Af Carsten Thomsen - KP 02-2004

Anna Karenina er et fuldkomment kunstværk, et værk, som intet i vor tids europæiske litteratur kan sammenlignes med.
Dostojevskij

Den russiske forfatter Leo Tolstojs roman om Anna Kareninas utroskab og efterfølgende selvmord i 1870’erne Rusland er en af verdenshistoriens helt store klassikere. Det er ikke blot en fængslende fortælling, men romanen udvikler også detaljeret filosofiske, moralske og religiøse temaer, hvor to er i forgrunden: Utroskabet og ægteskabets funktion - og tilgivelsen, herunder samfundets fordømmelse.

Fortællingen følger to parallelle kærlighedshistorier. I den ene kaster Anna Karenina sig i armene på den populære fyrst Vronski, hun forlader manden og sin lille søn, og historien udvikler sig til den helt store tragedie. I den anden følger vi som en skærende kontrast den spirende kærlighed mellem Levin og Kitty og deres ægteskab.

Vores sympati ligger i starten af romanen hos Anna Karenina. Hun er smuk, kultiveret, godhjertet og en af de mest indtagende kvindeskikkelser i litteraturen. Helt modsat den kolde, kyniske og følelsesmæssigt afstumpede Karenin, der behandler hende som luft, eller rettere som en smuk dekoration.

Væk fra fornuftsægteskabets kølige værelser søger Anna tilflugt i selskabslivet og her er hun i sin ensomhed et nemt offer for den ridderlige officer. Selvom hun længe er afventende og vaklende ender det hele med en affære.

Da Karenin opdager alliancen, beder han Anna om at blive i ægteskabet og lade affæren foregå i al diskretion, noget som det bedre borgerskab i Sct. Petersborg fuldt ud kan acceptere - da sidespring stiltiende accepteres, blot ægteskabets ydre rammer bevares intakt.

Men den idealistiske Anna kan ikke leve med dette hykleri. Hendes kærlighed kan ikke betvinges af det dobbeltmoralske aristokrati, som kun lever bag facader og masker. Den må leves fuldt ud, ellers intet.
Hun forlader derfor manden og sin lille søn og overgiver sig til kærligheden til Vronski.

For en moderne læser, der ikke regner med Gud som en faktor, så er Anna en helt. Hun følger blot sit hjerte. “Lyt til dit hjerte, gør, hvad du føler er rigtigt”. Hvor mange gange har vi ikke hørt dette simple råd? Er du blevet ramt af Amors pil, så er der intet at gøre. Er det den helt store kærlighed, må du forfølge den, den er stærkere end alt andet, større end pligten, større end moderrollen, større end det ægteskab, der er indgået indfor Gud. Anna er helten, mens det bedre borgerskab er skurken, da den er dobbeltmoralsk og med sine snærende moralske konventioner gør dennekærlighed umulig for Anna Karenina.

Men Tolstoj protesterer. Det er ikke fordi, at han forsvarer borgerskabet. Han udleverer tværtimod aristokratiet som dobbeltmoralsk og hyklerisk. Men Annas insisteren på sin egen lykke, selv på trods af hendes ulykkelige situation, er selvisk og enerådende, og Tolstoj beskriver med stor psykologisk indsigt konsekvenserne. Annas bevæggrunde er forståelige, og vi håber jo nærmest, at hun kan blive fri for den ufølsomme Karenin og finde lykken, men for Tolstoj får hendes handlinger konsekvenser.

Helt fra starten aner man, at der er noget galt. Som første gang de fuldbyrder deres forhold.

"Så brødefuld, så skyldbetynget følte hun sig...hver gang hun så på ham, fik hun en fysisk fornemmelse af sin nedværdigese, og hun fandt intet andet at sige. Og han - han følte, hvad morderen må føle, når han ser det legeme for sig, som han har berøvet livet. Det legeme, han havde dræbt, var deres kærlighed, dens første liv. Skammen over hendes sjælelige blottelse knugede hende til jorden og meddelte sig også til ham.

I en kommentar til romanen skriver Dona S. Gover i bogen Invitations to the Classics:

“Den bibelske henvisning til den nøgenhed, som Adam og Eva følte i Edens Have efter at have spist den forbudne frugt, dominerer dette afsnit i romanen. Tolstoj beskriver indgående konsekvenskerne af deres forsøg på at opstille en udenomægteskabelig kærlighed, som en rival til Guds hellige ordning”.

For Tolstoj mislykkes deres kærlighed ikke blot fordi samfundets snærende konventioner er imod det, eller fordi ægtemanden nægter at give hende skilsmissen, selvom alt dette ikke gør det nemmere. “Anna Kareninas kærlighed går under, fordi det er en kærlighed, der leves med ansigtet bortvendt - fra samfundet, livet og Gud”, skriver Anna Libak i en artikel om romanen i Weekendavisen.

Anna mister forbindelsen til sin søn. Hun får en datter i forholdet med Vronski, men er uinteresseret i moderrollen. Samtidig bliver hun mere og mere skinsyg på Vronskij, der igen har optaget sine gøremål i samfundet. Selv er hun jo bandlyst fra det sociale liv. Hendes degenererede kærlighed æder hende langsomt op indefra, mens hun prøver at skubbe skyldfølelsen bort og over på andre.

Tolstoj vil dog ikke helt opgive Anna. Da hun står på perronen klar til at kaste sig ud foran toget, korser hun sig, og hendes sidste tanker er “Herre, tilgiv mig alt”. Epigrammet til romanen er vers 19 i Romerbrevet kapitel 12: “Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde”.

Hvordan vi skal forstå det i lyset af Annas skæbne og hendes sidste ord, må være op til læseren at bedømme. Et nådens lys skinner ved enden af tunnellen, vælger jeg at tro, men måske ville Tolstoj ikke give mig ret.

Kontrapunktet til den grumme historie om Anna er Levins og Kittys kærlighed. Ja, uden den ville romanen være et ufuldendt værk.
Det er umuligt ikke at blive revet med af Levins stormende følelser. Hans overstrømmende forelskelse, hans totale forsmåelse, da Kitty afviser ham, hans fryd, da Kitty endelig siger ja, hans tvivl og selvransagelse efter at hvedebrødsdagenes slør tages bort og ægteskabets realiteter viser sig, og hans omsorg og frygt under Kittys graviditet.

Levin og Kittys forhold er bygget over Tolstojs eget ægteskab, og Levin får en ligeså betydningsfuld rolle i romanen som Anna. På det tidspunkt i romanen, hvor Anna og Vronskij rejser/flygter til Italien, så indgår Levin og Kitty et storslået bryllup i Moskva i fuld offentlighed med deltagelse af alle lag af samfundslivet.

Kitty er troende, ægteskabet for hende er helligt og en metafor for Kristi forhold til menigheden. Modsat den filosofiske agnostiker, Levin, der dog langsomt drages mod religionen.

Efter fødslen af deres datter ender romanen med, at Levin bliver åndeligt vakt - ligesom Tolstoj selv blev det efter at han havde skrevet romanen - dog antager han ikke nogen ortodoks tro på Gud.

Tolstojs roman er et forsvar for ægteskabet, som det, der holder samfundet sammen, men hans beskrivelse af det er langtfra romantisk og uproblematisk. Selv det “lykkelige” ægteskab mellem Levin og Kitty er fyldt med beskyldninger, skænderier og jalousi. Og de to ender først med en fælles forståelse, da de lærer at give hinanden rum til at udfylde deres respektive roller i forholdet.

Samtidig med de to hovedhistorier, og flere andre bihistorier, får Tolstoj med sin uovertrufne evne for detaljen portrætteret russisk samfundsliv, hos overklassen i de to storbyer Moskva og Sct. Petersborg, hvor balsale, restauranter og galopbaner udgør nogle af kulisserne, men også bondesamfundet, hvor landarbejderne knokler modstræbende med at indføre et moderne landbrug på den progressive Levins landejendom.

Det er dog først og fremmest Tolstojs evne til at demaskere sindets bevægelser, der viser ham som en sand mester, især hos Anna og Levin, hvis tankeliv omhyggeligt bliver bredt ud. Levins lange metafysiske spekulationer har sikkert været Tolstojs eget forsøg på at rede de religiøse tråde ud. Tråde, der desværre endte i et etisk spindelvæv bygget på Jesu bjergprædiken, men uden Jesus som forsoneren og frelseren.

Den lykkelige og, fornemmer vi, afklarede Levin i slutningen af romanen står som kontrast til Leo Tolstojs eget ulykkelige liv. Hans ihærdige stræben efter at leve op til kristendommens idealer blev ikke bundet sammen med nådens og tilgivelsens ånd.

Når vi tænker på romanens tema om tilgivelse, så er det forstemmende, at Tolstoj ikke selv fandt fred - men måske Tolstoj kort før han døde som vagabond på en togstation, efter at have forladt sin familie og landejendom, havde Annas sidste ord i sine tanker “Herre, tilgiv mig alt”.

Vi har lov at håbe.