Løven, heksen og garderobeskabet 6:
Dybere ind i Narnia

Af Louis Nielsen - KP 04-2005

Vi er nu kommet til hjertet af Narniakrøniken.
Til det punkt, som lukker hele fortællingen op.
Parallellerne er tydelige til Jesu lidelseshistorie.
Om kapitel 14 og 15 i “Løven, Heksen og Garderobeskabet”.

Vi bevæger os nu ind i hjertet af Narniakrøniken, til det punkt, som giver fortællingen sammenhængskraft og forsyner os med den fortolkningsnøgle, som lukker hele fortællingen op for os.

Det korte og lange, som disse fortællinger er om, er Aslans død for det rige og de skabninger, han har skabt og hans genopstandelse til triumf og sejr.
Ingen kan have den ringeste tvivl om, hvor Lewis henter sin inspiration til netop de fortællinger; der er vel heller ikke mange steder i hans store forfatterskab, hvor han selv personligt er mere overbevist om den underliggende sandhed bag det han skriver om, og hvor hans litterære geni udfolder sig så meget som her.

Sammenholdt med evangeliernes fortælling af Jesu lidelseshistorie, som begynder med indtoget i Jerusalem en uge før påske og slutter med, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse oprykkes til himlen til Guds trone, genemlever Aslan og børnene et lignende forløb. Den afgørende uge i Jesu liv og den afgørende “uge” i Aslans liv er temaet i denne store fortælling.

Lewis maler denne fortælling med en fin pensel og får utroligt mange detaljer med. Gang på gang, når vi læser denne fortælling om Aslans kvalfulde lidelse og triumferende kommen til live igen, griber vi os selv i at blive opmærksomme på lidelsesfortællingen, som var det første gang, vi læste den. Kan vi f.eks., når vi hører om “Berunas Vadested”, undgå at tænke på Getsemane?

Den sidste uge i Jesu liv er ifølge evangelierne præget af planlægning lige fra ypperstepræsternes hemmelige plan til en gang for alle at skaffe sig af med Jesus af Nazaret til Judas’ forræderi, men også af Jesu planlægning. Det forhold genspejler sig i Lewis’ fortælling om, hvordan løven Aslan møder sin død.

Samtidig fornemmer vi tydeligt, at kampen mellem den hvide heks og Aslan også har en dimension, som rækker langt ud over tiden og landet Narnia. Lewis skaber med sin digtning rammer omkring dette drama, som associerer til de rammer, Det Nye Testamente sætter Jesu død og opstandelse ind i.
Vi kan måske endda driste os til at tale om “teologi i børnehøjde”, men vel at mærke teologi, som ikke går på kompromis, men får det hele med og lader korset stå tilbage med hele dets mysterium af forløsende og livgivende kærlighed. Man må være gjort af is, som heksen er det, hvis man kan gå fra læsningen af disse kapitler uden at være dybt berørt.

Definitivt slag
Det, som skal til at ske, bestemmer Narnias og verdens skæbne for altid. Det er det altafgørende slag, og den, som vinder det, har vundet definitivt, men det er ikke det sidste slag. Ind imellem det og enden ligger adskillige slag, som de følgende bind i Narniakrøniken beretter om, og der er en lang vej til “Det sidste slag”. Men udfaldet af alle de efterfølgende slag er givet med udfaldet af dette slag.

Slaget her, som udkæmpes alene mellem Aslan og den hvide heks, og som synes at ende med heksens triumf, er dårligt nok til ende, før kong Peter og hans medkonger i Narnia skal udkæmpe deres slag med heksen og hendes horder.

Sådan er det også med Jesus og hans samvær med disciplene den sidste uge i hans liv; på mange måder og på afgørende vis handler det om den fremtidige strategi i den kamp mod mørkets kræfter, som for alvor sætter ind med Jesu død:

“Efter et måltid, som blev indtaget ude i det fri på bakketoppen, fik de for en stund travlt med at tage teltet ned og pakke forskellige ting sammen. Inden klokken blev to, var de marcheret af sted i nordøstlig retning. De gik i et mageligt tempo, for de skulle ikke nå så langt. Under den første del af turen satte Aslan Peter ind i sin strategi”.

Dette både minder og ikke minder. Og sådan skal det være. For dette er Narnia og ikke Jerusalem år 30. Men kender man evangeliefortællingen, vækker det minder om Jesus på tempelpladsen om dagen og tilbagetrukket til Martas og Marias hjem i Betania om aftenen.

Den store tale på Oliebjerget og lignelserne om verdens ende, som Jesus fortalte sine disciple i de dage, såvel som Johannes 12 og 13 rinder os i hu. Og at vi er i den sidste uge, og efterhånden som fortællingen skrider frem, mere og mere nærmer os midten af denne uge, bliver også tydeligere og tydeligere:

“Og han fortalte hele tiden Peter, hvordan han skulle lede manøvrene, og sagde ting som..... “Du må sende spejdere ud for at forvisse dig om, at hun (heksen) ikke gør dit eller dat,”indtil Peter til sidst sagde: “Men du er der jo selv, Aslan,” “Det kan jeg ikke love dig,” svarede løven. Og han fortsatte med at give Peter instruktioner. Under den sidste del af turen var det Susan og Lucy, der så mest til ham. Han sagde ikke ret meget, og det forekom dem, at han var bedrøvet”.

Peters (apostlen) “dumme” initiativ om at have sværd med er også med, men kun som en kort bemærkning.

“Aslans humør påvirkede alle den aften. Peter følte sig også utryg ved tanken om at skulle styre slaget på egen hånd; nyheden om, at Aslan måske ikke ville være til stede, var kommet som et stort chok for ham. Aftensmaden blev indtaget i stilhed. Alle fornemmede, hvor meget anderledes alting havde været den forrige aften eller blot den samme morgen. Det var, som om de gode tider, der kun lige var begyndt, allerede var ved at få en ende.”

Det er uden tvivl den sidste aften og sidste nat, Jesus havde sammen med disciplene, det er meningen, vi skal associere til, når vi læser denne skildring. Det er en aften og nat fyldt af megen bekymring, frygt og sorg. Det er også forræderiets nat, og den nat, hvor mørket har magten. Lucy har en tydelig uro og fornemmelse af, at “der vil ske noget forfærdeligt med Aslan”.

Aslans sidste nat
De følgende sider af fortællingen handler om det, som i Aslans liv er pendanten til Getsemane i Jesu liv:

“Aslan! Kære Aslan!” sagde Lucy. “Hvad er der i vejen? Kan du ikke fortælle os det?” “Er du syg, kære Aslan?” spurgte Susan. “Nej,” sagde Aslan. “Jeg er ensom og bedrøvet. Læg jeres hænder på min manke, så jeg kan mærke, at I er der, og lad os så gå videre sådan.”

Og fortsætter vi i rækken af analogier til evangeliefortællingen, som den fortsatte fortælling om Aslans sidste nat bringer i hu, kommer vi til pågribelsen, forhører-ne og forberedelserne til selve korsfæstelsen:

“Der stod en stor skare forsamlet hele vejen rundt om Stenbordet, og selv om månen skinnede (i evangeliet er det påske), bar mange af dem fakler, som udsendte uhyggelige røde flammer og sort røg. Og hvilke væsener var de ikke! Der var trolde med kæmpestore tænder og ulve og mennesker med tyrehoveder; ånder fra onde træer og giftige planter, og andre skabninger, som jeg ikke vil beskrive, for hvis jeg gjorde det, ville de voksne nok slet ikke give dig lov til at læse denne bog - huldrer og furier og nattemarer, fantomer, gespenster, dæmoner, kimærer, gnomer og nøkker. Faktisk kunne man finde alle dem, der var på heksens side, og som ulven havde sat stævne på hendes bud. Og lige præcis i midten, oppe på bordet, stod heksen selv.”

“Dette er jeres time, og mørket har magten” (Luk 22:53), sagde Jesus til dem, der var kommet for at pågribe ham. Alle onde skabninger - mennesker og dyr, mytologiske skikkelser og eventyrfigurer, dæmoner og sådanne skabninger, vi kun kan tro hører hjemme i helvede og i helvedes torturkamre - er mødt op for at håne Aslan og pine ham og nyde at se ham dø.

Flere gange fremhæver Lewis Aslans stille, selvhengivende og majestætiske optræden. Selv i sin død er han konge, og selv nu frygter hans fjender ham:
“Der hævede sig en skrækslagen hylen og mumlen fra væsenerne, da de så den store løve komme gående op imod sig, og et øjeblik syntes selv heksen at være lammet af frygt. Så genvandt hun fatningen og udstødte en vild og uhyggelig latter.”

“Da Jesus sagde: “Det er mig,” veg de tilbage og faldt om på jorden” (Joh 18:6). “Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange” (Joh 19:8). “Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund” (Es 53:7). Det er bibelord, som disse, som vækkes til live i vor hukommelse, når vi læser Lewis’ betagende skildring af Aslans optræden på sin fornedrelses og lidelses dag:

“Så kom andre - onde dværge og aber (Lewis synes ikke at have haft meget til overs for aber, jvf aben Finte i “Det sidste slag”) - styrtende til for at hjælpe dem, og i fællesskab rullede de den store løve om på ryggen og bandt hans fire poter sammen, mens de hujede og jublede som om de havde gjort noget modigt, selv om løven kunne have fældet dem alle med blot én af sine store poter, hvis han havde villet. Men han mælede ikke en lyd.....”

Kærlighed og styrke
Igen har vi en henvisning til Aslans poter, til den magt af både almægtig kærlighed og almægtig styrke, Aslan sidder inde med. Selv nu er han ikke svækket, og han er ikke i sine fjenders magt et sekund længere end han selv giver lov. Og hvad fjenderne angår, kan deres ynkelighed næppe beskrives mere rammende, end det bliver gjort her.
Hvad Lucy, Aslans måske mest hen-givne ven angår, beskrives hendes reaktion betagende med disse ord:

“Åh, hvordan kan de dog gøre det?” sagde Lucy med tårerne strømmende ned ad kinderne. “De udyr, de udyr!” - for nu, hvor den første forskrækkelse var overstået, forekom Aslans nøgne ansigt hende at være mere tappert og smukt og tålmodigt end nogen sinde.”

Omsider har pøbelen fået sit. Og igen understreger Lewis løvens format: “Han var så kæmpestor, at det kostede dem voldsomme anstrengelser at løfte ham op (på Stenbordet). Og som da heksen ville dræbe Edmund, sådan “blottede hun sine arme, som hun havde blottet dem den forrige nat, da det havde været Edmund i stedet for Aslan”. Stærkere kan Lewis ikke bekende sin tro på stedfortrædende død.

Heksens hån
Som heksen løfter kniven for at bore den i Aslan, kan hun ikke afholde sig fra hånende at proklamere sin triumf. Men kan hun virkelig tro, hun har vundet? Hun har hele sit liv levet på en løgn, en illusion om, at hun er verdens herskerinde. Hun må naturligvis tro på den løgn, hvormed hun har lagt verdener og menneskeliv øde, hvormed hun også har bragt kulde ind over verden. Men løgn bliver aldrig sandhed, og hvad Den store Troldom, hun henviser til, angår, ved hun lige så lidt besked, som hun ved om alle andre sandheder.

Sandhed har hun aldrig kendt, og som sin ultimative triumf udfordrer hun nu Aslan og fortæller ham, at han dør forgæves: “Men når du er død - hvad skal da kunne forhindre mig i også at dræbe ham (Edmund)? Hvem vil så kunne redde ham? Vid at du har givet mig Narnia til evig tid, og du har mistet dit eget liv og ikke reddet hans. Fortvivl og dø med denne viden”.

Nogenlunde sådan har verden set ud for særdeles mange - og ser den fremdeles ud for de mange, som Jesus ikke er levende realitet for - da Jesus udåndede på korset og få øjeblikke senere blev taget livløs ned af korset og lagt i en grav. Men sådan tager verden sig ikke ud.

For heksen tager lige så meget fejl her, som hun har taget fejl af alle andre ting. For der er en “endnu større troldom fra før tidernes morgen”, som hun ikke kender til. “Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre” (1 Kor 2:8).

Narnias påskemorgen
Indledningen til kapitel 15, hvis tema vi uden at ramme ret meget ved siden af kunne kalde Narnias påskemorgen, begynder uendelig trist. Heksen, som endnu er beruset af sin “sejr”, er tørstig efter mere blod.
Og nu er det børnenes og de øvrige af Narnias skabninger, som er loyale over for Aslan, nu er det deres liv, det gælder. De på deres side er alt for meget “fyldt af bedrøvelse og skam og rædsel over Aslans død” til virkelig at føle den overhængende livsfare, de er i.

Et dæmonisk mørke hviler over landet, som der hvilede et mørke over “hele jorden” fra “den sjette time indtil den niende time” (Matt 27:45), de timer hvor Jesus dør. Discipelflokken var flygtet i vild panik og spredt for alle vinde, og da den igen er samlet, er det “inde bag lukkede døre af frygt for jøderne” (Joh 20:19).

Lewis anslår de samme ting ved den måde, han indleder fortællingen i kapitel 15 på. Også den omsorg og kærlighed, kvinderne lagde for dagen i forbindelse med Jesu gravlæggelse reflekteres i Lewis’ fortælling. Og når det gælder Aslan - den myrdede Aslan - viser også musene ærbødighed og gør det ved med deres skarpe tænder at gnave båndene som binder ham til Stenbordet over.

Pigerne gør arbejdet færdigt: “Aslan lignede mere sig selv uden dem. For hvert øjeblik, der gik, kom hans ansigt til at se mere og mere ædelt ud, for det blev hele tiden lysere, så de bedre og bedre kunne se det.” Og nu begyndte fuglene at synge. “Det var ganske tydeligt ikke længere nat, men morgen”.

“Solopgangen havde fået alting til at se anderledes ud - alle farverne og skyggerne havde forandret sig - at de et øjeblik ikke kunne se, hvad der var sket. Men så fik de øje på det. Stenbordet var flækket midt over og gået i to stykker; og Aslan var intetsteds at se. ...... “Åh, det er forfærdeligt”, hulkede Lucy. “Kunne de i det mindste ikke have ladet hans lig være?” “Hvem har gjort det?” råbte Susan. “Hvad betyder det? Er her troldom på spil igen?” “Ja!” buldrede en stemme bag dem. “Her er troldom på spil.” De vendte sig om. Dér, midt i sollyset, større end de havde set ham før, stod Aslan og rystede sin manke (for den var åbenbart vokset ud igen.) .............

......”Men hvad betyder det alt sammen?” spurgte Susan, da de var faldet noget til ro. “Det betyder,” sagde Aslan, “at selv om heksen kender til “Den store Troldom”, så er der en endnu større troldom, som hun ikke ved noget om. Hendes viden går kun tilbage til tidernes morgen. Men hvis hun havde kunnet kigge en smule længere tilbage, ind i stilheden og mørket før tidernes morgen, ville hun dér have set en anderledes besværgelse. Hun ville have vidst, at når et villigt offer, som ikke har begået forræderi, bliver dræbt i stedetfor en forræder, revner Stenbordet og selve Døden bliver besejret.”

Alt er forvandlet
Livet er vendt tilbage til Aslan og til Narnia. Alt er forvandlet. En ny kraft og styrke og en jublende og legende glæde spreder sig fra Aslan til børnene. Som i evangeliernes beretninger om Jesus i de 40 dage mellem opstandelsen og himmelfarten, hvor han pludselig var der og lige så pludseligt var borte igen, er Aslan der pludselig, og så med et er han borte igen. Pigerne får lov til at komme ham nærmere end før; Aslan ligefrem leger tagfat med dem og giver dem endda lov til at ride på hans ryg, og

“så stoppede han brat og uventet op, så de alle tre rullede rundt i en lykkeligt leende bunke af pels og arme og ben. Det var en tumlende og vilter leg, som ingen uden for Narnia nogen sinde har oplevet magen til; Lucy kunne ikke rigtigt finde ud af, om det var som at lege med et tordenvejr eller som at lege med en killing. Og det sjove ved det var, at da de alle tre til sidst lå og gispede i solen, følte pigerne sig ikke længere den mindste smule trætte eller sultne eller tørstige”.

“Og nu til sagen,” sagde Aslan et øje-blik efter. “Jeg kan mærke, at jeg skal til at brøle. I må hellere stikke fingrene i ørerne.” Og det gjorde de så. Og Aslan rejste sig, og da han åbnede munden for at brøle, blev hans ansigt så frygtindgydende, at de ikke turde kigge på det. Og de så alle træerne foran ham bøje sig for hans brøl som græsset på en eng bøjer sig for vinden. Så sagde han ..... “

Jamen det er mageløst.

Det er ikke kun en beskrivelse af en stemning, vi har her; frelseshistorie og teologisk reflektion indgår i den - og det på det allerdybeste plan - uden at vi på noget tidspunkt træder ud af fortællingen og af billederne. Det er det dybt fascinerende og engagerende ved det, Lewis kan.

Påskemorgen i frelseshistorien vender op og ned på alle ting. Den gamle verdens-orden får sit dødssår. En ny tidsalder begynder at gry. Den kommende verden, hvor døden og synden ikke er mere, og hvor Satan ligger knust for vore fødder, er indledt. Natten viger, og morgenen er på vej.

Allerede nu er vi på vej ind i Guds riges fremtid. Og det er så definitivt og endegyldigt, at der aldrig vil kunne laves om på det. Også selvom om mørket, natten og døden ustandseligt søger at vende tilbage, og Djævelen stadig opfører sig som om, at det er ham, der vandt sejr.

Således også i Narnia. Her har Aslan for evigt sikret sig, at Narnia altid forbliver hans, og at hans vilje for dets fremtid ultimativt vil ske.
Endnu er der en del kampe, som skal kæmpes og en del modstand, som skal overvindes, og endnu vil heksen fra tid til anden genvinde styrke og vende tilbage. Men sin gamle styrke får hun aldrig igen.

Illusionen om, at Narnia tilhører hende, vil hun stadig bære i sit bryst, men vi ved bedre. For vi kender Aslan og ved, at han ikke er en hvilken som helst løve, men Den store Løve.