klassiker:
Dantes Guddommelige Komedie

Af Carsten Thomsen - KP 03-2004

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.
Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre:
så vildt og ufremkommeligt at tanken
genføder frygten som jeg dengang følte!

Dette religiøse digt står solidt plantet blandt verdenslittera-turens klassikere - 1500 linier fyldt med forunderlige scener og allegorier og en rigdom af middelalderens videnskabelige, teologiske og filosofiske ideer.

En litterær sværvægter på linie med Homers Odysseen, Vergils Æneiden og Miltons Det Tabte Paradis. Som Odysseus begiver Dante sig ud på en heroisk rejse, men i stedet for at søge ydre hæder og ære, som helten i det græske digt, så må Dante igennem en indre åndelig vækkelse, førend han renset for synd kan stå foran Gud.

Dante befinder sig i en åndelig “midtlivskrise”, tynget af egen synd, og i en alder af 35 år i jubelåret 1300 foretager han i løbet af syv dage i påsken en fantasirejse gennem Helvede, Skærsilden og Himmelen.

Her møder han sjæle som lider i Underverdenen, mennesker, der må renses for deres synder i Skærsilden og endelig møder han sin elskede muse, Beatrice, der kan føre ham helt op til det endelige mål: Synet af den Almægtige Gud.

For en moderne læser kan det næsten 700 år gamle digt virke “vildt og ufremkommeligt”, og mange forlader Dante efter de første sider.
For det første møder Dante på sin rejse et væld af berygtede og berømte personer, og mange af dem kender vi ikke noget til. På Dantes VIP-liste befinder der sig paver, kejsere, helgener, filosoffer, venner og fjender fra hans egen samtid, men også personer fra den græske og romerske mytologi, og bibelske personer - alle har de af Dante fået tildelt 1., 2. eller 3. pladsen: De fleste er havnet i den sydende og boblende underverden, lidt færre befinder sig på skærsildens knoldede bjerg og kun de få udvalgte meget hellige/heldige svæver allerede rundt i himmelens sfære.

For det andet møder Dante en masse kloge hoveder som fx Aristoteles, Thomas Aquinas, Sankt Benediktus og han benytter dem til at diskutere middelalderens skolastik med dens sammenblanding af græsk filosofi og katolsk teologi. Samtaler, som indimellem går hen over hovedet på de fleste.

For det tredje er Dantes valfart en allegorisk rejse, hvor personer og begivenheder også skal forstås som symboler på ideer, moralske principper eller teologiske dogmer. Noget, vi selvfølgelig er bekendt med fra Bibelens Skrifter, bl.a. Johannes’ Åbenbaring, men som kan volde en del besvær at afkode.

Inspiration fra Beatrice
Men falder man for versefødderne og kommer i gang med læsningen åbner der sig et forunderligt og vidtfavnende åndeligt univers, der stadigvæk taler stærkt om syndens straf, om Guds nåde og kærlighed og behovet for at ydmyge sig under Gud og følge hans vilje og bud.
Dante (1265-1321) skrev digtet i eksil fra sin elskede by Firenze. Som engageret florentiner gik han aktivt ind i partikampene, men hans parti tabte og den herskende elite smed ham på porten, og han genså aldrig sin hjemby eller sin kone igen.

Fra ganske ung var han blevet forelsket i en ung florentinsk kvinde Beatrice, men 24 år gammel døde hun, og med middelalderens hang til et idealiseret kvindebillede blev hun i Dantes sind ophøjet til en madonnaskikkelse, en uskyldsren manifestation af Guds nåde og kærlighed. Og som dette optræder hun i Komedien - tilføjelsen Guddommelig er eftertidens beundrende klap på skulderen til den italienske digter. Udover at være et religiøst digt er det således også både et kærlighedsdigt og et politisk manifest, det sidste dog kun indirekte.

Helvede
“Midtvejs på vores vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke dybe skove”. Sådan begynder første strofe. Det er vigtigt for Dante at understrege, at hans egen rejse, hans egen frelseshistorie er enhver kristens åndelige rejse. “Så meget tynged søvnen mig dengang jeg forlod den sande vej, og kom på vildspor”.

Vi har alle forvildet os ind i syndens tætte skov, vores samvittighed er blevet dysset i søvn, lidenskaberne har taget magten fra os, og for at blive løsrevet og tilgivet må vi alle forstå syndens ødelæggende indflydelse i vores liv.

Vi må alle komme til en erkendelse af behovet for Guds nåde og kærlighed. Derfor tager Dante os med på denne rejse, hvor han viser os Guds retfærdige dom over synden og ondskaben, men også hans nåde og kærlighed mod de fortabte, der bøjer sig for ham.

Det første Dante ser på sin pilgrimsfærd til det hinsides er en høj, som er “klædt i morgenlyset fra planeten” og mod den vandrer han. Men tre vilde dyr spærrer vejen for ham og han bliver trængt tilbage.
Da kommer Vergil, som er sendt af Beatrice for at ledsage ham på rejsen. Hvis Dante vil frelses, må han først foretage en rejse gennem Helvede.
På et skilt over indgangen til Helvede står der:

Jeg fører ind til den forpinte by,
jeg fører ind til uophørlig gråd.
Jeg fører ind til det fordømte folk.
Retfærdigt handlede min høje Skaber:
Mig skabte den guddommelige Almagt,
den største visdom og den første kærlighed.
Som evigt skabtes alt, før jeg blev dannet,
så evigt som jeg selv, der er bestandig.
Lad alt håb fare, I der her går ind.

Det syn, der møder Dante, slår ham med gru og rædsel. De forpinte sjæle får alle en straf, der modsvarer den synd, som de har begået.
På vejen ned gennem de snævrere og snævrere kredse i Inferno møder de hyklerne, som render rundt med tunge blykåber, morderne og røverne, som svømmer rundt i Flegeton, floden af kogende blod, mens Kentaurerne løber langs bredden og skyder pile efter de syndere, som dukker op.
Lignende groteske straffe får svindlerne, frådserne, ægteskabsbryderne, de homoseksuelle, de misundelige og de hovmodige.

Dante møder flere paver i Inferno, også græske digtere og sågar Muhammed. Den nederste kreds er forbeholdt forræderne, og her ser de Lucifer som er frosset fast i Kokytos-søen. Han fremstilles som et modbydeligt seksvinget uhyre med tre ansigter, og ud af hans gab hænger Judas, Brutus og Cassius. Symbolerne på historiens største åndelige og politiske forræderi.

Sammenfattende siger Dante, at synderne har mistet “forstandens rette brug”, og synderne i Helvede er også blot en skal af deres tidligere selv. Dante er i starten rædselsslagen og har medynk med de stakkels sjæle, men Vergil belærer ham flere gange om, at Dante ikke har forstået Guds retfærdige dom endnu. Synderne får deres fortjente straf, fordi de ikke ville have med Gud at gøre.

Jo vist måtte jeg græde, og jeg støtted
mig til en stenblok; men min fører sagde:
“Har du da stadig ingenting begrebet?
Her lever fromhed kun når al medlidenhed
for længst er død; for hvad er mere skændigt
end medynk dér hvor Gud har fældet dommen?
(Hel. 20:25-30)

Skærsilden
Da Dante er kommet ud af Helvedet, så må han stige op af bjerget Purgatoriet. Foran porten ind til Skærsilden sidder en engel med et sværd og med Sankt Peters nøgler i hånden. Dante kaster sig ned, og englen ridser syv P’er på hans pande, og porten åbnes. De syv P’er står for de syv dødssynder, som Dante må renses for, før han kan komme ind i Paradiset.

Ifølge katolikkerne vil de kristne, som dør i fred med den katolske kirke, men endnu ikke er perfekte, ende i Skærsilden. Her skal de igennem en renselsesproces for at blive lukket ind i Himmelen. Kun de, der har opnået en tilstand af kristen fuldkommenhed kommer direkte ind i Himmelen.

Den protestantiske kirke afviser læren om Skærsilden, men lærer i stedet, at troende, der dør, umiddelbart vil møde deres Frelser i Himmelen. Protestanterne afviser også gradbøjningen af synder som toppes af de syv dødssynder. Vist er der synder, som er alvorligere end andre på grund af de konsekvenser, de får i forhold til Gud og mennesker, men den detaljerede katolske gradbøjning finder vi ikke i Skrifterne.

Og nu vi er ved vranglæren, så afviser vi også Dantes guddommeliggørelse af Maria, som han beder til, da han når Himmelen - også bønner til de døde, som digtet nævner enkelte gange.

Uanset om man tror på Skærsilden eller ej kan man få megen god belæring af at læse om den besværlige vej op ad det hellige bjerg. For Dante er Skærsilden ikke primært et sted, hvor sjælene straffes, men et sted, hvor de “næsten” hellige bevæger sig opad i en helliggørelsesproces.

Dante skrev ikke kun for at udmale en fremtidig tilstand for de kristne, men for at udfordre dem til at leve et helligt liv her og nu. Dante må vokse som kristen, modnes gennem disciplin og helliggørelse, må befries fra dødssynder som vrede, stolthed, misundelse og grådighed, og i stedet iføre sig dyder som ydmyghed, mildhed og tålmodighed.

Men helliggørelsen er en smertefuld proces, hvilket Dante må sande. For eksempel ser han de hovmodige, som lærer ydmyghed ved at bære en tung byrde, der tvinger dem til jorden, og de misundelige tugtes ved at sidde i bodsskjorter og deres øjne er syet til med jerntråd. De grådige er blevet magre skeletter, og de vellystige lutres i en rensende ild, mens de forkynder eksempler på kyskhed.

I Helvedet er der ingen sol eller stjerner til stede, men derimod oplyser solen vejen op ad Purgatoriet, som et symbol på Guds nåde. Da Dante når til toppen af bjerget, forlader Vergil ham.

Jeg tier her, jeg vejleder dig ikke:
stærk, sund og fri er nu din egen vilje,
den kender vejen: følg den! for nu kroner
og salver jeg dig til din egen herre.
(Pur. 27:139-142)

Vergil kan ikke følge Dante længere. Han har sin plads i Helvedes yderste kreds, men troen på Guds Søn har han ikke. Der er megen visdom for den katolske Dante i den græske filosofi, men ikke visdom til frelse.

I stedet møder han nu Beatrice, der stiger ned fra Himmelen mellem engle og blomster i et af de mest bevægende og smukke afsnit i hele Komedien, Purgatoriets sang nr. 30 og 31. Beatrice bebrejder ham, at han så hurtigt glemte hende efter hendes død (hun er jo ifølge Dante symbolet på Guds kærlighed), og hun befaler ham at angre sine synder, og så siger Dante:

Jeg gennemskued helt mig selv,
og skammen slog mig til jorden.....

da han kommer til sig selv igen befinder han sig i floden Lethe, hvor synderne vaskes bort, så man ikke mere husker dem, og her bliver han døbt.

Han har fået Beatrices tilgivelse og kan nu få lov til rigtigt at se sin muse, der drager sløret til side, og det er som stråleglansen fra evighedernes lysvæld:

Du genskin af det lys der evigt lever:
mon nogen der har drukket af de kilder
der flyder på Parnasset, og er bleget
i skyggen af dets træer, formår at skildre
med nøgtern pen hvordan du fremstod for mig
helt uden slør, mens himlens harmonier
besang dig i den åbne luft deroppe.
(Pur. 32:139-145)
Af hellig bølge steg jeg op på stranden
genfødt og ny, som når de unge træer
om foråret fornyes med nye blade -
ren, rede til at møde himlens stjerner.
(Pur. 33:142-145)

Himmelen
Dantes beskrivelse af Paradiset er en triumferende og jublende blanding af lys, sang og bevægelse. Det er uden tvivl den mest detaljerede og overdådige vision af Himmelen, som er nedskrevet.
Dante føler sig lettere og lettere idet han drages til Gud af kærlighedens uovervindelige styrke. Omkring ham er de himmelske sfærer i harmoni, og

Himlen gennemtrængt af lys.
Han som bevæger alt, hans pris og ære
udfylder universet, og den stråler
på ét sted mere, mindre på et andet.
I den af himlene der modtar mest af
hans lys, var jeg, og skued dér hvad ingen
som stiger ned derfra, formår at skildre.

Alligevel prøver Dante, selvom han ved, at hans ord ikke helt formår at beskrive synet, som nu møder ham. Med Beatrice som ledsager stiger Dante igennem himmellegemerne, hvor Empyrian er den højeste himmel.
Her møder han forskellige hellige, bl.a. Frans af Assisi, Thomas Aquinas, Dantes yndlingsteolog, fransiskaneren Bonaventura og Benedikt af Nursia.
Dante når frem til Primum Mobile i Krystalhimlen, den yderste og største af de roterende himmelsfærer. T. S. Eliot kalder disse sidste 11 sange for “højdepunktet af, hvad digtekunsten nogen sinde har nået og nogen sinde kan nå”.

Her ser han Kristus komme til syne med de tolv apostle. Og ud af skaren fremstår Peter, Jakob og Johannes. De udspørger nu Dante i en detaljeret himmelsk katekismus, og Dante består med glans og krones.

Til faderen, til sønnen og til ånden
sang hele paradiset nu et Gloria
med toner der berused og betog mig.
Det var som så jeg universet smile
i dette øjeblik, og rusen baned
sig vej igennem hørelse og synssans.
Åh, glæde! Uudsigelige munterhed!
Åh frydefulde liv i fred og kærlighed!
Åh sikre rigdom uden frygt og attrå!
Det hele ender i den højeste himmel:
Fra det største legeme
er vi nu steget op til denne himmel
af rent lys, åndens lys, mættet med kærlighed,
kærlighed til det gode, fyldt af glæde,
en glæde sødere end nogen anden.
(Par. 30:38-42)

Her møder han først Bernhard af Clairvaux, der fører ham frem for jomfru Maria, som bliver lovprist til skyerne - ja, over dem. Og det er så gennem Marias forbøn, at Dante til sidst skuer Gud i et uforklaret lys. Og her må vi citere flere afsluttende afsnit fra 33. og sidste sang:

Bernhard gav mig et smil, et vink: “Se opad!”
men af mig selv havde jeg allerede
vendt mine øjne derhen hvor han ville,
idet mit blik nu blev bestandig renere
og trængte stadig dybere i strålen
fra dette lys, der i sig selv er sandhed.
Fra da steg mit syn så højt at sproget
ikke kan rumme det, ej heller magter
erindringen at fastholde det sete.
Dybt inde i det klare lysvæld fremstod
tre cirkler, ringe, kredse, ens i formen,
af samme omkreds men forskellig farve.
Den første syntes spejlet i den anden
som regnbue i regnbue; den tredje
var som en flamme, næret af dem begge.
en stakket stund med dødelige øjne,
så jeg med ét, i lysets egen farve,
malet i cirklen, vores eget billed,
som blikket dykked i så dybt det kunne.
Jeg ville gribe billedet og passe
det ind i cirklens form, men kunne ikke
- thi pennens fjer er ikke engles fingre -
da stråleglansen gennemtrængte sjælen
og lod den blive ét med det den ville.
Dén høje fantasi kan ingen ord nå;
men drift og vilje blev i mig bevæget,
så jævnt som hjulet drejes, af den kærlighed
der driver solen og de andre stjerner.

Dante får lov at skue Treenigheden, symboliseret af et evigt lys, der skinner i tre cirkler. To af dem spejlede hinanden som to regnbuer. Faderens cirkel reflekteres i Sønnens, og den tredje cirkel var den ild (Helligånden), der stod fra dem begge.

Og så ser Dante hjertet af Treenigheden, hvis man kan sige det sådan, for hvem kan udlægge disse linier korrekt? Slår fornuften til? Den ene cirkel tager form af et menneske - Guds Søn - det højeste udtryk for kærlighed. Og med dette syn er Dante nået til målet for sin rejse og han kan juble og danse og frydes mættet af guddommelig kærlighed.

Jo, Dantes Guddommelige Komedie er fyldt med middelalderens katolske tankegang, og med den en ophøjelse af Maria, som ikke er en del af evangeliernes vidnesbyrd - men heldigvis afsluttes digtet med den poetiske fremstilling af Treenigheden.

Vi savner i Den Guddommelige Komedie en mere klar forkyndelse af Jesu Kristi værk på korset, og blodets afgørende renselse af synden og tilgivelse af synderen ved tro på Frelseren.

Johannes Åbenbaringens eftertryk på det slagtede lam savner en klarere parrallel i digtet. Men trods den katolske klædedragt, så forbliver Komedien en både skræmmende og smuk poetisk fremstilling af menneskets behov for indre renselse, om den troendes ønske om at at leve i Guds lys og under hans vilje.