Løven, heksen og garderobeskabet 4:
Dybere ind i Narnia

Af Louis Nielsen - KP 02-2005

Kapitel 11 begynder med de meget sigende ord:: “I mellemtiden havde Edmund kun været ude for skuffelser”. Mens hans søskende havde fejret “jul” sammen med hr. og fru. Bæver og af Father Christmas havde fået “himmelske” gaver, havde Edmunds situation i heksens selskab bevæget sig fra ondt til mere ondt.

Mens Edmunds tanker, smagsløg og mave er spændt til det yderste i forventning til de fyldte ckokolader, der nu endelig må blive hans belønning for at have holdt sit ord til heksen, bliver han spist af med tørt brød og vand serveret af en jernskål. Oven i købet må han affinde sig med heksens trusler og fornærmelser.

Så bliver han sat i en kane ved siden af heksen, medens sneen vælter ned og Edmund gennemblødt til skindet dækkes af sne, som han efterhånden opgiver at børste af sig.

“Og åh, hvor havde han det dog elendigt! Nu så det ikke længere ud, som om heksen havde i sinde at gøre ham til konge. Alle de ting, han havde sagt for at overbevise sig selv om, at hun var god og rar, og at det i virkeligheden var hendes side, der var den rigtige, lød nu fjollede for ham.

Han ville have givet hvad som helst for at være sammen med de andre i dette øjeblik - selv Peter! Det eneste, der kunne trøste ham nu, var, at han prøvede at bilde sig selv ind, at det hele var en drøm, og at han kunne vågne igen, når som helst det skulle være.

Og som de fortsatte, time efter time, lignede det faktisk mere og mere en drøm”.
Der er rigtig mange gedigne Lewis- iagttagelser og bemærkninger i dette citat. Edmund har haft sine første skuffelser med heksen. Hvis han ikke havde været så selvcentreret og moralsk umoden, havde han naturligvis opdaget det, førend det var blevet for sent.

Det skal virkelig gøre ondt på ham selv, førend en person som Edmund oplever bare en smule fortrydelse over, hvad han har gjort. Og endnu er hans “omvendelse” og “anger” ikke ret meget andet end selvmedlidenhed.

Edmund har virkelig ondt af sig selv. Men selv det kan blive det første skridt til sand genrejsning. Nu savner Edmund i det mindste de andre - selv Peter.
Heksen er hverken god eller rar, alt ved hende er falskhed. Hun lever af at gøre andre ondt, lever af at slå ihjel. En lille del af sandheden er ved at gå op for Edmund, men kun en lille del. Endnu ved han ikke, hvor forfærdelig en nød han har bragt sig selv i.

Han prøver at trøste sig med, at det, han oplever, må være en drøm. Fortrængningens kunst er en af de kunster, vi mestrer bedst som mennesker.

Den er vel ligefrem en del af vores overlevelsesinstinkt og som sådan god, men som alt andet ved os er den evne blevet fordærvet af syndefaldet, så vi bruger den mest af alt til at fortrænge syndsbevistheden og dermed fortrænge Gud og behovet for at få tilgivelse.

Højst sandsynligt spiller Lewis på de to betydninger af ordet “drøm”; drøm som længsel og drøm som mareridt. Edmund tror, at han når som helst kan gøre sig fri af heksens magt over ham, lige så let som vi, når vi vågner, lægger drømme bag os. Men det skal Edmund ikke bilde sig ind, at han kan.

Følgende kapitler i bogen vil gøre dét overvældende klart. Og kaneturen udvikler sig mere og mere til et mareridt for Edmund, sådanne mareridt, som vi nogen gange har, når vi drømmer: “Det varede længere, end jeg kunne beskrive, selv om jeg skrev side op og side ned om det”.

En ny skabelse
Father Christmas har været i Narnia. Det mærkes på omgivelserne, men for heksen er det lutter kval.
Et muntert selskab af en egernfamilie, to satyrer, en dværg og en ræv får deres fest ødelagt og efterlades kolde og forstenede, fordi heksen opdager dem.

Ingen livsglæde og festivitas, ingen jul, ingen samværsglæde må ødelægge den dødens alvor, hun har lagt over hele Narnia. Død er hendes væsen, og kun ved at sprede død, lever hun.

Kun Aslan, Narnias skaber og eneste lovmæssige hersker, kan have forårsaget den forvandling, der nu er undervejs i Narnia. Det véd heksen, og derfor bliver hun endnu mere ond, og det muntre selskab, rensdyrene for hendes kane, dværgene, hendes adjudanter og stakkels Edmund skal alle komme til at opleve det.

Og Edmund bevæger sig endnu et skridt frem på omvendelsens vej: “Og for første gang i denne historie følte Edmund medlidenhed med andre end sig selv”.

Vinteren viger mere og mere, foråret tager mere og mere fart. Kilder og åer risler, floder brøler, fugle synger, blomster titter frem, alt bliver mere og mere grønt, forår bliver til sommer, og altsammen på nogle få timer. Det er som en “verdensgenfødelse”, en ny skabelse har fundet sted. Og heksen kan ikke standse den.

“Dette er ikke bare tøvejr,” sagde dværgen, idet han pludselig standsede. Dette er forår. Hvad skal vi gøre? Deres vinter er blevet spoleret! Dette er Aslans værk.” “Hvis nogen af jer nævner det navn igen,” sagde heksen, “dræber jeg ham på stedet ”.

Over for Aslan er heksen magtesløs. Derfor hendes raseri. Er han i Narnia, er Narnia hans. Og han lader ikke sit land ligge hen i sne og is og kulde, han prisgiver ikke sine skabninger til frygt og glædesløshed, han opliver og kalder til live, og glæden følger hans spor.

Alt det kan heksen ikke døje. Derfor må ingen nævne hans navn. Men selv hendes adjudant kender sandheden. Her er der en magt stærkere end heksens magt, en magt som spolerer hendes værk, Aslan, “Livets Fyrste”, Livets Herre, dødens overvinder.

Stenbordet
Kapitel 12 begynder med at nævne noget, “der lignede en drøm”, men her ikke et mareridt, men “en dejlig drøm”. Lewis satser helt bevidst på, at vi skal sammenligne saligheden ved at være i nærheden af Aslan med den “gråd og tænderskæren”, som enhver, som følger heksen, kommer til at opleve.

Kapitel 12, hvor vi for alvor vil møde Aslan, kan næppe anslå tonen for hele kapitlet på nogen bedre måde end den indledende sætning gør det: “Da dværgen og Den hvide Heks sagde dette, havde bæverne og børnene, som befandt sig mile derfra, i nogle timer bevæget sig gennem noget, der lignede en dejlig drøm”.

Igen tager Lewis alle sanser i brug, når han skildrer, hvad der sker: ører, øjne, næse og varme - og kuldesans. Det er et liftigt landskab, de bevæger sig igennem. På kun et par timer har de set “vinteren forsvinde og hele skoven bevæge sig fra januar til maj”.

“De havde endnu ikke (som heksen) med sikkerhed kunnet sige, at dette var, hvad der ville ske, når Aslan kom til Narnia. Men de var allesammen klar over, at det var hendes troldom, der havde lavet den endeløse vinter; så da de så dette magiske forår begynde, kunne de regne ud, at der var noget, der var gået galt - endda grueligt galt - med heksens planer”.

Omsider er de fremme ved “Stenbordet”. “Det var en stor grå stenplade, der blev båret af fire opretstående sten. Den så meget gammel ud; og overalt i den var indridset sære streger og figurer, der kunne være bogstaverne i et ukendt alfabet. Det gav én en underlig følelse at kigge på den”.

Om et øjeblik vil det blive afsløret, hvad der skulle ske på samme stenbord. Men allerede nu, hvor børnene for første gang ser dette bord, fremhæves det gådefulde, mysteriøse ved dette bord sammen med dets alder. Det er ligesom ældre end verden selv. Noget er indridset i bordet, men også det unddrager sig tydning. Ikke underligt, at det giver børnene “en underlig følelse at kigge på det”.

Vi forberedes på, at det, der kommer til at ske ved Stenbordet, kommer fra en verden, der er ældre end Narnia, en verden hvorfra alle verdener kommer, men også, at det, der sker her, vil komme til at virke ind på alle verdener. Mere afsløres ikke for os her.

Svær omvendelse
Men ellers er alt sanselig fryd og gammen. Et telt var rejst, et “pragtfuldt telt” og fra det vajede et banner “prydet af en rød løve; det blafrede for brisen, som blæste imod det ude fra det fjerne hav”.

Der var også “musik til højre for dem; og da de vendte sig, fik de øje på det, de var kommet for at se. Aslan stod midt i en skare af væsener, som havde grupperet sig i en halvmåneformet formation omkring ham”.

“Hvad Aslan selv angik, vidste de ikke, hvad de skulle gøre eller sige, da de så ham. Folk, der ikke har været i Narnia, bilder sig somme tider ind, at den samme ting ikke kan være både god og frygtindgydende. Hvis børnene nogen sinde havde haft denne tanke, blev de i hvert fald befriet fra den nu. For da de prøvede at kigge på Aslans ansigt, fik de kun et glimt af den gyldne manke og de store majestætiske, alvorlige, overvældende øjne, før de begyndte at skælve over hele kroppen og blev nødt til at se væk”.

“Gå nu derhen,” hviskede hr. Bæver. “Nej,”hviskede Peter. “De først.” - “Kan man føle sig tryg ved Aslan?” husker vi fra en diskussion, som tidligere har været i gang mellem børnene og de to bævere. Nu får de syn for sagn. Ingen kan andet end frygte Aslan, når man sådan for alvor møder virkelighedens Aslan.

Peter forsøger at overdrage opgaven at være den første til sine søstre, men som mand og som den ældste kan han ikke slippe. Og Peter samler sit mod, og går hen til løven med et “Vi er kommet- Aslan.”

Aslan hilser dem velkomne med at nævne deres navne. “Hans stemme var dyb og klangfuld og fik dem på en eller anden måde til at falde til ro igen. Nu følte de sig glade og rolige og ikke spor forlegne over at stå og ikke sige noget”.

Aslan spørger: “Men hvor er den fjerde?”, og Peter gør rede for alt det triste og forfærdelige med Edmund. Peter har været meget vred på sin broder og uden tvivl også forfærdelig ærgerlig over hans indbildskhed og afstumpethed.

Men stående overfor Aslan er det ikke Edmund, han anklager, men sin medskyld i broderens ulykke han indrømmer. Aslan siger ingenting, men nøjes med at kigge på Peter med sin store rolige øjne. Der var ikke mere at sige.

Kan Edmund reddes?
Og med ét er vi fremme ved det mest afgørende, som kapitel 12 er om: “Åh, kære Aslan,” sagde Lucy (den mest varmhjertede af de fire søskende) “kan der ikke gøres noget for at redde Edmund?” Og så følger en af bogens, ja af bøgernes allermest intense og bevægende scener - et dybere indblik i Aslans hjerte kan næppe gives - den er ligesom Lewis’ forfatterskabs helt særlige gave til os:

“Der vil blive gjort alt, hvad der står i vores magt,” sagde Aslan. “Men det kan blive sværere, end du tror.” Og så blev han igen tavs i nogen tid. Indtil dette øjeblik havde Lucy stået og tænkt over, hvor majestætisk og stærkt fredfyldt hans ansigt virkede; nu slog det hende pludseligt, at han også så bedrøvet ud. Men i næste øjeblik var dette udtryk helt forsvundet.

Løven rystede sin manke og klappede poterne mod hinanden (“Nogle forfærdelige poter,” tænkte Lucy, hvis han ikke forstod at bruge dem varsomt!” og sagde: “Lad os i mellemtiden feste. Kvinder, før disse menneskedøtre til teltet og vart dem op”.
Det er let at associere Lewis’ skildring af Aslan her med evangeliernes Jesus, med Herrens lidende tjener, der i den engelske autoriserede oversættelse (King James) beskrives som “a man of sorrows and acquainted with grief” (mange vil genkende disse ord fra en af de mest bevægende arier i Händels “Messias”):

“Nu slog det hende pludselig, at han også så bedrøvet ud”. “Alt, hvad der står i vores magt, vil blive gjort ”, lader Lewis Aslan sige. Det fremgår tydeligt af evangeliet i Det nye Testamente, at det er netop, hvad Gud har gjort i Kristus og i hans død på korset, nemlig alt, hvad der står i den evige kærligheds magt, for at bringe frelse til os mennesker.

Det eneste aber dabei er os selv. Også vi må ville forligelsen. At der endnu efter Kristi død på korset findes en evig fortabelsens mulighed for mennesker skyldes ikke, at Gud ikke har gjort alt for at forlige os med sig selv (2 Kor 5:12 ff), men at der er mennesker, som ganske enkelt ikke vil lade sig forlige med Gud, som hellere vil dø og ende i Ildsøen end “give Gud ret” og leve.

Tanker som disse er tanker, Lewis selv rejser og sætter ord på i et af sine essays om helvede, om hvis eksistens og virkelighed han ikke var i tvivl. Det sorgfyldte i Aslans øjne kan udmærket i Lewis’ tanker reflektere denne sorg over den, som trods så megen kærlighed og så stor en pris betalt for hans frelses skyld alligevel vælger og fastholder fortabelsens vej.

Hvor længe og hvor langt havde Lewis ikke selv forsøgt at flygte fra en, som næsten jagede ham. Jesus går så langt i forhold til nogle af os, at det ligefrem kan føles som, at han “jager os”, men ultimativt må vi selv vælge, om vi vil kapitulere over for ham eller ikke.

“Det kan blive sværere, end du tror” - hvor svært vil de følgende kapitler afsløre - hver en detalje i det forfærdelige drama stod måske endnu ikke klart selv for Aslan, kun vidste han, at det ville blive svært, meget sværere end nogen kan ane og forstå. Prisen, Aslan betalte for Edmund, for de tre andre søskende, for hver af Narnias skabninger - for verden, for os alle, for dig og mig - er kostbar over enhver fatteevne, uendelig, ufattelig. “Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den Enbårne”, hedder det i evangeliet; “Han gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden” skriver Paulus til galaterne; “han elskede mig og gav sig selv hen for mig”, vidner han i samme brev.

Festen begynder
Hvis vi skal fortsætte med at associere til evangelierne - og Lewis næsten tvinger os til det - så iagttager disse også, at Jesus meget tidligt i sin tjeneste vidste, at han skulle dø.

Korsets skygge hænger over det meste af hans offentlige tjeneste. Men Gudsriget og Gudsrigets herlighed og fest er der også, og er der både i Jesu undere og helbredelser, hans lignelser og hans forkyndelse og i hans personlige liv og tro: “Lad os i mellemtiden feste”.

Og festet blev der. Landets skønhed ses igen. Cair Paravel med dets troner og kroner vinker. Narnias skabninger ånder lettet op. Men endnu er heksen ikke død, den store krig venter.

Dronning Susans horn (det horn hun fik i julegave) gjalder. Før Peter kan sætte sig på nogen trone, er der kampe, der må kæmpes, et sværd der må trækkes og tørres af klar til brug næste gang. Peter må træde i karakter og vise sig som konge og vise det ved, at han er den første i slaget, den de andre kan følge. Vi må lade ham, at han lærer det hurtigt.

“Han følte sig ikke særlig tapper; faktisk kunne han mærke, at han var ved at blive dårlig, Men det ændrede ikke ved det, han måtte gøre”.

Aslans poter
Lewis reflekterer, som han gør det ved flere andre lejligheder, over Aslans poter. “Nogle forfærdelige poter” tænkte Lucy, “hvis han ikke forstod at bruge dem varsomt”. “Da pigerne var gået, lagde Aslan sin pote på Peters skulder - og selv om han gjorde det varsomt, var den meget tung”.

Aslans poter - Kristi hænder - skabende hænder, lægende hænder, velsignende hænder, hænder med kraft og magt, hænder som løfter og bærer Guds riges kongescepter, gennemborede hænder - hænder fyldt med almægtig, givende kærlighed, hænder hvormed han kan underlægge sig alt. “Den samme kan være både god og frygtindgydende” kommenterede Lewis tidligere.

“Kom, se Hans hånd og hans fod,
hvor mærker vidner om hans død.
Dén hånd sig fastnagle lod,
som engang tændte solens glød”
synger Graham Kendrick
“Spænd dit sværd om lænden, du helt,
i højhed og pragt!
Drag ud med lykke
for sandheds og retfærdigheds sag,
din højre hånd
skal vise dig frygtelige gerninger”

synger Korasønnere i deres store bryllupssalme.