John Bunyan:
Pilgrimsvandringen

Af Carsten Thomsen - KP 04-2003

“Jeg drømte, og se, jeg så en mand, klædt i pjalter..Han havde en bog i hånden og en stor byrde på ryggen. Da så jeg ham åbne bogen og læse i den, og mens han læste, græd han, så han rystede…og han råbte: “Hvad skal jeg gøre”.

Sådan begynder John Bunyan sin allegoriske fortælling om Kristen, som vandrer fra Undergangens By til Himmelens Stad til sin endelige frelse og forløsning. Gennem fortællingen møder Kristen farer, fjender og forførelser men også trøst, opmuntring og og hjælpende hænder.

Fortællingen er et livligt portræt af enhver sand kristens åndelige rejse, en fantasifuld vandring, som har opmuntret troende fra alle kirkeretninger i over 300 år, og den er trykt i utallige udgaver og oversættelser.
Bogen blev til under olielampens skær i et mørkt fængsel i Bedford, England, i 1678. Her sad forkynderen John Bunyan i fængsel, fordi han brød loven ved ikke at følge den anglikanske kirkes liturgi.

Han levede i en brydningstid, hvor den puritanske bevægelse gjorde oprør mod Church of England. Puritanerne mente ikke, at reformationen havde slået ordentligt igennem i den anglikanske kirke og søgte derfor at ”rense” den for katolsk indflydelse.

Bunyan havde ikke nogen formel uddannelse som præst, men var blot en kedelflikker, der følte sig kaldet til at forkynde ordet, hvilket betød forfølgelse og fængsel.

Nogle år tidligere havde han gen-nemgået en dramatisk åndelig vækkelse efter flere års intense anfægtelser, hvor han søgte efter frelsesvished. Denne stridskamp kan læses i selvbiografien Grænseløs Nåde (Grace Abounding to the Chief of Sinners).

Mod Himmelen
Beretningen begynder i Undergangens By, hvor Nådesløs (senere Kristen) flygter med sin byrde på ryggen for at nå til den smalle port, en rejse, som Evangelist har opfordret ham til.

Kristen falder i Mismodets Sump, men reddes af Hjælp. Han kommer igennem den snævre port til Fortolkerens Hus, hvor han undervises i evangeliets grundsandhed: Forskellen mellem lovens og nådens gerning i hjertet, han advares mod frafald og forførelse, men bliver desuden mindet om Kristi vedvarende gerning i den troendes hjerte: Billedet med ilden, som Djævelen prøver at slukke med vand, og Kristus hele tiden vedligeholder med olie, er meget tankevækkende:

- Det er Kristus, der bestandig med Nådens Olie vedligeholder det værk, som allerede er begyndt i hjertet. Derved bevares hans folks sjæle i nåden, lige meget hvad djævelen kan gøre. Og når du så, at manden stod bag muren og holdt ilden vedlige, skal det lære dig, at det er svært for den, som fristes, at se, hvordan dette nådens værk fortsættes i hans sjæl.

Det afgørende sted i beretningen kommer tidligt, hvor Kristen når til Korsets Fod.

”Just som Kristen nåede op til korset, løsnedes hans byrde fra hans skuldre og faldt af hans ryg, og den begyndte at rulle og blev ved med det, til den kom til gravens munding. Dér faldt den ned, og jeg så den ikke mere”.

Kristen har forstået evangeliet, han erkender, at han har en byrde, der må løsnes, og at han ikke selv kan gøre det. Alt han har at gøre er nu at komme til Jesus - og han løber op til korset og bum. Byrden falder af, og han ser den ikke mere.

Nu begynder Kristen, der engang hed Nådesløs, at vandre videre befriet af sin byrde. Han har fået Herrens klædning på, et tegn på panden og en forseglet rulle i hånden. Kristen er klar til at drage videre frem mod målet, velsignet og udrustet af Gud.

Den pilgrimsvandring han nu fortsætter med byder dog på farer, der langt overstiger dem, han hidtil har været ude for. Ja, vi får at vide, at det er langt behageligere at være i Undergangens By, mens pilgrimmen loves møje, slid, farer, fristelser og forførelser.

Kristen må kæmpe med dragen Apollyon i Ydmygelsens Dal og er nær ved at dø, han må over bjerget Besvær, han må gå igennem alle fristelserne i Forfængelighedens Marked (Vanity Fair), et tydeligt billede på denne verdens materialisme og ”pral med jordisk gods”.

Her lider en af hans følgesvende, Trofast, martyrdøden. Ikke sært, for han står over for verdens ubestrideligt mest partiske nævningeting: Blind, Duer-Ikke, Ondskab, Levemand, Letfærdig, Ustyrlig, Pralhans, Løgner, Grusom, Lyssky og Uforsonlig. Her hjælper selv ikke den mest snedige amerikanske forsvarsadvokat ret meget.

Kristen bliver sammen med en anden følgesvend, Frimodig, taget til fange af kæmpen Fortvivlelse i Tvivlens Borg, og de går igennem den Forheksede Mark.

På vandringen er der også opmuntringer, men for Bunyan kortvarige stjernestunder, for der kræves årvågenhed på den farefulde færd, og det giver ikke Kristen råd til at slappe alt for meget af.

Før de når Himmelens Stad, må de over Dødens Flod. Hvor dramatisk beskriver Bunyan ikke her Kristens frygt for ikke at blive modtaget på den anden side. Hans frelsesvished forstyrres hele tiden af hans egen syndserkendelse. Og hvor kærligt bliver han ikke opmuntret af Frimodig, som minder ham om, at ”de trængsler og anfægtelser, som du må gennemgå, er ikke tegn på, at Gud har sluppet dig; men de er sendt for at prøve dig, om du vil ihukomme, hvad du hidtil har modtaget af hans godhed, og bygge dit liv på ham i din dybe nød”.

Bunyans beskrivelse af Himlen er som taget ud af Åbenbaringens Bog med harper, basuner, gader af skinnende guld, palmegrene, guldkroner osv. Og han skriver længselsfuldt: ”Derpå lukkede de portene, men efter at jeg havde set alt dette, ønskede jeg selv, jeg kunne være hos dem”.

Afgørende frelse
Allegorien fængsler ikke blot fordi fantasien vækkes gennem de mange billeder, der tegnes for vort indre blik, men fordi de åndelige erfaringer er så genkendelige. Hvem har ikke været i Mismodets Sump og kæmpet med fortvivlelse? Hvem har ikke været i anfægtelser med hensyn til frelsen, hvem har ikke råbt om tilgivelse og følt syndens snærende bånd?
Bunyan taler til alle mennesker, for Kristen er med sin sårbarhed, ærlighed og oprigtighed så genkendelig for os.

For Bunyan er sjælens frelse altafgørende, og derfor er Kristens rejse så presserende og uopsættelig og tonen hele tiden så indtrængende. Alt andet i livet må vige – selv hustru og børn og venner – for det langt højere at nå frelst gennem livet. Han kan ikke tillade sig at vige det mindste fra målet.

Bunyan minder os om, at omvendelsen ikke blot er en engangsbegivenhed, at ”acceptere” Jesus i ens hjerte på et evangelisk møde, ikke kun en bestemt dato for mange år siden. Omvendelsen er en proces, en livslang beslutning, som fornyes og bekræftes på vandringen gennem de valg, der træffes og den lydighed, der vises.

Der sker helt klart noget afgørende ved Korsets Fod, ved den forvandlende nåde, som kommer ind i hans liv, men samtidig er Kristen omgivet af verdens fristelser, synden er stadig virksom i hans hjerte, og han må hele tiden bekæmpe dette. (Rom 6:6-13).

Omvendelsen er netop som en pilgrimsvandring, der starter ved Korsets Fod og ender ved Himmelens Stad. Ja, for Bunyan starter Åndens virke i hjertet allerede i den første spæde erkendelse af, at han mangler noget, behøver noget, som verden ikke kan tilbyde.

Sande og falske kristne
Bunyan viser os tydeligt forskellen mellem den sande og falske kristen, forskellen mellem ægte tro, der fører til hellighed og kamp med synden – og tom omvendelse, som ikke efterfølges af nogen åndelig vækkelse. ”...vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen” Heb. 3:14.

De største farer for Bunyan er derfor ikke at møde Kæmpen Fortvivlelse eller at falde i Mismodets Sump, som vi alle indimellem gør, men mødet med de personer, der er tæt på flere gange at lede Kristen vild. Personer, som Føjelig, Verdensklog, Snaksom, Bagtanker, Demas, Liden-Tro og Vankundighed.

Spændingen imellem Kristen og disse falske apostle er bogens afgørende dramatiske kerne.

Samtalen mellem Snaksom og Kristen og Trofast er genial. Snaksom siger i starten alle de rigtige ting, men under ordvekslingen går det op for os, at han netop kun sludrer om frelsen, om Gud, om det åndelige, det er ikke blevet til ”liv” for ham. Formalist til fingerspidserne er han blot religiøst interesseret, men Gud har ikke afgørende grebet ind i hans liv.
Vankundighed (Uvidenhed, engelsk: Ignorance) fremstår som det største advarende eksempel.

Han tror, at det er vel med hans sjæl, at det nok skal gå. Hvis han overholder budene, lever et godt liv, så vil Gud modtage ham i sine evige boliger. Da Kristen citerer Skriften for ham, at ”der er ingen, som er retfærdig, ikke én” og at ”menneskehjerternes higen og tragten kun er ond fra ungdommen af”, så svarer han koldt:
- Ingen skal få mig til at tro, at mit hjerte er så ondt.

Vankundighed bliver i slutningen af beretningen bundet på hænder og fødder og smidt i Helvedet.

”Da så jeg, at der var en vej til Helvede lige fra Himlens Porte, så vel som fra Undergangens By. Så vågnede jeg, og se, det var en drøm.”

En pilgrim for alle
Pilgrimsvandringen er fyldt til randen med direkte citater eller omskrevne citater fra Bibelen. Enkelte skriftsteder synes taget ud af deres sammenhæng og formidler indimellem en pointe, som verset ikke giver belæg for. I efterksriftet til bogen er Bunyan også den første til at indrømme, at han ikke er ufejlbarlig: ”Finder du slagger skal du blot kaste dem bort, men gem da guldet godt.”

Bogen er skrevet i en alvorlig belærende tone, uden den lune og humor, som kunne have gjort rejsen lidt mere tålelig. Vi kan grine lidt ad de allegoriske navne, men så digter den puritanske forfatter videre ”Lad ej billedernes sære form fremkalde latter eller vredesstorm. Lad børn og tåber derom, men prøv du at gribe sagen med ærlig hu.”

Tonen er belærende og indtrængende med de løftede pegefingre og store følelser på næsten hver side. På moderne kristne virker denne konstante selvprøvelse og sam-vittighedsnag ekstrem, ja næsten neurotisk. Men spørgsmålet er, om bogens eftertryk ikke lægger sig mere op ad Skriftens egen grundtone om efter-følgelse af Kristus, end vi er villige til at indrømme.

I Bibelens perspektiv er livet en vandring ofte på stenet grund, ikke en guidet tur i luftpudebåd. Vi er fremmede, som går gennem livet med et andet hjemland for øje, og vi efterfølger Kristus og indordner vort liv i lyset af det kommende liv og den kommende dom. I dette lys kommer selvfornægtelse før komfort og selvopofrelse før oplevelser.

Pilgrimsvandringen tåler stadig at blive læst og genlæst. I den er åndelige guldgruber, teologisk indsigt og den er ikke mindst en fængslende beretning, der symboliserer alle kristnes vandring.

---------------

John Bunyan på dansk
Den seneste oversættelse på dansk af Pilgrimsvandringen fra Frimodts Forlag er over 50 år gammel. Det er en skam, at en ny generation af kristne ikke har lejlighed til at læse Bunyans klassiker i et moderne sprog.

Roder man lidt i kasserne på et antikvariat kan man dog stadig rimeligt billigt købe et eksemplar – ellers må man låne den på biblioteket.
Credo udgav for et par år siden John Bunyans selvbiografi Grænseløs Nåde. Den er stærkt forkortet, men giver et godt indblik i Bunyans liv med Gud. Den har også et godt indledende essay om Bunyan og hans samtid.