klassiker:
Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886)

Af Carsten Thomsen - KP 02-2007

Hjertet er det mest bedrageriske af alt,
det er uhelbredeligt,
hvem kan gennemskue det? (Jer. 17:9)

Robert Louis Stevensons mareridtsagtige fabel Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler om kampen mellem det gode og det onde i mennesket. Det er en symbolladet thriller om selve menneskets natur.
Hvem er vi i grunden?

Den respekterede og ansete læge og forsker Dr. Jekyll funderer over dette grundlæggende spørgsmål. Han er på den ene side stemt mod de dyder, der former og modner hans karakter. Han er en retskaffen person, og der er ingen plet at sætte på ham i hans omgang med sine medmennesker i det viktorianske miljø, som fortællingen foregår i, med dens klare etiketter for anstændig optræden.

På den anden side mærker han dragningen mod de mørkere sider i sindet. Selvom han søger at undertrykke og ignorere begæret, dukker det hele tiden op igen.

Jeg hengav mig med lige brændende iver til begge de to polære modsætninger i mig. Jeg var ikke mere mig selv, når jeg boltrede mig i mine udsvævelser, end når jeg...beredvilligt anstrengte mig for at lindre mine patienters sorger og lidelser.

Dr. Jekyll former den teori, at han i virkeligheden ikke kun er ét - men to selvstændige væsener, der hver især kæmper om at få overtaget. Kunne han blot i sit laboratorium blande en mikstur, som ville adskille disse to sider i ham selv, ville problemet være løst:

Det onde i os kunne vandre sin dunkle vej alene uden at være belemret med sin mere værdifulde tvillingebroders høje stræben og bitre, nytteløse anger. Og det gode kunne til gengæld frit og frejdigt følge sin stolte sti mod stjernerne, kunne udrette alt det skønne, hvori det fandt styrke og velsignelse, og behøvede ikke mere at være udsat for den skam og skændsel, for den stadigt gentagne sonebod, som det ellers måtte udstå for sin lavsindede, artsfremmede og fjendtlige modparts skyld.

Som tænkt, så gjort. Om dagen er han nu den venlige Dr. Jekyll, og når han nedsvælger sin djævelske drik, forvandler han sig til det krumryggede monster af et menneske, Mr. Hyde, der i nattens mulm og mørke skaber skræk og rædsel i Londons små gyder. Han beskriver selv denne onde side i sig:

"Jeg vidste på en prik, lige fra det første nu af denne min nye tilværelse, at jeg var blevet ond. Tidobbelt ond. En livegen træl af den ondskab, der udgjorde selve mit jeg. Og tanken derom henrykte og henrev mig som en fyrig vin".

Det, der starter som et kontrolleret eksperiment, tager overhånd. De “glæder”, som Dr. Jekyll før har givet efter for, bliver nu i Mr. Hydes skikkelse forværret.

"Nu, hvor det var Edward Hyde, der hengav sig til dem, begyndte de rask at forværres og at blive af rent ud uhyggelig eller endog af uhyrlig art. Når jeg vendte hjem fra disse vilde togter, faldt jeg ofte i forbløffelse over min stedfortræders totale mangel på moral. Denne “slægtning” af mig, som jeg selv havde kaldt frem fra min sjæls dybder og sendt ud for at muntre sig af hjertens lyst, var et væsen, der indtil sidste fiber kun bestod af ondskab og nederdrægtighed. Hver tanke og hver handling hos ham drejede sig kun om hans eget kære jeg".

Under en af sine forvandlinger begår Mr. Hyde et bestialsk mord og bliver selvfølgelig eftersøgt. Da Dr. Jekyll erfarer, hvad han har gjort, lover han over for sig selv, at Mr. Hyde for bestandig må begraves og aldrig mere kaldes frem. Men begær, når det får frie tøjler, skaber afhængighed, og det må den plagede læge erfare.

Vilddyret, dybt derinde i mig, lå ligesom og slikkede forsultent på de magre minder, det havde at gøre sig til gode med. Og mit åndelige jeg lovede døsigt bestandig bod og bedring uden dog i øjeblikket at have kræfter til straks at omsætte disse løfter i handling.

Han forvandler sig nu til Mr. Hyde - selv uden at tage medicinen.
Det, som han håbede ville adskille og rense ham fra det onde, giver bagslag. Han har nu fuldstændig mistet kontrollen, og Dr. Jekyll er kun en skygge af sig selv - regeret af sit alter ego, Mr. Hyde. Jekyll indser i et af sine sidste klare øjeblikke, at den eneste udvej er selvmordet, så Hyde kan udryddes og ikke skabe mere ravage.

I romanen bliver Jekylls og hans flirten med det undertrykte driftsliv sat op imod to andre personer. Lægen og vennen Dr. Lanyon, og så overretssagføreren Utterson. Begge repræsenterer i divergerende grad victorianismen med dens kølige, rationelle og fornuftsbetingede tilgang til livet. Civilisationens forsvarer mod det mere primitive hedenskab og menneskets “vilde” natur.

Hverken dyr eller engel
Robert Louis Stevenson, der nok er mest kendt for romanen Skatteøen, skrev Dr. Jekyll og Mr. Hyde i begyndelsen af sit forfatterskab i 1886, og den gav det unge forfattergeni hurtig anerkendelse.

Stevenson voksede op i et hjem præget af puritanisme og reformert teologi - og selvom han var uenig i den, så har det sat sine spor i ham og er nok en af grundene til, at han så skarpt og indsigtsfuldt har kunnet skrive om menneskets forkrøblede vilje - eller “total depravity”, som calvinisterne udtrykker det. Romanen flyder da også over med bibelsk sprog og referencer.

Stevenson var også som så mange andre i sin samtid fascineret af Darwins teorier om mennesket udvikling fra aberne. Er mennesket i bund og grund kun et dyr, som har tæmmet og bragt sine grundlæggende instinkter under kontrol via samvittighed, civilisation og samfund? Og i så fald, hvordan forklarer vi så menneskets bevidsthed om både pligt og skyld og behov for soning for synd?

I en bibelsk forståelse er mennesket hverken dyr eller engel. Hverken djævel eller Gud. Men der er træk af begge ting i os. Francis Schaeffer har beskrevet mennesket som “A Glorius Ruin” - på en gang “kronet med herlighed og ære”, skabt i Guds billede, og dermed også mere end blot et umælende dyr, men desuden en ruin - et faldent menneske, surret fast i synd og fordærv.
Stevenson skriver i et brev til en ven, at emnet for romanen egentlig er det ældgamle problem med “krigen i lemmerne” (Jakob 4:1).

Det er et grundlæggende menneskeligt problem. Hvordan vi kan lægge bånd på begær og lyster. I Romerbrevet kapitel 7 råber en fortvivlet Paulus: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?”. I en reflektion over sit bedrageriske hjerte og sin kraftesløse vilje, konkluderer han.

“Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (v. 18 og 19).

Kan vi få bugt med vreden ved at udtrykke den? Eller er det ikke ofte sådan, at jo mere rum vi giver for vreden, jo større bliver den? Små uskyldige laster kan langsomt blive til store problemer for os.

Jo mere rum vi giver vore lyster, og jo mere løsslupne vi bliver over for vort begær, jo mere vanedannende bliver de - og jo mere afhængige bliver vi.
Dr. Jekyll troede, at han kunne få bugt med sin onde natur ved at lade den komme til udtryk - men Mr. Hyde var ikke underdanig, men voksede sig stor og stærk og mægtig. Og pludselig var det ikke nok med at blive sluppet løs en gang om ugen, eller to gange. Nu måtte trylledrikken tages hver aften. Og da han så sig i spejlet var det ikke den rare blide Jekyll, som tonede frem, men Mr. Hydes groteske træk.

I en forstand har Stevenson ret. Døden er den eneste udvej, hvis vi skal slippe af med Mr. Hyde. Løsningen er dog ikke selvmord, men den død, som skete, da Jesus tog vor skyld og synd på korset. Sat i en kristen kontekst var det vor gamle Adam, Mr. Hyde, som blev lagt i Jesus og korsfæstet med Ham.
Det er den vej, som Bibelen anviser. Et liv, hvor Guds ånd får mere rum i det indre, og hvor Mr. Hyde langsomt viger pladsen og mister sin magt.

Paulus konkluderer også på sit spørgsmål i Romerbrevet 7: Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!