Af Carsten Thomsen - KP 01-2005

Jeg tror næppe, der er nogen bog, jeg har følt mere trang til at skrive end denne. Men jeg har heller ikke frygtet mere for nogen. Det er så vanskeligt at tale og skrive om bøn, synes jeg.
Ole Hallesby

At bede. Det burde være så naturligt som at trække vejret, og så oplever mange kristne alligevel, hvor meget der forhindrer et fortroligt forhold til Gud. Spredte tanker, larm og uro, ingen tid til fordybelse, travle perioder, hvor det kun bliver til små pip på vej til et eller andet gøremål.

Ole Hallesby kender til alle disse vanskeligheder og kampe. Han kender også til de gode stunder, hvor vor ånd og Guds Ånd får lov at tale længe og inderligt med hinanden.

I den lille kristne klassiker fra 1931 leder han de kristne ind i lønkammeret og forklarer os om de ofte fortvivlede kampe og om den anfægtelse, vi alle kommer i, når bønslivet går i tusind stykker. Han samler splinterne op og beskriver bønslivets hjerteslag.

Talte mod nazismen
Den norske professor skrev i alt 67 bøger, men det er denne bog om bøn, som han er mest kendt for. Hallesby voksede op i et pietistisk lutheransk indremissionsk hjem i Norge, men drev væk fra troen i skoleårene.

Da han var 23 år kom han til tro og blev en af Norges mest ivrige forkyndere og kristne skribenter, og han oplevede flere vækkelser. Under Anden Verdenskrig var han en af de kirkeledere, som udtalte sig skarpest imod nazismen og den tyske besættelse, og han blev sat i fængsel i to år.

Vægten i bogen ligger ikke i de teologiske problemer omkring bøn. Det kan siges at være bogens svaghed, eller rettere begrænsning. Ind imellem studser man over hans formuleringer og definitioner og kunne ønske en bedre argumentation udfra Skriften - i stedet er det en dybt personlig bog, hvor Hallesby henvender sig til den enkelte. Ofte under læsningen standser man op og udbryder, “Ja, sådan har jeg tænkt, sådan har jeg også oplevet det, sådan har min bøn også været”.

Hallesby starter med at citere fra Johannes’ Åbenbaring: “Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig”. Dette er nøglen til bøn, siger Hallesby. At bede er at lukke Jesus ind. Det er Jesus, som bevæger os til at bede. Han banker.

Bøn er dette ganske simple at lukke Jesus ind til vor nød. Bøn er at give Jesus adgang til at bruge sin kraft på vor nød. Bøn er at give Jesus adgang til at forherlige sit navn på vor nød.

Hjælpeløshed og tro
Dernæst går han over til at forklare, at bøn er en bestemt hjerteindstilling til Gud, og her nævner han to ting. Hjælpeløshed og tro.

Lad ikke din hjælpeløshed drive dig til fortvivlelse. Og lad den frem for alt ikke hindre dig i at bede. Thi den er bønnens egentlige hemmelighed og drivende kraft....Det er alene igennem hjælpeløsheden, at vi lukker os op, så at Jesus kan gå ind til vor nød med al sin nådegave....bønnen består i at fortælle Gud dagen lang, hvor det er, vi føler os hjælpeløse...Vi lukker op og giver Gud adgang til at bruge sine undergørende kræfter på vor hjælpeløshed.

Den anden side af sindelaget er tro. “Han skal bede i tro, uden at tvivle” (Jak. 1:6).

Min tvivlende ven, din sag står ikke så dårligt, som du selv mener. Du har mere tro, end du aner. Du har tro nok til at bede, ja, tro nok til at blive bønhørt. Troen er jo en mærkelig ting, som ofte gemmer sig bort, så vi hverken kan se eller finde den.

Troens art er at komme til Kristus. Dette er troens første og sidste og sikreste livstegn. Synderen har intet uden sin synd og sin nød. Og troen ytrer sig nu enkelt og ligetil deri, at synderen i stedet for at løbe fra Gud...nu går frem i lyset for Kristus med al sin synd og sin nød. Den synder, som gør dette, han tror.

Bønnens vanskeligheder
Hallesby fortæller også indgående om bønnens mange vanskeligheder og kampe. Det føles så anstrengende for mange at bede, og de giver op. Vi går rundt som “åndeligt udsultede”, så vi ikke har kraft nok til at tjene Herren, fordi vi ikke beder.

Den norske forbeder forklarer om, hvordan vi bruger bønnen til at kommandere med Gud, hvordan vi glemmer at bede i Jesu navn, men i stedet beder i eget navn. Han beskriver andre problemer, som forholdet mellem bøn og lydighed, Satans angreb og kødet, som begærer imod Ånden, ubesvarede bønner, faste og bøn.

Hallesby minder om, at Jesus har magt også over vore ustyrlige tanker.

Der står et dybt og dejligt ord om dette i Fil. 4:7: “Så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.”
Ja, det er den eneste måde, hvorpå vort adspredte sind og vore uregerlige tanker bliver samlet og bevaret, at de samles i Kristus Jesus. Det vil sige, at Kristus griber, fanger, fængsler og samler al vor interesse. Da bliver bedestunden et virkeligt møde med Gud. Ligesom radierne i en cirkel går mod centrum, således går nu alle tanker ind til Gud.

Det vigtigste arbejde
Grundlæggende, siger Hallesby, kan bønnens arbejde ikke erstattes af noget andet arbejde i Guds rige.

Dette arbejde er det vigtigste, fordi det er forudsætningen for alt andet arbejde, vi skal udføre i Guds rige: prædike, sjælesorg, møder, foreninger, bestyrelser, organisation og pengeindsamling. Hvis ikke bønnens arbejde går forud for og ledsager det øvrige arbejde, så bliver dette intet andet end menneskeværk, udført med mere eller mindre dygtighed og mere eller mindre slid og møje, som gør både os selv og de andre trætte.

“Fra Bønnens Verden” er en bog for alle. Jeg læste den selv som ung, da jeg en sommer skulle ud med Operation Mobilisering.

OM havde klogeligt taget den med på listen over bøger, som man skulle læse, før man tog til deres konference og senere på team. Siden har jeg læst den tre gange mere. Og det er nok ikke sidste gang, at jeg dykker ned i denne lille klassiker.