Af Carsten Thomsen - KP 04-2005

De to anti-utopiske fremtidsromaner 1984 og Fagre Nye Verden har begge opnået klassiker-status, og begge viste sig at holde stik - Orwell forudså hvordan verden ville blive under totalitære Big Brother samfund; Huxley forudså fremtiden i vestlige samfund, hvor teknologien ville blive hyldet som den højeste gud.

Orwell forudså et kommunistisk styre, der ville forbyde bøger og adgangen til information, Huxley forudså et vestligt samfund, hvor ingen ville læse seriøse bøger, men hvor alle ville blive over-svømmet med så megen information, at de forblev passive og uden evne til at analysere det, de hørte og så.

- Orwell frygtede et system, der skjulte sandheden - Huxley frygtede, at sandheden ville drukne i et hav af ligegyldigheder. I 1984 kontrolleres menneskene ved at blive tilføjet smerte. I Fagre nye Verden kontrolleres de ved at blive tilbudt nydelse, skriver Neil Postman i bogen Amusing Ourselves To Death (Fagre Nye TV-Verden).

Kristendommen afskaffet
Huxley er skræmmende præcis i sin stærkt satiriske roman. Den er skrevet i 1932, men indvarsler med sin profetiske røst biologiens tidsalder, som vi i vor tid for alvor ser konturerne af.

Fortællingen foregår i en fjern fremtid - i år 2700 - eller som der står - 632 E.F. (efter Ford) - ikke efter Kristus, for Gud og al religion er afskaffet og erstattet af tilbedelsen af teknologien symboliseret i Ford, der opfandt samlebåndet.

Romanen åbner med et besøg på et laboratorium, hvor mennesker fremstilles på samlebånd og via genteknologien opdeles i et sindrigt klassesystem. Den kloge elite, alphaer, de mellem-intelligente betaer, og så underklassen, epsiloner, som udfører det hårde manuelle arbejde.

Fostrene bliver fra starten via impulser disponeret mod læsning af bøger og kærlighed til naturen. Monogami er ildeset - følelsesmæssigt at binde sig til ét menneske betragtes som unaturligt. I stedet opfordres der til fri sex med så mange partnere som muligt. Ingen føder mere børn på den naturlige måde, familierne er afskaffet. Sorg, bedrøvelse og alle andre kedelige følelser skubbes af vejen med en slags forfinet lykkepille kaldet Soma, som sender folk i drømmeland.

- Alle de fordele, der var ved kristendommen og alkohol; men ingen af manglerne. Man tager ferie fra den virkelige verden, når man vil, og vender tilbage uden så meget som hovedpine eller tømmermænd, siger en af personerne i romanen.

Underholdningsindustrien udfylder tomrummet med følefilm - bemærk - ikke film, der får dig til tænke eller analysere, men blot opleve dejlige følelser hele tiden. Individualiteten er udvisket og folk er reduceret til driftsfikserede zombier, historieløse, uden interesse for bøger, poesi eller kunst.

Alt er af verdensherskerne designet for at sikre den højeste lykkefølelse og bevare den sociale stabilitet. Som verdensherskeren Mustafa Mond koldt reflekterer:

- Verden er stabiliseret nu. Folk er lykkelige. De får, hvad de ønsker, og de ønsker aldrig, hvad de ikke kan få. De har det godt; de er betrygget; de fejler aldrig noget; de er velsignet uvidende om lidenskab og alderdom; de er befriet for forældre-plagen. Og hvis der alligevel er noget, som går dem imod, så er der soma, forklarer herskeren koldt.

En vild i civilisationen
Hovedpersonen i romanen er outsideren Bernard Marx, der er lille af vækst, og som har svært ved at tilpasse sig det velordnede samfund. Bernhard længes efter de ægte følelser og dybere relationer med andre mennesker.

Sammen med den overfladiske, smarte og soma-fikserede Lenina får han mulighed for at besøge et reservat uden for civilisationen, hvor der stadig bor mennesker, som får børn på den “gamle og unaturlige måde”.

Marx får som et eksperiment lov til at tage en af de “vilde” med hjem til storbyen. Det rå naturmenneske Johannes er opflasket med Shakespeares samlede værker - den eneste bog han nogensinde har læst. Fra Shakespeare henter han sine dyder, sit heltemod og sine idealer.

Johannes vækker interesse i den nye fagre verden - Marx’ status vokser og fra at være ildeset er han pludselig blevet “cool” blandt eliten, fordi han har forbindelser med “den vilde”.

Det hele ender dog tragisk for hovedpersonerne. Johannes kan ikke affinde sig med mangelen på ægte menneskelige følelser og civilisationens fokus på eskapisme og kunstige fornøjelser, og han nægter konsekvent at tage den beroligende soma.

Og Bernhard Marx’ korte berømmelse fordufter, da hans “eksperiment” ikke bringer frugt. Han bliver sendt til en isoleret ø, hvor han ikke kan foretage flere uheldige eksperimenter.

Fortællingen kulminerer i en lang afsluttende diskussion mellem Johannes og verdenslederen Mustafa Mond om menneskets behov for Gud. Johannes er forarget over, at Mond har gemt en Bibel i pengeskabet, og at han bevidst har forsøgt at undertrykke kendskabet til Gud:

- Gud kan ikke eksistere sammen med teknik, videnskabelig medicin og universal lykke. Man må vælge, argumenterer Mond.
- Men det er naturligt at tro på Gud, når man er alene - helt alene, om natten, når man tænker på døden, siger Johannes.
- Men folk er aldrig alene nu til dags, siger Mustapha Mond. Vi får dem til at hade ensomhed; og vi ordner deres liv for dem på en sådan måde, at det er næsten umuligt for dem nogen sinde at være alene.
Den vilde nikkede mørkt. I Malpais havde han lidt, fordi de havde lukket ham ude fra folkets fælles-liv, og her i det civiliserede London led han, fordi han aldrig kunne undslippe dette kollektiv-liv, aldrig få lov til at blive for sig selv i fred og ro.

Paradis på jord
Romanen er selvfølgelig science fiction, men vores samfund bevæger sig hastigt imod Huxleys skrækvision. Bioteknologien er endnu i sin barndom - hvordan bliver samfundet, når vi oplever den i fuldt flor? For ønsker vi dybest set ikke lykkefølelse, underholdning, tryghed, et langt liv uden sorg og lidelser, sikker-sex-uden-forpligtelser?

Genetisk screening bliver allerede brugt af rige ægtepar i lande som Kina og Indien for at sikre sig det eftertragtede drengebarn. Vores soma hedder nu lykkepiller, vi falder alle på halen over de seneste teknologiske landvindinger og er fascineret af internettet, som kobler os alle sammen. Fritiden går med pc-spil, alverdens tv-kanaler og film i lange baner. Vi ønsker at fjerne alle tegn på alderdom med botox og kunstige læber, og have døden i armslængde ved at flytte de udslidte til plejehjem.

Det virkelige skræmmende ved vort vestlige overflodssamfund er, at Gud er reduceret til nærmest ingenting. Videnskaben har erstattet Gud. Den tilbeder vi. Uden Gud stræber, håber og planlægger mennesket i dets stolthed og arrogance efter paradis på jord. Borte er længslen efter den evige stad, efter den jord, som Gud vil forny. For her ligger det virkelige Paradis. Som Johannes (altså apostlen) i sin henrykkelse så dette sted:

- Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne. Joh. Åb. 7

Det er Bibelens vision. Og det er ikke utopi. Det er ikke science fiction. Det er den virkelige virkelighed.