Af Carsten Thomsen - KP 03-2005

Robinson Crusoe, sømand fra York. Hans liv og højst forbavsende eventyr. Han levede otteogtyve år helt alene på en ubeboet ø ved Amerikas kyst...Hertil kom han som eneste overlevende fra et skibbrud. Med beretningen om, hvordan han omsider på lige så besynderlig måde befries af Sørøvere. Skrevet af ham selv.

Sådan begynder forfatteren, journalisten og puritaneren Daniel Defoe sin eventyrlige beretning om Robinson Crusoe.

Romanen er ikke alene en fortælling om, hvordan Crusoe, afskåret fra omverdenen, på forunderlig vis tæmmer naturen på en øde ø og civiliserer en vild mand. Det er også en fortælling om, hvordan en egoistisk eventyrer finder tilbage til Gud og bliver frelst.

Bogen veksler mellem Crusoes detaljerede beskrivelser af, hvordan han skaffer sig husly, mad og tøj og så de opbyggelige dagbogsnotater, hvor den enfoldige sømand ved læsningen af Guds Ord bliver vakt og forvandlet af Guds nåde.
Daniel Defoes fader var slagter og kom i en presbyteriansk frimenighed. Faderen ønskede at sønnen skulle på præsteseminarium. Det ville Defoe dog ikke. Han ville hellere være soldat.

Senere ernærede han sig som regnskabsfører, hosekræmmer, teglstensbrænder og efter et ophold i udlandet på flugt fra en gæld, slog han sig ned som journalist og politisk skribent. Han måtte også på et tidspunkt i gabestokken og i fængsel for et satirisk skrift, der gik i forsvar for dissenterne - de kristne, der stod udenfor statskirken.

Først da Defoe var 60 år skrev han sin første roman (1719). Bogen gik som varmt brød og folk var overbevist om, at det var en autentisk beretning.
“Der var ikke en enke så fattig”, siger en samtidig forfatter, “at hun ikke sparede en penny om dagen for efter en månedstid at kunne købe den vidunderlige bog om Robinson Crusoe”. Det er siden blevet en af de mest udbredte og oversatte bøger i verden.

Den læses nu om dage mest i en af de forkortede børnebogsudgaver, men for at få de religiøse betragtninger med i deres helhed, så må man ty til Dansklærer-foreningens komplette oversættelse af Mogens Boisen.

Flygter fra faderen
Romanen foregår i puritanismens storhedstid i midten af 1600-tallet. Robinson Crusoe tilhører en velstående puritansk familie i York. Imod sin faders vilje rejser den unge mand til søs.

Han oplever det hårde liv til søs på flere rejser og slår sig omsider ned i Brasilien, hvor han tjener mange penge som plantageejer. Men i sin grådighed vil han øge omsætningen og sætter kurs mod Afrika for at købe flere slaver. Skibet forliser og ene mand redder han sig op på sin øde ø.

Det meste af bogen er bygget op som dagbogsnotater, hvor vi får et fascinerende studie i den opfindsomme og flittige Crusoe, som går i gang med skabe sig en tilværelse fra bunden og kultivere sine omgivelser. Han får med møje bragt en del vraggods i land, deriblandt to-tre Bibler, tobak og rom, redskaber og våben. Herefter bliver han både agerdyrker, jæger, snedker, tømrer, kurvefletter, garver, væver, skrædder, arkitekt osv.

Det ensomme ø-liv giver ham god tid til at reflektere over sit hidtidige liv, og han erkender med skam, at han ikke har skænket Gud en tanke.

- Jeg mindes ikke, at jeg i al denne tid tænkte en eneste tanke, der blot i ringeste måde virkede i retning af at se op mod Gud eller indad med henblik på overvejelser vedrørende mit liv. En sjælens af-stumpethed uden længsel efter Gud eller bevidsthed om synd havde taget mig i besiddelse.

Crusoe begynder derfor at læse Bibelen og søge Gud:

- I morgenstunden tog jeg Biblen, slog op på det Ny Testamente, begyndte at læse med stor opmærksomhed.... Der gik ikke længe, efter at jeg med ildhu havde taget fat på dette, før jeg konstaterede, at mit sind på dybere og ærligere måde berørtes af mit hidtidige livs syndighed.

Jeg bad nu indtrængende Gud om at skænke mig angeren, og et nådigt forsyn ville, at jeg den selvsamme dag i den Hellige Skrift kom til disse ord: “Han har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel anger og syndernes forladelse”.

Jeg lagde bogen fra mig, og med både hjertet og hænderne løftet mod himlen råbte jeg i en sælsom tilstand af henrykkelse: “Jesus, Du ophøjede fører og frelser, skænk mig angeren!”. (s. 110)

- Min tilværelse begyndte nu, skønt ikke mindre elendig for så vidt angår mine materielle omstændigheder, så dog at være meget lettere for min sjæl, og mine tanker ledtes ved stadig læsning af den Hellige Skrift og bøn til Gud hen imod ting af en højere natur. Jeg oplevede en væsentlig fred i sjælen, hvilket jeg hidtil ikke havde oplevet. (s. 111)

Mødet med Fredag
Efter en hel del år på øen ser Crusoe en dag fodspor i sandet. Det viser sig at være en af de vilde, som er blevet efterladt på øen af nogle kannibaler. Den vilde får navnet Fredag, og Crusoe går i gang som ivrig evangelist at oplære ham i kristendommen.

- Han lyttede med megen opmærksomhed og anerkendte med glæde tanken om, at Jesus Kristus var sendt for at forløse os, og med ikke mindre glæde, hvordan vi skulle bede til Gud, som kunne høre os helt oppe i sin himmel.

- Min sorg tyngede mig mindre, min bolig blev mig i allerhøjeste grad til behag, og når jeg betænkte, at jeg i denne ensomme tilværelse, hvortil jeg havde været henvist, ikke alene selv var blevet foranlediget til at skue mod himlen og søge til den hånd, som havde bragt mig hertil, men at jeg nu af forsynet var gjort til redskab til at frelse en stakkels vilds liv og, måtte jeg tro, også hans sjæl og bringe ham til den sande kundskab om religionen og den kristne lære, så at han kunne lære Jesus Kristus at kende, i hvem livet er evigt - jeg siger, at når jeg tænkte over alt dette, løb en lønlig glæde gennem enhver del af min sjæl, og jeg frydede mig hyppigt over, at jeg i det hele taget var blevet ført til dette sted, hvilket jeg så tit havde syntes var den skrækkeligste af alle de ulykker, der kunne være tilstødt mig. (s. 234)

- Den vilde var nu en god kristen, meget bedre end jeg, om end jeg har grund til - Gud være lovet at håbe på, at vi var lige bodfærdige, og i samme grad nød de bodfærdiges trøst. Vi havde Guds ord at læse, og Hans Ånd var ikke længere borte til vor belæring, end hvis vi havde været i England.

Afskeden med øen foregår under stor dramatik. Et skib nærmer sig; nogle mytterister vil efterlade skibets kaptajn og to mænd på øen. Men Robinson og Fredag griber ind, og det er i stedet tre oprørere, som bliver tilbage på øen. I bogens sidste kapitler finder Robinson ud af, at hans plantage i Brasilien har gjort ham til en umådelig rig mand, og han foretager flere rejser.

Forsyn kontra fatalisme
Man kan sige, at Daniel Defoes “robin-sonade” om det ensomme og afsondrede menneske banede vejen for det centrale moderne tema om menneskets fremmedgørelse og isolation. Men Defoes univers er i modsætning til moderne fortællinger ikke dystert og nihilistisk.

Da der driver vragrester i land, takker Robinson Forsynet og indser, at tidevandet både bliver brugt til at velsigne og tugte ham. Crusoe overgiver sig til Gud og stoler på, at Herren kontrollerer alle hændelserne i hans liv.
Troen på Forsynet holder Crusoe oppe og ved at underlægge sig Guds ledelse finder han mening og håb midt i de trøstesløse omgivelser, som han til sidst nærmest kan takke for. For den puritanske forfatter er det naturligt, at mennesket, i sin yderste nød, påkalder Gud.

Anderledes med den moderne Robinson-historie i filmen “Cast Away” med Tom Hanks. Her kastes en mand også op på en øde ø. Men i modsætning til Crusoe er han helt alene og møder ingen. Efter et stykke tid på øen prøver han at hænge sig selv, men det mislykkes. Hovedpersonen forbliver fatalist og et symbol på menneskets ensomhed i universet, afskåret fra Gud, ultimativt fortabt og uden håb om at finde mening i sine lidelser.

Så Robinson Crusoe kan læses på flere planer. Det forbliver i dens korte version drengeromanen over alle drengeromaner. Den kaster lys ind over menneskets forpagter-forhold over for naturen, som Crusoe eksemplificerer. Og den er en symbolsk fortælling om det faldne menneske, adskilt fra Gud i sin synd, men som af Guds nåde kaldes tilbage i et forhold til Herren og til sine medmennesker.