Morgenvandrerens Rejse (1)

Af Louis Nielsen KP 02-2000

1. artikel om C. S. Lewis' Narniabog "Morgenvandrerens Rejse".

Denne bog er for mig den sværest forståelige af alle bøgerne i Narnia serien. Med det mener jeg ikke selve fortællingen, men snarere, hvad den betyder.

Nogle af fortællingerne i bogen er ligetil, men andre er “sære” på en måde, der i hvert fald for denne læser gør det vanskeligt at udtale sig om, hvad forfatteren på et dybere plan har villet sige, udover at fortælle noget, han har fundet værd at fortælle. Derfor ender det måske med, at min “udlægning” er mere fantasifuld end fortællingen selv.

Nogle biografiske oplysninger
Walter Hooper, Lewis’ mangeårige sekretær og ven siger, at Lewis til at begynde med ikke havde nogen planer om at skrive mere end “Løven, heksen og garderobeskabet”, men at ideerne og forestillingerne, som udgør de mentale forudsætninger for alle bøgerne, levede i hans sind og tanker.
Lewis’ forlægger foreslog forsigtigt, at han godt kunne tænke sig at vide, hvordan lygtepælen i Narnia fra først af kom der. Men det førte i første omgang ikke rigtigt videre. Men da han først var kommet i gang med “Prins Caspian”, fortsatte det af sig selv med “Morgenvandrernes rejse”, og så standsede serien igen et stykke tid, ikke fordi Lewis manglede inspiration men fordi han skrev “Hesten og drengen”. Ved slutningen af “Morgenvandrer-ens” rejse bliver Eustace lovet endnu et eventyr i Narnia, og det løfte indfries i “Sølvstolen”.

Manuskriptet til “Prins Caspian” forelå maskinskrevet i februar 1950, og Lewis’ håndskrevne manuskript til “Morgenvandrerens rejse” var da allerede klar til at forlæggeren kunne få det til gennemlæsning. Det blev godkendt næsten uden rettelser. “Morgenvandrerens rejse” er helt åbenlyst skrevet på en bølge af inspiration.

Det er ikke ofte, vi tænker over de ydre omstændigheder i Lewis’ liv i de år, Narniafortællingerne blev skabt. Georg Sayer fortæller os i sin Lewis biografifølgende:

“At Narniafortællingerne er fulde af latter og udstråler glæde betyder ikke, at de år, hvor de blev til, var lykkelige for Jack. Det betyder derimod, at hans tro havde lært ham, hvordan han skulle klare vanskeligheder og hæve sig over en elendighed, der ville have overvældet de fleste”.

Sayer fortsætter med at berette om vanskelighederne med husholdersken, Mrs. More, hvis sygdom og plager gjorde hende endnu mere vanskelig og tyrannisk end hun i forvejen var, og om broderen Warren og hans tiltagende alkoholisme.

Samtidig måtte man spare på alt, så man frøs grundigt i det store, fugtige og utætte hus, som også forfaldt og gik til, fordi Lewis ikke kunne få sig til at afsætte de nødvendige midler til at få huset sat i forsvarlig stand.

Om “Morgenvandrerens rejse” især
“Morgenvandrerens rejse” har som sagt ikke et plot, som de øvrige fortællinger har det. Det er virkelig en rejsefortælling, en odyssé , som “Gullivers rejse” og Homers “Odysseen” er det, en rejsefortælling fyldt af symboler og underliggende motiver, som samtidig gør den til en “pilgrimsrejse” eller fortællingen om en pilgrimsrejse.

For man er på en rejse, som ganske vist har et konkret mål: At finde de forsvundne narniske hertuger, men mere og mere bliver det klart, at det egentlige mål er “landet hinsides solen”, Aslans land. Musen Rippitjip er lige fra begyndelsen med på rejsen med det mål for øje. Han er fast besluttet på ikke at skulle vende tilbage, og de fleste af personerne i fortællingen bliver efterhånden mere eller mindre grebet af den samme længsel. Prins Caspian så meget, at alle de øvrige, inklusive Rippitjip ikke blot må nøde ham til at vende tilbage til pligterne i Narnia, men næsten må tvinge ham. Også børnene, i hvert fald Lucy udtrykker længsel efter altid at være hos Aslan i hans land og spørger fortvivlet, om der er en dør i hendes verden ind til hans land?

Længslen efter Gud
Det er en grundliggende overbevisning hos Lewis, at mennesket er skabt af Gud og skabt til at herliggøre Gud, ikke til at herliggøre sig selv. Hvert menneske er i så henseende unikt, og fordi hvert menneske er unikt, har det også sit unike bidrag at give til Skaberens pris, dvs. at gennem dét menneske kommer lige netop det aspekt af Guds uendelige natur frem. Guds væsen er kærlighed, og Guds natur er altid at give. Hvad vi giver ham, giver vi tilbage til ham. Men vi kan aldrig klamre os til Guds gaver og gøre dem til vor ejendom; vi må altid give dem videre og tilbage til ham, hvorfra de kommer. Det er livets mening, og det er Himlen, alt andet er Helvede.

I og med, at vi er Guds skabninger har vi en iboende længsel efter ham og en længsel efter at bidrage med det, vi er skabt med. Denne længsel er vi født med, og vi drømmer om den i barndommen, indtil forkert opdragelse og individuel synd kommer ind og overtager os, så vi bliver mindre og mindre mennesker, dvs. mindre og mindre det, vi er skabt til. Denne tragedie ser vi ikke mindst udspille sig i Eustaces liv indtil forløsende kærlighed i skikkelse af Aslan møder Eustace og sætter ham i frihed og langsomt begynder at forvandle ham.

Eustaces forvandling er en del af plottet i “Morgenvandrerens rejse”. Lewis’ bog “The Abolition of Man” (“abolition” afskaffelse, nedlæggelse, ophævelse), men også “Fra Helvedes Blækhus”, ikke mindst “Fangegarn udbringer en skål” fokuserer meget på det tema, og vi havde også anledning til at møde det i Prins Caspian.

Lewis havde kendt de dybe længsler i sin barndom, og ubevidst havde han forbundet dem med Glæden. Om den havde han dengang digtet og skrevet eventyr, og den var i alle hans lege. Den forsvandt brat, da han blev teenager. Men den vendte til hans store overraskelse tilbage, da han langt senere i livet blev kristen. Vi kan kalde disse længsler for “de dybe længsler”, som ikke mindst romantikken beskæftigede sig meget med. Grundtvig f.eks.lader “de dybe længsler” indgå i det, han kalder “et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” og skriver sådan om dem: “Men med de dybe længsler vel bekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden”.

Vi går næppe meget forkert i byen, hvis vi siger, at “Morgenvandrerens Rejse”i høj grad netop handler om disse længsler, men også om de farer og fristelser, som kan kvæle dem og udslukke dem, ja som aktivt kæmper mod dem. Ikke mindst på grund af det fokus opleves “Morgenvandrerens rejse” også som en pilgrimsrejse med tydelige associationer til Bunyans “Pilgrimsvandringen”.

En ting mere skal siges, inden vi går i gang med bogen, nemlig, at Lewis havde en overbevisning om, at kristendommen var unik, og at vejen til frelse og til Himlen kun går gennem Jesus Kristus, Guds Søn og menneskers frelser og forsoner. Lewis er, som i de fleste henseender, helt ortodoks, dvs. han sætter aldrig spørgsmålstegn ved kirkens tro og kirkens bekendelse. Men han mente også, at de klassiske myter og menneskers universelle længsler er rettet mod sandheden i det omfang, de ikke er blevet perverteret af menneskets synd.

Det er således klart, at der ikke er nogen vej til Gud uden om Jesus Kristus, men det var også for ham klart, at Gud kunne møde mennesker i myterne og i religionerne og i menneskers længsler og drømme, selvom disse altid i et vist omfang vil være besmittet af menneskets faldne natur.

Det er en spændende tanke, og hvis man vil, kan man finde støtte for den i visse bibeltekster, men dog ikke på sådan en måde, at vi overbevisende kan sige, at sådan lærer Bibelen. Det hører med til de skjulte ting, om hvilket vi ydmygt må sige, at de er for Herren, og derfor dybest set ikke angår os. Han skal nok finde ud af det, også det med at finde ind til den enkelte, således at vedkommende ikke kan være i tvivl om, at han eller hun har mødt Gud.

Om bord på “Morgenvandreren”
Selve skibets navn “ Morgenvandreren ” er symbolsk for det, hele eventyret handler om. Det gode skib er på sejlads mod “Morgenen”, landet, hvor Morgenen kommer fra. Det er ikke så sjældent i litteraturen, at livet sammenlignes med en sejlads. “Morgenvandreren” er sejlet ud fra Narnia, ombord er Caspian, som nu er konge og en narnisk besætning af søfolk. Også Rippitjip er med. Målet er at finde de syv hertuger, som forsvandt under tronraneren Miraz. Men der er også et andet mål, som kun nogle få kender til, at nå derud, hvor havet ender, og hvor Aslans land begynder.

Pludselig sker det en dag, at Edmund og Lucy og den meget egocentriske, vrangvillige, forkælede og pylrede Eustace gennem et billede på væggen af et skib sejlende på havet bliver trukket fra rummet i huset i Cambridge (Eustaces forældres hus) ud i de brusende bølger, fra hvilke de hales ombord på “Morgenvandreren”. Som overalt i Narniafortællingerne kaldes man eller trækkes man til Narnia, man kan ikke af sig selv og af egen drift og viljekomme dertil.

Eustace
Bogen indledes med følgende festlige beskrivelse af Eustace:

“Der var en dreng, der hed Eustace Clarence Scrubb, og han havde næsten fortjent det. Hans forældre kaldte ham Eustace Clarence, og lærerne kaldte ham Scrubb. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad hans venner kaldte ham, for han havde ingen. Han kaldte ikke sin far og mor “far” og “mor”, men Harold og Alberta. De var et par meget moderne og avancerede mennesker. De var vegetarer, ikke-rygere og afholdsfolk og gik med en bestemt slags undertøj. I deres hus var der meget få møbler og meget lidt sengetøj, og vinduerne stod altid åbne. Eustace Clarence holdt af dyr, især biller, hvis de var døde og spiddet til et kort. Han holdt af bøger, hvis det var fagbøger med billeder af kornelevatorer eller fede udenlandske børn, der gjorde gymnastik i mønsterskoler”.

Eustace kommer, kan vi høre, fra et meget “politisk korrekt hjem”1 selv om den betegnelse næppe endnu var indført, da Lewis skrev disse ord. Han er rasende over at være trukket med ud i de eventyr, han senere skal komme til at møde, og ikke alene er han søsyg, men han lægger sig lige fra begyndelsen af ud med alt og alle. Ingen kan gøre noget godt for ham, selv om alle prøver at gøre det så godt som muligt for ham. Alle har det svært med Eustace. Over for musen Rippitjip går det især galt.

Rippitjip er på alle måder modstykket til Eustace, ridderlig ud til knurhårene, pligtopfyldende, alle klassiske og kristne dyder er samlet i ham, fejhed og kujonagtighed er fjernt fra ham, han går aldrig af vejen for at trække våben, hvis situationen, dvs. Aslans ære eller hans venners og folks ære er truet. Med ham får Eustace det svært, og han tager grumme fejl, da han tror, at han ustraffet kan gribe Rippitjip i halen og svinge ham rundt. For musen er ikke sen til med den flade side af sit sværd at tildele ham en mængde slag, så Eustaces bagdel er øm og gul og blå i flere dage derefter. Men Rippitjip bærer ikke nag. Senere i historien, hvor det går så grueligt galt med Eustace, sætter Rippitjip sig hos ham og trøster ham, og da man tror, at Eustace kan være blevet dræbt af en fjende, melder Riipitjip sig straks med en kraftig opfordring til at hævne ham.

Da “Morgenvandrerens rejse”, som vi allerede har sagt, består af en række enkeltfortællinger, er det nok bedst, at vi går kronologisk til værks og simpelthen bevæger os fra fortælling til fortælling, hvilket betyder, at vi kommer til at rejse fra ø til ø, og fra hav til hav, hvor Morgenvandreren nu bevæger sig hen.

Rejsens mål
“Hvor skal vi hen?” spørger Edmund Caspian under en samtale efter, at de omsider er kommet på plads om bord på Morgenvandreren. “Det er en længere historie”, svarer Caspian og siger så lidt længere henne i samtaleforløbet:

“Den dag, hvor jeg med Aslans velsignelse blev kronet, svor jeg, at når der var blevet fred i Narnia, ville jeg i et år og en dag sejle østerud for at finde min fars venner eller, hvis de var døde, om muligt hævne dem ..... Det er min agt. Men Rippitjip har endnu højere mål. Alles blikke vendtes mod musen. “Så høje som min ånd”, sagde den “om end måske så små som min krop. Hvorfor skulle vi ikke kunne sejle til verdens østligste ende? Og hvad vil vi finde dér? Jeg forventer at finde Aslans eget land. Det er altid fra øst, hinsides havet, at den store løve kommer til os.” “Det var da slet ikke nogen dum idé,” sagde Edmund med ærefrygt i stemmen. “Men tror du, Aslans land er den slags land,” sagde Lucy; “jeg mener - den slags man kan sejle til?” “Jeg ved det ikke, madame,” sagde Rippitjip. “Men da jeg lå i min vugge, var der en skovkvinde, en dryade, som fremsagde følgende vers:

Hvor hav og himmel mødes,
hvor bølgerne forsødes,
skal Rippitjip hæder vinde
og det yderste østen finde”.

Jeg ved ikke, hvad det betyder. Men det har haft en dragende virkning på mig hele mit liv” (Side 26-27).

Her præsenteres vi for det, som er fortællingernes egentlige motiv og den endelige hensigt med hele rejsen. Rippitjip har høje mål, men hans mål kommer ikke indefra, for han er bare en mus, en lille skabning, men lige fra hans tidligste barndom har han følt det uendeligt store drage ham.

Dette har sat hans liv i perspektiv og i bevægelse og har uden tvivl også formet ham til den karakter, han er, nobel og ærefuld i sin fremfærd, modig og kompromisløs i al sin handling, altid rede til at gøre sin pligt og mere end det. Han kan ikke forklare det, det er som sagt noget udenfor ham selv, men det drager ham og fylder ham med en uro og længsel, som aldrig falder til ro, før han er i mål.

En sådan længsel har Gud lige fra begyndelsen lagt i sit folks hjerter. Den hører med til det at høre Guds folk til. Den er dybest set længslen efter Gud selv og længslen efter at være ham nær. Den er der lige fra Abrahams dage, og den møder os på forskellig måde i Bibelens beretninger, profetier og sange, og får substans og form med Jesu komme til verden og alt det, som er knyttet til ham og til hans liv og ord, død og opstandelse og komme igen, ikke mindst i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring bliver den utrolig konkret. For dem, som tror på Jesus Kristus, er denne længsel lagt i dem af Helligånden, og den er en bevidst længsel, dvs. vi ved, hvad vi længes efter, og vi ved, at den vil blive opfyldt.

Men også hos mennesker, som aldrig har hørt evangeliet, og som derfor endnu ikke er kommet til tro, kan længslen være der, men som en længsel, hvor man ikke rigtigt ved, hvad det er, man længes efter, men når man endelig møder det, er man i samme stund klar over, at dér er det, man altid har længtes efter4. At det forholder sig således er i hvert fald en af Lewis’ overbevisninger, som også i et vist omfang kan finde støtte i Skriften.

Hvad der hændte på Ødeøerne
Caspian ønsker i første omgang at gå i land her inkognito. “Det er meget lang tid siden, at nogen kan have hørt fra Narnia”, siger han og fortsætter: “Det er muligt, at de ikke længere anerkender vores overhøjhed”. Den intuition viser sig at være rigtig. De får en meget ublid modtagelse på Ødeøerne, og Caspian, Edmund, Lucy, Eustace og Rippitjip bliver taget til fange og sælges som slaver, ingen ville dog købe Eustace. Caspian bliver dog solgt samme dag, før det egentlige slavemarked afholdes den følgende dag, og er så heldig, at det er en af de forsvundne narniske hertuger, som har købt ham, hertug Bern. Overfor ham afslører Cas-pian sin identitet. Hertug Bern viser sig at være en retsindig mand, som sukker over det moralske forfald på øerne.

“Og hvordan er denne guvernør, denne Gumpas? ” Anerken-der han stadig kongen af Narnia som sin overherre? “, spørger Caspian. Og hertug Bern svarer: “Udadtil, ja. Alt bliver gjort i kongens navn. Men det vil ikke hue ham at møde en vaskeægte, levende, narnisk konge. Og hvis Eders Majestæt opsøgte ham alene og ubevæbnet - tja, han ville ikke afsvær-ge sin troskab og huldskab, men han ville lade som om, han ikke troede jer. Eders Majestæts liv ville være i fare.” (s. 49)

Ved list lykkedes det Caspian og Morgenvandrerens besætning den følgende dag at ankomme i triumftog til Snæverhavn. Skildringen af deres møde hos Gumpas er en farce, men en farce, som ikke har så lidt bund i virkeligheden, når det at have og bestride et embede udvikler sig til et bureaukrati, som ikke opfatter sig som værende til for folkets skyld, men udelukkende for at tjene sine egne interesser. Gumpas er latterlig i sin arrogance og magelighed, og da Caspian bebrejder ham, at han har tilladt “denne afskyelige og unaturlige handel med slaver, der er i modstrid med urgammel skik og brug i vort rige”, svarer han nedladende: “Nødvendigt, uundgåeligt, en livsvigtig del af den økonomiske udvikling på øerne, forsikrer jeg jer. Vor nuværende velstand er afhængig af den.” (side 59).

Samtalen mellem Gumpas og Caspian udvikler sig videre og til sidst konkluderer Caspian:

“..jeg kan ikke se, at slavehandel skulle kunne give øerne hverken kød eller brød eller vin eller tømmer eller kål eller bøger eller musikinstrumenter eller heste eller rustninger eller noget som helst, der er værd at have. Men hvad enten det gør eller ej, må der sættes en stopper for det.” “Men det ville være at skrue tiden tilbage”, gispede guvernøren. “Har I ingen fornemmelse for fremskridt, for udvikling? ” “Det er ikke lige de ord, jeg ville bruge,” sagde Caspian. “I Narnia kalder vi den slags for råddenskab og fordærv. Denne handel må stoppe.”. (side 59-60).

Lewis sætter her sin finger på samfundet, som styres af materialisme og selviske interesser uden ansvarsfølelse og uden respekt for Guds lov og vilje. Og Lewis fortæller os, at konger og regeringer såvel som kirkeledere er under Jesu Kristi herredømme og skylder at adlyde hans bud5. Gumpas’ holdninger minder om tjeneren i Herrens lignelse, som ræsonnerede med sig selv: “Min herre lader vente på sig!”, og som derefter giver sig til at slå sine medtjenere og spise og drikke med svirebrødre” (Matt 24: 48 ff.). Beretningen om Gumpas giver også mindelser om lignelsen om de betroede pund (Luk 19:11 ff.).

Umiddelbart er det svært at få øje på pilgrimsmotivet i netop disse tildragelser undtagen, at Gumpas har slået sig til tåls i den nuværende verden og har givet sig den i vold; han er blevet en slave af fremskridtet og sit eget materielle velbefindende. Han går for at være loyal mod Narnias konge, men det er kun en formel loyalitet. I hele sin embedsførelse lægger han illoyalitet for dagen, og da hans herre endelig indfinder sig, er han ligeglad og uforskammet, selvom hele hans embedsførelse er en hån mod den konge, han hævder at tjene. Han har måske “vundet den hele verden men har betalt med sin sjæl”. Han er i det modstykket til Rippitjip, som ikke lader sig tilfredstille af andet end “det virkelig eventyr” (side 63), og det findes i hvert fald ikke på Ødeøerne og i Gumpas’ korrupte verden.

“Jeg har tit stået her om morgenen”, sagde hertugen (Bern), “og set solen stige op af havet, og somme tider har det set ud, som om den kun var et par mil borte. Og jeg har tænkt på mine venner og spekuleret på, hvad der virkelig ligger hinsides horisonten. Ingenting, velsagtens, og dog skammer jeg mig altid en smule over, at jeg blev tilbage. Men jeg ville ønske, at Eders Majestæt ikke ville tage af sted. Vi får måske brug for jeres hjælp her. Lukningen af slavemarkedet vil muligvis skabe en ny verdensorden; jeg forudser, at vi kommer i krig med Calormen. Herre, tænk jer om endnu en gang.” “Jeg har svoret en ed, hertug Bern,” sagde Caspian. Og bortset fra det, hvad skulle jeg dog sige til Rippitjip?” (s. 65).

“Jesus sagde til ham: Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige” (Luk 9:62).

Eustaces eventyr
Efter besøget på Ødeøerne ventede en forfærdelig storm (kapitel 5). Eustace fører dagbog. Hver af disse dagbogsoptegnelser (side 69-74) taler for sig selv om Eustaces arrogance, foragt for andre, flæberi og selvgodhed. Han er til at få kvalme af. Den 11.september ankommer de til en ny ø. Og her begynder “Eustaces eventyr”. Men inden vi begynder på det, er det værd lige at få denne opsummering af, hvad opholdet ombord på Morgenvandreren havde gjort ved Eustace, med:

“Det varede ikke længe, før han kom ud af skoven. Terrænet foran ham begyndte at skråne stejlt opad. Græsset var tørt og nemt at glide i, og han måtte gå ned på alle fire, men selv om han gispede og temmelig ofte måtte tørre sveden af panden, holdt han et støt tempo. Dette viste iøvrigt, at hans nye liv, skønt han ikke selv var klar over det, allerede havde gjort ham nogen gavn; den gamle Eustace, Harold og Albertas Eustace, ville have opgivet klatreturen efter cirka ti minutter.” (s. 77)

Eustace begiver sig ud på egne eventyr, ikke fordi han har trang til eventyr, men fordi han ikke har lyst til at deltage i alt det arbejde, som forestår med at få bragt Morgenvandreren flot efter den kraftige storm. Under sin “flugt” omklamres Eustace af en tæt tåge og forvilder sig bort. Her møder han et mærkeligt dyr, som han aldrig har set. “Edmund eller Lucy eller du selv ville straks have genkendt det, men Eustace havde aldrig læst nogen af de rigtige bøger”, skriver Lewis (s.82).

Det var en drage, en døende drage, viser det sig. Eustace, som er blevet gennemblødt ind til skindet af de heftige regnskyl, som faldt, søger ly i dragens hule. Han undrer sig over (igen fordi han ikke har læst de rigtige bøger) den stikkende overflade, han kommer til at ligge på og opdager så, at det var en skat af kroner, mønter, armbånd, guldbarrer, bægre, tallerkener og ædelstene, han lå på. Eustace er klar over, at han nu er en holden mand, og han planlægger en fremtid i Calormen. Hans største problem nu er, hvor mange af disse rigdomme, han kan bære på sig.

Efter al den ophidselse og spænding falder Eustace i søvn, men da han vågner igen, opdager han til sin forfærdelse, at der er en drage både på hans højre og venstre side, som bevæger sig synkront med hver eneste af hans bevægelser. Eustace bliver forfærdet og giver sig til at græde. Med stort besvær kanter Eustace sig ud af hulen ned til vandhullet:

“Men netop som han nåede kanten af vandhullet, skete der to ting. Allerførst gik det op for ham, at han havde løbet på alle fire - og hvorfor i alverden havde han gjort det? Og dernæst, idet han bøjede sig ned mod vandet, troede han et øjeblik, at endnu en drage stirrede op på ham nede fra bassinet. Men i næste sekund gik sandheden op for ham. Dragen i bassinet var hans eget spejlbillede. Der var ingen tvivl om det. Den bevægede sig præcis som han: den åbnede og lukkede munden, når han åbnede og lukkede sin. Han var blevet forvandlet til en drage, mens han lå og sov. Han havde ligget på en drageskat med griske, drageagtige tanker og var selv blevet en drage.” (side 88)

Lewis siger dernæst følgende om Eustaces reaktion på at være blevet forvandlet til en drage:

“På trods af smerten var det første, han følte, lettelse. Der var ikke noget at være bange for mere. Han var nu selv et rædselsvækkende væsen, og intet i hele verden ud over en ridder (og ikke en hvilken som helst ridder) ville turde angribe ham. Nu kunne han hævne sig på Caspian og Edmund... Men i samme øjeblik han tænkte dette, gik det op for ham, at det havde han slet ikke lyst til. Han ønskede at være gode venner med dem. Han ønskede at vende tilbage til menneskene og snakke og le og dele ting med dem. Det gik op for ham, at han var et uhyre, der var afskåret fra hele menneskeracen. Han blev grebet af en forfærdende ensomhed. Han begyndte at spekulere på, om han selv havde været så flink og rar, som han altid selv havde troet. Han længtes efter at høre deres stemmer. Han ville have været taknemmelig for et venligt ord - selv fra Rippitjip.” (s.89)

Ind imellem at alt dette sker, har de øvrige naturligvis opdaget, at Eustace er blevet væk, og de gør sig allehånde anstrengelser for at finde ham. Her er et lille udpluk af de bemærkninger, de veksler mellem sig:

“Han kan ikke være i nærheden. Så ville han have hørt det (at de råbte og kaldte på ham),” sagde Lucy. Hun var helt hvid i ansigtet. “Gid pokker havde ham,” sagde Edmund. “Hvorfor i alverden skulle han også snige sig væk på den måde?” “Men vi må gøre et eller andet,” sagde Lucy. “Måske er han faret vild eller faldet ned i et hul eller blevet taget til fange af vilde indfødte.” “Eller dræbt af vilde dyr,” sagde Drinian. “Jeg ville ikke savne ham, hvis det er tilfældet,” sagde Rhins. “Mester Rhins,” sagde Rippitjip, “I burde skamme jer over at sige sådan noget. Den unge mand er bestemt ikke min ven, men han er dog af dronningens slægt, og så længe han er i følge med os, er det en æressag, at vi finder ham, og at vi hævner ham, hvis han er død.” (s 85-86)

Det lever de allesammen op til i den kommende tid, hvor de finder Eustace, og Eustace finder dem, ikke mindst efter at det lykkes for dragen at gøre dem klart, at den er Eustace. Eustace er selv som drage begyndt at vise sig fra en langt bedre side. Ud over naturligvis at være en vigtig del af fortællingen om Eustaces odyssé sættes der her fokus på, at vi som kristne skylder at vise alle mennesker ære, fordi selv den dybest faldne stadig har den værdighed at være skabt i Guds billede, selv når billedet mere minder om den Ondes.

Eustace er blevet trukket ind i Narnia, og når det sker, er det for, at man skal møde Aslan. Ved at blive en drage bliver Eustace også i det ydre alt det, han er i sit indre, men paradoksalt som det lyder, er det med denne forvandling, at sandhedens time oprinder for Eustace, og han kommer til at se sig selv, som han virkelig er, ikke som han forestiller sig at være, og han kommer til at gøre op med sig selv, hvem han vil være. Eustace er bragt det første skridt på vejen mod sandhedserkendelse, men han er en drage, og han forbliver en drage. Og han finder ud af, at det “ikke er spor sjovt at være drage. Han var næsten bange for at være alene med sig selv, og dog skammede han sig over at være sammen med de andre” (s.97). En nat sker der noget underfuldt:

“Eustace var tavs så længe, at Edmund troede, han var ved at besvime, men til sidst sagde han: “Det har været rædsomt. Du aner ikke .... men det er i orden nu. Kunne vi ikke gå et andet sted hen og snakke sammen. Jeg har ikke lyst til at møde de andre endnu.” Og til Edmund fortæller Eustace, hvad der var hændt ham:

“Nå, ja ... jeg kiggede op og fik øje på det sidste, jeg havde ventet at se: en stor løve, der langsomt kom hen imod mig. Og det sære var, at selv om der ikke var nogen måne i nat, så var der månelys dér, hvor løven var. Den kom nærmere og nærmere. Jeg var rædselsslagen for den. Man skulle tro, at jeg som drage ikke havde behøvet være bange for nogen løver. Men det var ikke den slags rædsel. Jeg var ikke bange for, at den skulle æde mig, jeg var bare bange for den - hvis du kan forstå det.” (s.100-102)

Så følger skildringen af, hvad løven ville dragen, alias Eustace.

“ ... Og jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre, hvad den bad mig om, så jeg rejste mig og fulgte efter den. Og den førte mig langt op i bjergene. Til sidst kom vi op på toppen af et bjerg, som jeg aldrig havde set før, og på toppen af dette bjerg var der en have - med frugttræer og det hele. Midt i den stod en brønd. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme ned i vandet, ville det lindre smerten i mit ben. Men løven bad mig klæde mig af først. Jeg skulle til at sige, at jeg ikke kunne klæde mig af, fordi jeg ikke havde noget tøj på, da jeg pludselig kom i tanke om, at drager er en slags slanger, og slanger kan smide deres skind. ..... “ (s.102)

Men til sin forfærdelse opdager han, at han bliver ved med at være drage, for inden under det første skind med skæl og alt andet, er der endnu et skind, og inden under dette endnu et skind, og så fremdeles i det uendelige. Til sidst siger Aslan:

“Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af ”. “Jeg var bange for dens kløer, kan jeg godt fortælle dig, men jeg var temmelig desperat efterhånden. Så jeg lagde mig bare ned på ryggen for at lade den gøre det. Den første flænge, den lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogensinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af. Du ved, hvordan det er at pille skorpen af et sår. Det gør ondt som bare pokker - men det er sjovt at se den komme af.” “Jeg ved præcis hvad du mener,” sagde Edmund”.
..........
Så greb den mig - og smed mig ned i vandet. .....Efter nogen tid tog løven mig op og klædte mig på” .... Og så var jeg pludselig tilbage på dette sted. Og det er det, der får mig til at tro, at det må have været en drøm.” “Nej. det var ikke nogen drøm,” sagde Edmund. “Hvad tror du det var?” , spurgte Eustace. “Jeg tror, du har set Aslan,” sagde Edmund. “Aslan!” sagde Eustace. “Det navn har jeg hørt nævnt flere gange, siden vi kom om bord på Morgenvandreren. Og jeg følte .... jeg ved ikke hvad ... at jeg hadede det. Men dengang hadede jeg alting. Og iøvrigt vil jeg gerne sige undskyld. Jeg har vist nok desværre opført mig rædsomt.” “ Det skal du ikke ikke tænke på,” sagde Edmund. “Du har i hvert fald ikke opført dig så grimt, som jeg gjorde, den første gang jeg besøgte Narnia. Du har kun været et skvadderhoved, men jeg var forræder.” (s.103-105)

Det er en klassisk omvendelseshistorie, der fortælles her, ikke meget ulig C.S.Lewis’ egen. Det er et motiv, vi møder mere end en gang i Lewis’ bøger. Omvendelse er for ham en meget vigtig og uundgåelig del af det kristne liv.

Alle den klassiske omvendelseshistories momenter er med her: Bedrøvelsen og skammen over sig selv, den dybe syndserkendelse, de hjælpeløse forsøg på at forbedre sig selv, uviljen mod at lade Jesus og Jesus alene frelse sig og den endelige kapitulation over for ham, smerten ved at lyset fra hans kors falder over ens liv, glæden og befrielsen, fællesskabet med dem, som hører Jesus til, dåben, det ændrede liv. Bjergets top med den dejlige have og dens brønd er sandsynligvis et billede på kirken og dens nådemidler, ultimativt et billede på Paradiset, det som troen på Jesus Kristus og fællesskabet med ham sætter os ibevægelse imod.

Eustace begynder nu på sit liv i Narnia, som en ven af Narnia, og han har flere eventyr foran sig, før han sammen med alle de øvrige kommer til Aslans eget land, men han er nu bragt i bevægelse mod det.

Den afgørende og grundliggende forvandling i Eustaces liv har fundet sted, men helliggørelse er en proces, en endda langsom og livsvarig proces, hvor der kan være mange tilbageslag undervejs:

“Det ville være rart at kunne sige (og det var næsten også sandt), at “fra da af var Eustace en anden dreng”. For at være helt præcis, så begyndte han at blive en anden dreng. Han fik tilbagefald. Der var stadigvæk dage, hvor han kunne være yderst trættende. Men de fleste af disse episoder vil jeg se gennem fingre med. Kuren var begyndt” (s.106)