Løven, heksen og garderobeskabet 1:
Dybere ind i Narnia

Af Louis Nielsen - KP 03-2004

"Løven, heksen og garderobeskabet” er en lidt ejendommelig titel, men tænker vi nærmere over den, lyder den helt rigtig til et vaskeægte eventyr. Samtidig fastholder den de tre vigtigste ting, som denne historie er om i rækkefølge med faldende betydning.

Vigtigst er Løven, og i forhold til ham er alle de øvrige figurer kun bipersoner, man fristes næsten til at sige statister, men sådan ser han bestemt ikke på dem. Det gør heksen derimod. I sin egen indbildning er hun - til trods for, at hun har sneget sig ind i Narnia - bestemt den vigtigste og mest betydende af alle - “Hendes Kejserlige Majestæt Jadis, Dronning af Narnia, Borgfrue til Cair Paravel, Kejserinde af Ødeøerne etc”. Alle andre er som skidt for hende. Garderobeskabet står som eksponent for den omgivende verden, forbindelsesledet mellem børnenes verden (England) og eventyrriget Narnia, løven Aslans land.

Fortællingen begynder som alle de øvrige fortællinger (undtagen “Hesten og drengen”) et eller andet sted i England.
De fire børn Peter, Susan, Edmund og Lucy1 er på grund af luftangrebene i London (krigen 1939-1945) sendt ud til en gammel professor uden børn, som bor i et stort, men sært hus ude på landet et godt stykke fra London.

Denne professor er Digory Kirke, nu en gammel mand “med pjusket hvidt hår både på hovedet og i det meste af ansigtet”, som vi kendte som drengen i “Troldmandens nevø”. Garderobeskabet med de magiske egenskaber at kunne åbne op for Narnia, befinder sig hensat på et loft i hans hus. Forbindelsen til Narnia har det, fordi det er gjort af træ, som kom fra et træ, hvis frø kom fra Narnia.

En skov og en faun
Professor Digory Kirkes hus rummede mange muligheder for at gå på opdagelse og for at lege skjul. En tung regnvejrsdag, hvor man kun kunne lege inde, opdager Lucy garderobeskabet, som stod for sig selv i det tomme værelse.

Hun fascineres af det, prøver om hun kan åbne døren, og går endda ind i det, og længere og længere ind. Skabet har tilsyneladende ingen bagvæg og pludselig mærker hun noget hårdt og stikkende mod sig, og noget blødt og smuldrende, men ualmindelig koldt under sine fødder.
Hun får øje på en lygtepæl og opdager, at hun befinder sig i en sneklædt skov. Hun hørte også “lyden af dappende skridt, der nærmede sig. Og et øjeblik efter kom en højst besynderlig person ud fra træerne og trådte ind i skæret fra lygtepælen.

Fra livet og opad lignede han et menneske, men hans ben var formet som en geds, og i stedet for fødder havde han gedeklove. Han havde et fremmedartet, men tiltalende lille ansigt med et kort spidst skæg og krøllet hår, og frem af håret stak to horn, et på hver side af panden. I den ene hånd havde han en paraply; på den anden arm bar han indtil flere pakker. Han var en faun”.

Faunen, hr.Tumnus, som han hed, er yderst interesseret i at få at vide, hvad for en slags skabning Lucy er, og han kredser meget om det, at hun er et menneske, og gentager det igen og igen. Da det går op for ham, at Lucy altså er en menneskedatter, siger han: “Jeg er ovenud henrykt. Det vil sige ..... “ og så holdt han inde, som om han havde været ved at sige noget, han helst ikke skulle sige, men var kommet i tanke om det i tide”.

Af Hr.Tumnus erfarer Lucy, at landet, hun er kommet til, er Narnia, og at det var vinter, og at det havde det været temmelig længe. Hr.Tumnus spørger også til, hvor Lucy kommer fra, men opfatter hendes “gennem garderobeskabet i det tomme rum” som “det fjerne land Detomerum, hvor der hersker evig sommer omkring den strålende by Gar Drobeskabet”.
Lucy følger med Hr.Tumnus hjem til hans hyggelige hjem. Hr Tumnus har flere bøger med bl.a.titler som “Silenus’ levned og breve”, “Nymferne og deres skikke” og “Mennesker, munke og skytter; en studie i populære legender” og “Er mennesket en myte?”.

Den detaljerede liste over nogle af bøgerne i Hr.Tumnus’ bogreol og deres titler kun lige nævnes, men giver os nogle yderst interessante oplysninger ikke alene om bøgernes ejermand, men også om eventyrets forfatter.

Det er den slags litteratur, Lewis selv er interesseret i, og er for en stor dels vedkommende hans baggrundsmateriale, når han fortæller om Narnia. Den sidste titel “Er mennesket en myte?” reflekterer i høj grad den debat med sin samtid, Lewis selv førte og førte lidenskabeligt.
Som fortællingen skrider frem, bliver det mere og mere klart, at menneskesønner og menneskedøtre er bestemt til at indtage en central plads i Narnias liv, og at landets skæbne i vid udstrækning afhænger af, at de gør det.

En gammel spådom forkynder at
På Cair Paravel (kongeslottet i Narnia) står tronerne tomme.
Men menneskesønner
- og døtre fromme
vil for at sætte sig på dem komme,
og så vil den onde tid være omme”.

Altid vinter, aldrig jul
Landets nuværende hersker - dronningen, den hvide heks - vil gøre alt for at undgå, at den spådom går i opfyldelse - og hun har med dødstrusler truet sine undersåtter til at rapportere til hende enhver ting, som kunne betyde, at menneskesønner og menneskedøtre var i landet. Deraf Hr Tumnus’ interesse for, om Lucy var en menneskedatter og hans fryd over det, som dog øjeblikkelig afløses af en dyb forlegenhed og beklemthed.

Faunen henrykker Lucy med sin fortælling om Narnias henrivende og henrykkende fortid. “Men nu er det altid vinter,” tilføjede han modfaldent. For at muntre sig selv op tog han en løjerlig lille fløjte frem og begyndte at spille på den. Og den melodi, han spillede, gav Lucy lyst på én gang både til at græde og le og danse og lægge sig til at sove.

Pludselig kommer Lucy i tanke om, at det er høje tid for hende at gå hjem. Til hendes store overraskelse siger Hr.Tumnus, da hun udtaler dette ønske: “Det er for sent nu,” idet han lagde fløjten fra sig og sørgmodigt rystede på hovedet. Lucy insisterer på, at hun altså skal hjem med det samme.

Men samtidig kan hun ikke undgå at lægge mærke til, hvor forandret Hr.Tumnus er blevet. Hans øjne var “fyldt af tårer, som trillede ned ad hans kinder, og snart begyndte de at dryppe fra hans næsetip; og til sidst satte han hænderne op foran ansigtet og begyndte at hulke. Lucy forsøgte af bedste evne at trøste, men uden held. I desperation brøler Lucy tilsidst ind i øret, at han skal holde op samtidigt med, at hun rusker i ham. Men hr.Tumnus fortsætter med at hulke: “Åh- åh-åh! Jeg græder, fordi jeg er sådan en slem faun.

Lucy prøver så godt hun kan at trøste Hr.Tumnus med, at han er “en god faun”, men han lader sig ikke trøste. “Næ, min gamle far” siger Hr.Tumnus “ville aldrig have gjort sådan noget.” “Hvad for noget?” sagde Lucy.“Sådan noget, som jeg har gjort,” sagde faunen. “Han ville aldrig været gået i Den hvide Heks’ tjeneste. Men det er jeg. Jeg er i Den hvide Heks’ brød.” “Den hvide Heks? Hvem er hun?” “Det er hende, der har hele Narnia i sin magt. Det er hende, der har lavet evig vinter. Tænk dig - altid vinter og aldrig jul! Kan du forestille dig det?”

Kristen grundholdning
Denne første scene fra mødet med landet Narnia er henrivende og alvorsfuld på samme tid som så meget i Lewis’ fortællinger er det. Med Tumnus’ bemærkning om Narnia som et land, hvor der “altid er vinter og aldrig jul”, har Lewis med det samme tydeligt markeret, at han skriver ud fra en kristen grundholdning.

“Altid vinter, aldrig forår” ville have været det naturlige og passende at sige, hvis hans horisont var blot humanistisk. Men jul er for ham en afgørende ting, et afgørende vendepunkt; før Kristus og efter Kristus er ikke blot som minus og plus i vor måde at opdele tidslinjen på, men ganske enkelt den store, altafgørende forskel.

Det er næsten som om, at vi er i Johannes Evangeliets prolog: “I ham var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh 1:5). Hr.Tumnus er i et forfærdeligt dilemma. Inderst inde vil han det gode, og han begræder det, som Heksen har gjort både ved ham og ved Narnia.

Han kender profetordene - løftet om de fire troner i Cair Paravel - og han længes efter dets opfyldelse - men han er ikke længere sikker på, at det nogensinde vil ske. Men samtidig er han under Heksens forfærdende trusler om at ville pine ham, maltraktere ham eller måske gøre ham til sten, hvis han ikke gør, som hun har sagt.

Hr. Tumnus er ligesom et symbol på hele menneskehedens , ja hele skabningens ( han er både dyr og menneske) trældom under tomheden og forgængeligheden (se Rom 8:20-23), et symbol på “alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom” (Heb 2:15), dem, som Kristus kom for at sætte i frihed.

Edmund møder Heksen
Edmund skal vi komme til at høre en hel del mere om. Han er Lucys yngste broder, ældre end hende, men yngre end både Peter og Susan.

Allerede nu i begyndelsen af historien fornemmer vi, at der er stof i ham til en katastrofe og tragedie på samme tid. Han er rent ud sagt modbydelig mod Lucy, drilagtig og nedgørende uden at eje sin storebroders gentlemanlike opførsel eller sin storesøster Susans flegmatiske måde at være på. En dag de leger skjul, ser Edmund Lucy gemme sig i garderobeskabet og går selv ind i det, og en, to vupti befinder han sig selv i Narnia.

Han møder dog ingen faun, men Heksen selv. Hun er forskrækkende og fascinerende på samme tid: “ ... en ganske anderledes person - en stor dame, der var højere end nogen anden kvinde, Edmund nogen sinde havde set. Hun var klædt i hvidt pelsværk helt op til halsen, og i sin højre hånd holdt hun en lang gylden stav, og på hovedet havde hun en gylden krone.

Hendes ansigt var hvidt - ikke bare blegt, men hvidt som sne eller papir eller sukkerglasur, når man så bort fra hendes knaldrøde mund. Egentlig var hendes ansigt smukt, men dets udtryk var stramt, koldt og hovmodigt”.

Heksen optræder yderst nedladende og arrogant over for Edmund - der er noget truende ved hendes hånende spørgsmål og svar: “Kender du ikke Narnias dronning?” “Ha! Men det skal du komme til! Jeg gentager - hvad er du for en?” . Læg mærke til, at for hende er Edmund et “hvad” ikke et “hvem” . I hendes verden er der ikke plads til nogen anden end hende selv. Hun er den Ene, og alt andet og alle andre er som skidt for hende. “Hvad du så end ellers er”, fortsætter Heksen i sin tiltale af Edmund, “er du i hvert fald en tosse - det ser man tydeligt”.

Heksens første intuition er at dræbe Edmund på stedet. Men så tænker hun over hans forklaring, og ændrer både mening og taktik. Pludselig bliver hun venlig og indladende og opvartende. Og så har hun Edmund i sin hule hånd.

Ud af nogle dråber af en flaske fremtryller hun det bedste Edmund ved - en hel æske af fyldte ckokolader. Og nu er Edmund solgt. MedensEdmund guffer løs af ckokoladerne udspørger heksen ham om hans familie, og det er meget afgørende for hende at få afgrænset præcist, hvor mange de er, at de er fire, og ikke fem eller tre. “Omsider var der ikke flere fyldte chokolader tilbage, og Edmund stirrede på den tomme æske og ønskede, at hun ville spørge ham, om han ikke havde lyst til nogle flere.

Sandsynligvis var dronningen udmærket klar over, hvad han tænkte; for hun vidste i modsætning til Edmund, at dette var fortryllede fyldte chokolader, og at enhver, der først havde smagt dem, kom til at ønske flere og flere af dem og ligefrem -hvis de ellers fik lov til det - ville blive ved med at spise dem, til de døde af det”.
Snigløb på Lucy

Lucy var blevet en friere og gladere person i sit møde med Hr.Tumnus og Narnia; omvendt med Edmund. Han taler “stift” og er underlig “død i hovedet”.

“Edmund havde det skidt, fordi han havde spist alt for meget chokolade, men hans største ønske var stadig væk at komme til at smage de fyldte chokolader igen. ... Han ville blive nødt til at indrømme over for de andre, at Lucy havde haft ret, og han var sikker på, at alle de andre alle sammen ville holde med faunerne og dyrene, hvorimod han selv var mere end halvvejs ovre på heksens parti”.
Lucy regner med, at nu hvor Edmund kan bekræfte, at garderobeskabet indeholder en hemmelighed, og at der findes et land, som heder Narnia, vil Peter og Susan tro hende. “Edmund og jeg har lige været der. Vi mødte hinanden derinde - inde i skoven. Kom nu, Edmund, fortæl dem om det.”

“Og nu kommer vi til et af de ubehageligste steder i denne historie. Indtil dette øjeblik havde Edmund været halvsløj og sur og irriteret over, at Lucy havde haft ret, men han havde endnu ikke bestemt, hvad han skulle gøre. Da Peter pludselig stillede ham sit spørgsmål, besluttede han på én gang at gøre det mest modbydelige og ondskabsfulde, han kunne komme på. Han besluttede sig til at snigløbe Lucy.”

Giften, fortryllelsen, forførelsen, som Heksen har lagt ind over stakkels Edmund, virker, og gør ham til et endnu mere afstumpet menneske, end han var i forvejen. Lewis’ forfatterskab har meget med moral og etik at gøre, og disse ting optager ham meget, ikke mindst bevæggrundene til at leve et retskaffent og retfærdigt liv såvel som det modsatte.

Her er han måske en anelse moralistisk - måske aner vi en løftet pegefinger. Men det vil afgjort være forkert at kalde Narniahistorierne for moralistiske. Det vil være sandere og rigtigere at kalde dem kerygmatiske, (af kerygma: budskab, prædiken, evangelium), fortællende og forkyndende. Kun i en sekundær forstand er de didaktiske ( belærende), og belæringen eller moralen om man vil, springer direkte ud af fortællingen.

Edmunds benægtelse og modbydelige og meget ondskabsfulde måde at behandle sin søster på splitter søskendeflokken ad, skaber misstemning mellem dem, og hos de to ældre søskende ligefrem frygt og bekymring for, at Lucy har taget skade på sin forstand. Derfor bliver de enige om at forelægge sagen for professoren.
I professorens studerekammer

Dialogen, de har med professoren, er yderst interessant - det nærmeste, vi kommer i nogen Narniabog på en egentlig akademisk diskussion. Professor Kirke er virkelig videnskabsmand, det mærker man straks. Hans svar og argumenter har megen lighed med flere af Lewis’ essays eller radioforedrag i forsvar for troen og den kristne etik. Professoren begynder med at stille et spørgsmål, som overrasker børnene meget: “Hvorfra ved I, at jeres søster ikke taler sandt?” Det ligesom ligger i luften, at når det gælder sådanne ting, som Lucy har oplevet, kan de umuligt være sande.

Det gælder nærmest pr.definition, og det ved da enhver. Sådan forholder også mange mennesker sig, når de hører fortællingen om Jesus, mest af alt hører om inkarnationen, om Jesu undere, om hans opstandelse fra de døde, om himmelfarten og om, at han kommer igen på himmelens skyer.

Uden tvivl er der grund til at lukke øjnene og ørerne op en ekstra gang, når vi ser og hører om den slags ting, men det er ganske enkelt et forkert udgangspunkt pr.definition at afvise den slags ting og dermed indskrænke virkeligheden til det, vi kan gribe med vore sanser. Kontrolspørgsmålet, professoren stiller, går på, hvem af de to søskende, der almindeligvis er den mest pålidelige? Hvorfor skulle hun nu pludselig have forvandlet sig til en løgner?

Hele seancen i professorens studerekammer munder - efter et rap over fingrene til den moderne skole (“hvorfor underviser man ikke i logik i skolerne?” ); Lewis kan ikke dy sig for at komme med disse små rap - ud i en opsummering af de tre muligheder:

“Enten lyver jeres søster, eller også er hun gal, eller også taler hun sandt. I ved, at hun ikke plejer at lyve, og det er tydeligt nok, at hun ikke er gal. Medmindre der dukker nyt bevismateriale op, må vi altså foreløbig gå ud fra, at hun taler sandt”. .... “Men hvordan skulle det kunne være sandt?” sagde Peter. “Hvorfor siger du det?” spurgte professoren. “Tja,” sagde Peter, “hvis det virkelig var sandt, hvorfor finder så ikke alle det fremmede land, hver gang de åbner garderobeskabet? Jeg mener - der var ikke noget derinde, da vi kiggede efter; selv Lucy måtte indrømme, at der ikke var det.” “Hvad har det med sagen at gøre?”, sagde professoren. “Tja ... hvis ting er virkelige, så er de der vel hele tiden.” “Er de?” sagde professoren; og Peter vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige.”

Hele denne dialog mellem professor Digory Kirke og Peter er næsten som en lektion i apolegetik (forsvar for den kristne tro), som Lewis især følte sig kaldet til, og også så mesterligt fungerede i. Flere af de klassiske indvendinger mod troen bliver der her taget hånd om, bl.a. den indvending, at eftersom Gud er usynlig og hans rige er usynligt, og eftersom, at opstandelse ikke er noget, som uden videre finder sted i vores verden, så er det en på forhånd given ting, at intet af det eller ingen af dem er virkelige.

Men kan det da tænkes, at der er en anden verden uden for sansernes verden og observationernes verden, en transcendent verden, vil Peter gerne vide. “Intet er mere sandsynligt,” sagde professoren, idet han tog sine briller af og begyndte at pudse dem, medens han mumlede for sig selv: “Gad vide, hvad de egentlig lærer i skolerne?” - Der kom det igen, en henkastet sarkastisk bemærkning om skolen, og hvad den gjorde ved børnene.

“Men hvad skal vi gøre?”, sagde Susan. Hun følte, at samtalen var ved at løbe af sporet. “Min kære unge dame,” sagde professoren, idet han pludselig kiggede op og så dem nøje an, “der er en løsning, som ingen endnu har foreslået, og som er værd at prøve.” “Hvad er det, sagde Susan. “Vi kunne alle sammen forsøge at passe os selv”, sagde han. Og så var den samtale forbi”.

Samtalen med professoren har ikke ført Peter og Susan til personlig afklaring m.h.t. det, Lucy har oplevet, og om landet Narnia findes eller ej. Men han har givet dem nogle værdifulde værktøjer, som de kan bedømme sandsynligheden af Lucys beretning og vidnesbyrd efter. Og hendes sag står sådan bedømt ikke så dårlig.

Digory Kirke er gået ind i dialogen som professor, ikke som personlig troende. Personlig troende bliver man nemlig kun af egen overbevisning og drift, og der er et personligt valg imellem.

Peter og Susan har endnu tilgode at opleve Narnia. Endnu er der ikke blevet kaldt på dem, men der vil blive kaldt. Apologeten kan ikke andet end rydde falske indvendinger af vejen, og dermed måske bane vejen for troen. Men troen selv kommer altid i et personligt møde med virkeligheden selv, i forkyndelsen af den levende og opstandne Jesus Kristus i evangeliets ord.

Vi må give plads for ordet og Helligånden til at virke, og vi må give det den tid, der er nødvendig. Professorens råd om, at vi hver især “kunne forsøge at passe os selv” er ikke så kynisk, ualvorligt og uengageret, som det i første omgang kunne lyde.

Upassende geskæftighed er ikke så harmløs en ting, som det ofte gøres til. Og ikke -troende, ikke- kristne kan være lige så upassende geskæftige som kristne kan være det. Det kan ligefrem blive taget for givet af det omgivende samfund, at kristen kan man da ikke være uden, at der er noget

mentalt forstyrret ved en.
Så i stedet for som professoren har gjort det at behandle Lucys påståede oplevelse af eventyr hinsides garderobeskabets bagvæg efter dets eget værd og dets egne udsagn og præmisser, giver man sig til at analysere budbringernes psyke, som man på forhånd har beskrevet som “gak i låget”.

I den sammenhæng er det et godt råd, at “hver passer sit”. Så er døren stadig åben for kommunikation mellem mennesker, og for at forståelse en dag kunne komme. Sådan gik det lykkeligvis her, men det må vente til de næste kapitler.