Klosteret og Kærligheden

Af Louis Nielsen- KP 02-09

Henrik Højlund ”Klosteret og Kærligheden” (Boedal; 2009).

Jeg skal villigt indrømme, at da jeg læste om Henrik Højlunds klosterop-hold i Kristeligt Dagblad, tænkte jeg: ”Åh nej! Nu ikke også ham.” Men mine betænkeligheder vendte sig til overras-kende glæde, da jeg læste hans tanker og reflektioner over sit korte klosterophold i et svensk protestantisk kloster.

Det er ikke så meget den korte og temmelig sporadiske skildring af ople-velsen af klosterbesøget, som fængsler og facinerer, som de indlagte reflektioner og eftertanker, som fylder den meget lille bog og udgør substansen i den. De er simpelt hen, hvad englænderne vil kalde ”pure gold”, eller er man vinkender ”vintage” udgaven af ædle vine.

Højlund er uden tvivl opbygget af og fascineret af, hvad han møder i klostret, men samtidig formår han at fjerne en-hver kunstig aura både fra sig selv og fra oplevelsen af munkene og deres daglige liv, som sådan et ophold nemt kunne foranledige.

Befriende uhøjtidelig
Højlund forbliver hele vejen igennnem sig selv, befriende evangelisk og befriende uhøjtidelig, hellig uhøjtidelig skulle vi måske sige, hvis sådan et udtryk giver mening. Ikke drengekåds uhøjtidelig forstås. Stilheden, roen og ensomheden og muligheden for uforstyrret reflektion bringer den ene perle af gode åndelige tanker frem efter den anden.

Samtidig er det også herligt befriende, at hans tanker ikke løsnes fra dagligdagen og fra dem han elsker, som han nu kommer til at længes efter på en ny måde. Genial er hans inddragelse af Kierke-gaard og den førte dialog med samme.

Højlund fremkalder længsel i os efter Gud, efter at kende Gud bedre, elske Gud mere, tjene Ham bedre, også beskue Gud i hans skønhed. Samtidig åbner han vore øjne for, hvor jordbundne vi egentlig er. Og det er en virkelig god øvelse.

Bogens overskrifter er følgende:

1. I klosterets skjul;
2. Du skal elske;
3. Eros;
4. Middagsdæmonen;
5. Herre, forbarm dig;
6. En nåde uden mål;
7. Ære være Gud;
8. Barnets første skridt;
9. Evigheden;
10. I klosterets stilhed.

Bogen anbefales på det hjerteligste. Den er på 78 korte sider, stillet op i småafsnit med tegninger ind imellem, nærmest som var den en kunstbog. Bogen ligefrem vrimler med sætninger, man får lyst til at citere og glæde andre med.

Hvis Højlunds karske af evangeliet nærede og af evangeliet kontrollerede spiritualitet var spiritualiteten hos de mange i de kirkelige miljøer, var der grund til jubel, og vore betænkeligheder ville forsvinde som dug for solen. Men det synes desværre ikke at være tilfældet. Men det trækker intet fra Højlunds bog, tværtmod. Læs den og giv den som gave.