Boganmeldelse:

God bog om svære spørgsmål

Af Louis Nielsen - KP 01-2010

Når Tro og liv brager sammen
Jens Ole Christensen
Logos Media & Credo, 2009

Lad det være sagt med det samme, at det er en sjælden god bog, vi har foran os her. Jens Ole Christensen kender vi fra Kristeligt Dagblad, hvor han har en fast artikel en gang hver fjerde uge og ofte iøvrigt ytrer sig.

Det er kun sjældent, at det, Jens Ole Christensen skriver, ikke umiddelbart fanger vor interesse og som regel får vor fulde opbakning. Han står som et bibelsk og evangelisk fyrtårn midt i tågen og mørket, altid klar i mælet, men uden at være oppustet, selvfed eller på anden måde arrogant.

Jens Ole Christensen er cand.theol., har været rektor for DBI og er nu generalsekretær for LM. Han er forfatter til flere bøger, hvoraf de fleste desværre er udsolgte fra forlagene.

Foreliggende bog handler om flere ting, ikke mindst om Bibelen, bibelautoritet, bibelforståelse og bibeltroskab. Tredje og sidste del af bogen handler udelukkende om det, men udfylder hvad sidetal angår kun et sted mellem 1/5 og 1/6 af bogens samlede længde (ca. 46 sider ud af et samlet sidetal på 248 sider). Men de sider, som udmærket kunne stå for sig selv, er alene hele bogen værd. De er væsentlige og absolut uundværlige, hvis bogens anliggende skal værdsættes og forstås.

Jens Ole Christensen ønsker kompromisløst af holde fast ved Skriften som Guds Ord, men han rækker os på disse sider nogle nøgler, som han har fra Bibelen selv, hvor vi kan gøre det i ydmyghed, med nænsomhed og visdom.
Det er i den ånd, at hele bogen er skrevet; første del, Kollision (godt 30 sider) konfronterer os med det problem, som opstår, når vi finder det mere end svært at være tro overfor Bibelen i en tid, som går helt andre veje.

Ofte bliver vi pinligt berørt ved de forholdsregler, som vi synes, at Bibelen anviser os i netop de situationer. Vi har ikke altid haft nogen “heldig hånd”, når det er kommet til sådanne situationer, af hvilke vi også oplever flere og flere.

Svære spørgsmål
Del 1 af bogen præsenterer os for kollisionen, og giver os konkrete eksempler på, hvori den består, og hvor vi møder den, f.eks.i spørgsmålet om fortabelsen, homoseksualitet, samliv før ægteskab, kvindelige præster etc. Overskrifterne over de tre kapitler er kapitel 1 “Blade fra en dagbog”; kapitel 2 “Støjsendere” og kapitel 3 “Fire skridt ad et sundere spor”.

Jeg vil ikke foregribe, hvad Jens Ole Christensen skriver, men kun sige til vore læsere, køb bogen eller lån den på biblioteket, læs den og bliv klogere og bedre rustet til at møde den konfrontation, som også du givetvis har mødt eller vil møde, både hvad dig selv angår og hvad andre angår. Umiddelbart er det altid lettere at gribe til de firkantede løsninger, de synes også sikrere, men alligevel forfejler de ofte målet.

Lad det være sagt og sagt klart, at Jens Ole Christensen ikke kommer ud med løsninger, som har Bibelen imod sig, heller ikke manipulerer han med problemerne, så de ikke mere er problemer, men han giver os nogle værktøjer, som kan hjælpe os til - i stedet for at sætte automatpiloten til - at tænke (og bede) dybere over tingene - også bibelsk dybere - og således måske ende med “en løsning” som både har vist respekt for Bibelens integritet og tilgodeset, at det er et menneske, skabt i Guds billede, vi har med at gøre. Det er det, vi alle vil ønske.

Men samtidig må vi være villige til at bære smerten ved kollisionen, for det er en smerte, hver gang Guds navn og ære bliver krænket.Men desværre er det også sådan, at mange af os fristes til “hellere at modtage ære fra mennesker, fremfor at søge æren hos den eneste Gud” (Joh 5:44; se også Gal 1:10); og hvem kan nægte, at umiddelbart føles det dejligt at ride med på bølgen og sole sig i bevidstheden om at være progressiv og have de rigtige meninger?

Læs og blive klogere
Hovedparten af bogen, del 2, 11 kapitler, 150 sider, har overskriften Reflektion. Overskrifterne over kapitlerne giver os en oversigt over, hvad de er om og hvilke spørgsmål, som der arbejdes med her:

kapitel 4 “Må man aldrig lyve?”;
kapitel 5 ”Hvad I gør, gør det i Herren”;
kapitel 6 “Skilsmisse og nyt ægteskab”;
kapitel 7 “Jeg vil kæmpe for aldrig at blive gift igen”;
kapitel 8 “Når teksten overskrider vore grænser”;
kapitel 9 “Når Bibelen udfordrer Bibelen”;
kapitel 10 “Hvis noget kommer op på niveau med Jesus, er man nødt til at fravælge det”;
kapitel 11 “Hvorfor Helvede?”;
kapitel 12 “Det forgifter mere i kælderen end på bordet”;
kapitel 13 “Fællesskaber, der legemliggør nåden” og
kapitel 14: “De gode reaktioner kom fra mennesker, der lyttede mere end de talte”.

Umiddelbart må hver af disse overskrifter fremkalde vor interesse og vor nysgerrighed. Min opfordring skal være “Tag og læs!”. Det kan vi kun blive klogere af, og forhåbentligt også bedre rustede til at møde kriserne både i vore egne liv, og kriserne som opstår i vore familiemedlemmers, venners og medtroendes liv.

Ikke mindst være bogen varmt anbefalet til menighedsledere og til alle som beskæftiger sig med mennesker og med sjælesorg. Bogen vil også være velegnet som samtalebog i bibel-og studiekredse.

I tilbageblikket kan jeg gribe mig selv i at ønske, at bare vi havde haft denne bog før. Men man kan også spørge, om vi havde kunnet tage imod den før? Uden tvivl kunne mange situationer være blevet forløst for os, hvis vi havde kendt og turde handle i den frihed, som Jens Ole Christensens bog åbner for os, en frihed som vel at mærke er begrundet i Skriften og udledt af Skriften. Ellers er den intet værd.

 

 
 

Forside

Bestil tidsskrift

Hvem er vi


Kontakt

Alle artikler

 


Copyright © 2004 Kristent Perspektiv  |  Forside  | Bestil Blad