Løven, heksen og garderobeskabet 5:
Aslan alene med Heksen

Af Louis Nielsen - KP 03-2005

Det store tema i dette og de to næste kapitler er “forsoningen”, et tema, som ikke alene er centralt i kristendommen, men også optog Lewis meget. Men forsoningens teologi er ikke den letteste ting i verden at forklare, og da slet ikke børn, skulle man mene.

Det, forekommer det os, er lykkedes for Lewis og det på en både gribende måde, men uden at sætte noget af dybden, helligheden og det hemmelighedsfulde, som forsoningen er omgivet med, over styr, snarere tværtimod.

Forsoningen er vigtigere at forholde sig til som handling og faktum end at kunne forklare og forstå. Det sidste formår alligevel kun Gud. Og det afspejler sig i Lewis’ fortælling, hvor tyngdepunktet i fortællingen rettes mod Løven Aslans død, men ikke uden at sættes ind i en større historie.

“Nu må vi vende tilbage til Edmund”. Sådan begynder kapitel 13. Og hvor er alting blevet hårdt for Edmund. Modløshed har også sænket sig over dværgen, heksens løber. Hun venter på, at en af hendes ulve skal bringe nyt om slagets gang; dværgen har allerede opgivet håbet: “Det kan ikke være godt nyt”, svarer han.

Dværgen ved udmærket, at de er op imod Aslan, men han er for bange til at nævne Aslans navn. Det bliver kun til et forsigtigt “han”.

Mellem sig planlægger heksen og dværgen Edmunds henrettelse. Den ventede ulv indfinder sig, og det er bestemt ikke godt nyt den bringer med sig. Dens herre er blevet dræbt, og dens budskab til det lille selskab er “Flygt! Flygt!” Men så let kapitulerer heksen ikke. Tværtimod giver hun mobili-seringsordrer til hele sin hær af “kæmper, varulve, ligædere, gespenster, trolde, minotaurer, furier, huldrer, fantomer og svampefolk”. Medens ulven iler bort for at udføre heksens ordre, gør hun sig klar til Edmunds henrettelse.

“Gør ofret klar” befalede heksen, og dværgen knapper Edmunds skjorte op og tvinger brutalt hans hovede tilbage. Edmund hører en underlig lyd - vish -vish - vish, og det går op for ham, at det er lyden af en kniv, der blev hvæsset:

“I samme øjeblik hørte han høje råb fra alle retninger - en dundren af hove og en basken af vinger - et skrig fra heksen - forvirring overalt omkring ham. Og så mærkede han, at hans bånd blev løsnet. Han mærkede stærke arme om sin krop og hørte buldrende, venlige stemmer sige ting som .... “

“Ikke længe efter begav kentaurerne og enhjørningerne og hjortene og fuglene (de var naturligvis den undsætningsekspedition, som Aslan havde sendt af sted) sig tilbage til Stenbordet med Edmund.”

For Edmund, forræderen betød hans redning, at han nu kom til at stå ansigt til ansigt med Aslan. Men i overensstemmelse med Aslans ufravigelige regel om aldrig “at fortælle nogen, nogen andens historie end hans eller hendes egen”, så “er der ingen grund til at fortælle, hvad Aslan sagde (og iøvrigt var der ingen, der hørte det), men det var en samtale, Edmund aldrig glemte”. “Da de andre nærmede sig, vendte Aslan sig og gik dem i møde sammen med Edmund. “Her er jeres bror,” sagde han, “og ..... der er ingen grund til at snakke med ham om det, der nu er fortid”.

Syndens alvor
Edmund rækker sin hånd ud til hver af sine tre søskende og siger “undskyld” til hver af dem. Men både de og han er naturligvis forlegne ved situationen, og ingen af dem ved rigtig, hvad de skal sige. Men at de fuldt ud har accepteret hinanden og vil hinanden det bedste er helt klart.

Bibelen ser altid med største alvor på synd - synd er aldrig en bagatel, vi kan få ordnet i en håndevending. Og den private samtale mellem Aslan og Edmund har uden tvivl været smertefuld for Edmund. At erkende sandheden om sig selv er altid ydmygende, altid noget man sænker blikket og slår øjnene ned over.

At bekende sin synd for mennesker er også pinefuldt, ikke alene for synderen, men for os alle som må høre på den, for synd har vi alle, og overfor synd er vi alle sårbare.

Men omvendt hænger Bibelen ikke fast i det med synden og brøden. Hvor tilgivelse er givet, er der hel og fuld tilgivelse. “Skyldsbrevet” selv er udslettet og revet i stykker, synden “sænket ned i havets dyb”, fjernet fra os, “så langt som østen er fra vesten”, slettet i Guds hukommelse: “og deres synder og deres overtrædelser, vil jeg aldrig mere komme i hu”.

Kristus har med sit blod stiftet fred både mellem Gud og os og mellem os indbyrdes. Edmunds synd er fortid, og lad den være fortid, også for jer; sådan er Aslans råd, ja befaling til de andre søskende. Heldigvis fik de også med det samme andet at tænke på, for en leopard træder frem for Aslan med ordene:“Herre, en budbringer fra fjenden søger audiens”.

Aslan og Heksen mødes
Nu følger et af de mest fortættede højdepunkter i hele Narniakrøniken, mødet mellem Aslan og heksen. Det, som nu udspinder sig mellem de to, kan bestemt ikke kaldes en dialog, en diskussion næppe heller, for de to er på ingen måder jævnbyrdige, hvor meget heksen end må tro det, tværtimod er hun i alle ting underlagt ham, og kun det, som han suverænt bestemmer skal gælde, gælder.

Men alle konventioner, som gælder, når magterne mødes, respekteres og iagttages, for Aslan respekterer Kejserens verdensorden; han kunne ikke så meget som et sekund forestille sig noget andet.

Hr. Bæver kan ikke undlade at udtale sit mishag over den pralende og selvhævdende måde, heksen introducerer sig selv på, men Aslan tysser på ham.

“Alle navne vil snart blive givet tilbage til deres rette ejere, Indtil da vil vi undlade at drøfte dem”, siger han. “Alle navne vil blive givet tilbage” - kan vi med det forestille os andet end Kristi opstandelse og himmelfart med deres markering af, at nu er alt underlagt Sønnen, og at nu er han konge, indtil al magt og myndighed er ham underlagt? En ny tidsalder begyndte her.

Lewis vil, at vi rigtig skal lægge mærke til forskellen mellem heksen og Aslan, og se hvilket enormt forskelligt indtryk, de gør på deres omgivelser. Synet af heksens ansigt “får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de tre børn” , og dyrene knurrer i skægget. Også forskellen mellem Aslans ansigt og heksens iagttages og fremhæves: det gyldne og det dødningeblege. At heksen ikke tør se Aslan lige ind i øjnene “lægger især fru Bæver mærke til”.

Bort med frygt og skam
Gribende og fyldt af dyb indsigt i evangeliets natur er bemærkningerne om Edmunds reaktion, som han må høre på heksens udfald: “Du har en forræder her, Aslan”. Edmund, konstaterer Lewis, “var holdt op med at tænke på sig selv efter alt det, han havde været igennem, og efter den samtale, han havde haft samme morgen. Han blev simpelt hen bare stående og kiggede på Aslan.
Det syntes ikke at have nogen betydning, hvad heksen sagde” .

Her har vi næsten lyst til at bryde ud i et “Halleluja!” og synge med på Wesleys vers:

“Bort med tvivlen, bort med sorgen,
bort med vantro, frygt og skam!
Ingen uro for i morgen,
al bekymring lagt på ham!
Tak, o tak for al din frelse,
du, Guds dyre offerlam!

“Hans brøde var ikke rettet mod dig”, svarer Aslan, men heksen giver ikke så let op, og minder Aslan om “Den store Troldom”.

Aslan har selvfølgelig ikke glemt selv det mindste af, hvad “der står indridset i scepret hos kejseren hinsides havet” og hvad der står skrevet på Stenbordet. Men han vil gerne kende heksens fortolkning af den store troldom og ifølge den, har hun krav på blod, hvis nogen forsynder sig mod den evige pagt. Edmunds liv tilhører derfor hende.

Djævelens krav
Lewis er her ude på dybe vande. At der måtte finde død sted til forløsning af overtrædelserne (se Heb 9:15) er der fuldt bibelsk belæg for. At Kristus er offerlammet, kendt før verdens grundlæggelse ligger ligeledes fast. Og at ofret var for Gud, og at Gud var modtageren af det, ligger også fast.

Men Lewis synes at hævde, at det er djævelen, som kan kræve ofret, og som det ofres til. Det er en teologi, som fremførtes af visse af kirkefædrene, men ikke af Bibelen.

I dybeste harmoni med Skriften er det dog, at en uskyldig opofrer sig for den skyldige, at Aslan lader Den store Troldom ramme sig selv, og at Edmund dermed går fri, og ikke nok med det, at hele Narnia reddes fra heksens forbandelse og magt.

Aslan benægter ikke, at “Den store Troldom” er til, og at den gælder og må følges. Edmunds søskende - ikke mindst Susan ser det grusomme i situationen og foreslår forsigtigt, om de ikke kan glemme det med “Den store Troldom”, ja ligefrem modarbejde den. Hun minder her påfaldende om apostlen Peter og hans hårdnakkede afvisning af, at kors og død skulle overgå hans herre og mester.

“Modarbejde kejserens troldom?” sagde Aslan, idet han vendte sig mod hende med noget, der kunne ligne vrede rynker, i panden. Og der var aldrig siden nogen, som stillede ham dette forslag”. Også dette samsvarer nøje med evangeliernes beretninger.

Edmund ser på løvens ansigt, og en trykkende fornemmelse går gennem ham; en overgang tænker han på, om han burde sige noget, “men et øjeblik efter blev han klar over, at det ikke blev forventet af ham, at han skulle foretage sig andet end at vente og gøre, hvad han fik besked på”.

Edmund har lært, at hans sag står og falder med Aslan; han er bedrøvet over de store omkostninger, det har for Aslan at påtage sig hans sag, men han har lagt den fra sig; liv og død afhænger nu for ham helt af Aslan. Han kan ikke andet end vente og adlyde.

Alene med Fjenden
Aslan befaler alle at trække sig tilbage. Han ønsker at tale alene med heksen. Alle Aslans fæller og Narnias dyr og andre væsener, som er på Aslans side, er forfærdeligt tyngede og bedrøvede ved situationen. Stilhed sænker sig over hele landskabet. Skal vi jævnføre med evangeliefortællingen svarer dette til Jesu dåb, fristelserne i ørkenen, den store beslutning om at drage op til Jerusalem og Getsemanekampen taget under et, alle de steder i Jesu liv, hvor Jesus tager kampen op mod fjenden, indvier sig til Faderens vilje og retter blikket mod korset.

Lidt efter er Aslan tilbage og fortæller nu sine venner, at han “har ordnet sagen, og at heksen har frafaldet sit krav på jeres broders blod”.
Atter breder liv, åndedræt og snakken sig over skaren af væsener omkring Aslan. “Heksen var netop ved at vende sig bort med et udtryk af ondsindet fryd i ansigtet, da hun stoppede og sagde: “Men hvordan kan jeg vide, om dette løfte vil blive holdt?”

“Haa-a-arrh!” brølede Aslan, idet han halvvejs rejste sig fra sin trone; og hans store gab blev lukket mere og mere op, og brølet blev højere og højere, og efter at have stået og stirret med vidtåben mund et øjeblik hev heksen op i skørterne og løb i bogstaveligste forstand for livet”.

At Aslan ikke er “en tam løve” får vi at se her. Han er fuldkommen fri og ligger ikke under for nogen, heller ikke for heksen. Hun kan bilde sig ind, at hun har vundet en forfærdelig sejr over ham, men vent, der kommer en sandhedens time.

Aslan, får vi senere at se, har valgt at ville sætte livet til for at redde Edmund og redde Narnia, men han har ikke prisgivet sin sjæl til heksen, og han har ikke abdiceret fra sin kongemagt eller på nogen måde opgivet sin trone, tværtimod.

For hende bare at antyde, at Aslan er som hun, og at det så meget som bare har strejfet hans tanker at gå fra sit ord og hitte på en lettere og mindre smertefuld udgang, er majestætsfornærmelse i allerhøjeste potens, og for det får hun Aslans vrede at mærke, og det på en måde som både overrasker hende og får hende til at forføje sig bort i ilende fart.