. Er du med?” (Side 79)

Ikke underligt at Trøffelsnuser svarer:

“Stille, stille,” sagde Trøffelsnuser. “Du ved ikke, hvad du snakker om. Hun var en værre fjende end Miraz og hele hans race.” “Ikke for dværgene, i hvert fald,” sagde Nikabrik. (side 79)

Kristne kan ofte være enige med andre medborgere om det uretfærdige i den bestående sociale verdensorden. Vi vil også ofte føle os kaldede til at gøre noget ved det. Men for os er der altid noget større og højere end selv den største sag, Jesus Kristus og hans måde at løse problemerne på. Nikabrik prædiker og lever efter “et hadets evangelium”, det vil kristne aldrig kunne gøre. Samtidig med, at vi vil søge at bekæmpe det onde, ikke i egen styrke og kraft, men i Jesu Kristi navn, er det altid vor kristne pligt at elske vor næste og ønske godt for alle mennesker, også vore fjender.

Hen mod slutningen af historien, hvor krigen mellem Miraz og gammelnarnierne virkeligt har trængt de sidste op i en krog, bliver situationen virkelig kritisk for Nikabrik. Han tvinges til at vælge side. Her følger et udpluk af dialogen mellem ham og de andre:

“Når det kommer til stykket,” mumlede han, “kender ingen af os sandheden om fortidens Narnia. Trumfe troede ikke på nogen af disse historier. Jeg var villig til at efterprøve dem. Vi forsøgte først med hornet, og det glippede. Hvis der nogen sinde har eksisteret en kong Peter og en dronning Susan, så har de enten ikke hørt os, eller også kan de ikke komme, eller også er de vore fjender ....” “Eller også er de på vej, “ indskød Trøffelsnuser. “Det kan du blive ved med at sige, lige til Miraz har kastet os for sine hunde ...... Sagnene beretter om andre kræfter end dem, de gamle konger og dronninger stod for. Hvad om vi kunne mane dem
frem? “
................
“Enten er Aslan død, eller også holder han ikke med os. Eller også er der stærkere kræfter end ham, som holder ham tilbage. Og hvis han kom - hvordan kunne vi så vide, at han var os venlig stemt? Efter sigende var han ikke altid lige gode venner med dværgene. Og heller ikke med alle dyrene. Spørg ulvene. Og i øvrigt mener jeg, at han kun var i Narnia ved én enkelt lejlighed, og da blev han her ikke ret længe. Nej I kan godt se bort fra Aslan. Det var en anden, jeg tænkte på.” ....... “Hvem mener du?” spurgte Caspian omsider. “Jeg mener en kraft, der er så meget større end Aslans, at den kunne holde Narnia tryllebunden i årevis, hvis historierne ellers taler sandt.”
“Den hvide Heks!” råbte tre stemmer på én gang. “Ja,” sagde Nikabrak meget langsomt og tydeligt. “Jeg tænker på heksen. Sæt jer ned igen. Lad jer ikke skræmme af et navn, som om I var pattebørn. Vi ønsker styrke; og vi ønsker en styrke, der vil være på vor side. Siger sagnet ikke, at heksen besejrede Aslan og bandt ham og dræbte ham på den sten, som I kan se lige derovre, lige uden for lyskredsen?” “Men sagnet siger også, at han kom til live igen,” sagde grævlingen vredt. “Ja, det siger sagnet,” svarede Nikabrik, “men på den anden side nævner det ikke særlig meget om, hvad han foretog sig bagefter. Han forsvinder simpel hen ud af historien. Hvordan vil I forklare det, hvis han virkelig kom til live igen? Er det ikke langt mere sandsynligt, at det ikke skete, og at sagnene ikke fortæller mere om ham, fordi der ikke var mere at fortælle? ” (side 158-159)

Vi kan samtidig med, at vi forfærdes, godt “følge” Nikabrik i hans argumentation. For han rejser spørgsmål, som kristne igen og igen er blevet konfronteret med, både udefra af kristendommens fjender, men også indefra - fra vort eget vantro, anfægtede og bedrageriske hjerte.

Tror vi virkelig på, at Jesus Kristus er opstanden, og at han lever ikke blot i en overført og åndelig betydning, men sådan rent bogstaveligt, når det kommer til stykket? Tror vi virkelig, at han er konge og har al magt i Himmelen og på jorden, når hans fjender triumferer og træder både sandheden og Guds folk under fode? Tror vi virkelig på bønnens kraft, når hjælpen udebliver, og vi efterlades mere og mere alene og hjælpesløse med fjenden og vore egne triste tanker?

Og kunne vi spørge: Har ikke mange politiske systemer, ideologier og falske kulter vist sig bedre i stand til at “løse” nogle af menneskenes påtrængende problemer end ægte og sand kristendom? Er der endda ikke mange i kirken, som fortæller os, at vi ikke ved, hvad opstandelse er, at den snarere er et symbol end skinbarlig virkelighed, at bøn mere er en slags psykoterapi end indgriben fra en transcendent og evig verden?

Jo Nikabrik, som går efter det synlige og effektive, som hurtigt og omgående virker og opfylder de stillede mål, har mange efterplaprere. Han “sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er” (Matt 16:23, 1931 oversættelsen). Han sanser slet ikke, at Guds vej ikke går gennem at tage tingene i sin egen hånd, eller at manipulere med kræfter og magter uden for menneskets kontrol. Han støder mod korsets forargelse, svaghed og dårskab, den vej Gud nu en gang i sin visdom og kraft har valgt at føre os til herlighed ad (1 Kor 1 og 2).

Fordi Nikabrik grundliggende ikke anerkender dette, bevæges han ud i ekstremerne og tvinges til at kalde godt for ondt og lys for mørke. Sandheden bliver for ham pragmatisk og relativ, afhængig af hvem man er, og hvilken gruppe man tilhører, om den fremmer egne mål og interesser eller ikke.

Nikabrik er en forfærdelig tragisk person. Han står desværre ikke alene. Nogen gange kan vi endda selv spejle os i ham. Krigsrådet inde i højen ender med, at heksen vækkes til live med voldsom kamp og tumult til følge (side 161 ff.). Da alt er endt, siger kong Peter:

“Vi fik åbenbart gjort kål på alle vores fjender. Dér er troldkællingen. Hun er død” (Han skyndte sig at fjerne blikket fra hende.) Og Nikabrik er også død.” (side 163)

Og som en slags gravskrift over Nikabrik siger Caspian:

“ Jeg har medlidenhed med Nikabrik, selv om han hadede mig fra første færd. Han var blevet fordærvet af et helt livs lidelser og had. Hvis vi havde vundet en hurtig sejr, kunne han være blevet en god dværg. Jeg ved ikke, hvem af os, der dræbte ham. Det er jeg glad for.” (side 164)

Også vi bør have medlidenhed med dem, hvis liv og skæbne ligner Nikabriks. Hoveren er ikke en af Åndens frugter. Og vi bør spørge vore samvittigheder, hvilken skyld og hvilket ansvar, vi kan have haft for, at nogen kan ende som Nikabrik. Hvilken dom, som venter den, som i det virkelige liv ligner Nikabrik, bør vi end ikke gisne om, kun Gud, som ser til bunds i alle ting og kender alle ting, og som er fuldkommen retfærdig men også barmhjertig på samme tid, ved, hvordan der skal dømmes.

Men vi bør også lade os advare af Nikabrik. For hornets kalden var blevet hørt. Hjælpen var på vej. I virkeligheden stod kong Peter inde i højen samtidig med, at Nikabrik udtalte sine bespottende ord og manede heksen frem, og Aslan var også i Narnia. Forløsningens time var faktisk inde. Men Nikabrik kunne ikke vente blot disse sekunder mere. Han havde truffet sit fatale valg, han havde afskrevet Aslan og allieret sig med hans fjende. Det nye Testamente advarer os mod netop den fare, som særlig nærværende og faretruende ved Jesu genkomst eller i de apokalyptiske kriser i kirkens og den enkelte kristnes liv.

Dette sidste citat sætter dette i relief for os:

"Doktor Cornelius siger: “Jeg må tilstå - jeg kan ikke benægte det - at jeg er dybt skuffet over resultatet af vore bestræbelser”. “For at sige det ligeud”, sagde Nikabrik, “så er din pung tom; dine æg er rådne; dine fisk er ikke blevet fanget; du har brudt dine løfter. Træd tilbage og lad andre gøre arbejdet...” “Hjælpen vil komme,” sagde Trøffelsnuser.” “Jeg sætter min lid til Aslan. Vær tålmodig, som vi dyr. Hjælpen vil komme. Måske er den allerede nået frem.”
“Bah!” snerrede Nikabrik. “Hvis det stod til jer grævlinger, skulle vi vente, til himlen faldt ned og vi alle sammen kunne fange lærker. Nej, vi kan ikke vente. Der er mangel på mad; vi mister flere krigere, end vi har råd til, hver gang vi støder sammen med fjenden; vore tilhængere forsvinder” (side 155).
Følge Aslan, hvad andre end vil
Dette bliver det sidste motiv fra “Prins Caspian”, vi følger op på. Men det er også et af de motiver, som fylder meget ikke alene i denne bog - men også i “Hesten og drengen” og i “Sølvstolen”. Et sted tidligt i bogen får børnene en tydelig fornemmelse af at være under en Højeres kommando. Det sker i det øjeblik, at det går op for dem, at deres “bortrykkelse” til Narnia fandt sted i samme sekund, som Caspian blæste i hornet (side 99-101). Omkring det udspiller sig følgende samtale:
“Ja,” sagde Peter. “Jeg går ud fra, at det, der får det til at føles så underligt, er, at det i historierne altid er nogen i vores verden, som hidkalder andre. Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvor djinnen kommer fra.” (djin - “ånden” i “Aladdin” eller “1001 nats Eventyr”) “Og nu ved vi allesammen, hvordan djinnen må have det,” sagde Edmund og kluklo. “Kors!
Det er en smule ubehageligt at vide, at vi kan blive tilkaldt på den måde. Det er værre end det, far siger om at være slave af sin telefon.” “Men vi vil da gerne være her, ikke?”, sagde Lucy. “Hvis Aslan har brug for os”. (side 100 og 101)

Ikke mindst i en tid som vores, hvor næsten hvert et minut er planlagt, er det vigtigt at blive mindet om, at det hører med til at stå under Kristi kommando at blive bedt om at lægge vort eget fra os for at gøre det, han beder os om. “At Aslan har brug for det” burde for så vidt være begrundelse nok.

En del længere henne i historien, hvor Lucy er begyndt at blive opmærksom på, at Aslan er der og kalder på hende, men hvor hendes søskende og Trumfe ikke vil tro på hende, udfolder sig følgende længere samtale mellem Lucy og Aslan. Vi får kun plads til nogle få udpluk (side 133-152):

“Lucy,” sagde han (Aslan). “Vi kan ikke blive liggende her ret længe. I har arbejde at gøre, og I har spildt megen tid i dag.” “Ja, var det ikke ærgerligt? “ sagde Lucy. “Jeg så dig, men de ville ikke tro på mig. De er alle sammen så .... “ Dybt nede i Aslans krop hørtes en ganske svag knurren. “Undskyld,” sagde Lucy, som forstod nogle af de ting, der rørte sig i ham, “det var ikke min mening at bebrejde de andre noget. Men det var da ikke min skyld, vel?” Løven så hende lige ind i øjnene. “Åh, Aslan,” sagde Lucy. “Det kan du da ikke mene, det var! Hvordan kunne jeg ... jeg kunne da ikke være gået fra de andre og være kommet op til dig alene, vel? Kik ikke sådan på mig ... måske, ja, måske kunne jeg have gjort det. Ja, og jeg ville ikke have været alene, det ved jeg godt, ikke hvis jeg var sammen med dig. Men hvad ville det have nyttet?” Aslan sagde ikke noget. “Du mener,” sagde Lucy temmelig spagfærdigt, “at alle ting så ville være
gået godt - på en eller anden måde? Men hvordan? Aslan ... vil du ikke fortælle mig det? “
“Fortælle dig, hvad der ville være sket, mit barn? “ sagde Aslan. “Nej. Det fortæller jeg aldrig nogen.” “Ikke? “ sagde Lucy. “Men enhver kan finde ud af, hvad der vil ske,” sagde Aslan. “Hvis du går tilbage og vækker de andre og fortæller dem, at du har set mig igen, og at I allesammen bliver nødt til at stå op med det samme og følge mig - hvad vil der så ske? Der er kun én måde at finde ud af det på.”
.............“Nu, mit barn,” sagde Aslan, da de var kommet gennem træerne, “vil jeg vente her. Gå hen og væk de andre og bed dem følge mig. Hvis de ikke vil, så må du i al fald følge mig alene.” (side 137-138).
De følgende sider (side 139-145) handler om alt det besvær, og de mange skuffelser, Lucy har med det at få de andre til at følge, hvor meget de betvivler hendes historie og ligefrem opfatter hende som uopdragen og urimelig, og hvor alene hun er. Men til sidst ser de alle Aslan, og også Trumfe, som “slet ikke troede på løver”, og han har da også noget at sige dem hver især. Det er ved slutningen af denne scene, at Aslan efter en “frygtindgydende pause” siger med dyb stemme: “Susan” (Susan er den, som har været mest afvisende over for, hvad hendes søster fortalte). “Susan svarede ikke, men de andre syntes, de kunne høre hende græde”:
“Du har ladet dig lede af din frygt, mit barn,” sagde Aslan. “Kom, lad mig ånde på dig. Glem din angst. Er du tapper igen?” “En lille smule, Aslan,” sagde Susan. (side 146-147)

Det samme havde Aslan kort forinden gjort ved Lucy, som havde mærket “løvekræfter strømme over i sin krop”. Og Aslan havde sagt til hende “Nu er du en løvinde. Og nu vil hele Narnia blive vakt til live igen. Men kom. Der er ingen tid at spilde” (side 138). Flere gange i denne beretning siges det på forskellig måde om flere af dem, at mødet med Aslan eller bare fornemmelsen af eller bevidstheden om hans tilstedeværelse får trætheden til at forsvinde og giver ny kraft.

At følge Aslan kan gå over stok og sten, kan være tornet og besværligt, kan gå ad ukendte og besværlige veje og stier, stille en overfor det overraskende og uventede, kan efterlade en alene, spørgende og forvirret. Det kan gøre, at man kommer til at stå alene, men det tillader en ikke af den grund at blive dømmesyg, selvsikker og selvretfærdig . Men det er Aslan, de følger. Han leder ikke vild, han ikke bare bruger dem, men elsker dem. Han bringer dem den genrejsning, det nye mod, de friske kræfter de også behøver. Men de må følge ham uanset hvad, uanset om andre følger og uanset udfaldet. Der er kun en måde, de kan finde ud af det på, og det er ved at følge ham. Det er en passende udfordring at slutte vore studier i “Prins Caspian” med.

Helt har vi dog ikke sluppet den, for vi mangler at sige noget om vor kære ven, Rippitjip. Men vi møder ham igen i “Morgenvandrerens Rejse” og dér vil vi give ham den opmærksomhed, vi ikke har givet ham i studierne af “Prins Caspian”..