LADT TILBAGE:
Opslugt af endetiden

Af Carsten Thomsen - KP 03-2004

To konservative amerikanske kristne har fået overvældende succes med en romanserie om de sidste tider. “Ladt Tilbage” hedder 12-binds-værket, som har slået John Grisham og Stephen King på bestseller-listen i USA og romanerne bliver læst langt ud over kristne kredse. Vi ser på det litterære endetids-fænomen, som har fået de apokalyptiske spekulationer til at blusse op igen.

Det var i slutningen af 70’erne. Som teenager på sommerlejr i Sverige lyttede jeg intenst, mens en amerikansk prædikant en sen aften talte om de sidste tider. Gog fra Magog var klart truslen fra det dengang kommunistiske Sovjetunionen, millioner af kinesere oprustede i “riget fra øst”, og var de 10 lande (dengang) i det europæiske fællesmarked ikke et tegn på, at Antikrist kunne vokse frem her? Yom Kippur-krigen lurede stadig i baghovedet. Det endelige opgør var i støbeskeen. Scenen sat til Kristi komme.

Det var spændende tider, og jeg læste med interesse Hal Lindseys bestseller fra 1970 “Den Døende Jord”, og så bortrykkelses-filmen “Thief in the Night” - og min i forvejen livlige fantasi fik et eskatologisk vitamintilskud. Pludelig var udlands-sektionen i avisen mere end blot nyheder - der var eskatologi gemt bag olieboringer, grædemure, moskeer og jerntæpper.

Nu 20 år efter er de apokalyptiske spekulationer igen i vælten. 11. september, Irak-krigen, kampen mod terror med dens øgede sikkerheds-kontrol og en stigende globalisering har skabt en fornyet frygt/interesse for vredesskåle og det store dyr i åbenbaringen. Forfatterparret Tim Lahaye (kendt for bogen De Fire Temperamenter) og Jerry B. Jenkins har samarbejdet om spændingsbøgerne. Lahaye som teologen, der skriver sin udlægning af de bibelske profetier og Jenkins, som lader de fiktive personer indgå i Lahayes grundstruktur.

Den første bog i serien “Ladt Tilbage” udkom helt tilbage i 1995 og i foråret 2004 blev den 12. og sidste bog “Glorious Appearing” sendt ud på det amerikanske marked. På dansk foreligger efterhånden 6-7 af bøgerne.
Bortrykket og hva’ så?

“Ladt Tilbage” (Left Behind) begynder med, at alle kristne på jorden bliver bortrykket, hvilket selvfølgelig skaber et verdensomspændende kaos. Vi følger piloten Rayford Steele, der ligesom mange andre på jorden må kæmpe med, at dele af den nærmeste familie og venner er pist-borte.

Da hans kone flere gange havde fortalt ham om Jesu genkomst, bliver han langsomt overbevist om, at det er det, som rent faktisk er sket. Men er der noget håb for ham? Kan han stadig blive frelst? Og hvad skal der nu ske?

Verden derimod søger andre forklaringer på katastrofen. Er der tale om aliens? Et naturfænomen? Konspirations-teorierne hober sig op, mens en populær rumænsk præsident Nicolae Carpathia bliver valgt som ny FN-generalsekretær og hans fredsbudskab ovenpå verdenskatastrofen bliver modtaget med enfoldig tillid fra alle verdens lande.

Selvom paven med økumenisk korrekthed er blevet bortrykket, så bliver den tilbageværende katolske kirke senere også et instrument for Antikrist. Verdens religioner slår sig nemlig sammen i en global tro og bøjer sig også for Antikrist.

Hovedpersonen Rayford Steele slutter sig sammen med en håndfuld “nyomvendte” og danner “Trængsels-patruljen”, en lille gruppe, som prøver at bekæmpe Antikrist. De 12 romaner bevæger sig kronologisk gennem de syv års trængsel frem til Kristi 3. komme.

Tidshusholdningslære
Mens en ikke-troende nok primært vil sluge bøgerne som blot god underholdning, så er den kristne læser klar over, at bogen smager lidt af honning, men føles bitter i maven.

Grundstrukturen bygger nemlig på tidshusholdnings-læren, på engelsk kaldet »dispensationalism«. En lære, som først og fremmest tilskrives John Nelson Darby fra midten af 1800-tallet, og som senere blev udviklet af den amerikanske teolog Scofield.

Det er en lære, der opfatter Jesu genkomst i to ryk. Først et hemmeligt komme, hvor Herren bortrykker de kristne til Himlen før den store trængsel. Derefter en synlig genkomst, når trængselstiden er forbi og de apokalyptiske tegn er opfyldt. Efter Jesu 3. og sidste genkomst oprettes et bogstaveligt jødisk 1000-årsrige på jorden, og endeligt overgår riget til en ny himmel og ny jord, efter Guds store dommedag.

Hal Lindsey populariserede tidshusholdningslæren med sin bog “Den Døende Jord” i 1970 - hvor profetierne i Ezekiel, Daniel og Åbenbaringen blev flettet sammen med nutidige geopolitiske begivenheder for at skabe et sensationelt scenarie, hvor især Israel blev scenen for mange af begivenhederne.

Det er nogenlunde det samme scenarie, som de to amerikanske forfattere bruger - blot er det opdateret til en post-kommunistisk verden med fiktive personer - og EU er skiftet ud med FN.

Som litterært værk
Umiddelbart læner serien sig i konstruktionen op ad den klassiske fortælling om den lille mand mod systemet. En magtsyg mand med storhedsvanvid og overnaturlige evner til at bedrage folk, som forsøger at tilrane sig verdensherredømmet, mens en lille håndfuld oprørere bekæmper ham.

Der er sandelig stof nok i Tim Lahayes spekulative forsøg på at sætte bibelens profetier ind i denne model. Desværre føles universet i “Left Behind” fladt og utroværdigt. Ikke, at mirakler og åndelige kræfter gør bogen utroværdig, men beskrivelserne af de geopolitiske forhold og katastroferne er ret tegneserieagtige, samtidig med, at personerne virker meget en-dimensionelle.

Det er klart fra starten, at Lahaye mener, at Det Gamle Testamentes profetier skal forstås helt bogstaveligt. Fx får vi på de første sider at vide, at en israelsk ingeniør har opfundet en kemisk formel, som blandet med vand får ørkensandet til at “blomstre som et drivhus” (Es. 35:1). Opfindelsen gør Israel til en af verdens rigeste nationer og indtægterne overgår langt naboernes olierigdomme.

“Hver tomme jord bugnede med blomster og korn, selv produkter, der aldrig før havde kunnet gro i Israel. Det Hellige Land blev storeksportør og genstand for verdens misundelse, med en arbejdsløshed på nul og fremgang for alle...Velforsynet med penge og ressourcer sluttede Israel fred med sine naboer. Fri handel og åbne grænser gav alle, der elskede landet, mulighed for at få adgang til det...Jerusalem bød alle velkomne, så længe de kom i fred.”

Derefter læser vi om et stort angreb i Mellemøsten, der er en udlægning af Ezekiel 38 og 39. Gog fra Magog er det fattige Rusland, som har kastet hver en krone i militæret og nu ud af bar misundelse angriber Israel. Men et Guds mirakel sker. Alle russiske fly styrter til jorden, uden at nogen israelere kommer noget til. Blandt vragresterne finder Israel så meget brændsel, at de ikke behøver at bruge deres naturlige ressourcer i seks år! (Ez. 39:10 “De behøver ikke at hente brænde fra marken eller fælde træer i skoven, for de kan bruge våbnene som brændsel.

Beskrivelsen senere i Ladt Tilbage-serien om, hvordan det ret ukendte og det rent politisk ubeskrevne blad på to uger efter bortrykkelsen formår at tilrane sig magten i FN er også lettere tyndbenet. Han dræber blandt andet en rig milliardær, som er udset som FN-ambassadør og hypnotiserer forsamlingen, så de ikke husker, hvad der foregik. De store hovedreligioner slutter fred og danner én stor fællesreligion, mens muslimerne går med til at flytte Klippemoskeen til Ny Babylon, så jøderne kan bygge deres tempel! Noget af en politisk drejning.

Fiktion og fakta
Hovedproblemet er dog den sammenblanding af thriller-roman, profeti og historieskrivning, som gør, at man har svært ved at tage nogle af tingene ret alvorligt.

Som spændingsbog er den ikke på niveau med for eksempel en John Grisham-bog (jeg har dog kun læst de to første i serien, så måske bliver de bedre hen ad vejen), som profeti er det til tider meget svært at løsrive sig fra, at man under læsningen bliver undervist i en bestemt udlægning af Skriften. Som politisk historieskrivning er det med amerikanske konservative kristnes sort-hvide briller på. (Selvfølgelig er det amerikanerne, som leder an i kampen mod Antikrist).

Det er også svært for en almindelig læser at skille fiktion og fakta. Hvornår er der tale om fortolkninger af bibelske profetier, og hvornår digter forfatterne videre på deres egen historie?

Genopbygningen af templet er selvfølgelig profeti, men hvad med at muslimerne overlader pladsen frivilligt til jøderne? Er der belæg for en trængsels-patrulje i Johannes Åbenbaring - og vil der overhovedet være nogen, som bliver frelst efter Herrens komme, som bøgerne antyder?

Ladt Tilbage-hype
Roman-serien er en del af et større fænomen. Bøgerne, som er solgt i over 60 millioner eksemplarer, er fulgt op af Ladt Tilbage-børnebøger, på internettet har Lindsey/Jenkins en profetskole, og man kan få e-mail-nyheder om politiske/eskatologiske begivenheder.

Der er efter min mening flere uheldige sider ved denne optagethed af at se Mellemøst-fredsaftaler, alt hvad der sker med tempelpladsen i Jerusalem og nu den såkaldte sikkerhedsmur, der bygges på Vestbredden, som tegn på de sidste tider.

1. For det første er det klart, at disse bombastiske profet-udsagn får betydning for ens politiske holdninger. Eller måske er det ens politiske verdensbillede, som er afgørende for profet-fortolkningen. For eksempel ses enhver fredsaftale mellem de arabiske lande og Israel med stor mistænksomhed, Rusland og Kina er stadigvæk de onde magter, som vil gå imod Israel, og FN er ikke andet end en vugge for Antikrist, så skal USA virkelig have mandat fra denne organisation for at gå i krig med Irak?

2. For det andet er det betænkeligt at være alt for dogmatisk og skråsikker omkring nøjagtig hvornår og hvor begivenhederne sker i f.eks. Johannes Åbenbaring. Forlaget Tyndale lover, at fortolkningen af profetierne i bøgerne er “teologisk sunde”, men tidshusholdningslæren deles langt fra af alle kristne.

Flere evangelikale kirkeretninger mener ikke, at der er belæg i Bibelen for at skille Kristi komme i to tempi, før og efter trængslen. I stedet ses Kristi komme som én afgørende begivenhed, hvor de kristne vil blive forenet med Jesus Kristus, og hvor verden vil blive dømt og muligvis efterfulgt af et tusindårsrige. Hvorvidt Herrens komme sker før, under eller efter trængslen, er der også stor uenighed om.

Når vi læser Jeremias, Esajas og Ezekiel, så er der mange ubesvarede spørgsmål. Er det Herrens første, andet eller måske tredje komme, der er tale om? Er det evigheden eller tusindårsriget, som der nu tales om - eller en blanding af begge ting (som det indimellem synes)? Vi må være ydmyge over for de steder, hvor vi kun kan skimte skygger.

De forskellige meninger om placeringen af begivenhederne i de sidste tider har også betydet, at de vigtigste af kirkens trosbekendelser har undladt at være alt for dogmatiske omkring eskatologien.

3. For det tredje må vi alvorligt spørge, hvor vores fokus virkelig er, når det gælder eskatologi. Spørgsmålet er, om det virkelig er Herrens mening med profetierne, at de skal bruges som et avanceret politisk puslespil, som vi skal prøve at samle, vel vidende, at der stadig mangler flere brikker.

Apostlen Johannes skrev Åbenbaringen til kristne, som led under forfølgelser i det romerske rige. Han ønskede, at de kristne forstod, at den hårde modstand ikke kunne hindre Guds planer og hans afgørende indgriben og sejr over de sataniske kræfter.

Profetierne er ikke primært skrevet for at tilfredsstille vores nysgerrighed om de nøjagtige detaljer i fremtidige begivenheder, for at oplyse os om, hvorvidt den ene eller anden stat er God fra Magog, eller om VISA-kortet indeholder dyrets mærke.

Ja, vi har fået nok af vide om, at der komme en voldsom dom over nationerne, vi har fået et glimt af himmelen, så de troende i svær modgang er forsikret om, at Guds dom og frelse er sikker. For at minde de kristne om deres “salige håb”.

I mange perioder af historien har kristne følt, at de levede i exceptionelle, dramatiske og helt konkret sidste tider. Og, de har ret, for enhver tid efter Kristi første komme er i én forstand apokalyptisk. Ja, man kunne spørge, om der er nogen ide i at kalde den ene epoke mere apokalyptisk end en anden. Om 200 år vil de begivenheder, vi nu går så meget op i måske vise sig mindre afgørende.

Det er ikke så vigtigt, om Herren kommer i vor generation eller om 200 år, om Israel når at skrive 10 fredsaftaler med araberne, inden Kristus viser sig i skyerne.

Det vigstigste er ikke “hvornår” men “hvem”. Eskatologi er centreret i Kristus Jesus, vor Herre og Frelser. Han bør være vor fokus, vort håb, vor prioritering. Vi lever i forventning om, at Han kommer for at hente os hjem til de himmelske boliger, at han er Herre over nationerne og vil dømme verden en dag. At han vil tørre hver tåre fra vor kind og forny alt.

I denne forventning og med dette håb lever vi, prioriterer vi, bier vi, prædiker vi, evangeliserer vi. Den nøjagtige rækkefølge af de forskellige begivenheder viger derfor pladsen for det langt større, at vi skal være sammen med Herren Jesus Kristus.