klassiker:
Ringenes Herre

Af Carsten Thomsen - KP 01-2002

Tolkiens tre-bindsværk “Ringenes Herre” har nu næsten 50 år efter udgivelsen af det første bind fået en renæssance og er mere populær end nogensinde - første del af fortællingen er blevet overført til det hvide lærred og dermed blevet let tilgængelig for alle. Men hvorfor strømmer millioner ind for at se en historie om små hobitter og store troldmænd i et rige for længe, længe siden? Vi kikker nærmere på Tolkiens fantastiske univers.

Tolkien for dummies:
Ondskabens fyrste, Sauron, har skabt Ringen, som kan give ham herredømmet over hele verden. Ringen er så farlig, at selv de gode ikke kan bruge den uden at blive fordærvet. Ringen må tilintetgøres, hvis ondskaben skal hindres i at overtage magten. Historiens helt, hobitten Frodo, er kommet i besiddelse af Ringen, og han udpeges nu til den farefulde opgave at kaste Ringen på den ild, hvor den blev støbt, i Dommedagsbjerget, der ligger midt i Saurons Rige. Kun dette kan tilintetgøre Ringen og bryde den ondes magt.
Frodo får selskab af tre andre hobitter og en troldmand, en dværg, en elv og to mennesker, som sammen skal klare opgaven.
Men Sauron, som får hjælp af den onde troldmand Saruman og uhyggelige orker, gør alt for at hindre Frodo i at nå Dommedagsbjerget.

Hvad er det mon for en historie, vi er dumpet ned i?”, spørger Sam Gammegod, da han og Frodo er ved at nå til enden på deres farefulde rejse.

De sidder og småklukker og diskuterer, hvordan historien om Ringen vil ende. Frodo og Sam er klar over, at deres handlinger er en del af en større fortælling, en myte, og de undrer sig over, om deres historie vil blive heroisk, og om de næste generationer af hobitter vil sidde ved lejrbålet og synge sange om deres bedrifter.

Det er Tolkiens overbevisning, at mennesket er en del af en dybere sammenhæng, af en større historie, at vore handlinger mere eller mindre er med til at bestemme, hvordan historien vil forme sig. Både vor egen historie og Guds store fortælling. På vores vandring har vi en opgave, men samtidig længes vi som Frodo konstant “hjem” - og når vores pilgrimsvandring, vores historie her på jorden, slutter, kommer vi “hjem” i evigheden. Eller som hobbitterne tilbage i Herredet.

Tolkien har skabt en anden verden, en saga nøje og detaljeret udtænkt fra bunden med sin egen skabelseshistorie, stamtavler og tilmed et opdigtet sprog. Hobbitter, elver, mennesker, dværge, troldmænd og Ringenes Herre selv, den dæmoniske fyrste Sauron, befolker denne engelske professors opdigtede rige.

Mennesket har ned gennem tiderne skabt deres egne myter, som konfronterede dem med noget overnaturligt og evigt - med guder og helte, som kæmpede om herredømmet i en transcendent verden. For Tolkien havde disse myter en snert af det sande lys i sig, og selvom de ikke var sande, pegede de på den ene “sande myte” i evangeliet. Fortællingen om Kristi død og opstandelse var en historisk begivenhed, som virkelig fandt sted.

Tolkien ønskede at skabe en myte, som havde elementer fra de andre myter i sig (specielt nordisk mytologi) men også en fortælling, der var gennemsyret af et kristent verdensbillede.

- Ringenes Herre er et fundamentalt religiøst og katolsk værk, ubevidst i starten, men bevidst i revideringen, skriver Tolkien til en ven i 1953.
Men han undlod specifikke henvisninger til religion, “alle de religiøse elementer er absorberet i historien og i symbolismen”, skriver han.

Det forklarer også, hvorfor historien har sådan en bred appel til alle mennesker, der kan lide eventyr- og fantasigenren. Her er bibelske motiver og temaer, som forsyn, ondskabens problem, opofrelse, lydighed og forsoning, men det er ingen tydelig allegori, der er ingen umiddelbar Kristus-figur som i C. S. Lewis’ Narnia-serie, hvor løven Aslan repræsenterer Kristus.

Men det betyder også, at evangeliets lys ikke skinner så klart og befriende igennem i Tolkiens værk, som i Narnia-bøgerne, hvor Aslan (Kristus) betoner det frelseshistoriske indgreb, som ikke er særlig åbenbart i Ringenes Herre.

Nyt lys over vor verden
Spørgsmålet er, om Ringenes Herre for de fleste mennesker forbliver en fantastisk god historie, tre timers film-eskapisme, eller den også får lov til at kaste et nyt lys over vor virkelige verden, hvor vi er “heltene” i et episk drama, og Gud er den Store Fortæller.

Med det moderne menneskes afvisning af kristendommen som den store fortælling, der gav mening og sammenhæng, er tilværelsen blevet absurd. Forfatteren til Det Store Drama er erklæret død, og ingen kender mere plottet til den fortælling, vi befinder os i.

En tråd gennem moderne litteratur er netop nihilismen - at tilværelsen er blottet for en overordnet mening. Mennesket, revet væk fra sine religiøse og åndelige rødder, er fortabt og tilværelsen er meningsløs. I et upersonligt univers er ingen rigtig hjemme, tilfældighedernes lunefulde spil har kastet os ind i verden, og vi må selv opfinde en mening, små personlige historier og private skæbner.

Det moderne menneske lever nu bag materialismens hårde kolde mure, men mange har formentlig også en ubevidst fornemmelse af, at der er en åndelig dimension i tilværelsen, som man er gået glip af.
Netop derfor er det forfriskende, at Ringenes Herre er gået hen og blevet en af nutidens mest populære fortællinger, at millioner indløser billet til denne “stedvise svulstige kristne allegori”, som anmelderen Bo Green Jensen har kaldt den.

Den røde tråd gennem Ringenes Herre løber nemlig langt væk fra den moderne litterære trend. Det er en tråd, som kaster hovedpersonen Frodo ud i et kosmisk drama med betydning for hele universets skæbne.
Hvad kan vi lære af Ringenes Herre? Det vil kræve en hel bog at forklare de enkelte temaer, som Tolkien udspinder på de over 1000 sider. Her blot et par enkelte hovedtemaer, som er værd at ringmærke.

Forsyn/Ledelse:
“Det er den hidtil mærkeligste begivenhed i hele Ringenes historie; at Bilbo kom netop da og fuldkommen i blinde lagde sin hånd på Ringen i mørket....Bag det må der have været noget andet, som udøvede sin kraft.

Noget, som Ringens skaber slet ikke havde tænkt sig. Jeg kan ikke gøre det tydeligere, end ved at sige, at det var meningen, at Ringen skulle findes af Bilbo og ikke af sin skaber, og i så tilfælde har det også været meningen, at du skulle have den. Og det kan være en opmuntrende tanke.” (Gandalf til Frodo, Bog 1 s. 74-75)

Der er en kraft, et forsyn, som bag det hele trækker i trådene. Det er ikke blind skæbne, men en bevidst styrelse af begivenhederne. Men hvorfor valgte Forsynet en hobbit, denne mest usandsynlige skabning af alle, der på ingen måde (øjensynligt) var skabt til heroiske bedrifter? Hvorfor er vi selv blevet udvalgt? Hvorfor får vi lov til at stå i Herrernes Herres tjeneste? Vi ser kun brudstykker af det episke drama i dette liv, og megen af Guds vilje med os synes gemt og tilsløret.

Alligevel har Skrifterne åbenbaret Guds vilje. Han ønsker, at vi skal tjene ham....og det kan være en opmuntrende tanke. Guds overordnede vilje og mål er nedskrevet i Ordet, og vi har et forbillede for vort liv i Jesus Kristus. Han, som vandt den ultimative sejr og overvandt den største fjende af dem alle.

Frodo har fået betroet Ringen - en mission venter ham, som han har al mulig grund til at frygte og føle sig overvældet og tynget af. Men der er en årsag til, at han er blevet udvalgt, der er en højere mening med, at Ringen faldt i hans hænder, han er en del af en større kamp mellem det gode og det onde.

Der er også en god portion visdom i den måde, Frodo lader sig lede på i sin færd, hvor farerne og fristelserne lurer hele tiden. På en eller anden måde synes de tilbagevendende sange og digte, som synges under turen ikke blot at give håb og trøst, men også at være åbenbaringer og sandheder fra fortiden, som kaster lys over vandringen. Han lytter til sine ledsagere og søger hele tiden ydmygt råd og vejledning hos sine venner.

En moderne Frodo ville måske have fået besked på at lytte til sine følelser, søge sit indre efter svar eller følge sit hjerte. Men Tolkien er ikke moderne - han kender Skrifterne, som er indblæst af Gud og “nyttige til vejledning”, og han kender visdommen i at lytte til de vises råd. Så det er måske ikke helt tilfældigt, at netop de historiske sange får lov at være ledetråden i meget af Ringenes Herre. 2.

Fristeren:
“Fjenden er hurtigt ved at blive meget stærk. Det kommer til at knibe meget hårdt for os.... Fjenden mangler stadig den ene ting, der kunne give ham styrke nok til at slå al modstand ned, bryde det sidste forsvar og hylle hele landet i mørke på ny. Han savner Ringen. (Gandalf til Frodo)
Tolkien lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af de mørke kræfter, som kaster sine lange skygger ind over landet og synes at lægge alt koldt og øde og drage enhver ind i sit jerngreb. Sauron, som er i tjeneste for Morgoth (det nærmeste vi vel kommer Djævelen), stræber efter at få fat i den Ring, som han selv har smedet.

Mørket ruger, men ikke totalt mørke, og der er en fornemmelse af, at Forsynet alligevel er på vore venners side. Som Tolkien en gang selv sagde: “Over alle skyggerne rider solen”. Men der er mørkt, både i bogen og i filmen, og der er blevet spekuleret over, hvad det onde symboliserer. Nogle har talt om, at Tolkien her sender advarsler om skyg-gerne fra 2. verdenskrig, fra atombom-befaren, den kolde krig. Jeg skal ikke gå ind i disse spekulationer, men der er vel tale om det til alle tider nærværende mørke, som verden ligger under for.

Ringens magt er en af de mest foruroligende og geniale effekter i sagaen. Den er helt igennem ond, og enhver, der bruger den og forsøger at kontrollere den, ender med selv at komme ind under dens kontrol og bliver en slave af Ringen, ligesom den tragiske Gollum.

Tolkien forstår at beskrive Fristeren i al sin grufuldhed. Det er en virkelig person, en virkelig magt, som ønsker at besidde og kontrollere. Det er også filmatiseringens store fortjeneste, at instruktøren bevidst lader Ringen få en fremtrædende rolle i fortællingen - dens kraft bliver vakt til live på en dramatisk måde med diverse special effects - især Bilbo bliver pludselig til en helt anden person, og vi ser, hvordan selv denne “venlige” hobbit er blevet fordærvet af at have følt på Ringen i årevis.

Ringen kan man ikke lege med, det nytter ikke at prøve at kontrollere den. Den må ødelægges. Ringenes Herre bliver således også en advarsel mod det okkulte, mod magtbegær, mod at lade sig friste til at lege med synden.

Frodo både triumferer og svigter. Han har idealet for sig og de bedste intentioner og drager ud på den heroiske færd: Ringen må kastes i ilden på Dommedagsbjerget, men da han endelig har chancen, formår han det alligevel ikke. “Ringen er min”, udtaler Frodo, og viser os den såre menneskelige svaghed. Den sleske Gollum, som egentlig er en fjende, griber Ringen, men får overbalance og styrter i dybet.
Tolkien har i et brev kommenteret Frodos “svigt”:

- Frodo fortjener al ære, fordi han bruger hele sin vilje og kraft, og det var nok til at bringe ham til det forudbestemte sted, og ikke længere. Få andre, måske ingen andre i hans tid, ville være nået så langt. Den Anden Magt tog derefter over: Forfatteren af Historien (og jeg mener ikke mig selv), men den altid-nærværende Person, som aldrig er fraværende og aldrig er nævnt.

Kristne kender kun alt for godt Fristeren, som hele tiden er tæt på os, den gamle Adam går stadig i kødet på os og verden øver sit konstante tryk på os. Det er en af syndens egenskaber, at den lader tingene se indbydende ud, men ender med at fortære ens sjæl, hvis man giver den råderum.

Vi ved, at vi svigter, igen og igen lever vi ikke op til idealet, men midt i vor svaghed er der en trøst, et Forsyn, som lover os at gennemtrumfe sejren.

Venskab/Loyalitet:
“Du kan stole på, at vi vil følge dig gennem tykt og tyndt til den bitre ende, og du kan stole på, at vi vil kunne holde bedre på alle dine hemmeligheder, end du selv kan, men du kan ikke stole på, at vi skulle lade dig møde dine genvordigheder alene...Vi er dine venner, Frodo, Ja, sådan er det i hvert fald.....Vi er meget bange, men vi følger dig”. (Merry til Frodo, Bog 1, s. 130).

Var Tolkien født i Midgård ville han have været hobbit. Som forfatteren Patrick Curles skriver det:

- Tolkien så sig selv som en hobbit på enhver måde undtagen lige i højden. Han elskede at spise (hobitter skal helst have mad seks gange om dagen), han nød havearbejde, træer og lange vandringer i naturen, men han rejste sjæld-ent og kun nødigt. Han elskede piber, fyrværkeri, historier og venner. Han satte hjemmet, familien og arbejdet højt og betragtede det altid som det centrale i livet. Det var for ham gudskabte ting, som glædede Skaberen mere end “gode gerninger” kunne.

Tolkien satte også stor pris på venskabet med C. S. Lewis, som læste en stor del af hans manuskripter, før de blev udgivet. Det var også i samtaler med Tolkien, at Lewis blev hjulpet på vej mod den kristne tro.

En af de ting, jeg holder mest af ved Ringenes Herre, er de karaktertræk, som hobbitterne besidder, og som Tolkien så formidabelt fremhæver. De er ikke fødte helte, som opsøger eventyret, men de er trofaste, loyale og sande venner. Ikke perfekte, og de kan ind imellem være mistænksomme, irriterende og stridbare, men når problemerne tårner sig op, bliver de ved deres venners side. Frodo har af flere forskellige årsager svært ved at stole helt på sine venner og vil (måske for at beskytte dem eller Ringen) helst rejse alene, men det vil Sam, Pippin og Merry ikke høre tale om.

Det viser filmen tydeligt i en af de sidste scener, hvor Sam Gammegod styrter ud i vandet for at nå båden, hvor Frodo sidder. Han vil være ved Frodos side og hjælpe ham, koste hvad det vil. Som Frodo bagefter siger, da han har hjulpet Sam op i båden: “Dig kan man ikke sådan uden videre slippe bort fra. Men jeg er nu glad, Sam. Jeg kan slet ikke sige, hvor glad jeg er. Selvfølgelig har det været meningen, at vi skulle drage af sted sammen.

Sam er indbegrebet af en sand ven, tjener og discipel. Han svigter ikke i nødens stund. Vi kan ikke gå igennem livet alene og har brug for hinandens selskab og fællesskab; uden venskabets fremstrakte hånd, ville Ringen ikke kunne kastes på ilden i Dommedags-bjerget.

Trøst og savn:
“En stor skygge er forsvundet”, sagde Gandalf, og så lo han. Og lyden af hans latter var som musik, eller som vand i et tørkeramt landskab. Mens Sam lyttede gik det op for ham, at han ikke havde hørt latter, munterhedens rene kildevæld i mange, mange dage. Latteren ramte hans øre som et ekko af alle de glæder, han havde oplevet i sit liv. Men han selv brast i gråd. Så standsede hans tårer som den blide regn, der fordrives af forårsblæsten og får solen til at skinne endnu klarere, hans latter vældede frem.” (Bog 6, side 235)

Der er en tråd igennem Ringenes Herre af både trøst og lidelse, glæde og savn. Det er de jordnære fornøjelser, som Tolkien understreger, hjemmets fred, bordets glæder, naturens skønhed, og mennesker, der kan leve i fred og fordragelighed med hinanden. Men der er også lidelse, for freden og hvilen kan ikke opnås uden kamp, ikke uden et offer. Frodo må sande det. Han oplever de nye fredelige tider i Herredet, men selv bærer han rundt på et dødeligt sår fra kampen og må drage bort.

- Jeg er såret for dybt, Sam. Jeg prøvede at frelse Herredet, og det er blevet frelst, men ikke for mig. Det må tit gå sådan, når en ting er i fare, Sam, nogen må opgive den, miste den, for at andre kan beholde den.

Det synes underligt, at Tolkien bruger så megen plads til at beskrive genopbygningen af Herredet og bringe alle tråde sammen. Men måske ligger det i Tolkiens egen bevidsthed om, at historien først slutter hjemme ved kamin-ilden. Og ved bogens lange afrunding får vi tid til at nyde de gode tider sammen med hobbitterne. Den historie, som udgik fra Herredet, slutter her. Efter at have taget afsked med Frodo, rider de tre hobitter tilbage:

Allerede mens de red, begyndte de at synge. Men Sam drejede af til Sidenå, og han kom op ad højen, da endnu en dag havde nået sin afslutning. Han red videre, han så et gyldent skær, ilden brændte indenfor, aftensmaden var parat, og han var ventet. Rosa trak ham indenfor, anbragte ham i en stol og satte lille Elanor på hans skød. Han trak vejret dybt. “Ja, så er jeg kommet hjem,” sagde han.