Klassiker:
Forbrydelse og Straf

Af Carsten Thomsen KP 01-08

Fjodor Dostojevskijs roman fra 1866 Forbrydelse og Straf er en ordentlig moppedreng om et mord og dets konsekvenser.

Den russiske forfatter formår, måske bedre end nogen anden, at trænge til bunds i en martret forbryders samvittighed, ja, det bliver i sidste ende vort sind, han dissekerer, synderens sjæl blottet over for Gud, men for det meste en gåde for sig selv og sine egne onde handlinger.

Rodion Raskolnikov er en fattig studerende, der tumler med en stor gæld, og som ønsker at hjælpe sin søster, så hun ikke mod sin vilje skal giftes med en rig mand, hun ikke er forelsket i.

Han planlægger derfor ned til de mindste detaljer det perfekte mord på en gammel pantelånerske, så han samtidig kan få fat i hendes penge. Udførelsen derimod går ikke helt som planlagt hendes datter er i lejligheden, og derfor dræber han samtidig hende, og i befippelsen får han slet ikke taget de fleste af pantelånerskens penge med.

Vi følger derefter Raskolnikovs deroute ned i et mørkt hul, hvor han plages af febervildelse, paranoia og nærmer sig galskaben, alt imens velmenende venner prøver at hjælpe ham, og forhørsdommeren Porfirij Petrovitj forsøger at afsløre ham.

Nihilismens indflydelse
Dette er dog ikke Sherlock Holmes eller Agatha Christie. Hvem der gjorde det, er ikke nogen gåde, men hvorfor er det gådefulde. Hvad får Raskolnikov til at begå denne forfærdelige forbrydelse? Dostojevskij nøjes ikke med skyde det over på pengenød, momentan sindssyge eller en dårlig opvækst. Det ville stille psykologerne, advokaterne og et nævningeting tilfreds. Men det ville også reducere forbryderen til en maskine, der er gået i stykker, og som man nemt kunne rette op på igen med nogle enkelte justeringer.

Nej, Rodion Raskolnikov begår ikke kun mordet på grund af pengenød, men fordi han mener, at han har ret til at begå mordet. Han gør samfundet en tjeneste ved at skille det af med en unyttig parasit. Han er hævet over gængs moral, han er fri til at selv at skabe nye værdier og realisere sit eget liv uden at stå til regnskab for almindeligt vedtagne konventioner. Han ser mordet som en test af sig selv. Vil han være i stand til at træde over sin egen grænse og sætte sig selv igennem?

Han er påvirket af nihilismen, som de russiske intellektuelle flirtede med. Dostojevskij er kendt for citatet ”hvis Gud er død, er alt tilladt” og han viser konsekvenserne af en sådan tankegang.

Mødet med Sonja
Raskolnikov kan ikke udviske forbrydelsen fra sit sind. Han lider af forfærdelige skyldfølelser, der giver sig udslag i febervildelse, paranoia og galskab. Hans venner tror, at han er blevet sindssyg. Dostojevskij skildrer hans sindstilstand helt enestående, så vi drages ind i hans tanker, bortforklaringer, selvrationaliseringer, tvivl og uro. Hans sind er virkeligt forvirret mørke.

Raskolnikov ønsker at vågne op fra det, der nogle gange virker på ham som et mareridt. Er der nogen vej ud af denne sump af skyld, fortvivlelse og fremmedgørelse? Dette er det andet spørgsmål Dostojevskij forsøger at besvare. Raskolnikovs redning kommer i mødet med den omvendte prostituerede pige Sonja.

Det er en stærk scene, da de er alene og taler om Gud. Raskolnikovs følelseskolde skepticisme overfor den angrende Sonja med den faste tro på Gud. Hun var prostitueret, men gjorde det for at brødføde sin familie. Hun ved, at hun er en synderinde, men har kastet sig ind på Gud.

Beder du tit til Gud, Sonja, spurgte han hende
Sonja tav. Han blev stående foran hende og ventede på et svar.
Hvor havde jeg været henne uden Gud? hviskede hun hurtigt og energisk og sendte ham pludselig et strålende blik, samtidig med at hun gav hans hånd et hårdt klem.

Raskolnikovs hårdhed viser sig i hans næste spørgsmål: “Hvad gør Gud for dig til gengæld?

Ti stille! Spørg ikke sådan! Det er De uværdig til!...udbrød hun pludselig og så vredt på ham….Gud gør alt for mig! hviskede hun hurtigt og sænkede sit blik igen.

En ny, besynderlig og næsten sygelig følelse havde bemægtiget sig ham da han nu kiggede ind i hendes tynde, blege lidt kantede ansigt…”Hun er en Guds dåre; en Guds dåre!” gentog han i tankerne, om og om igen.

Så læser Sonja historien om opvækkelsen af Lazarus fra Det nye Testamente.En beretning Raskolnikov ikke kan slå ud af hovedet. Han føler sig jo også død i sjælen. Isoleret, ensom, afmægtig, og han ser i Lazarus et gnist af håb endnu er han dog langt fra at blive en Guds dåre, denne stolte forhutlede nihilist.

“Behøver jeg virkelig fortælle hende, hvem der myrdede Lizaveta?” Det mærkelige ved spørgsmålet var at han samtidig pludselig følte at han ikke blot var nødt til at fortælle hende det, men også at det var umuligt for ham at udsætte det længere. Han vidste endnu ikke hvorfor det var umuligt, men han følte det, og denne pinefulde erkendelse af egen afmagt over for noget, det var umuligt ikke at gøre, tyngede ham forfærdeligt.

Nihilisten er ude og svømme for han har ikke magt over situationen længere. Han må gå til bekendelse, og han gør det først over for Sonja, som er målløs.

Du har vendt Gud ryggen, og Gud har straffet dig ved at lade Satan få magten over dig!

Han fortæller så, hvorfor han myrdede, og går samtidig ind til sagens kerne:

Jeg ved godt selv at jeg solgte min sjæl til Fanden. Jeg ville begå et mord uden eftertanke, Sonja, begå et mord for min egen skyld, kun for mig selv. Jeg myrdede ikke for at hjælpe min mor, det er noget pjat! Jeg myrdede ikke fordi det kunne skaffe mig de økonomiske midler...Det er også noget pjat. Forstår du det? Jeg ville finde ud af om jeg var en lus ligesom alle andre eller et menneske. Kunne jeg overskride den grænse, eller kunne jeg ikke. (s. 505).

Sonja er forfærdet og har kun én udvej for ham:

Gå straks ud og stil dig ved en korsvej, knæl ned og kys først den jord du har besudlet, bøj dig derefter mod alle de fire verdenshjørner og sig højt så alle kan høre det: “Jeg er en morder” Da vil Gud atter skænke dig livet. Vil du gøre det? Vil du? (s. 507).

Det vil Raskolnikov ikke lige med det samme, men det ender han med at gøre. Godt hjulpet af Sonja går han til politistationen og tilstår. Men et er bekendelse, noget andet er anger, og den udebliver, selv da han får sin dom og bliver sendt i arbejdslejr i Sibirien.

Den trofaste Sonja følger ham på rejsen, selvom han ikke vil kendes ved hende. Først på de allersidste blade i det store værk bryder Gud igennem og skænker ham nåde og tilgivelse. Igen er han ikke i stand til at forklare det, der sker med ham. Men det sker under et af Sonjas besøg i arbejdslejren.

Hvordan det gik til, vidste han ikke selv, men pludselig var det som om et eller andet greb fat i ham og tvang ham til at knæle ned foran Sonjas fødder. Han græd og slog armene om hendes knæ….I det samme nu forstod hun med ét alt. Hendes øjne lyste op i grænseløs glæde….De ville tale, men kunne ikke få ordene frem….Men nu var han genopstanden, og han vidste det, følte med hver eneste fiber i sin krop at han var en ny skabning, og hun levede og åndede jo kun for ham.

Under sin hovedpude havde han Det Ny Testamente. Helt mekanisk tog han det frem. Denne bog tilhørte hende, det var den hun havde læst op for ham af, om Lazarus’ opstandelse…..Han åbnede den ikke nu, men en tanke var dukket op hos ham: “Må hendes overbevisning fra nu af ikke også være min overbevisning?

..her begynder der en ny historie, historien om et menneskes gradvise fornyelse, om hans langsomme genfødsel, hans overgang fra én verden til en anden. Hans bekendtskab med en ny virkelighed, som han hidtil intet havde anet om. Det kunne give stof til en ny fortælling, men denne fortælling slutter her.

En lidelsens mand
At opridse Raskolnikovs vej tilbage til Gud virker fattigt i forhold til det mægtige litterære værk, Dostojevskij har forfattet. Det ejer sin egen kraft og bemægtiger en under læsningen. I Forbrydelse og Straf øser Dostojevskij af sin egen dyrtkøbte erfaring.

Dostojevskij tilbragte over fire år i arbejdslejr og yderligere seks i eksil, dømt for at tilhøre en politisk gruppe, som tsaren mistænkte for at være revolutionær. Han levede i fængslet sammen med mordere, tyve og fordrukne bønder, og er en af årsagerne til, at han kunne skrive med så stor indlevelse om samfundets ynkelige, de udskudte og forkastede.

To begivenheder blev afgørende for Dostojevskij. Den første var en fingeret henrettelse, mens han var i fængsel. En morgen blev fangerne kaldt ud og henrettelsespeletonen stod klar, deres dom blev læst op, men lige før skuddene faldt, kom en budbringer ind med en “benådning” fra tsaren. De blev i stedet dømt til arbejdslejr.

Hændelsen satte dybe spor i Dostojevskij. Han var allerede forvisset om sin egen død, og han følte det som om, at han var genopstået fra de døde. Han havde fået livet tilbage, og det blev uendeligt dyrebart for ham.

Den anden begivenhed var en kærlig gerning, han aldrig glemte. I arbejdslejren fik han besøg af en kvinde, der gav ham Det Nye Testamente den eneste bog, det var tilladt at læse i fangenskabet. Hun hviskede, at han skulle ransage den omhyggeligt (i bogen fandt han ti rubler).

År senere skrev hans datter Aimee: “Han studerede dette testamente fra første til sidste side, grundede over hvert et ord; lærte meget af det udenad og glemte det aldrig. Alle hans bøger er gennemsyret af det, og det er det, der gør bøgerne så stærke”.

Korsets nødvendighed
Forbrydelse og Straf kunne ikke være skrevet før Dostojevskijs oplevelse i Sibirien og hans møde med Gud. Det er helt umuligt.

Han var en mand med mange fejl og mangler, en modsætningsfyldt størrelse. Fordrukken og forgældet på grund af en voksende spillelidenskab. Tvivlende og i anfægtelse, ikke prototypen på en mand, vi ville havde det godt i selskab med. Men på samme tid bekendte han sig som en synder, der havde behov for Kristus.

Dostojevskij underspillede ikke menneskets fortabthed, magtesløshed, blindhed, dets mørke. Og han devaluerede heller ikke vejen til Gud, for den gik for ham gennem lidelse, selvfornægtelse, tab. Korsets vej. Vi må komme med tomme hænder. Der er en forkyndelse i dag, der er hurtig, alt for hurtig, til at fortælle om alt det, vi tilbydes i Kristus, fred, glæde, håb, evigt liv men som glemmer at pointere lidelsen, som trivialiserer syndefaldet. Dostojevskij er sund medicin mod denne tendens.