Af Carsten Thomsen - KP 03-2007

“Rejser til forskellige af Verdens fjerne folkeslag af Lemuel Gulliver, først skibs-læge og derefter kaptajn på forskellige skibe. I fire dele”. Sådan lyder den lange titel på det, der siden uden dikkedarer er blevet til Gullivers Rejser.

Især børnene har taget de eventyrlige og eksotiske rejser til sig; særligt de første to rejser til Lilliput og Brobdingnag er genialt komiske og sætter fantasien i gang, mens den beske tone i den sidste rejse til houyhnhnmernes land ikke er for små børn. Her bliver satiren mere sammensat og svær at tolke.

Den engelsk-irske præst og journalist Jonathan Swift levede og virkede, da oplysningstiden var på sit højeste i starten af 1700-tallet.

Oplysningstiden var især en reaktion på de blodige religiøse krige, der var blevet udkæmpet det forrige århundrede; kristendommen og de kirkelige institutioner blev udsat for hård kritik, mens man samtidig ophøjede videnskaben og den menneskelige fornuft. Der var en herskende optimisme og tro på fremskridtet, på menneskets evner, en tro på, at tilværelsens grundlæggende problemer og mysterier kunne gennemskues og beherskes af den menneskelige fornuft.

Swift var fortaler for den almindelige sunde fornuft, men han var ikke udelt begejstret for rationalismen og optimismen på menneskets vegne. Han kritiserede i sine satiriske skrifter oplysningstiden for at ignorere menneskets iboende synd og for at idealisere fornuften. Vi har stadig brug for en god portion af Swifts skepsis.

Trods avanceret teknologi, medicinske fremskridt, intense psykologiske studier af det menneskelige sind, teoretiske studier af statsmagten og samfundets indretning og alskens “oplysning” og uddannelse, så kæmper mennesket stadig med de grundlæggende problemer i tilværelsen og synes ikke at være nået længere mod et idealsamfund, snarere tværtimod.

Swift har Bibelen på sin side, når han med profetisk ildhu kaster sig ud i sin bidende satire. Skriften gør flere steder brug af den, som oftest med en advarende profetisk tone, der skal få folk til at besinde sig og erkende egne begræns-ninger og behovet for at erkende deres skaber i stedet for at tilbede skabningen.

Romanens “helt” Lemuel Gulliver er i høj grad præget af tidsånden i 1700-tallet og tilslutter sig oplysningstidens fremherskende ideer - og gennem hans oplevelser hudfletter den irske præst sin samtids stolthed, hovmod og utålelige overlegenhed. Gulliver selv må stå for skud, men også de folk han møder på sin opdagelsesrejse. Gulliver er bestemt ikke et synonym for Swift selv. Han kommer til syvende og sidst også ind under Swifts kritik, for selvom han er en god beskriver, er han ikke god til at analysere og se de forskellige samfunds fejl og mangler.

Lilliput
Den fantastiske fortælling begynder med forlæggerens forsikring om, at vi her skam har med en sandfærdig fortælling at gøre. Ja, Gulliver er blevet så kendt for sin sanddruhed, at hans naboer ofte siger: “Det er lige så sandt, som om Mr. Gulliver havde sagt det”. Blot må udgiveren erkende, at Gulliver til tider bliver lidt for omstændelig, så han har været nødt til at stryge utallige steder vedrørende vinde og strømforhold.

På den første rejse til Ostindien lider Gulliver skibbrud og redder sig i land ved lilleputternes kyst. Komikken er høj, når de små væsener - mindre end seks tommer - fører sig frem i al deres indbildskhed. De diminutive størrelser virker latterlige og naragtige, når de opblæste og stolte marcherer frem i flok under Gulliver, der skal agere triumfbue.

Her rettes skytset især mod Swifts samtids politikere og religiøse ledere med deres evindelige kævlerier og stridigheder - hvor må det se ud set fra et ophøjet sæde i himlen?

Kejseren er højere, næsten så meget som bredden af min negl, end nogen af hans hof, hvilket alene er tilstrækkeligt til at indgyde dem, der ser ham, ærefrygt. Hvor god man er til linedans på sytråd eller at hoppe over en stav afgør, om man kan få de høje embeder.

Det er almindelig erkendt, at finansministeren, Flimnap, på stram line kan gøre et badutspring mindst en tomme højere, end nogen anden af rigets stormænd er i stand til at præstere. Jeg har set ham udføre den store saltomortale flere gange i træk på et reb, som ikke var tykkere end et almindeligt stykke sejlgarn. Min ven, gehejmesekretæren Reldresal, er efter min mening - men det er muligt, jeg ikke er nogen ganske uvildig dommer - nummer to efter finansministeren.

Der er en bitter strid mellem de lavhæledes og de højhæledes parti. Kej-serens ministre går i sko med lave hæle, selvom de høje hæle er mere populære. Gulliver finder også ud af, at der har været en blodig religiøs krig over, om man skulle slå hul på ægget i den tykke eller tynde ende.

Brobdingnag
På Gullivers anden rejse stifter han bekendtskab med Brobdingnag, kæmpernes land. Gulliver er nu den lille og må kæmpe drabelige kampe med kæmpe-hvepse og frøer. Han bliver af landets dronning kun betragtet som et kæledyr - hvilket gør ham gal.

Da han fortæller landets konge om englændernes stolte traditioner og skikke virker det hult, og kongen får lov til at udstille de mørkere sider ved national stolthed og de europæiske krige og den uretfærdighed, der hersker i Gullivers hjemland.

Laputa
På den tredje rejse ankommer han til Laputa, der som et rumskib svæver over jorden. Her gør Swift grin med sin samtids selvcentrerede filosoffer, matematikere og videnskabsmænd og deres ofte teoretiske viden og evindelige spekulationer, som ikke havde nogen relevans eller praktisk nytte i hverdagen.

Selv foretrak Swift kundskab, der var afprøvet og erfaret i stedet for den vidtløftige intellektualisme, som omgav ham. Kritikken er bestemt ikke mindre aktuel i dag, hvor vi er omgivet af og overgivet til et sandt ekspertvælde, der synes at have svaret på alt.

Gulliver oplever forskernes utopiske projekter, som at udvinde solskin fra agurker, og få edderkopper til at spinde silkestrømper - ja, faktisk var der på den tid medlemmer af Royal Society i London, der begav sig af med sådanne forsøg. I Laputa er man optaget af matematiske formler og filosofiske abstraktioner, men er ikke interesseret i resten af verdenen. Deres huse har ingen rette vinkler, for simpel og praktisk geometri interesserer dem ikke.

Hestenes Land
På de tre første rejser får Jonathan Swift med sit vid og bid os til at le - samtidig med, at han udstiller samfundets og vore egne mangler og kommen til kort. Men på den fjerde og sidste rejse ler vi ikke så meget. Det er den mørkeste og mærkeligste fortælling. Her er det selve menneskets natur, som beskrives. Han ankommer til hestenes land (eller Houyhnhnms, som de hedder).

På den ene side er der de kloge heste, der regerer landet. Her har vi idealet på samfund bygget alene på fornuften og det rationelle princip. De har tilrettelagt hele tilværelsen åh så fornuftigt, et samfund, hvor der ikke er brug for at lyve eller bruge magtanvendelse, hvor familielivet er praktisk planlagt på forhånd. Men er det Swifts ideal-samfund? Nej, for det er utopisk. Folk lever godt nok i harmoni og fred, men ingen af hestene har navne - her er ingen individualitet.

Tilværelsen er kemisk renset for spontanitet, selv-opofrelse, livsglæde, begejstring og lidenskaber - mennesket her behøver ikke kæmpe med synd eller de mørkere sider af tilværelsen.

På den anden side fortælles der om yahooerne, nogle menneskelignende væsener, der er brutale, bestialske og udelukkende drevet af deres selviske begær. Et symbol på menneskets grund-læggende syndighed.
Gulliver har det godt i hestenes land og er sønderknust, da han bliver betragtet som en yahoo og forvist fra landet. Da han kommer hjem til England, kan han ikke længere holde ud at leve i det, han nu betragter som yahooernes land, og mennesket fylder ham med væmmelse og lede.

Her når vi kernen af Swifts undersøgende satire: Dilemmaet mellem menneskets fornuft og dets iboende synd. Højt at flyve og dybt at falde.

De fleste litteraturkritikeres fortolkninger har ikke nok blik for Swifts kristne tro. Vi finder mere end samfundskritik og en advarsel mod utopiske drømmerier, men også en opfordring til at erkende sig selv som synder og afhængig af Gud. Der er behov for realisme, for at erkende menneskets begrænsninger, at være klar over den brutale kraft, som kan komme til udtryk i menneskets stolthed, synd og lidenskaber.

Swift var en underholdende men også advarende profetisk røst - og hans satire har bestemt også relevans i dag.