Løven, heksen og garderobeskabet 7:
Efter opstandelsen

Af Louis Nielsen - KP 01-2006

Artikel om de to afsluttende kapitler i den Narnia-bog.

Hvad der skete dagen efter dagen (kapitel 16 & 17).

I Narnia er det blevet forår - man mærker det alle vegne og gennem alle sine sanser. Vinteren med sne og is og kulde er forbi; glæden, munterheden, den fri og legende og overstrømmende livsudfoldelse, som fra begyndelsen var Narnias særkende, er vendt tilbage. Døden er blevet trængt tilbage og livet vendt tilbage.

De forstenede og døde vender tilbage til livet. Gårdspladsen rundt om heksens hus ligner ikke mere “et museum, men mere en zoologisk have. Alt det dødninghvide var forsvundet, og gårdspladsen var i stedet blevet et sammensurium af farver: blanke kastanjefarvede kentauerflanker, indigoblå enhjørningehorn, brogede fuglefjer, rødbrune ræve, hunde og satyrer, dværge med gule sokker og røde hætter; og birke-pigerne var klædt i sølv og bøge-pigerne i klart gennemsigtigt grønt og lærketræ-pigerne i lyse-grønt, der næsten gik over i gult. Og den dødbringende tavshed var blevet afløst af lyden af lykkelig brølen, skryden, bjæffen, gøen, piben, kurren, vrinsken, trampen, skrålen, hurraråb, sange og latter”. (Igen kan jeg ikke lade være med at udtrykke min næsten næsegruse beundring for Lewis’ sproglige formåen og for, at han evner at gøre sig fri af forbehold og akademisk kølighed og bare giver sin glæde luft, sprænger alle bånd og råber ud i alle verdenshjørner, at Aslan lever, og at det altså gør en forskel, en omkalfatrende forskel).

“Hele slottet (Heksens) stod tomt med alle døre og vinduer på vid gab, og lyset og den dejlige forårsluft strømmede ind til alle de mørke og onde steder, der havde så hårdt brug for det”.

Hvordan kan det være muligt at sige det bedre, det som sker?
Det er som i Apostlenes Gerninger, hvor hele den lange bog ligesom ånder i bevidstheden om, at Jesus er opstanden, og at han er Herre, og at det budskab må bringes til hele verden, koste hvad det vil og alle fjender, trusler, mishandlinger, uenighed, underfundighed og død til trods.

Alt godt om Adamssons nylige filmmatisering af bogen, men netop disse fine og så afgørende reflektioner kan filmen i sagens natur ikke få med. Bogen og ordet viser sig igen som det uovertrufne medium.

Minder om vores land
Narnia er et opdigtet land, og universet omkring det er opdigtet; skabningerne, som bebor det og befolker det, er opdigtede; tiden, Narnia eksisterer i, er en fundamental anden end tiden, vores verden eksisterer i og bevæger sig i. Men Narnia giver os på et dybere plan mindelser om vores verden og vores eksistens i verden, ja mere end det om den transcendente verden (Guds verden, nådens verden), som vores verden er oprunden af og bevæges frem mod.

Fortællingerne om Narnia hjælper os dermed til bedre til at forstå vore egne liv og meningen med vore egne liv og om hemmeligheden ved at leve og vandre i tro.

Livets og årenes gang i Narnia, som vi flere gange, når vi har været i Narnia, har haft anledning til at bemærke, følger en historie-linje. Narnias historiske univers er bygget op af begivenheder som skabelse og fald, af det Ondes indtrængen og landets undertrykkelse under det, af tilstedeværelsen afStenbordet og Kejseren hinsides Havets evigt gyldige dekreter, af Aslans komme til landet, hans død for forræderen, hans kommen til live igen med den befrielse, genopstandelse og forløsning som følger med det, af mange lykkelige og gode år, når retfærdige konger og dronninger hersker, af det Ondes stadige genkomst og den uafladelige kamp mod det, af længslen efter Aslans eget land, og af et håb, en eskatologi, en endelig kamp og strid og så den evige og evigt lykkelige historie, som hele tiden fornyer sig og aldrig får ende.

Mange af disse elementer er med stor styrke til stede i disse de to sidste kapitler af “Løven, heksen og garderobeskabet”. På lignende måde forholder det sig med Jesu Kristi opstandelse i den store frelsesfortælling, det store bibelske drama. Kristi opstandelse i den nye tidsalders første og store påske er midtpunktet i dette drama og både ophavet og primus motor i den efterfølgende historie.

Guds riges endegyldige triumf er sikret i den, medens menneskets historie under synden på alle andre områder fortsætter, som om intet var hændt. Men for troen og i troens sfære er alt blevet nyt.

Den stemning med dens grundforståelse af, hvordan det hele hænger sammen, fanges fantastisk godt ind af fortællingen i disse kapitler. Sejren er vundet og bliver vundet. De døde og forstenede kaldes til live. Men der er stadig kamp - hård og dramatisk kamp, og mange såres hårdt og lider, og der er også dem, som dør.

Aslan er der og hjælper sine venner og forbundsfæller, og han kæmper også for dem, men i andre henseender er kampen deres og må føres af dem. Kun når det gælder Den hvide Heks er det Aslan selv, som går til angreb og det med “et brøl, der fik hele Narnia til at skælve lige fra lygtepælen i vest til havet i øst”.

“Hvem andre kan overvinde verden”, skriver apostlen Johannes i en kommentar til, hvad Jesu Kristi komme til verden betyder for Gudsriget og for os, “end den, som tror, at Jesus er Guds søn?” - Lægedom til de sårede må de (Fru Bæver og andre og ikke mindst Lucy) komme med, men gennem de gaver og midler, Aslan har givet dem.

Beskrivelse af Aslan
Det, der sker her i Narnia, er sket parallelt andetsteds, nærmere betegnet i kristendommen. I den kalder vi det påske, himmelfart, pinse, missions-og kirkehistorie. Om Lewis har tænkt det sådan, skal jeg ikke kunne sige, men sådan ser jeg det for mig, og ud fra hvad Lewis ellers har efterladt sig på tryk er det bestemt sandsynligt, at han har tænkt på lignende måde.

Skildringen af Aslan er som altid tilbedende, øjenåbnende, fuld af visdom og kærlighed. Altid træder han i karakter, altid svarer han til situationen og mere end det, aldrig træder han forkert eller griber noget forkert an. Kort sagt, der er ingen som Aslan; der har aldrig været nogen som han, og der kommer heller aldrig nogen som han. Han er den ENE og ENESTE:

En løve er så stolt over at være løve, fordi Aslan er løve, og fordi Aslan har sagt “os løver”, at han ikke kan få det væk fra sine tanker og fra sit kropssprog. “Det betyder ham og mig” blev han ved med at sige “indtil Aslan havde fået anbragt tre dværge, en dryade, to kaniner og et pindsvin på ryggen af ham.

Det fik ham til at falde en smule til ro”. Hvad var det, Jesus sagde, da disciplene indbyrdes drøftede, hvem af dem der var den største? “Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste og alles tjener”.

Og ved en anden lejlighed: “End ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”.
Det er sejrens, lysets, genopvågningens, glædens dag, og den glæde må udfoldes, og intet vil heller kunne standse den. Men stadig er det også kampens og det hårde slags dag.

Medens Jesu disciple udbredte budskabet om, at graven var tom, og Jesus levede, var der andre, som udbredte rygtet om, at disciplene var kommet om natten og havde stjålet Jesu legeme.

De samme mennesker påbød også under trussel om fængsel og tortur disciplene at holde mund. Ikke længe efter stenede de Stefanus, og Saulus af Tarsus bad om fuldmagt fra ypperstepræsten og fra rådet om at kunne anholde og fængsle dem, som holdt sig til “vejen” endog i de udenlandske byer.

Kampen
Peter og hans hær af trofaste skabninger kæmper tappert, mange såres og nogle dør. Ikke mindst kæmper Edmund og såres, og lider meget. Mange, bemærker Lewis, begår den fejl, at de kæmper mod heksens våben, hendes stenkniv, fremfor mod det, hvor hun er farligst, hendes tryllestav, hendes ord, hvormed hun endnu kan forstene levende skabninger.

“Vore kampvåben”, siger Paulus, “er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, og vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus”. “For os”, skriver han i en anden sammenhæng, “står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet ----- Grib Åndens sværd, som er Guds ord”. “Stik dit sværd i skeden”, sagde Jesus til Peter, “for alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”. Mange af kirkens åndelige og historiske fejltagelser - f.eks.korstogene - sættes på plads med den ene sætning.

Fortællingen om slaget rummer mange elementer, og som så ofte hos Lewis gemmer mange gode pointer sig i detaljen. Lucy, der i julegave havde fået flakonen med den kostelige lægende drik, havde næsten glemt alt om den.
Først da hun ser sin hårdt sårede og nærmest døende bror, Edmund, og hører Aslan sige “Skynd dig, Lucy” kom hun i tanke om den. Men så falder Lucy i staver igen og venter og venter for at se, om drikken nu også har nogen virkning på Edmund. Og Aslan skynder igen på hende: “Der er andre, der er sårede”. Men Lucy kan stadig ikke rive sig løs fra Edmund. Og igen lyder Aslans stemme:

“Menneskedatter, der er også andre, som er døden nær. Skal flere dø for Edmunds skyld?” Tildragelsen taler for så vidt for sig selv. For ofte er det os, som falder i staver og glemmer. Glemmer hvad vi har i evangeliet for en døende verden. Glemmer at række det videre. Glemmer, at det har hast.
Og også vi undres og spørger måske: Gør det nogen forskel? Virker det overhovedet? Og også vi kan have svært ved at rive os løs fra vor egen snævre sammenhæng og begive os ud i verden og række den livets ord. Mange af de første kristne blev i Jerusalem og Judæa og glemte, at ordren også lød på “Samaria og indtil jordens ender”.

Edmunds tapperhed
Historien om Edmund er nu en solstrålehistorie. Ikke alene kæmpede han mere tappert og udholdende end de fleste, men “han var blevet sig selv igen og kunne atter se andre i øjnene. Og dér på slagmarken slog Aslan ham til ridder”.

Edmund er historien om enhver kristen på hans eller hendes vej gennem livet, historien om synd, fejhed, forræderi og frafald og derefter om oprejsning gennem Aslans stedfortrædende død for én, om “kærligheden, hjertegløden der her var stærkere end døden”, om omvendelse og bliven sig selv (det vi er skabt til, ja mere end det, det vi er bestemt til), også til frimodigt at turde se andre i øjnene. Det kunne være Simon Peters livshistorie, men også Lewis’ og din og min.

“Den nat (natten efter det store slag) sov de på slagmarken”. Det store og aldeles afgørende slag er slået og vundet, og den endelige sejr dermed sikret, men slaget fortsætter, så længe Narnia består (de følgende bind i krøniken minder os konstant om det og sidste bind hedder “Det sidste slag”). Men Aslan skaffer også mad til dem alle sammen og beder dem sætte sig til bords. Evangeliets bespisningsunder er rykket ind i kirkens liv. Jesus Kristus er himmelbrødet, der mætter og mætter til evigt liv.

Cair Paravel, kongeslottet i Narnia bliver igen beboet. Aslans banner vajer atter fra det. Konger og dronninger kommer igen til at sidde på dets fire troner. Kronerne får atter hoveder til at bære dem. Og er man “én gang konge eller dronning i Narnia, er man det altid”. Uden ophør, hver en stund, dag og nat. Derfor “Bær jeres værdighed vel, menneskebørn!”. Det behøver overhovedet ingen kommentarer. Det nye Testamente er fyldt af sådant royalt sprog.

Nyt kald
Det er også interessant at opleve, hvordan børnenes sprog, manérer, adfærd og daglige dont ændres med, at de løfter opgaven, og hvordan det sætter sit spor i deres eftermæle. Peter bliver Peter den Prægtige, Susan, Susan den Blide, Edmund, Edmund den Retfærdige og Lucy, dronning Lucy den Tapre. Evangeliet er et livsforvandlende budskab. At være kristen, minder Paulus os om, er at være “Guds hellige, kaldede og elskede”; det er også at have fået en ny destination for sit liv og nye mål. Det er at være Guds elskede, dadelfri børn midt i en vanartet verden.

Men Narnia er og bliver et børneværelse, men et børneværelse, som åbner for de største og videste horisonter. Og det, som sker i børneværelset, kan få betydning for livet. Og det får det for de fire børn, vi har rejst sammen med her. Og forhåbentligt også for os, som har fået lov til at følge dem på deres rejse i Narnia og se dem over skuldrene. Verden, hvorfra de kom, og verden, hvor de skal møde virkelighedens Aslan, venter forude, og en intens jagt på en hvid hjort kommer til at betyde deres afsked med Narnia, i hvert fald for denne gang. Og lige så pludselig som de kom til at befinde sig i Narnia, lige så pludselig befinder de sig igen i det store loftsværelse, hvor det gamle garderobeskab står, og står der i samme sekund, som da de forlod det.

Den moderne skole
En samtale med professor Kirk danner både afslutning og efterskrift.
Et af Lewis´ hadeobjekter - skolesystemet - får hvad det kan bære og mere til og ikke kun her, men også lidt tidligere i fortællingen, hvor vi endnu er i Narnia. Om Edmund siges det f.eks., at han ikke blot kom sig over sine sår (de mange han havde pådraget sig i kampen mod heksens hær), men at han var blevet sig selv igen efter “sit første år i den rædsomme skole, som var det sted, han var begyndt at komme skævt ind på det hele”.

Om Peter og hans søskendes rege-ringstid som konger og dronninger af Narnia siges det: “ De udstedte gode love og værnede om freden og reddede gode træer fra at blive fældet uden grund og fritog unge dværge og unge satyrer fra at blive sendt i skole og forhindrede i det hele taget geskæftige og emsige personer i at blande sig i andres affærer og bakkede op bag den almindelige befolkning, som ønskede at leve og lade leve”.

Hvilket hip til moderne, herimellem også såkaldt liberale politikere som ikke blot blander sig i, hvordan børn skal leve for at være helt rigtige, men også i hvordan voksne mennesker skal leve for at kunne regne sig til det gode selskab. Professorens afsluttende monolog er instruktiv i mere end en henseende, men bestemt også i så henseende :

“Nej, sagde han, “jeg tror ikke, at det vil være nogen nytte til at prøve at gå tilbage gennem skabsdøren for at hente frakkerne. I vil ikke kunne komme tilbage til Narnia ad den vej. Og selv om I kunne, ville frakkerne nok heller ikke være meget værd længere. Hva’? Hvad for noget? Ja, naturligvis kommer I tilbage til Narnia en skønne dag. Èn gang konge i Narnia, altid konge i Narnia. Men forsøg ikke at prøve den samme vej dertil to gange. I det hele taget skal I slet ikke prøve at komme dertil. Det vil ske, når I mindst venter det. Og snak ikke for meget om det, heller ikke indbyrdes. Og nævn det ikke til andre, medmindre I opdager, at de selv har været ude for lignende eventyr. Hvad for noget? hvordan skal I kunne finde ud af det? Åh, det skal I såmænd nok finde ud af. De vil komme til at røbe det ved at sige underlige ting - eller måske vil I ligefrem kunne læse det i deres ansigter. Hold øjnene åbne. Du milde skaber, hvad lærer man egentlig børnene i skolen?”.