Løven, heksen og garderobeskabet 2:
Dybere ind i Narnia

Af Louis Nielsen - KP 04-2004

Kapitel 6 - Ind i skoven:
Tredje gang, børnene kommer i berøring med Narnia, er de alle fire med, foruden Lucy og Edmund også Susan og Peter. Indgangen sker igen gennem det store garderobeskab på loftet. Til at begynde med er de i garderobeskabet og i Narnia på samme tid, mellem pelsfrakker og stikkende grannåle på en og samme tid. I Narnia er det koldt, sneen knaser under børnenes fødder og de fryser. Men frakkerne er der. Hvorfor ikke uden videre iføre sig dem? Nej, for ville det ikke være at stjæle?

Det er ofte interessant at sammenligne børnene i Narniabøgerne med moderne børn. For moderne børn ville spørgsmålet om at stjæle eller ikke stjæle i en situation som denne ikke en gang opstå. Men så indgroet er opdragelsen hos disse børn til , at der er forskel på dit og mit, at de ikke uden videre ifører sig frakkerne. Et moralsk bestik af situationen er nødvendigt, før de føler sig fri til at gøre det.

Efterhånden som børnene trænger dybere ind i Narnia bliver atmosfæren mellem Peter og Edmund dårligere, og forskellene får det til at “slå gnister” mellem de to. Peter kalder sin lillebroder et “giftigt kryb”, men tager sig alligevel i det, og siger ikke mere. Edmund på sin side opfatter Peter og Susan som “storsnudede, selvglade dydsmønstre” og tørster efter en passende anledning til at hævne sig. Ansatsen til dramaet er allerede lagt, og den helt store tragedie, nemlig Edmunds forræderi, grunder sig ikke længere alene på, at heksen allerede har fortryllet ham ved at lade ham smage den fortryllede chokolade, men nu også på noget så banalt som at føle sig udenfor og tørste efter hævn.

Edmund vil hele tiden drage al ting i tvivl. Intet er mere rent for ham, mistænkelighedens skygge hviler over alt. Det, som historisk og erfaringsmæssigt står som det godes og det uskyldiges symboler, eksempelvis en rødkælk, drages i tvivl, ingen og intet kan man stole på, det gode kan være det onde, og det onde kan være det gode. Hvem ved, når det kommer til stykket?

Edmunds virkelighedsopfattelse er blevet forhekset, og der foregår noget inden i ham, som gør ham til noget mindre end et menneske - en slags besættelse. Den Onde er i færd med at overtage styret over ham. Desuden er det ligesom, at alt hos Edmund er fokuseret på munden og maven: “Og vi har heller ikke noget at spise” er en typisk edmundsk bemærkning. Han er i sine sansers og i sin appetits vold.

Hvad fik Judas til at forråde Jesus? Vi ved ikke noget ud over det diabolske i hele situationen. Men de forsigtige antydninger, evangelierne giver os, kan meget vel opfattes hen i retning af de samme ting, som Lewis lader os iagttage hos Edmund.

Kap 7 - Hos bæverne:
Som børnene kommer længere ind i Narnia, bliver det klart, at en ond magt har lagt sin tunge hånd over det, og at man ikke kan føle sig tryg nogen steder. Selv træerne kan høre, hvad man siger, og enkelte af dem kunne finde på at videregive, hvad de havde hørt, til nogen, som ville bringe det videre til Den hvide Heks.

Så meget mere opmuntrende at møde hr. og fru Bæver, to herlige, uspolerede væsener, i hvem der ikke er svig, som er helt sig selv, og som bedst af alt er helt og fuldt på Aslans side. For gennem mødet med hr. og fru Bæver kommer vi også tæt på Aslan.

Til at begynde med har børnene den samme frygt og mistænksomhed over for hr. Bæver, som de efterhånden har lært at have over for en hvilken som helst skabning i Narnia. Men på den anden side kan de vel samlet klare en enkelt bæver, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Hr.Tumnus havde inden sin arrestation af Maugrim, chefen for Det hemmelige Politi, nået at fortælle bæveren om “menneskesønnerne og menneskedøtrene”, og at han skulle møde dem på dette sted og “føre dem videre til ... “. Til hvem får vi ikke at vide, før børnene er så tæt på hr. Bæver, at de kan høre selv den sagteste hvisken, dvs. så tæt, at de kan føle hans knurhår kilde dem i ansigtet. Det viser sig nu, at det er Aslan, hr. Bæver skal føre menneskebørnene til: “Efter sigende er Aslan på vej - er måske allerede kommet.”

Og det følgende er så smukt og så intenst, at vi må citere det i fulde omfang:

“Og nu skete der noget mærkeligt. Ingen af børnene havde nogen anelse om, hvem Aslan var; men i samme øjeblik, bæveren havde sagt disse ord, følte de sig allesammen helt anderledes til mode. Måske er det nu og da sket for dig, at du i en drøm hører nogen sige noget, som du ikke forstår, men som i drømmen synes at have en eller anden fantastisk mening - enten en rædselsvækkende mening, der forvandler hele drømmen til et mareridt, eller også en frydefuld mening, der er for smuk til at lade sig udtrykke i ord og som gør drømmen så smuk, at man husker den hele sit liv og altid ønsker, at man kunne komme til at drømme den igen. Sådan var det nu. Da de hørte navnet Aslan, følte hvert af børnene pludselig noget røre sig i sit indre. Edmund mærkede en følelse af gådefuld angst. Peter følte sig pludselig modig og eventyrlysten. Susan havde det, som en herlig duft eller en livlig musikstrofe lige var gledet forbi hende. Og Lucy fik den fornemmelse, man har, når man vågner op om morgenen og kommer i tanke om, at ferien eller sommeren skal til at begynde.”

Bare lyden af navnet Jesus (Aslan) trænger sig på en eller anden måde ind på os alle. Ingen går fri. Ordet om Jesus - “evangeliet”, siger Paulus, “udspreder overalt en duft, en Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses og blandt dem, der fortabes - for dem, der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv.” (2 Kor 2:14-16).

Vi bemærker, at hver af børnenes reaktion på at høre navnet Aslan er lige så personlig en ting og lige så individuel en ting som deres forskellige holdninger til Aslan er, og det endnu inden de har mødt Aslan og har sat ord på deres holdning til ham. Der er noget guddommeligt ophøjet ved Jesu navn, som der ikke er ved noget andet navn, et navn, som ikke alene deler tiden i to, men også deler menneskeheden op i to.

Hr. og fru Bæver bliver mere og mere herlige, jo tættere vi kommer ind på livet af dem. De er jævne folk, ikke intellektuelle eller kunstneriske, som hr. Tumnus var det. Der er intet som helst opstyltet eller påtaget ved dem, hverken når det gælder fremtræden, manérer eller livsstil, alt samsvarer nøje med deres indre.

De er dygtige og arbejdsomme hver på sit område, men de gør ikke noget væsen ud af deres kunnen; de formår at skabe en tryg, rar og hyggelig atmosfære; de holder af solid mad, - “husmandskost” kalder man det vist i kredse med forstand på den slags - (mon ikke vi kan uddrage af den indgående måde, Lewis skildrer måltidet på, at det også er den slags mad, han selv satte pris på? - øllet og piben med tobak efter aftensmaden er heller ikke fraværende) - men bedst af alt og mest afgørende af alt er deres enfoldige tro på Aslan og deres dybe hengivenhed for ham.

Alle, undtagen Edmund er dybt betaget og optaget af alt med bæverne; han lader sine tanker gå til Den hvide Heks, og derfor lægger han med det samme mærke til “de to små bakker” i landskabet og tænker “på fyldte chokolader og på at blive konge (“Og jeg gad nok vide, hvad Peter ville sige til det!” tænkte han), og hans hoved blev fyldt med grimme tanker”.

“Og nu”, sagde hr. Bæver, idet han skubbede sin tomme ølkande til side og rakte ud efter sin tekop, “hvis I blot vil vente, til jeg får ild i min pibe - ja, så kan vi komme til sagen. Det sner igen,” tilføjede han, idet han skævede hen mod vinduet. “Men det er faktisk udmærket, for det betyder, at vi ikke får uventede gæster; og hvis nogen skulle have forsøgt at følge efter jer, vil de ikke kunne finde nogen spor”.

I Narniakrønikens rige persongalleri er hr. og fru Bæver nogle af “de herlige”, af “de hellige i landet, hvem min hu står til”, som vi med David (Sl 16:3; 1931 oversættelsen) har lyst til at henregne dem til - sammen med Rippitjip, Trøffelsnuser, Muddermukke etc. Der er ingen tvivl om, at det var “mennesker” af deres slags, Lewis selv satte højt.Kap. 8 - Efter måltidet:

Lucy er ivrig efter at spørge til hr. Tumnus og hans skæbne, som hun føler sig medskyldig i. Hvad har Den hvide Heks gjort ved ham? Hr. Bæver ved det ikke, men frygter for, at hun har gjort ham til sten, forvandlet ham til en statue.

Lucy føler, at hun må gøre noget for hr. Tumnus, men hvad er der at gøre? Peter vil også gerne hjælpe og nævner rådvild og fortvivlet et par undsætningsplaner. Men bæverne stiller dem ikke i udsigt, at de kan gøre noget som helst:“Det nytter ikke noget, menneskesøn,” sagde hr. Bæver. “Det nytter i hvert fald slet ikke, at I prøver at gøre noget. Men nu, hvor Aslan er på vej ...?” “Åh, ja! Fortæl os om Aslan!” sagde flere stemmer på én gang; for de havde igen fået denne mærkelige fornemmelse - som når det er ved at blive forår, eller man får en god nyhed.
“Hvem er Aslan?” spurgte Susan”.

Kapitel 8 kan vi uden at ramme helt ved siden af - i analogi med, at vi benævner læren om Jesus Kristus for “kristologi” - benævne “Aslanlogi” , idet vi her, koncentreret over nogle få sider, får en masse at vide om, hvem Aslan er.

Han er konge, får vi at vide. Han skabte Narnia, og han har ofte gæstet det, dog ikke så tit i de seneste generationer. Men nu er han på vej, måske er han i Narnia lige nu. Det er ham og ikke børnene, som skal ordne Den hvide Heks og redde hr. Tumnus og de mange andre, hun har forhekset til sten. Edmund røber sin uforstand ved at spørge: “Men vil hun ikke også forvandle ham til sten?”. At Edmund kan spørge så dumt forfærder hr.Bæver; alligevel slår han en hjertelig latter op og siger:

“Forvandle ham til sten? Hvis hun så meget som kan blivende stående og se ham ind i øjnene, er hun skrappere, end jeg tror. Nej, nej. Han skal nok få tingene sat på plads, sådan som der står i et gammelt rim her fra egnen:

Vinter bliver til vår og sommer, den dag Aslan atter kommer.
Alle fyldes vil med trøst, når de hører Aslans røst.
Når han blotter sine tænder,
kummer, sorg og kvide ender.
Når han ryster mankens hår, nag og nid til grunde går.
I vil forstå, hvad jeg mener, når I ser ham”.

Aslans storhed, majestæt og frygtindgydende væsen såvel som hans uovervindelighed er de bærende toner i hr. Bævers vidnesbyrd; det samme er en overbevisning om “profetiernes” - det gamle rims - urokkelighed og snare opfyldelse.

Over for Aslan har Heksen ingen chancer; hun vil ikke en gang kunne holde sig oprejst på sine fødder foran ham. Verden er på vej til at blive en anden verden. Vinteren og kulden er begyndt at svinde. En ny, bedre og lysere dag er ved at gry. Og det er altsammen større og stærkere, end ord kan sige. Først når man står over for Aslan og ser ham, forstår man det.

Og således fortsætter samtalen om Aslan en rum tid endnu. Er Aslan et menneske? vil Lucy gerne vide. Hr. Bæver forstår ikke rigtigt hendes spørgsmål:

“Aslan - et menneske” bestemt ikke. Han er skovens konge og søn af den store kejser hinsides havet. Ved I ikke, hvem der er dyrenes konge? Aslan er en løve - den største af alle løver”.

I Narnia er Aslan løve, ikke menneske, men som han siger til børnene i en anden af bøgerne: “I jeres verden har jeg et andet navn; I må lære mig at kende ved det navn”. I vores verden er han Jesus, Menneskesønnen, Guds Søn. I Narnia er han foruden at være skovens konge og den største af alle løver også “søn af den store kejser hinsides havet”. Forbindelsen og analogien til evangeliet kan ikke være mere tydelig.

“Kan man føle sig tryg ved ham?”, vil Susan gerne vide, og indrømmer samtidigt, at hun bliver helt bange ved udsigten til at møde ham. Nu er det fru Bævers tur til at svare; mildt og moderligt, men uden at fortie sandheden eller holde den tilbage, siger hun:
“Hvis der er nogen, der kan træde frem foran Aslan uden at ryste over hele kroppen, er de enten taprere end de fleste eller også slet og ret dumme”.

Susan konkluderer ganske rigtigt, at så kan man altså ikke føle sig tryg ved ham. Men, bryder hr.Bæver ind, så er det heller ikke det, som det handler om: “Men han er god. Han er jo vores konge”. Aslan - god, men farlig

Mange steder i Narniakrøniken gør Lewis sine læsere opmærksom på Aslans farlighed, men han understreger altid samtidig hans godhed. Lewis selv havde oplevet Jesus som den, der jagtede ham. Jesus er ofte blevet tæmmet og gjort tandløs, mere lig et glansbillede, end den han er portrætteret som i evangelierne, prædiket i brevene og billedligt afbildet i Johannes’ Åbenbaring. Sentimentaliteten driver af mange kristne kor, sange og “vidnesbyrd”.

Men selv i sin dybeste fornedrelse var Jesus skrækindgydende; soldaterne, som skulle gribe ham i haven, faldt til jorden for ham. De onde ånder bævede for ham, Peter bad ham drage bort fra sig, Saulus faldt på sit ansigt for ham, seeren på Patmos faldt som død ned for ham, den Lovløse (Antikrist) “dræber han med sin munds ånde”, alle Guds engle kaster sig ned for ham; han kommer en gang på Himlens skyer, og alle skal bøje knæ for ham og hylde ham som Herre og konge.

Magt er vi så vant til at se misbrugt til onde og selviske formål, at vi ikke længere kan forestille os magt og godhed forenet i samme person. Men magt og godhed går hånd i hånd i Jesus Kristus. Han er aldrig noget andet end god. Det onde har ingen magt over ham, ingen del i ham, kommer aldrig i nærheden af hans “kongestols fod”.

Han er god og gør godt, og gør aldrig andet end godt; han er evindelig god. Han “har magt for at give evigt liv til alle dem, Faderen har givet ham”. Og til stadighed og i al evighed øser han ud over os af sit forråd på godhed. Og hans godhed kan reflekteres af dem, der er hans.

Der er ikke så meget som en dråbe af godhed i Heksen, men der er uendelig megen godhed at opleve i selskab med hr.og fru Bæver. Børnenes korte samvær med dem har allerede givet dem en oplevelse og en forsmag på godheden selv, som de vil møde i Aslan.

Peter længes allerede efter at møde Aslan, men selv han, som følte sig modig, da han første gang hørte navnet Aslan, indrømmer, at han sikkert også vil blive “bange, når det kommer så vidt”.

Igen kommer hr. Tumnus’ navn frem, og igen er det Lucy, som nævner det. Hvordan hjælpe ham? Hr. Bæver er ikke i tvivl om svaret: “Den hurtigste måde, I kan hjælpe ham på, er ved at møde Aslan. Når han først er sammen med os, kan vi begynde at udrette noget”. - Jesus delte en dyb hemmelighed med sine disciple den sidste aften, han var sammen med dem før sin lidelse og død. “Den, der bliver i mig”, sagde han, “og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” - Jo, hr. Bæver har ret. Skal der udrettes noget, så det batter, skal det udrettes sammen med Aslan.

Samtalen ledes også hen på mennesker og om hvorvidt, det er første gang, at mennesker er i Narnia. Hr. Bæver, som åbenbart ikke ved alt om Narnias historie, siger nej. Peter kan ikke forstå det, for er Heksen da ikke et menneske? Og så udspinder der sig en interessant diskussion om Heksens identitet og væsen.

Heksen vil helst tro, siger hr. Bæver, at andre tror, at hun er menneske. For det er på grundlag af det, at hun gør krav på Narnias trone. “Men hun er ikke nogen menneskedatter. Hun nedstammer fra jeres stamfar Adams (her bukkede hr. Bæver) første kone, hende der hed Lilit. Og hun var en af djinnerne. Og det er fra dem, hun nedstammer på den ene side. Og på den anden side nedstammer hun fra kæmperne. Nej, der er ikke en dråbe ægte menneskeblod i den heks.”

Slægter i Narnia
Det er en interessant slægtsudredning, hr. Bæver fremlægger. Det er ikke alle detaljer, vi trods opslag i flere bøger, kan forklare. Og det er sandsynligvis heller ikke meningen, at vi skal kunne. Men Lilit er nævnt ved navn i Es 34:14 (i 1931 oversættelsen kaldtes hun “natteheksen”). Esajas profeterer om Edoms ødelæggelse og den øde og spøgelsesagtige tilstand, Edom vil henligge i efter dommen.

Esajas’ skildring kan forstås og tolkes uden at tage mytologien til hjælp, men der er heller ingen tvivl om, at skildringen giver belæg for at opfatte Edom som et øde, dæmonbesat sted. Lilit må opfattes som en dæmonlignende skabning; en som især børn skal vogte sig for, da rygtet vil vide, at hun spiser børn.

Nogle rabbinere skabte legender, hvori Lilit indgik som Adams første hustru. Lilit gjorde oprør mod at være underlagt Adam og gjorde krav på ligestilling og forlod ham efterfølgende og udviklede sig til det skumle væsen, hun senere blev kendt som.

Ud af denne tradition skaber Lewis Narniakrønikens dronning Jadis, Den hvide Heks, Fruen af det grønne Klæde tillige med de andre navne og skikkelser, hvorunder hun optræder.

Altid og alle vegne er hun i opposition til Aslan, hans direkte modsætning og ærkemodstander. Hun er inkarnationen af den Onde, som Aslan er “kejseren hinsides havets søn”. Hr. Bæver viser Adam stor respekt, og han overfører noget af denne respekt til de fire børn. Men han har ikke andet end foragt til overs for Heksen. For ikke alene er hun ond, hun er tillige en bedrager, som foregiver at være en anden, end hun reelt er. Menneske er hun altså ikke, men hun har hele tiden begæret den plads i skabelsen og i Narnias historie, som Aslan har tiltænkt Adams efterkommere.

Hr. Bævers afsluttende råd til børnene er værd at hæfte sig ved:
“Men i al almindelighed råder jeg jer til, at når I møder noget, der er på vej til at blive menneske og endnu ikke er det, eller som var menneske engang og ikke længere er det, eller som burde være menneske og ikke er det, så bør I holde godt øje med det og holde jeres økser slebet”.

Plan med skabelsen
Mennesket har en stor og vigtig opgave at udfylde i Guds hensigt og plan med skabelsen. På en særlig måde skabte Gud mennesket for sig selv; alt det øvrige skabte han med respekt at melde for mennesket, men mennesket skabte han for sig selv.

Det er derfor afgørende vigtigt, at mennesket udfylder sin plads ind for Gud. Derfor sætter Guds fjende så voldsomt ind på mennesket for at bringe det på afveje. Og den taktik må desværre siges at være lykkedes alt for godt.

Mennesket er blevet givet en række muligheder, herunder evnen til aktivt at skabe; mennesket har også fået indrømmet frihedsrettigheder i et omfang, som vi har svært ved at forstå, og Gud har ikke trukket disse muligheder tilbage, da mennesket faldt fra ham. Menneskets muligheder for både godt og ondt er ikke ubegrænsede, men synes nærmest ubegrænsede. Derfor er der god grund til at lægge mærke til, hvad mennesker gør med sig selv, med andre, med hele skabningen.

Uendelig meget står nemlig på spil. Kan vi forme nyt menneskeliv og kan vi omdanne allerede bestående liv, så gør vi det. Kan vi omforme os selv til noget mindre end mennesker, gør vi også gerne det. Forlængst er vi faldet fra vores høje stade og vort høje kald, og ingen af os er de mennesker, vi burde være. Kun Guds nåde kan ændre på det; kun ved at vi kommer tilbage til Gud, og bliver hans igen, har vi en fremtid.

Hr. Bæver er ikke videnskabsmand, filosof eller teolog, men han ved langt mere om de sande ting i livet end mange af disse ved. Lewis var længe om at blive så klog, som hr. Bæver, men han blev det, da han mødte Jesus.

Efter det kæmpede han energisk for at hjælpe sine landsmænd og sin talstærke læserskare ud over jorden til at forstå dette med mennesket: Hvad mennesket sandt forstået er, og hvad det ustandseligt kæmper så energisk for ikke at være. Midt i alle disse dybsindige samtaler siger Lucy pludselig: “Hør - hvor er Edmund?

En ildevarslende tavshed sænkede sig”.