Løven, heksen og garderobeskabet 3:
Dybere ind i Narnia

Af Louis Nielsen - KP 01-2005

Kapitel 9 “I heksens hus”
“Og nu vil du naturligvis gerne have at vide, hvad der var sket med Edmund”. Lewis er i løbende dialog med sine børnelæsere og tiltaler dem direkte med et “du; andre steder med det kollektive “I”. Vi ville gerne i forvejen vide, hvad der var sket med Edmund, men nu vil vi det endnu mere.

Det, som er sket med Edmund, handler mest om hans dårlige samvittighed og om at give sig selv et alibi ved at opbygge et passende forsvar for sin handlen.

Lewis lader os følge ham så tæt, at vi ikke kan lade være med at spekulere på, om det repræsenterer noget selvoplevet. På den anden side repræsenterer Edmunds samvittighedskamp også noget meget alménmenneskeligt, som vi alle kan nikke genkendende til, når kampen mellem det onde og det gode foregår i os, ikke mindst vor holdning til Jesus Kristus:

“Omtalen af Aslan gav ham en gådefuld og uhyggelig fornemmelse, nøjagtig som den gav de andre en gådefuld og dejlig fornemmelse”.
Lewis hæfter sig ved, at Edmund ikke havde nydt middagen i Bævernes hus, “fordi han hele tiden tænkte på fyldte chokolader, og der er intet, der kan ødelægge smagen af almindelig mad så meget som erindringen af dårlig magisk mad”.

Edmund har smagt heksens fortryllede lokkemiddel, og nu kan han ikke tænke på andet end at komme til at smage det igen. I Bibelens fortælling er der også en forfører og menneskehjerter, som kun alt for villigt lader sig lokke af ham. Det tragiske er, at vi dermed mister appetitten for den mad, Gud vil give os, den mad, som er hans ord.

Fortryllelsen - Bibelen kalder det “formørkelsen” - som nærmest har besat Edmunds tanke, gør også, at han ikke kan nyde de andres selskab. Han føler, at de andre giver ham en kold skulder. “Det gjorde de nu ikke”, bryder Lewis forklarende ind, “men det bildte han sig ind”.

Allerværst er det, at Edmunds åbenhed, dragethed og endda gryende sympati for Heksen fremkalder en fjendtlig holdning hos ham over for Aslan, en frygtsom mistænksomhed, og en relativisering og nedgøring af Aslan, og den tendens og udvikling forstærkes i den dialog, der det i følgende pågår i Edmunds samvittighed.

Edmunds motiver
I begyndelsen forsøger Edmund sig med en relativisering i holdningen til både Heksen og Aslan. Heksen var nok ikke så slem, som nogle sagde, at hun var; omvendt var Aslan nok heller ikke så god.

Lewis forsøger at udrede Edmunds motiver. Han er kommet i et misforhold til sine søskende, ikke mindst til sin storebror Peter, som han føler sig ydmyget af, og det ønsker han brændende at hævne. Men han kan ikke overskue konsekvenserne af sit had.

Han vil forråde dem til Heksen, og han venter, at hun vil give ham en positiv særbehandling, og være knap så venlig mod dem - og det vil de kun have godt af - men han ønsker ikke død og ulykke over dem.

Der er bare det forfærdelige ved det, at mørkets kræfter er onde og altid stærkere end os, og at det altid ender med, at de overtager styringen.
Edmund ræsonnerer, at alle de rygter, han har hørt om Heksen, er udtænkt af hendes fjender, men hun er næppe så slem, som rygterne vil lade vide. Men han tager grundigt fejl. Godhed og ondskab og løgn og sandhed er ikke relative størrelser.

Heksen er ikke henholdsvis god og ond, men kun ond; Aslan er ikke god og ond på samme tid, men altid og uforanderlig god.

Alt er ikke relativt, som mange moderne vil hævde; Heksen og Løven repræsenterer absolutte værdier, Heksen mørkets verden, Løven lysets rige. Edmund argumenterer på forstandens plan, men intellektet lader sig ofte forføre. Inderst inde i sin samvittighed vidste Edmund også, at “Den hvide Heks var ond og grusom”.

Edmund drømmer om sig selv som konge af Narnia og tænker på, at når han bliver konge, vil han sørge for, at Narnia får nogen bedre veje, og om det palads, han vil bygge til sig selv, hvor mange biler han vil have, og hvordan hans private biograf skal indrettes.

Måske kan vi medgive ham, at endnu har han en smule altruisme i behold, men han tænker dog langt mere på sig selv, og når det gælder Peter, er det diaboliske ved at overtage ham. Turen gennem snemasserne er ikke behagelig, og han bliver mere og mere kold, og jo mere han føler ubehaget herved, jo mere hader han Peter.

Og nu får han øje på en bygning, som må være Den hvide Heks’s hus. Det tager sig i månelysets skær troldmandsagtigt ud. “Edmund begyndte at blive bange for huset”.

Bemærkningen afspejler hans indre kamp, og at man af en ond magt som Den hvide Heks aldrig kan forvente sig noget godt, også selv om hun en gang “har været utrolig venlig”.

Nok kan man prøve på at overbevise sig selv om, at man skal holde med den eller det, der har magten i verden, men fred har man ikke, for ondskaben har kun brug for en, så længe det tjener dens interesser; i samme øjeblik det ikke længere er tilfældet, vender den det onde mod en selv. Derfor bliver Edmund bange for Heksens hus og nærmer sig det med bange anelser.

For sent at vende om
“Men det var for sent at tænke på at vende om nu”. Med sin dobbelttydighed er det en bemærkning, som mangfoldigt øger dramaet. Vi bilder os nemlig altid ind, at vi har vor frihed i behold og altid kan bryde med det onde. Men Bibelen vidner om, at det ikke er sandt.

Virkelig at bryde med det onde forudsætter, at Gud viser os nåde og er os barmhjertig, og det forudsætter også moralsk styrke og moralsk mod, og det er just det, vi ikke har, når vi giver os det onde i vold.

Judas er et godt eksempel på det. Selvom Jesus ved det sidste måltid virkelig rakte sin hånd ud mod Judas, var det for sent for Judas at vende om. Han havde truffet sit valg, og djævelen havde overtaget Judas’ vilje. Efterfølgende fortrød Judas, men valgte i stedet for at søge omvendelse og tilgivelse at tilintetgøre sig selv.

Det er virkelig lykkedes Lewis med en enkelt prægnant sætning at forøge dramaet og sætte fokus på en alvorlig ting ved at stå i afgørelsens og valgets time.

Foragt for Aslan
En løve i Heksens gård er ved at tage livet af Edmund; så forskrækket bliver han ved at se den. Efter ikke at have turdet røre sig en rum tid, vover han at gå hen til løven, og da han rører ved den, opdager han, at “den var en iskold sten”. Hans lettelse er stor, for fejlagtigt tror han, at

“det er den store løve Aslan, som er fanget og forvandlet til sten. Så nu kan de godt holde op med at gøre sig så mange høje tanker om ham. Ha! Hvem er bange for Aslan?” “Sådan stod han og hoverede over stenløven, og et øjeblik efter gjorde han noget meget dumt og barnligt. Han tog en blyantstump op af lommen og tegnede et overskæg over løvens mund og bagefter et par briller omkring dens øjne. Så sagde han: “Ja! Dumme gamle Aslan! Hvordan er det så at være blevet forvandlet til sten? Du troede nok selv, at du var pokkers fornem, hva’?”.
Men på trods af blyantstregerne virkede det store stendyrs hoved stadig så frygtindgydende og bedrøvet og ædelt, som det stod og stirrede i månens skær, at Edmund faktisk ikke rigtig kunne more sig over at stå at håne det. Han vendte sig om og begyndte at gå over gårdspladsen”.

Stenløven er (naturligvis) ikke Aslan, men Edmund projicerer alle sine tanker om Aslan over på stenløven. Der er både frygt og foragt, triumf og beklemthed, hån og ærefrygt i de følelser, løven kalder frem i Edmunds sind, men også en overvældende følelse af at stå over for en, som er hans overmand, så hellig, så ren, så majestætisk, som ikke er det på en kynisk måde, men fuld af bedrøvelse.

Selv efter dette fortsætter Edmund sin vej ind i Heksens gård. Gudskelov for Edmund - og gudskelov for os - er der en, hvis kærlighed til ham både overtrumfer Heksens vilje med ham og hans egen vilje, og til sidst køber ham fri. Men den historie må vi vente på.

Forskrækkelse oven i forskrækkelse venter vor ven. Gården var fuld af stenstøtter af alle hånde skabninger, som engang havde været levende væsener.

På trappen til slottet lå en stor ulv, som Edmund fejlagtigt tror også er en stenstøtte, men til sin forfærdelse opdager er en skinbarlig levende ulv “med strittende børster hele vejen op ad ryggen”, og som “åbnede en stor, rød flab og sagde med knurrende røst”. Det var Maugrim, chefen for Heksens Hemmelige Politi: “Kom ind! Kom ind, du dronningens lykkelige - eller måske knap så lykkelige - yndling.”

Igen står vi med en tvetydighed. På en måde er Maugrim kåd og venlig, indbydende og høflig, men hans ord er truende og afgjort sarkastiske. For hvem kan være lykkelig ved at være Dronningens yndling? At man ikke kan, skal Edmund straks komme til at sande. For Dronningen smiler kun, når hun får og ser sin mulighed for at øve ondt. Men nu til noget helt andet og anderledes dejligt.Kap. 10 -

Fortryllelsen svækkes
Igen er vi tilbage i Bævernes hus, hvor vi forlod de tre andre børn for ikke så længe siden.

Hr.Bæver skynder på dem, ikke mindst på sin kone, for de “har ikke et øjeblik at spilde”. Men fru Bæver er ikke til sinds at lade panikken få overtag; tingene skal også i en krisesituation gå ordentligt for sig; et forråd af mad og beklædning skal man have med sig, selv under en flugt. Det er lige ved, at fru Bæver også vil have sin kære symaskine med sig.

Dialogen mellem hr.og fru Bæver er varm, og der er en dejlig, livgivende humor over hele skildringen, en humor båret oppe af fru Bævers tillid til Aslan og det håb, hans navn altid tænder.

I hendes optik kan man sagtens på en og samme tid sige: “Giv mig lige en fem-seks rene lommetørklæder fra skuffen dér. Alt håb er ikke ude - langtfra. Vi kan ikke nå frem før hende (Heksen), men vi kan holde os skjult og gå ad veje, hun ikke venter, og måske nå frem på den måde”.

Jo, “Mutter” har styr på sit hus; tøjet er rent, og hun ved, hvor tingene er. Og selv om de andre skynder på hende, har kun stadig overskud til at være kærlig. Det er umuligt ikke at elske fru Bæver; hvor er livet meget lettere og tryggere, hvor hun og hendes lige findes. “Og milde kvinder, hvor har de magt”.

På deres flugt kommer de til en slags hytte, som hr.Bæver kalder “et gammelt skjulested for bævere i betrængte tider, en stor hemmelighed”. Her kunne de få et par timers søvn. Bæverne har indrettet sig på at kunne overleve i krisetider. Det er der megen visdom i, som vi ofte finder i skaberværket. Lewis vil måske også minde os om de åndelige skjulesteder, Gud har lagt for os på vor vej til himlen.

Bjældeklang i Narnia
Pludselig hører de lyden af bjældeklang, og straks lyser alle faresignaler. For hvad andet kan det betyde end, at Heksen må være på vej? Men i stedet møder en uventet overraskelse dem. Hr. Bæver næsten dansede af iver:

“Kom og se! Det her er et hårdt slag for Heksen! Det ser ud, som om hendes magt allerede er begyndt at smuldre”.
Så kom de alle sammen op til toppen og så det. Det var en kane, og det var rensdyr med bjælder på seletøjet. Men de var meget større end Heksens rensdyr, og de var ikke hvide, men brune.
Og i kanen sad en person, som de alle sammen genkendte i samme øjeblik, de så ham. Det var en stor mand i en kåbe, der var rød som kristtornens bær og forsynet med pelsforet hætte.
Han havde et stort hvidt skæg, der hang ned over hans bryst som et skummende vandfald. Alle genkendte ham, for selv om man kun kan møde folk af hans slags i Narnia, kan man dog se billeder af ham og høre dem omtalt også i vores verden - altså den verden, som ligger på denne side af garderobeskabets dør.
Men når man ser dem i virkeligheden i Narnia, virker de meget anderledes. Mange af de billeder, vi kender af Julemanden her i vores verden, får ham bare til at virke sjov og munter. Men nu, hvor børnene rent faktisk stod og så på ham, fik de et noget andet indtryk.
Han var så stor og så glad og så virkelig, at de alle sammen blev meget tavse. De følte sig meget glade, men også alvorsfulde. “Omsider er jeg kommet,” sagde han. “Hun har længe holdt mig ude, men omsider er jeg sluppet ind. Aslan er på vej. Heksens magi er ved at svækkes. Og Lucy mærkede en dyb skælven af glæde løbe igennem sin krop - en fornemmelse, man kun kan føle, hvis man er højtidelig og stille”.

Nogle har kritiseret Lewis for, at han har trukket Julemanden ind i sin fortælling. Men som hele plottet i “Løven, heksen og garderobeskabet” er bygget op, er der intet unaturligt ved, at vi lige før vi møder Aslan møderJulemanden som den første bebuder af, at endelig er den uophørlige vinter forbi, og foråret er på vej, og julen endelig kommet til Narnia.

Julemanden er et vink til os om, hvordan han ønsker sin fortælling om Narnia opfattet. Samtidig lykkes det også godt for ham at få lagt afstand til den kommercialiserede udgave af julemanden.

Julemanden er Father Christmas, en, som er helt i pagt med julen som en kristen højtid, og en bærer af julens store glæde. Også Julemandens budskab er det kristne budskab, evangeliet: “Aslan er på vej”; “Jesus er på vej”, ville vi sige. Julemanden og hans rensdyr ser man “i virkeligheden i Narnia”, og her er de anderledes end i vores verden.

Lewis har uden tvivl kendt de engelske carols og sunget med på dem, også på “Glæd dig, du jord, lad mørket fly”. Det er tonen og budskabet fra bl.a. den carol, der klinger os imøde her. Her er julens glæde himmelsk og har klang efter de himmelske hærskarers lovsang hin nat, hvor Jesus lod sig føde. Himmel og jord er forenede, og alle skabninger er med i jubelen til “kongen stor”: “De følte sig meget glade, men også alvorsfulde”, og Julemanden “var så glad og så virkelig, at de allesammen blev meget tavse”.

Julemandens gaver
Og så er det tid til at dele gaver ud. Til - og fra sedlen på børnenes pakker anfører foran deres navne “menneskesøn” eller “menneskedatter”. Dermed er det også klart, at Aslan er giveren, og at det er i forholdet til ham, at de bliver sande mennesker og finder bestemmelsen med deres liv.

Fru Bæver er den første der modtager sin gave. Gæt, hvad hun får. En symaskine! Hr.Bævers pakke er ikke pakket ind og ikke til stede i Julemandens kane, men når han kommer hjem, vil han finde sin dæmning færdigbygget med alle utætheder stoppet og en ny sluseport anbragt. Kan en bæver ønske sig og få nogen bedre gave? en dæmning bygget færdig af Aslan selv?

Så er det børnenes tur, og Julemanden pointerer, at det er ikke legetøj, de får, men værktøj, som de meget snart vil få brug for. I mødet med Aslan bliver deres liv med et slag ændret, og de er ikke længere kun børn, men også voksne, kommende konger og dronninger i Narnia.

Det er ejendommeligt så meget som Julemanden i sin måde at tale på og i sit ordvalg minder om Aslan, man kunne næsten fristes til at sige, at han er Aslan i forklædning. I hvert fald er det meningen, at vi i det han siger, skal høre Aslan selv.

Peter som den ældste og som den kommende øverste konge får et skjold og et sværd, altså våben til forsvar og angreb; skjoldet er påmalet et billede af en oprejst løve, uden tvivl Aslan selv. Løven var “lige så rød som et fuldmodent nyplukket jordbær”. “Og jeg så lam”, står der skrevet i Johannes’ Åbenbaring ,“det så ud som slagtet”. Sværdet, understreges det, “havde lige præcis den rette størrelse og vægt til Peter”, det var smedet til ham.

Udrustning til kamp
Susan får en bue og et kogger fuldt af pile og et lille elfenbenshorn. Igen er krigen og kampen i forgrunden. Også Susans julegaver er udrustning til kamp. Narnia er et land i krig, og altid må man være rede til kamp. Heksen må overvindes igen og igen, også selvom hun modtager sit banesår, før denne fortælling er til ende; først i den sidste bog, “Det sidste slag” er det forbi med hende for evigt og altid.

Indtil da har hun en evne til at komme igen og igen. Buen må kun bruges i yderste nødsfald, for det er ikke Aslans mening, at Susan skal deltage i slaget. Til gengæld kan det næsten ikke fejle, når hun endelig affyrer et skud.

Hornet er beregnet på at hidkalde hjælp, og det vil altid blive hørt på rette sted, og hjælp af en eller anden art vil altid blive sendt. Uden tvivl symboliserer hornet bønnen. Den vil altid blive hørt, uanset hvor i verden den bliver bedt og uanset omstændighederne, men Aslan forbeholder sig suveræniteten til at bestemme, hvordan hjælpen skal komme.

Lucy får en flaske “af noget, der lignede glas (men folk sagde bagefter, at den var lavet af diamant) og en lille dolk. “I denne flaske,” sagde han, “er der en styrkende drik lavet af saften fra en af de ildblomster, som vokser i solens bjerge. Hvis du selv eller en af dine venner skulle blive såret, vil et par dråber af denne drik gøre dem raske igen. Dolken kan du forsvare dig med, men kun i yderste nødsfald. For heller ikke du skal deltage i slaget”.

Flasken med dens nærmest himmelske indhold af udødelighedens livseleksir er den mest interessante af de to gaver, Lucy får. Flaskens ydre svarer til dens indhold. Gaven repræsenterer noget overjordisk og himmelsk; drikken kommer fra “en af de ildblomster, som vokser i solens bjerge”. Disse ildblomster vil vi møde igen i en af de kommende Narnia fortællinger, nærmere betegnet i “Morgenvandrerens rejse” (som vi allerede har gennemgået).

Al lægedom er på en måde en sejr over dødens kræfter, omend på denne side den kommende opstandelse kun midlertidig. I evangeliet møder vi Gud visende sig i Jesus Kristus; i Jesus er Guds liv fuldt ud til stede, det evige liv selv, og det liv styrker, læger og opbygger.

Lucy og alle, som ved deres barnlige tillidsfulde forhold til Aslan ligner hende, kan formidle lægedom, fred og liv til mennesker, som er såret i livet og såret af livet. Kirken er ikke alene en kæmpende kirke, den er også en kirke til lægedom for folkene.

Ingen mandschauvinist
Det er ingen tilfældighed, at Lewis gør så meget ud af det, at hverken Susan eller Lucy skal deltage i krigen, kun i yderste nødsfald skal de gøre det.

I vor tid kommer man ikke langt med en indstilling som denne. “Mandschauvinist” vil man uden tvivl dømme Lewis til at være. Men han er alt andet end mandschauvinist, hvad enhver kan overbevise sig selv om ved at læse, hvad han skriver om den ægteskabelige kærlighed i sin lille bog “The four Loves”.

Mange ægtemænd vil endda føle, at hvad han her skriver om mandens skyldighed til at elske sin hustru med en selvopofrende kærlighed, går alt for vidt og vil være umulig at praktisere. Lewis’ indstilling er bare bibelsk og traditionel kirkelig.

Om den indstilling måske trænger til visse justeringer er en anden sag, grundlæggende er den sund i sin insisteren på mænds og kvinders forskellighed, også forskellighed i ansvar og opgaver, men ikke i lige værd og lige evner.

Lucy protesterer og gør gældende, hvad sandt er, at “hun er tapper nok”, og får som svar: “Det er ikke det, det kommer an på. Men slag bliver ikke smukkere af, at kvinder deltager i dem”.

Det er et spørgsmål om æstetik, om det smukke og gode og passende, om en skabervisdom og en skaberhensigt lagt ned i det, at mennesket er skabt som “mand og kvinde”, ikke kun som mand og ikke kun som kvinde, ikke som et køn, men som to.

Kun i dette komplementære forhold til hinanden som mand og kvinde er mennesket helt; så kan der være omstændigheder og forhold, hvor kvinden optræder i mandens rolle, og omvendt hvor manden optræder i kvindens, men det er undtagelser.

Ideelt er det, når kvinder er kvinder, og mænd er mænd, og at de sammen er til glæde og til gavn og til opfyldelse for hinanden og for menneskeheden.

Til sidst får de også gaver “til umiddelbar fornøjelse”. For sådanne gaver er der også plads til i Guds husholdning. Og med et “Glædelig jul! Og længe leve den sande konge!” forsvinder Julemanden ud af syne.