Af Carsten Thomsen - KP 01-2003

De litterære klassikere er for mange af os fremmed territorium. Vi anerkender dem måske stiltiende med en let ærefrygt og beundring, men nærmer os dem ikke, med mindre vi får dem i hånden i en pixie-bog version. Vi lader dem stå på hylden eller på en piedestal og betragter dem som finkultur, og de ender med at blive elitær litteratur, som kun professorerne beskæftiger sig med.

Alligevel er de ikke sådan uden videre at slippe af med, for vi er på en ofte umærkelig måde mærket af dem. Deres visioner, historier, værdier og metaforer har på mange måder gennemsyret vor vestlige kultur.

De forbliver standard-læsning i skolen, fordi de anerkendes som autoritative, som vigtige kulturelle pejlemærker, en del af dannelsen. Shakespeare bliver stadig opført, i litteratur og film bliver klassikerne ofte citeret, for det er kunstnernes arvegods.

De seneste år har jeg taget dem ned fra hylden, pustet støvet af og begyndt at læse dem. Hevet dem ud af hånden på teologerne og professorerne, og de er nu mere og mere blevet mine bøger.

Højtlæsning af Dostojevskij
Det startede egentlig med, at en af mine kristne venner fra Handelshøj-skolen i en periode introducerede mig for flere klassikere. Som trofast i Luthersk Mission fik han selvfølgelig givet mig en god dosis Rosenius, men vi læste også højt af Chesterton, Dostojevskij, Jane Austen og flere andre værker.

Endnu en litterær indsprøjtning fik jeg, da jeg for fem-seks år siden for første gang besøgte L’abri i England, som er en del af det arbejde Francis Schaeffer startede i 1970’erne i Schweiz. Her blev jeg overrasket over, hvor meget klassikerne fra den kristne tradition fyldte. Ikke alene i bibliotekets bogreoler, men også i samtaler og diskussioner. Der blev læst højt af så vidt forskellige forfattere som C. S. Lewis, Tolkien, C. H. Spurgeon og Thomas a Kempis. Man var i en levende dialog med de ”døde poeter”.

For tre år siden købte jeg så bogen ”Invitation to the Classics - a guide to the books you’ve always wanted to read”. Den har været min litterære ledestjerne og blev startskuddet til en mere systematisk gennemgang af klassikerne. Jeg har været på havet med både Odysseus og kaptajn Ahab, i det dybeste helvede med Dante og Vergil, i fangelejr med Solzenitsyns Ivan Denisovitz, på en fantasifuld rejse med Gulliver, i kloster med Dostojevskijs Alyosha og Fader Zosima og fulgt Anna Kareninas fejlslagne kærlighed og tragiske skæbne. Altsammen mageligt placeret i min lænestol.

Kræver et rummeligt sind
Mageligt er måske et forkert ord, for mange af dem kræver mere koncentration, end vi er vant til med de mange letlæste bøger, der foretrækkes i dag. Sproget kan virke gammeldags og stilen fremmedartet, så der er barrierer, som kræver lidt disciplin.

Flere af klassikerne kræver et rummeligt sind, for det er ikke altid, at vore kræsne sanser bliver forkælet umiddelbart, som en John Grisham eller en Philip Yancey formår. Det kræver reflektion og ikke blot en jagen i bøgerne efter hurtig information eller handlingsmættet fiktion.

Dostojevskijs stil er fx kaotisk, som en strøm af ord, der vælter over hinanden og forvirrer os. Men samtidig trænger han dybere ind i sjælens krinkelkroge end de fleste andre. Vi mærker vanviddet, det dæmoniske, sjælens forsvarsmekanismer og selvretfærdiggørelsen hos denne plagede russiske skribent. Der er meget at hente hos ham, men nem at læse, det er han bestemt ikke.

Værdsat i århundreder
Hvorfor overhovedet læse klassikeren? Klassikeren er vigtig, netop fordi den har stået sin prøve. Den er blevet læst, genlæst og værdsat gennem flere generationer, ja, de ældste i århundreder. Den har overlevet tidens modeluner og trends. Det er bøger, som bliver ved med at være relevante, fordi de ikke kun er sovset ind i en bestemt tids tankegang, men med indsigt fortæller noget generelt sandt om vor menneskelige eksistens, om Gud og vort liv med Gud.

C. S. Lewis påpegede, at de ”gamle bøger”, fordi de er skrevet i en anden tid, måske mere end mange moderne bøger formår at åbne vore øjne for ideer, som vor samtid har glemt eller lukket øjnene for. Denne engelske professor erkendte, at han var ”et produkt af lange stunder med bøger alene”. Især de gamle bøger, der satte perspektiv på hans egen samtid og prægede ham, så han også kunne gennemskue mange af de fremherskende falske ideer.

Kristendommens litterære arv
De er i hvert fald, hvis man går et par århundreder tilbage, skrevet i en tid, hvor verdensbilledet stadig medtog det transcendente som en mere eller mindre naturlig del af litteraturen.

Jeg er i hvert fald begyndt i højere grad at værdsætte den kristne tradition og kirkens historiske rødder. I mit arbejde som journalist er det nemt konstant at komme til at fokusere intenst på de sidste 24 timer og glemme de sidste 2000 års historie. Vi er med Daniel Boorstins ord blevet til ”homo-up-to-datum”, nyhedsfikserede, men uden historisk perspektiv.

Vi kender lidt til reformationen, men hopper hurtigt fra den apostolske kirke frem til det 16. århundrede og hurtigt videre til vort eget århundrede. Klassikerne er med til at fylde nogle af hul-lerne ud. At være i samtale med kristne klassikere fra tidligere århundreder er med til at belyse ens egen tradition, tankegang og teologi. Det er en del af vor kristne arv.

At læse en af de store kirkefædre som Augustin, en romersk-katolsk digter som Dante, en reformator som Luther eller en puritaner som John Bunyan giver os et indblik i og en værdsættelse af andre kirkeretninger. Vi kan få en større forståelse for vor egen tradition og position, når vi får sat den op imod andre traditioner.

Lære af fortiden
Ikke forstået sådan, at de kristne klassikere er ufejlbarlig visdom, for i enhver tid har der været mangel på indsigt i visse åndelige og teologiske sandheder, og det er der også i vor tid og i vor kirkelige tradition. Men vi kan lære både af kirkens fortidige triumfer såvel som dens fejltagelser.

Vi har selvfølgelig alle vore egne favoritter, som vi føler mere samklang med end andre. Nogle klassikere kommer nok aldrig ind under huden på mig, selvom jeg godt kan anerkende den litterære værdi og de ideer, som formidles. Enkelte værker forstår man slet ikke er blevet ophøjet til klassiker-status, andre bøger mener man burde have været værdsat noget mere.

Kanon - her den samling af bøger, som er blevet ophøjet til klassiker, til obligarotisk litteratur på universiteter osv - kan altid diskuteres og er især de seneste år blevet alvorligt kritiseret. Måske endda for meget i et forsøg på at gøre op med den litterære fortid, hvor forfatterne havde det transcendente og de kristne moralbegreber meget mere præsent og som en integreret del af verdensbilledet, når de skrev bøger.

Kristne vil altid være læsere og skal altid være læsere, da vor tro er centreret om Bogen - Ordet, den største “klassiker” hvis man kan bruge det ord om den hellige skrift. Vi anerkender vigtigheden af det nedskrevne sprog som en central del af Guds kommunikation med mennesker - og i en tid, der mere og mere fokuserer på billeder, film, tv til at viderebringe mening og ideer, så må vi ikke give slip på bogen. Klassikeren skal måske i højere grad tages med i vor litterære bagage, så vi ikke kun er optaget af den seneste bestseller.

Dette har måske været en lidt for uforbeholden panegyrik af klassikerne, men forhåbentlig kan det inspirere læseren til at gå i gang med litterære værker.