Af Carsten Thomsen - KP 02-2005

Alexander Solsjenitsyn har det meste af sit liv været en nærmest profetisk stemme i det moderne samfund. Gennem flere årtier har han i sine romaner og artikler advaret nationerne om uretfærdighed, umenneskelighed og den udbredte sekularisering.

Først den lammende kritik af Stalins styre i Sovjetunionen med de store værker Gulag Ø-havet, August 1914 og den lille roman En Dag i Ivan Denisovitjs liv. Og under hans eksil i USA vakte hans fordømmelse af Vestens kapitalisme og gudløshed opmærksomhed, men mange intellektuelle afviste den også som overdrevet eller rettere uvedkommende.

En Dag i Ivan Denisovitjs liv blev udgivet i 1962, og skaffede Solsjenitsyn øjeblikkelig international opmærksomhed.

Bogen bygger primært på hans egne oplevelser som fange i en af Stalins arbejdslejre i Sibirien, og som titlen indikerer, så har den russiske forfatter zoomet ind på en enkelt fangelejr, hvor vi følger én dag i én mands liv.

Alligevel er det underforstået, at denne dag repræsenterer alle fangerne, alle deres dage i alle lejrene. Solsjenitsyn gør endda ikke et stort nummer ud af at lange ud efter Stalins styre specifikt - dette kunne ligeså godt foregå i en af Hitlers KZ-lejre under Anden Verdenskrig eller i en af Pol Pots udrensningslejre i Cambodia.
Budskabet er universelt. Det er en protest mod alle totalitære styreformer, der med magt forsøger at knuse individets menneskelighed, som prøver at afklæde individet alt det, der definerer det som menneske.

Bevare menneskelighed
Protesten er personificeret i Ivan Denisovitj, også kaldet Sjuhov, som nægter at bøje sig, men med al magt forsøger at bevare sin menneskelighed selv gennem de simpleste ting, som for eksempel når han tager sin hue af før han spiser sin mad.

Hans modsætning er kujonen Fetjukov, som allerede er bukket under. Han tigger konstant de andre, gider ikke arbejde, får klø af de andre fordi han forsøger at slikke deres skåle rene...som Sjuhov stille bemærker “han holder ikke sin straf ud”.

Vi følger Sjuhov fra han står op om morgenen, hans kamp for at nå over til kantinen til tiden, hans snedige måde at få en god skål suppe, hans rolige rationering af den klump brød, han får, hans omhyggelige måde at holde sig tør og varm på under marchen til fabrikken uden for lejren, og hans engagement under murerarbejdet på fabrikken. Han er snu som en ræv. Hans opmærksomhed er helt og aldeles optaget af at overleve, men også hele tiden - og det er vigtigt at understrege - med værdighed.

Paradokset er, at læseren oplever denne dag som en af de værste afstraffelser, og frygter bare at skulle opleve én af disse dage, mens det for Sjuhov er en af de gode dage.

Han tiltusker sig en ekstra skål grød både om morgenen og om aftenen, han blev ikke syg under arbejdet, han fik købt tobak. Og derfor slutter romanen prosaisk:
Der var gået en dag, ikke formørket af noget som helst, næsten lykkelig. I hans straffetid var der tre tusind seks hundrede og treoghalvtreds dage som den i dag, fra første til sidste gang skinnen kimede. De tre dage mere havde skudårene givet.

Frihed i fangenskab
Solsjenitsyn benytter konstant underdrivelsen. Der bruges ingen store armbevægelser for at beskrive rædslen, men i stedet er det de små tilsyneladende ligegyldige detaljer, som får stor vægt og dybde i bogen.

At Sjuhov tager sin hat af, før han skal spise, morer de andre sig over. Denne holden fast ved dekorum fra sit tidligere liv derhjemme har måske ikke nogen umiddelbar virkning, men det er med til at bevare Sjuhovs selvrespekt.

Tiden er en afgørende faktor. Det er primært tid, som bliver stjålet fra dem, ti år, femten år, tyv års straf, men også tider på dagen, som at stå at vente i kø, som at skulle arbejde om søndagen.

Solsjenitsyn skriver: “Når man lige undtager den tid, en fange sover, levede han kun sit eget liv ti minutter ved frokosten om morgenen, fem minutter ved middagsmaden og fem minutter ved aftensmaden”. Derfor er madritualerne så vigtige. Her har Sjuhov sit eget lille åndehul, som er vigtig for ham. Han tager sig tid til at smage på suppen uanset, hvor usmagelig den er. Dette er hans egen tid, og han har lavet sin egen ske, som forbedrer nydelsen af maden.

Sjuhov finder også sin frihed i arbejdet. Trods det, at fangens dag er totalt kontrolleret og overvåget hele dagen, trods, at han ingen løn eller tak får for at arbejde, så ejer han en faglærts stolthed i at arbejde hårdt og gøre arbejdet ordentligt.

Ved som murer at lægge alle kræfter i at bygge en solid, lige mur, så undergraver han bevidst fængslets autoritet, som ønsker at straffe ham med arbejde. Gennem arbejdet lærer han nye fag og finder frihed, da han ikke længere udelukkende arbejder for autoriteterne. Det ses bl.a. ved, at han ikke engang stopper med at mure, da klokken lyder.

Nu ved min tredje læsning af romanen får bogen mig igen til at reflektere over, hvor dyrebart livet og tiden er. De fleste af os lever, som om vi har et uudtømmeligt kar af tid, et uudtømmeligt køleskab af mad, og uindskrænket frihed til at gøre, hvad vi vil med vore liv. Men er vi dybt taknemmelige for denne dag, denne time, Gud har givet os? Og bruger vi den til at tjene Gud?

Den kristne Aljosjka
Det kristne perspektiv strejfes undertiden i bogen, men vi skal helt hen til bogens afslutning, før vi får sat tingene på plads.

Sjuhov er Solsjenitsyns primære alter-ego, men også andre fanger reflekterer forfatterens liv og tro. Især Aljosjka, baptisten, der er en nær ven af Sjuhov. Solsjenitsyn beskrev efter sin fængselsstraf, hvordan han gennem baptister i lejrene kom til tro på Gud, og hvordan denne tro hjalp ham med at overleve fængslets lidelser.

Aljosjka mediterer hele tiden over en halvfærdig kopi af Det nye Testamente, som han gemmer i en sprække i væggen. Aljosjka er det åndelige aspekt i bogen - han er den eneste, der kan give en positiv forklaring på fængslets lidelser. I bogens afsluttende samtale mellem Sjuhov og Aljosjka når Solsjenitsyn udover den blotte fysiske afstraffelse.

------

Aljosjka krøb nærmere til Sjuhov med sit evangelium, helt hen til hans ansigt.

- Af alt jordisk og forfængeligt har Gud kun befalet os at bede om det daglige brød: “Giv os i dag vort daglige brød!”

- Vil det sige rationen? spurgte Sjuhov.

Men Aljosjka blev ved med sit, hans øjne talte mere end hans ord, han tog Sjuhovs hånd, og han klappede den:

- Ivan Denisytj! Man skal ikke bede om at få en pakke sendt eller om at få en portion suppe mere. Det, mennesket sætter højt, er Gud vederstyggeligt. Man skal bede om noget åndeligt, om at Gud tager slaggerne ud af vore hjerter. ..

- Glæd dig over, at du er i fængsel! Her har du tid til at tænke over din sjæl! Hør her, hvad apostelen Paulus sagde: “Hvorfor græder I og bedrøver mit hjerte? Jeg ønsker ikke blot at være fange, jeg er rede til at dø for Vorherre Jesu navn!”....

Aljosjka lyver ikke, både hans stemme og hans øjne siger, at han er glad for at sidde i fængsel.

- Ser du, Aljosjka, Sjuhov begyndte at forklare, du får ligesom det hele til at rime. Kristus har befalet dig at sidde, og så sidder du for Kristus. Men jeg, hvad sidder jeg for?

-----

Til sidst i romanen giver Sjuhov en af hans hårdt tjente småkager til Aljosjka - en venlig gestus og Sjuhov falder hurtigt i søvn med fred i sindet - næsten lykkelig.

Sjuhov er igennem romanen et eksempel på stor moralsk og tapper kamp mod de tyranniske kræfter. Men det er ikke før vi hviler vort blik på den troende Aljosjka, at vi finder den ultimative kilde til menneskelig værdighed. Hans tro på Kristus Jesus, der led en uskyldigs død for vore synder, giver Aljosjka en indre fred, en mening med lidelserne i det mørke fængsel.