Narnia:
Morgenvandrerens rejse (3)

Af Louis Nielsen - KP 04-2000

Den mørke ø (side 162-173)
Tretten dages sejlads ligger foran dem. Der sker ikke noget særligt, og tiden går mest med tidsfordriv. Det “land”, de nu kommer til, er ikke et land eller en ø i normal forstand. Lewis siger kort og godt “Det var mørke” - “ret svært at beskrive, men du vil forstå, hvordan det var, hvis du forestiller dig, at du kigger ind i en jernbanetunnel - en tunnel, der enten er så lang eller så krum, at man ikke kan se lys i den anden ende”.

Morgenvandrerens besætning kommer i tvivl om, hvorvidt man skal fortsætte sejladsen. Kaptajnen fraråder det og bakkes op af sit mandskab og af Edmund. Lucy og Eustace ytrer sig ikke, men er dog glade ved udsigten til at vende om. Kun Rippitjip er af en anden mening: “Hvorfor ikke?” sagde han. “Vil nogen venligst forklare mig, hvorfor vi ikke skulle fortsætte?” og han fortsætter:

“ Hvis I havde været bønder eller slaver, kunne jeg meget vel have fået det indtryk, at dette forslag var et udslag af fejhed. Men jeg håber, at det aldrig skal komme til at hedde sig i Narnia, at en gruppe ædle og kongelige personer i deres bedste alder stak halen mellem benene, fordi de var mørkerædde.”
“Men hvad skal det nytte at sejle ind i det mørke?” spurgte Drinian. “Nytte?” svarede Rippitjip. “Nytte? Hvis I kun tænker på at fylde pengepungen, så må jeg indrømme, at det sikkert intet vil nytte. Men så vidt jeg ved, har det på intet tidspunkt været nyttige ting, vi søgte, men hæder og eventyr. Og her, foran os, venter os et stort eventyr. Hvis vi derimod vender om, vil det eneste, vi får, være en plet på vores ære.”

Rippitjips indvendinger fremkalder megen surhed blandt de øvrige ombordværende, men omsider er det musen, som får sin vilje. Mandskabet placeres forskellige steder bevæbnede og kampklare: “Og nu fremad i Aslans navn!” råbte Caspian. “Med langsomme, faste åretag. Alle forholder sig tavse, holder ørerne åbne og afventer videre ordrer.”

Det bliver mørkere og mørkere og også koldere. Hvor længe de sejlede på den måde, vidste ingen. Efterhånden begynder de alle at ryste af kulde. Pludselig hører de gennem mørket et skrig.

“Hvem er det?” peb Rippitjip. “Hvis du er en fjende, frygter vi dig ikke, og hvis du er en ven, skal dine fjender lære at frygte os.”
“Nåde!” råbte stemmen. “Nåde! Selv om I blot er endnu en drøm, så vis nåde. Tag mig om bord. Tag mig med, selv om I slår mig ihjel. Men forsvind i himlens navn ikke igen uden at føre mig bort fra dette grufulde land.”

Det lykkes for dem at få manden ombord, som i samme sekund, hans fødder rører dækket, siger:

“Flygt! Flygt! Vend skibet og flygt! Ro, ro, ro for livet bort fra denne forbandede kyst.”

“Slå koldt vand i blodet,” indvender Rippitjip, “og fortæl os, hvad faren består i. Vi er ikke vant til at flygte.” “Ikke desto mindre bliver I nødt til at flygte fra dette sted,” gispede han. “Dette er den ø, hvor drømme bliver virkelighed.” “Den ø har jeg ledt efter i lang tid,” sagde en af sømændene. “Jeg tænkte, at jeg ville blive gift med min Lisa, hvis vi gik i land her.” “Og min Tom ville blive levende igen,” sagde en anden. “Tåber!” sagde manden og stampede rasende i dækket. “Det er den slags snak, der bragte mig hertil, og jeg ville hellere være druknet eller slet ikke være blevet født. Hører I ikke, hvad jeg siger? Det er her, drømme - drømme, forstår I bliver levende, bliver virkelige. Ikke dagdrømme - drømme.”

“Der var ca et halvt minuts stilhed, og så ..... så hurtigt de kunne kastede besætningen sig over årerne og roede, som de aldrig havde roet før ...... For det havde taget alle cirka dette halve minuts tid at komme i tanke om visse drømme, de havde haft - drømme, som gør en bange for at lægge sig til at sove igen - og for at forstå, hvad det vil betyde at gå i land på en ø, hvor drømme blev til virkelighed”.

“Kun Rippitjip blev uforstyrret stående. “Eders Majestæt, Eders Majestæt,” sagde han, “vil I tolerere dette mytteri, den fejhed, denne skændige panik?” “Ro, ro!” brølede Caspian. “Ro for livet. Vender vi den rigtige vej, Drinian? Du kan sige, hvad du vil, Rippitjip. Der er visse ting, intet menneske kan møde.” “I så fald priser jeg mig lykkelig for, at jeg ikke er et menneske,” svarede Rippitjip med et meget stift buk.”

“Selv om årerne lavede temmelig megen støj, kunne lyden ikke skjule den totale stilhed, der omgav skibet. Alle vidste, at det var bedst at lade være med at lytte, at lade være med at anstrenge sig for at høre nogen lyde fra mørket. Men de kunne ikke lade være med at lytte. Og snart begyndte alle at høre ting. Hver hørte noget forskelligt. “Kan du ikke høre noget, der lyder ligesom ... ligesom en stor saks, der klipper derovre”, spurgte Eustace Rynelf. “Shh!” sagde Rynelf. “Jeg kan høre dem komme kravlende op ad skibssiden”. “Den er lige ved at lande på masten,” sagde Caspian. “Uha!” sagde en sømand. “Nu begynder klokkerne at kime. Det vidste jeg, de ville.”
Caspian ..... gik agterud til Drinian. “Drinian,” sagde han med meget lav stemme. “Hvor lang tid tog det os at ro derind? Jeg mener... at ro til det sted, hvor vi samlede den fremmede op?” “Fem minutter, måske,” hviskede Drinian. “Hvorfor?” “Fordi vi allerede har brugt langt længere tid på at forsøge at komme ud igen.” .........
Vi slipper aldrig ud, slipper aldrig ud,” jamrede roerne. “Han styrer forkert. Vi bliver ved med at sejle i cirkler. Vi slipper aldrig ud.” Den fremmede, som havde ligget sammenkrøbet på dækket, satte sig op og udstødte et uhyggeligt latterbrøl.

“Slipper aldrig ud!” råbte han. “Ja, selvfølgelig! Vi slipper aldrig ud. Hvor var det dog dumt af mig at tro, at de ville lade mig slippe så let. Nej, nej, vi slipper aldrig ud.”
Lucy lagde hovedet på kampmærsets ræling og hviskede: “Aslan, Aslan, hvis du nogen sinde har holdt af os, så send os hjælp nu.”
Mørket blev ikke mindre tæt, men hun begyndte at føle sig en smule - en meget lille smule - bedre tilpas.” Der er jo trods alt ikke sket os noget endnu,” tænkte hun.”

Pludselig ser man en lille lysplet forude. “Den ændrede ikke mørket omkring dem, men hele skibet blev oplyst som af en projektør. Lucy kiggede på strålen og så lidt efter et eller andet i den. Først lignede det et kors, så lignede det en flyvemaskine, så lignede det en drage, og til sidst kom det med brusende vinger hen over hovedet på hende, og hun kunne se, at det var en albatros ..... Med en smuk og kraftig røst råbte den noget, der lød som ord, men som ingen forstod ..... Langsomt begyndte den at flyve foran skibet. Drinian, der ikke var i tvivl om, at den viste dem vejen, drejede roret og fulgte efter den. Men ingen ud over Lucy vidste, at den, mens den kredsede over masten, havde hvisket til hende: “Frisk mod, kære ven,” og hun var sikker på, at dens stemme tilhørte Aslan, og hun havde mærket en vidunderlig duft, idet den åndede på hende.”

Snart blev mørket gråligt og så pludselig var de ude i sollyset .. “i den varme, blå verden”.

“ Og med et forstod alle, at der ikke var - og aldrig havde været - noget at være bange for. De glippede med øjnene og så sig omkring. Skibets klare farver forbløffede dem; de havde halvt ventet, at mørket ville klæbe sig til de hvide og grønne og gyldne kulører i form af en eller anden slags sod eller snavs. Og så begyndte først en, og derefter flere at le. “Vi har vist opført os temmelig dumt”, sagde Rynelf.”

“Lucy spildte ikke tiden, men skyndte sig ned på dækket, hvor de andre stod samlet rundt om den fremmede. ...... “Tak,” sagde han tilsidst. “I har reddet mig fra ... men det vil jeg ikke tale om..... Dengang jeg var noget værd, kaldte man mig hertug Rhoop.” .... “Tilstå mig en gunst.” “Hvilken?” spurgte Caspian. “Aldrig at bringe mig tilbage hertil”, sagde han. Han pegede agterud. De kiggede allesammen. Men de kunne kun se klart blåt hav og klar blå himmel. Den mørke ø og mørket var forsvundet for evigt. “Jamen, jamen,” udbrød hertug Rhoop, “I har tilintetgjort den!” “Jeg tror ikke, det var os,” sagde Lucy”.

Tolkning
Igen er jeg en del i tvivl om, hvordan disse oplevelser skal tolkes, hvis de overhovedet skal tolkes. Jeg må derfor nøjes med, hvad der falder mig ind ved læsningen af dette højspændte drama, også selvom det sandsynligvis langtfra rammer plet.

Uden at vi nødvendigvis kan sætte ord på det, genkalder vi intuitivt sandheden og virkeligheden bag de eventyr, som Morgenvandreren sejler ind i i og med, at de sejler ind i den mørke ø.

“Sejler ind i”, siger jeg, men mener ikke hermed en kollision, for det fremgår af slutningen af historien, at mørkets ø ikke er sted, men et land. Et skyggeland, som “kun” eksisterer i den enkeltes underbevidsthed, i hans og hendes “drømme” dvs.begær, ængstelser, sjælekaos, skyld og frygt og i frygten for det ukendte og indbildte. “Drømme” i den her nævnte betydning vil vi vel snarere kalde “mareridt”.

På barnets plan
Narniabøgerne er for børn, selvom de indeholder en evangelisk og åndelig visdom, som kan gøre os klog for livet. Alligevel er det godt, hvis vi også som voksne kan forholde os til deres fortællinger som børn oplever dem, dvs. på det umiddelbare plan. Ofte er vor erindring af barndommen fortegnet, men alligvel kan vi alle formodentlig huske flere af de ting, vi var bange for, også ting, som med et gjorde det af med vor uskyld og fyldte os med skam, og som måske momentvis stadig kan plage os og hjemsøge os.

Generelt er vi tilbøjelige til at idyllisere barndommen, men barndommen kan for mange mennesker rumme meget ondt, som mærker dem for livet. Vi kan blive ødelagte og afsporede allerede som børn. Allerede i barndommen har vi vore eksistentielle kriser, men de møder os her snarere som noget, vi er bange for, - sjældent ved vi hvorfor -, men vi har en fornemmelse af, at ikke alt er godt og trygt i verden, og at der er kræfter, som er imod os og truer med at forvandle orden til kaos.

Barndommen er heller ikke den rene uskyld. Børn er ofte hårde og modbydelige mod hinanden. Og at eksperimentere med det onde ligger os ikke fjernt, heller ikke som børn. Det grimme, stygge og nedbrydende ligger også barnet nærmere end det smukke, gode og opbyggende. Forfattere, som C.S.Lewis og Golding (“Fluernes herre”), som har en kristen realistisk tilgang til livet, afspejler dette forhold i det, de skriver om.

Mørket i livet og at leve i mørke
“Morgenvandreren” er, som vi tidligere har sagt et symbol på pilgrimsrejsen frem mod Aslans land. Under den rejse møder vi vort eget liv, vor egen odyssé gennem livet med omvendelse, kamp, fristelser, fornægtelser og bekendelser, sejre og nederlag, frygt og angst, glæder og sorger som har mødt os undervejs. Vi møder både de kræfter, som giver liv og opbygger liv, symboliseret af Aslan og alle, som tjener Aslan. Og vi møder de kræfter inden i os selv og uden for os selv, som af al magt forsøger at hindre os nogensinde at nå vort mål.

Vi må på vor pilgrimsrejse gennem det altsammen. Missionen at finde de syv forsvundne hertuger gør det nødvendigt at sejle til hver en ø. Det yderligere mål at nå frem til Aslans land, som er Rippitjips mål, koster selve livet. Vi kan ikke unddrage os de smertelige erfaringer, som hører med til at være en pilgrim. Strabadserne må bæres ligesom ar på sjæl og krop. Vi undgår heller ikke at møde de mere ydmygende sandheder om os selv og vore skuffede forventninger og bristede håb. Illusionerne tages også fra os.

Rippitjip er den af rejseselskabet, som er mest pilgrim og mest er bæreren af “det himmelske sind”. For ham betyder sejladsen gennem mørkets ø derfor en udfordring med mulighed for nye eventyr og nye sejre. Aldrig om han vil kapitulere heller ikke for fjenderne i det ukendte. For ham er enhver kapitulation faneflugt og kujonagtighed. “Fremad i Aslans navn!” kunne være hans motto. Han vil med Paulus frimodigt møde enhver udfordrer med ordene i Romerbrevet 8:37-39:

“Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”

Men ikke alle af os kan fastholde dette, når vi trues af mørket omkring os eller endnu værre af sjælens mørke. Ofte er vi som disciplene lidettroende, og vor fjende udnytter de skjulte ting i vort liv til at komme os til livs. Rhoops liv er helt ødelagt, - for han har opholdt sig for længe i mørket -, som det næste kapitel vil afsløre det.

Mødet med mørket gør alle undtagen Rippitjip bange, og får alle til at opføre sig under deres normale standard. Alle kommer de i tanke om det, de er bange for og det, de skammer sig for, om illusionerne og dagdrømmene i deres liv, og om de skjulte og hemmelige begær. Og alle lammes og fastholdes af rædslen. Alle oplever de mørket og rædslerne forskelligt, for rædslen sidder inde i dem selv og kommer ikke udefra, selvom deres fjendebilleder og skrækscenarier indgår i dem. Og de bliver alene med deres mareridt.

Vejen ud af mørket
Hvad skal vi gøre, og hvad kan vi gøre, når vi er i mørket? Lewis havde selv været meget i mørket ikke alene i de rædselsfulde år på kostskolen, men også siden i livet ikke mindst da hans elskede Joy Davidman døde. I sine “Kristne Reflektioner” grunder han meget over det sjælemørke, forskellige af salmisterne havde været i, og over hvordan de fandt vej ud.

Lewis anviser ikke nogen terapi. Det er længe før terapi blev moderne. Og selvom han havde levet i dag, ville han næppe have været fortaler for ret megen af den terapi, som er in i dag. Men ikke desto mindre viser han en vej. Der gik ganske vist en rum tid, eller sådan føltes det i hvert fald, før nogen fik det indfald at kalde på Aslan. For det tager altid meget længere tid at komme ud af mørket, end det tager at bevæge sig ind i det, som Caspian konstaterer. Men til sidst hvisker Lucy: “Aslan, Aslan, hvis du nogen sinde har holdt af os, så send os hjælp nu.”

Det er karakteristisk for situationer som de her skildrede, at vi ikke alene føler os meget ensomme, men også at der synes lang vej til Gud. Vi glemmer næsten at bede, for kan det overhovedet hjælpe at bede? Elsker Gud os, når det kommer til stykket? Har han ikke helt glemt os, forladt os, måske ligefrem prisgivet os?

Men Lucy fandt - sikkert til sin store overraskelse - at ikke så snart havde hun bedt, før der skete noget. Ikke sådan, at mørket forsvandt. Heller ikke, at hun lige her og nu følte sig overvældende glad. Men hun kunne pludselig begynde at tænke igen og kunne for sig selv konstatere: “Der er jo trods alt ikke sket os noget endnu.”

Det er en del af frygtens og bekymringernes væsen, at de lægger alle ting brak, og gør det umuligt for os at tænke klart, for slet ikke at tale om at handle. Men et øjeblik efter er der en, som ser en stråle af lys midt i mørket. Den ændrer ikke mørket omkring dem, men skibet, hvor de opholdt sig, blev oplyst som af en projektør. For Lucy antog strålen efterhånden form. Først som et kors, så en flyvemaskine, så en drage og endelig en albatros, som viser vej, og som ovenikøbet kan tale og tale med Aslans stemme.

Man kan undre sig over Lewis’ symbolvalg, ikke så meget det første og det sidste: et kors, en albatros, men i hvert fald over det tredje, en drage. Kors og drage er det ikke modsatrettede symboler? Godt nok er i kinesisk og japansk mytologi dragen et venligsindet væsen, men ikke i vesterlandsk symbolsprog, slet ikke i kristent. Dragen kan derfor næppe være et symbol på Aslan.

Men er det ikke ofte sådan i overgangssituationen mellem lys og mørke, mellem fortvivlelse og befrielse og mellem vantro og tro, at vi ikke er helt sikre, ikke tør tro på, at det virkelig er Herren, som møder os? Hvad nu, hvis det var hans modstander? Disciplene ude i båden på det oprørte hav følte sig ikke sikre på, at det var Herren, der kom vandrende på bølgerne. Var det ikke snarere et spøgelse?

“Flyvemaskinen” er vel et symbol på hurtig redning. Den levende fugl, den store og stolte søfugl albatrosen er Aslan selv. Ingen om bord er i tvivl om, at den er kommet for at vise vej ud af mørket. Men kun Lucy hører den tale til sig og bag dens røst kender hun Aslans: “Frisk mod, kære ven”. Hun kender også , at det er ham på den vidunderlige duft, der fylder det åndepust, han ånder på hende med.

Det sidste giver mindelser om påskemorgen og disciplenes møde med den opstandne Herre. For Lucy er det ikke påskemorgen, men på en vis måde er hvert et øjeblik og hver en anledning, hvor kirken eller den enkelte kristen møder Herren som påskemorgen med dens vidnesbyrd om, at Jesus, Herren lever, og at han kommer igen.

Kødets mørke nat
Kødets Mørke Nat (The Dark Night of the Flesh) er et udtryk, Lewis anvender i et kapitel om Salmerne i essaysamlingen “Christian Reflections”, som Lewis’ sekretær Walter Hooper udgav efter Lewis’ død. Med det udtryk henviser Lewis til neuroser, som det også kan være kristnes lod at skulle gennemleve, men også til forskellige former for isolation og ensomhed, som de ydre omstændigheder lægger over livet, som f.eks. det at blive svigtet af familie og venner, at leve som kristen i totalt gudløse omgivelser, og på det kollektive plan kirken, som ikke alene oplever en svindende medlemsskare men også ser sig slået af banen af falskhed og løgn.

Lewis henregner også til “kødets mørke nat” det at være en skydeskive for latter og spot og at blive vraget og forbigået til trods for redelighed og dygtighed.

Fornemmelsen af at være indhyllet af mørke er en særdeles almindelig fornemmelse hos mange af Guds hellige i Bibelen, ikke alene i Salmerne men også hos profeterne. Det nye Testamente lægger ikke skjul på, at selvom vi hø-rer lyset og dagen til, så er vi stadig på “et mørkt sted” (2 Pet 1:19), og at den åndelige kamp, vi er i, er mod “verdensherskerne i dette mørke” (Ef 6:12). For den kristne som for skabelsen er bevægelsen i tiden fra “aften til morgen”, ikke fra morgen til aften (1 Mos 1:5; 1:8; Rom 13:11-14).

Oplevelsen af “Kødets mørke nat” må vi alle være indstillede på er en normal erfaring for en kristen . Mørket kan komme pludseligt, eller det kan opstå over en periode og lægge sig som en truende sky over os. Det kan komme som en generel følelse af, at ingen har brug for os eller følge med længerevarende sygdom og handicap, hvormed vi sættes ud af spillet.

Det kan følge kærestesorger og opløsning af ægteskaber. Det kan ramme os under følelsen af synd og fejhed og egen usselhed. Det kan opstå i tilslutning til mobning og forfølgelser, skyldes depression eller som følge af grundliggende utryghed og frygt for fremtiden. Det kan komme ad så mange veje og kanaler.

Vi oplever det som virkeligt og objektivt, og vi bruger ligefrem vendingen “det er til at tage at føle på”. Men for Gud er der intet mørke: “Siger jeg: “Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset” (Sl 139:11-12). Det er måske i det perspektiv, vi skal forstå bemærkningerne hen mod slutningen, da de endelige var ude i dagen og lyset igen: “De kiggede alle sammen. Men de kunne kun se klart blåt hav og klar blå himmel. Den mørke ø og mørket var forsvundet for evigt”.

Engang i Guds rige vil det være evigt sandt: “Nat er det aldrig dér” (Åb 21:25). Men indtil da går vort livs sejlads stundom gennem mørke vande. Men også i mørket er Herren, og også i mørket skinner hans lys for os. Problemet er bare, at vi så ofte lukker af for det eller skærmer os mod det ved at lade mørket trænge ind i os.

Nogen gange kan vi formentlig ikke gøre for det; det hører sammen med, at vi er gjort af ler og bærer alle lerets svagheder ( også vor psyke er gjort af stof), andre gange afskærer vi forsætligt livlinen til Herren gennem f.eks. vore forsømmelser, vor ulydighed, vore forkerte valg, vor flugt fra ansvar og forpligtelser, vor manglende tro og tillid etc. Alle har vi vor egen historie.

Men råber vi i mørket til Herren, så hører han os og formår at sende os hjælp, som kan føre os ud af mørket. Aslan hørte Lucys kalden, også selvom hun havde tvivlet på hans kærlighed. Og da hans stemme lyder til hende er alt det glemt, og alt er som påskemorgen i haven: “Frisk mod, kære ven!”.

Vi vil ikke kunne tage det af os selv, men det kan blive os givet, som det blev givet Paul Gerhardt at synge (Salmebogen nr. 489):

“Frit vi tør og uden gruen,
Gud i vold
bag hans skjold,
trodse verdens truen;
møder os den sidste fjende,
mod hans pil
med et smil
tage vi og- vinde.

Os dog ingen død kan døde,
men dens bud
løser ud
tusindfold af møde,
lukker dør for sorgestimlen,
så vor sti
bliver fri
ind til fryd i Himlen”.

Det er en forsmag på den oplevelse, vore venner fra Morgenvandreren et kort øjeblik nyder, som Caspian befaler, at der “skal uddeles grog til alle mand, og Morgenvandreren sejler glad og fro mod sydøst med en frisk vind i ryggen”.