William Golding:
Fluernes Herre

Af Carsten Thomsen - KP 04-2004

Fluernes Herre er en stærkt foruroligende, ja nærmest besættende roman om en flok skoledrenge, der under Anden Verdenskrig nødlander på en øde ø i Stillehavet.

Romanen er bygget over en børnebog fra Victoria-tiden, om tre drenge, der, alene på en sydhavsø, opfører sig som små gentlemen og bringer civilisation og kristendom til øen. Men i den britiske forfatter William Goldings version følger vi drengene ad en modsat rute, hvor de i øens Paradis forvandler sig til en flok sadistiske vilde.

Golding protesterer mod Roussaus romantiserede uskyldsrene vildmand, der lever glad og fri i naturen - og at det alene er civilisationen, som ødelægger og destruerer mennesket. Vi må grave dybere, er Goldings påstand, og han lader disse drenge stå nøgne i naturen, væk fra al civilisation. Men det onde er stadig der i mennesket og kæmper mod det gode - og det er ondskaben, som får overtaget i de fleste af drengene.

Civilisation og tyranni
Romanen fra 1954 er et dristigt forsøg på at blande realisme og allegori, og den er blevet fortolket på flere forskellige måder siden udgivelsen. Bogen skal ikke ses som et forsøg på en decideret kristen allegori, men alligevel gør bogen brug af en stærk bibelsk symbolik visse steder.

Drengenes forsøg på at indordne sig på øen er et studium i et mikro-samfund i opløsning. De vælger hurtigt en leder. Ikke den fremfusende Jack, men i stedet den mere rolige og autoritative Ralph. Han står for lov og orden, demokrati og det rationelle. Han ønsker inderligt at få reddet drengene ved hele tiden at understrege vigtigheden af, at der bliver holdt liv i bålet, så skibene kan se røgen.

Samtidig ser vi svagheden i Ralph - det er fornuftig snak, snak, snak, men det har svært ved at fænge, og han mister evnen til at overbevise de andre drenge, der hellere end hårdt arbejde vil slå sig løs, jage, spise kød og feste.

Hans modsætning er Jack, som hurtigt splitter gruppen i to og får overtaget. Han er hurtig til at udnævne sig selv og en flok drenge som jægere. Han er tyrannen, diktatoren, terroristen. Bygger sit lille imperium på frygt og trusler. En irrationel frygt for det store uhyre i skoven - der viser sig at være en død pilot, som er faldet ned på bjerget i sin faldskærm. Og det er er ham, som får gruppen til at stikke et svinehoved på en pæl, Fluernes Herre - et offer til uhyret på bjerget.

Som Ralphs allierede ser vi Tykke. En nærsynet, astmatisk dreng, der er gruppens ubestridte intellektuelle og praktiske gris, og kun Ralph lytter til hans råd.

Den sidste hovedperson er outsideren Simon, som giver de små børn mad, som søger ly i skoven og som overvinder sin frygt og møder Fluernes Herre i skoven og udforsker uhyret på bjergets top.

Bogen ender med den totale opløsning. Da Simon på et tidspunkt prøver at forklare, at uhyret på bjerget kun er en død pilot i en faldskærm, kaster drengene sig over ham. Forblindede tror de, at han er uhyret i forklædning og sparker og slår ham til døde. Ralph og Tykke har endda også været med i overfaldet, og selvom de med forsvarsmekanismer prøver at retfærdiggøre deres handling, så erkender de, som de eneste, at de har begået en forfærdelig handling.

Da Ralph og Tykke prøver at få Jack og hans gruppe til at hjælpe med bålet, så dræber de Tykke ved at skubbe ham ned fra klippen. Ralph må derefter flygte. I sidste scene i bogen bliver drengene reddet. Et skib har set røgen fra bålet, og en kaptajn kommer til øen og er chokeret over drengenes miserable tilstand - og vi læser Ralphs reaktion:

“Et øjeblik mindedes han i et flygtigt glimt den mærkelige fortryllelse, der engang havde hvilet over stranden. Men øen var brændt væk som ved - Simon var død - og Jack havde...Tårerne begyndte at strømme og gråden gennemrystede ham....Ralph græd over uskyldens endeligt, over mørket i menneskesjælen og over den kloge og sande ven Tykkes fald gennem luften."

Tabt uskyld
Den “fortryllelse”, der hvilede over øen i starten er som Paradisets have. Drengene svømmer ubekymret rundt i søen og leger. Simon finder en lysning i skoven ikke langt fra stranden, hvor drengene opholder sig, og Goldings romantiske beskrivelse af hulen er som et uskyldens sted, som et sted for tilbedelse.

Men drengene taber hurtigt deres uskyldighed - ikke på grund af nogen udefrakommende fjende, men det er, ifølge Golding, et resultat af den ondskab, som hele tiden har boet i dem, og som nu kommer til udtryk. Civilisationen har formået at dæmme op for ondskaben, men nu får den frit løb.

Først kommer frygten for uhyret. Et imaginært uhyre, som repræsenterer frygten for det ukendte, monstre, mørket. Simon er den eneste, der forstår, at de frygter uhyret, fordi det bor i dem alle. Som drengene bliver mere vilde, så vokser deres tro på uhyret og sidst i romanen tilbeder drengene uhyret og bringer det gaver.

Det vigtigste symbol er det blodige svinehoved, som Jack sætter på en pæl i den lysning i skoven, som Simon har fundet. Jack kalder det Fluernes Herre. En oversættelse af det græske navn Beelzebul (Djævelen), Ondskabens Herre. I et bibelsk perspektiv den syndens kraft, som eksisterer i os alle. Eller måske er det et symbol på Satan selv, som vækker “uhyret” i os alle til live.

Moderne afvisning af synd
Over for uhyret og Fluernes Herre står Simon som et symbol på uskylden og det uspolerede. Han er som en helgen, en mystiker, der bevæger sig ud i skoven alene. Hvor Ralph og Jack er modsætningerne mellem civilisation og hedenskab, er Simon løftet op på et åndeligt plan.

Han er den eneste, som er klar over, at det onde rumsterer i alle mennesker. Det er ham, som konfronterer Fluernes Herre i en scene, som meget minder om Jesu fristelse i Getsemane Have. Han forsøger at befri de andre for frygten for uhyret, men bliver som en martyr, dræbt.

Ifølge Bibelen er mennesket skabt i Guds billede, uskyldig, syndfri og ren. Men samtidig lærer vi, at mennesket syndede, og at der nu ikke er noget i mennesket, som ikke er berørt af syndefaldet. “Synden taler til den ugudelige i hans hjerte, gudsfrygt har han ikke for øje.” Sal. 36:2. Vort hjerte, vore tanker, vore handlinger er berørt af synden.

Men selvom mørket har grebet mennesket, så er gudsbilledet ikke helt ødelagt. Det er befængt af synd, men eksisterer stadig. Det syndige menneske har stadig evner, intelligens, samvittighed og en moralsk fornemmelse, selvom synden gør, at han eller hun ikke kan stole på den.

Oplysningstiden angreb dette traditionelle bibelske syn på mennesket. Man understregede og bekræftede i stedet menneskets naturlige godhed, og troen var stærk på, at menneskeheden udviklede sig mod det bedre, og at dets fornuft var tilstrækkelig til at løse verdens problemer. Mennesket var blevet voksent og havde ikke længere behov for Gud, Bibelen og kirken.

Afsluttende håb
Det er Goldings fortjeneste, at han overbevisende gennem den allegoriske fortælling får understreget for det moderne menneske, at ondskaben bor i vore hjerter. Romanen er et opråb mod de utopiske drømme om, at ondskab, vold og kriminalitet kan udryddes helt ved at opbygge et civiliseret ideal-samfund, hvor alle har økonomisk frihed og lige muligheder.

Fluernes Herre leverer ikke meget håb. Som kristen vælger jeg at reflektere på Simon, som svaret på menneskets nød, selvom Golding nok ikke ville gå så langt. Golding beskriver Simons døde legeme, der skylles væk fra øen, men havet bringer det op til overfladen, nærmest som en “opvækkelse”.

Den store flodbølge fortsatte langs øen og fik vandet til at stige. Indesluttet i en ring af nysgerrige sølvvæsener, selv et sølvlegeme under de ubevægelige stjernebilleder, gled Simons døde krop stille ud mod det åbne hav.

Den uskyldige Simons død reflekterer Jesus Kristus, som syndfrit offer for menneskets synd. Her bliver synden sonet. Heri ligger menneskets håb og frelse.