Af Carsten Thomsen - KP 04-2005

Vinden i Piletræerne blev udgivet i 1908, men er stadig næsten 100 år efter en populær og elsket børnebog. Den findes i en ny stor dansk udgivelse, på lydbånd, teater og film.

Bogen er nærmest hjørnestenen i den engelske dyrefabel. Klog og god, varm og vittig på samme tid. Vi kommer hurtigt til at holde af de kære væsener Muldvarp, Rotte, Grævling og Tudse, for vi spejler os selv i deres dyder og fejl.
Muldvarp - en ejegod og trofast kammerat, så nænsom og villig til at tro det bedste om andre, men også overbekymret og tilbageholdende. Rotte derimod har en smittende entusiasme og gå-på-mod, men med et drømmende og uroligt sind, der plages af udlængsel.

Grævling, som C.S. Lewis så som en blanding af “høj rang, grove manerer, hårdhed, skyhed og godhed”.

- Barnet, som én gang har mødt Grævling vil få et kendskab til menneskeheden og den britiske kulturhistorie, som det ikke kunne have fået fra nogen abstrakt fremstilling, skrev han. Grævling er den vise og kloge blandt firkløveret, men også streng og stærk nok til at handle med autoritet i krisesituationer.

Til sidst er der Tudse, nærmest kun med brister. Han er selvglad og indbildsk grænsende til det utålelige, hans forfængelighed er latterlig. Han er hurtig til at lovsynge sig selv, altid optaget af den sidste nye gadget. Om det er hestevognen, bilen eller motorbåden øjet falder på, så udlever han enhver grille, han har sat sig i hovedet og havner i alskens ulykker.

Alligevel accepterer vi ham med en blanding af suk og latter, som vi gør med umodne børn, for han er næsten ligeså hurtig til at se sine egne fejl. Han vil jo det gode, han lover bod og bedring, angrer, fortryder, men er alligevel i næste øjeblik på vej ud i et nyt uføre.

Venskab
Forfatteren Kenneth Grahame peger gennem dyrenes oplevelser på, hvad sandt venskab er. De fire dyr er der for hinanden, opsøger hinanden, knytter stærkere bånd og det former deres karakter. De er vidt forskellige, men komplementerer hinanden hver især med egne talenter og gaver.
William Horwood skriver i forordet til en af de danske udgivelser:

- Godhed er selve hjertet i Vinden i Pile-træerne; den godhed, som får den ene figur til at sætte den andens interesser og behov før sine egne. For her er ikke tale om personer, der er ude på at drage fordel af hinanden, eller af nogen som helst andre - ikke engang Tudse, når det kommer til stykket....Dette er et samfund, på nogle måder et idealsamfund i mikrokosmos, hvor alle uden nogensinde at nævne det anerkender, at de må sørge for hinanden, før de sørger for sig selv, og det altid til Flodbreddens bedste.

Det er kun sande venner, der bliver ved med at gå i rette med Tudse og prøver at tale ham til fornuft. En stor del af bogen handler om, hvordan Tudse kommer galt af sted. Han stjæler en bil, havner i fængsel, flygter, klæder sig ud som vaskekone og lyver osv. Det smerter de tre andre, men de må sige hårde ting til ham. Ja, de må op til flere gange tvinge ham med magt, så han indser sin egen tåbelighed.

Hvor var Tudse uden sine trofaste venner? Ja, han ville være blevet et tragisk kapitel. I stedet kommer de ham til hjælp, da han skal have smidt hermelinerne ud af Tudseborg. Men vigtigere. Tudses venner får “reformeret” ham, som Grævling jo ønskede. Til sidst er der tale om en forandret Tudse, der har kastet sine barnagtigheder væk og er blevet lidt mere ydmyg og ansvarlig.

Leg og leben
Fortællingen starter med Muldvarp, der ligesom er grundstenen i fortællingen. Ham, der kommer udefra og søger venskabet i de tre andre dyrs verden.
Midt i forårsrengøringen får han pludselig kuller og kaster kosten væk og stikker snuden op af jorden for at søge nye eventyr. “Noget kaldte uundgåeligt på ham deroppe”, står der i indledningen - og kaldet fører ham til Rotte ved Flodbredden. De to finder hurtigt sammen i det stærkeste venskab i fortællingen. Det er virkelig et eventyr; nye venner, god mad, lange dage med leg, snak og flodture.

- Denne dag var kun den første af mange tilsvarende for den frigjorte Muldvarp, og i takt med sommeren, der langsomt skred frem og modnedes, blev dagene stadig længere og mere optagne. Han lærte at svømme og ro og delte glæden ved løbende vand, og med øret mod sivrørene fangede han af og til noget af det, som vinden så ufravendt hviskede mellem dem.

Der er i Vinden i Piletræerne en legelyst, en livsappetit og livsglæde, som smitter. Den kan vi hurtigt begrave i arbejde, pligter, ansvar og travlhed. Men måske Grahame minder os om, at leg, fritid og hygge er essentielle dele af menneskelivet. At vi i venners lag og familiens arme også styrkes og formes. Nogle gange har kristne nærmest dårlig samvittighed over den rene leg, der ikke ses et umiddelbart åndeligt afkast i. Tidsfordriv kalder vi det lidt nedsættende.

Dermed ikke sagt, at leg og adspredelser ikke kan misbruges og overdrives. Her er Grahames advarsel Tudse, der forfølger sine lyster ukontrolleret, uden noget som helst blik for ansvar. Hans venners dom er ubarmhjertig. Grævling siger slet og ret, at Tudse må omvendes.

Hjemmet
Et af de temaer, Grahame vender tilbage til, er behovet for et hjem - en base, hvor måltider forener familier og venner, et fællesskab, der er et åndehul med tryghed og genkendelsens glæde, et nærmest helligt sted, hvor vi finder fornyede kræfter.

Det kommer frem, da de finder ly hos Grævling i hans hyggelige hjem, men især i kapitlet “Hjem, Kære Hjem”. Det er hjerteskærende, da Muldvarp efter lang tid ved Flodbredden en aften på en vandretur med Rotte mærker duften af sit eget hjem i nærheden, mens Rotte spankulerer videre, som om intet er hændt.

- Stakkels Muldvarp stod alene på vejen med hjertet revet itu, og tårerne maste sig på...Men selv under sådan en prøvelse, stod hans troskab over for sin ven fast. Ikke et øjeblik drømte han om at forlade ham. I mellemtiden tryglede, hviskede, besværgede og krævede pustene fra hans gamle hjem ubestrideligt hans tilstedeværelse. Med et ryk, som flænsede hans hjertes strenge, stirrede han ned mod vejen og fulgte ydmygt i Rottes spor, alt imens svage, tynde små dufte anklagede ham for hans nye venskab.

Da Rotte kan se, hvor stor hjemlængsel Muldvarp er i, så er der ingen ende på hans iver efter at gøre Muldvarp tilfreds. Selvom det er sent, så søger de efter hans hjem. Der er næsten ingen mad i huset, som er en ganske lille hybel, men Rotte er kun ovenud begejstret for det hele, og de får en herlig aften sammen. Grahame slutter kapitlet:

- Muldvarp så tydeligt, hvor ligetil og enkelt - endda hvor klemt - det hele var, men også klart, hvor meget det altsammen betød for ham, og den særlige værdi af sådan et ståsted i ens tilværelse. Han ønskede på ingen måde at give afkald på det nye liv. Verden ovenover var alt for stærk, dens kalden nåede ham stadig, selv hernede, og han vidste, at han måtte vende tilbage til dens mere rummelige scene. Men det var godt at tænke på, at han havde dette at komme tilbage til; dette sted, som var helt hans eget, disse ting, som var så glade for at se ham igen, og som han altid kunne regne med ville give ham den samme uforstilte velkomst.

Mødet med Vennen
Når Grahame folder sig ud, så er det åndfuldt inspireret, der er noget mysteriøst og transcendent over livet ved Flodbredden. Det træder tydeligt frem i det kapitel, som Grahame med vilje har placeret midt i bogen. “Fløjtespilleren ved Porten til Daggry” var for ham omdrejningspunktet for hele fortællingen.

Her ror Muldvarp og Rotte op ad floden i søgen efter Odders søn, Lille-Odder, der er blevet væk. Og lige før daggry hører de panfløjten mellem piletræerne.
- Dette er stedet i min sang-drøm, det sted, som musikken fortalte om, hviskede Rotte som i trance. “Her, på dette hellige sted, om nogen steder, så her, her vil vi helt sikkert finde Ham.

Derpå mærkede Muldvarp pludselig en mægtig ærefrygt sænke sig over ham; en ærefrygt, der gjorde hans muskler til gele, bøjede hans hoved og låste hans fødder til jorden. Det var ikke nogen panisk angst - faktisk følte han sig vidunderligt lykkelig og rolig i sindet - men det var en ærefrygt, som slog ham og holdt ham fast, og han vidste uden at kigge, at det kun kunne betyde, at et ophøjet væsen var meget, meget nært.

De følger musikken til dens kilde, hvor de møder den græske naturgud Pan - eller som Grahame også kalder ham: Vennen og Hjælperen.

- Rotte! fik han rystende samlet luft til at hviske. “Er du bange?”
- Bange! mumlede Rotte med øjne skinnende af ubeskrivelig kærlighed. “Bange for Ham? Nej, aldrig, aldrig! Og dog - og dog - Åh, Muldvarp, jeg er bange!”
Derefter knælede de to dyr ned på jorden, bøjede deres hoveder og ærede den fornemme gæst.

En ven, en hjælper tæt på, men alligevel fra en anden verden, ophøjet og mysteriøs, som kræver tilbedelse og ærefrygt. Grahame får på en smuk måde åbnet for en højere virkelighed og en åndelig dimension. Kære Muldvarp og gode Rotte kan ikke andet end i ærefrygt tilbede “den fornemme gæst”. Det er en vidunderlig scene med rum for både mysteriet og underet, men også længslen, som er en blanding af sorg og glæde.

Der er ikke noget specifikt kristent ved denne Fløjtespiller - så langt når vi ikke i Vinden i Piletræerne, men der er en længsel efter en hellig oplevelse, efter noget - eller jeg burde sige, som Grahame - efter nogen ovenfra - Vennen, Hjælperen - der kan forvandle os. Kristus kalder de kristne for “mine venner” - dem, der gør, hvad han byder og går, hvor han kalder.

Muldvarp hørte kaldet ovenfra og fulgte det. Han opsøger næsten og får nye venner - og endelig møder han Vennen. Grahame får åbnet for en åndelig dimension af venskabet. Som noget, der velsigner og styrker.