dietrich bonhoeffer:
Efterfølgelse

Af Carsten Thomsen - KP 03-2006

Bonhoeffer levede det, han lærte, praktiserede det, han prædikede. For den tyske teolog var det at være kristen ensbetydende med at følge efter Kristus, uanset omkostningerne. Også at følge ham indtil døden.

Og han kom til at betale den højeste pris. En forårsmorgen, den 9. april 1945, i koncentrationslejren Flossenburg, blev han hængt af Gestapo for at have haft kendskab til et mislykket attentat på Hitler. Selvom han ikke var med i planlægningen, så samarbejdede han med modstandsbevægelsen og var blevet underrettet om attentatforsøget.

Bonhoeffer var en af de første teologer, der offentligt kritiserede Hitler, da han kom til magten i 1933. Han gennemskuede den ondskab, der lå gemt i nazismens ideologi, og betragtede senere Hitler som Antikrist. Bonhoeffer var med i arbejdet i Bekendelseskirken, en kirke, der forsøgte at fravriste sig nazisternes stigende kontrol over den tyske kirke. Den ville ikke indføre førerprincippet og arierparagraffen, som betød, at man kunne afskedige jøder uden grund.

Senere, da jødeforfølgelserne tog til i styrke, blev det for Bonhoeffer afgørende, at de kristne i Tyskland var en torn i øjet på Hitler, at de forsvarede jøderne, kritiserede overgrebene og ikke forsøgte at krybe i skjul og passivt se til, mens deres jødiske naboer blev frataget alt. “Kun den, der skriger for jøderne, kan tillade sig at synge gregoriansk”, som han udtrykte det. Han hjalp bl.a. flere jøder med at flygte til Schweiz.

I 1940 blev han forbudt at virke som præst og at udgive sine skriverier i hele Tyskland. I det skjulte fortsatte han sin tjeneste og han havde også kontakter med de allierede på rejser i udlandet og kunne rapportere om modstandskampen i Tyskland. I 1943 blev han så arresteret af Gestapo og var fængslet lige indtil henrettelsen blot få dage før, at amerikanerne befriede koncentrationslejren.

Den lutheranske præsts mest kendte værk er “Efterfølgelse” skrevet i 1937.
I bogen forsøger han at fjerne al den støj, som er kommet imellem Jesu udfordrende ord og den enkelte kristne. Hvad betyder det, at vi må tage korset op og følge Jesus? Elske vore fjender? Dø for Jesus og vore brødre og søstre? Sige nej til verden? Vi må igen høre kaldet til at følge Jesus, til at leve med ham her og nu, hvor han møder den enkelte.

- Det gamle menneske afgår ved døden i mødet med Jesus Kristus. Den, der træder ind i efterfølgelsen, overgiver sig til Jesus Kristus; han indvier sig til det at dø....Ethvert kald fra Kristus fører til døden, skriver han.
Det gamle menneske må dø, vor selv-retfærdighed, selvtilstrækkelighed. Vi må overgive os helhjertet til Jesus.

Billig og dyr nåde
Det mest kendte afsnit i bogen er hans tanker om “billig og dyr nåde”. Det er et opgør med meget af den kristenhed, han så omkring sig. En udvandet kristendom, der bruger Gud som en tilgivel-sesautomat, men ikke tager hans bud alvorligt.

- Billig nåde betyder retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen. Fordi alt er af nåde alene, kan alt blive ved det gamle.
- Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.
- Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde går hen og sælger alt, hvad han har. Den dyre nåde er evangeliet, der stadig påny må søges, gaven, der må bedes om, døren, der må bankes på. Dyr er den, fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse. Dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv.

For Bonhoeffer betyder dyr nåde ikke, at vore gerninger lægger noget til retfærdiggørelsen af nåde ved tro på Jesus Kristus. Igennem bogen advarer han flere gange imod en sådan tankegang.

- Ved Guds egen gerning i Kristus er vi frelst, ikke ved vore egne gerninger. De vil aldrig kunne skaffe os ros; thi hans værk er vi. Men vi blev nyskabte i Kristus, for at vi skulle gøre gode gerninger i ham.

Bjergprædikenen
Hovedparten af bogen er en gennemgang af Bjergprædikenen. For Bonhoeffer er saligprisningerne en beskrivelse af dem, der er kaldet af Gud til at følge Kristus.

- Det er de fattigste blandt de fattige, de mest anfægtede blandt de anfægtede, de hungrigste blandt de hungrige. De har kun ham (Jesus). Ja, og sammen med ham har de intet, overhovedet intet, i verden, men alt, alt hos Gud.

Men er udelt efterfølgelse af Jesus ikke en “umulig fordring?” “Skal Jesu efterfølgelse blot drive en endnu spidsere brod ind i de ængstede og sårede samvittigheder”, spørger Bonhoeffer. Nej, afgjort ikke.

- I efterfølgelsen kommer menneskene ud af deres egne loves tunge åg og ind under Jesu Kristi milde åg. Bliver alvoren i Jesu bud dermed brudt? Nej, tværtimod. Kun Jesu uafkortede befaling, kaldet til uindskrænket efterfølgelse, kan befri menneskene fuldtud til fællesskab med Jesus.

- Hans åg og hans byrde, det er korset. At gå under dette kors er ikke elendighed og fortvivlelse, men vederkvægelse og hvile for sjælene, ja den største glæde. Her går vi ikke mere under hjemmelavede love og byrder, men under hans åg, som kender os, og som selv går med os under åget. Under hans åg er vi sikre på hans nærhed og fællesskab. Det er ham selv, efterfølgeren finder, når han tager sit kors op.

Læser du blot de første 50 sider af “Efterfølgelse” har du allerede stof nok til megen reflektion. Bonhoeffers sætninger er præcise og velformulerede, det er en ren guldgrube af fyndige citater.

Bonhoeffers teologi nåede aldrig at blive udviklet helt, da hans studier blev afbrudt af kampen mod Hitler og sin tidlige død - 39 år. Han blev kraftigt inspireret af Karl Barth og den såkaldte neo-ortodokse teologi (dialektisk teologi eller kriseteologi).

“Efterfølgelse” bærer også præg af dette. At vi kun i åbenbaringen af Kristus møder Gud, åbenheden over for den historisk-kritiske metode, hvor det ikke er så vigtigt, om de historiske begivenheder omtalt i Bibelen rent faktisk er foregået, som det er gengivet.

Her er jeg uenig med Bonhoeffer, men hans opgør med den billige nåde og kaldet til overgivelse og hengivelse til Kristus står tilbage som et vigtigt bidrag til forståelsen af det kristne liv.